Sök i Ratio Lex

Med förslag till förordning rörande de Lappar, som med renar flytta emellan de förenade konungarikena Sverige och Norge

1883-01-20 · 155 sidor, varav 145 med tryckt sidnummer


Så kom texten hit

Maskinläst äldre tryck. Kontrollera mot skanningen innan du använder texten skarpt.

  • Källa: Sveriges riksdag — riksdagens dokument · skanningen (pdf, Kungliga biblioteket)
  • Text: Texten är riksdagens maskinläsning (OCR) av det tryckta riksdagstrycket. Den är inte kontrollerad mot sidbilden och har inte rättats av Ratio Lex; fel förekommer.
  • Textkvalitet: Märkbara fel — ungefär 0,9 % av orden ser trasiga ut; enstaka ord kan vara felavlästa
  • Sidnummer: 145 av 155 sidor bär tryckt sidnummer ur källan; övriga visas utan nummer
  • Om sidnumren: Sidnumret är läst ur sidhuvudet i riksdagens text och visas bara där det står och stämmer med grannsidornas numrering; övriga sidor visas utan nummer.

Varje sida nedan har en egen länk ”Kontrollera mot PDF” till originalet på just den sidan.

Citera

Prop. 1883:36, Med förslag till förordning rörande de Lappar, som med renar flytta emellan de förenade konungarikena Sverige och Norge

Dokumentets text

s. 1 Kontrollera mot PDF

Kongl. Maj ris Nåd. Proposition N:o 36.

1

N:o 36.

Kongl. Majits nådiga proposition till Riksdagen, med förslag till

förordning rörande de Lappar, som med renar flytta

emellan de förenade konungarikena Sverige och Norge;

gifven Stockholms slott den 6 Mars 1883.

Med öfverlemnande af de i ämnet inom Statsrådet och Högsta

Domstolen förda protokoll samt af andra till frågan hörande handlingar,

vill Kongl. Maj:t härmed, jemlikt 87 § Regeringsformen, till Riksdagens

antagande öfverlemna närlagda förslag till Förordning rörande

de Lappar, som med renar flytta emellan de förenade konungarikena

Sverige och Norge.

Kongl. Maj:t förblifver Riksdagen med all Kongl. nåd och ynnest

städse välbevågen.

OSCAR.

Nils von Steyern.

Bill. till Bilcsd. Prat. 1883. 1 Sami. 1 Afd. 24 Höft.

I

s. 2 Kontrollera mot PDF

2

Kongl. Maj:ts Nåd. Proposition No 36.

F ÖRSLAG

till

Förordning rörande de Lappar, som med renar flytta emellan de

förenade konungarikena Sverige och Norge.

1 §''

Lapp, som vill, på sätt här nedan tillätes, med sina renar flytta

fram och tillbaka emellan Sverige och Norge, skall vara antingen svensk

eller norsk undersåte.

2 §''

önskar svensk Lapp att blifva norsk eller norsk Lapp att blifva

svensk undersåte, skall utflyttningsattest, då laga hinder derför ej möter,

på begäran meddelas honom i Sverige af vederbörande länsman och

kyrkoherde samt i Norge af vederbörande fogde och sockneprest;

dock vare han från skatter och andra allmänna förpligtelser i det rike,

hvars undersåte han förut varit, icke fri, förrän han, enligt de i andra

riket gällande föreskrifter, blifvit dettas undersåte och bevis derom hos

förenämnde embetsmän företett, samt upphört att i det rike, hvarifrån

han utflyttat, begagna bete för sina renar utöfver hvad enligt 3 § tilllåtet

är.

3 §•

Lapparne äro berättigade att årligen med sina renar flytta från det

ena riket in i det andra och uppehålla sig å de trakter, hvilka hvardera

rikets Lappar efter gammal sedvana hitintills hafva besökt, samt att der

betjena sig af land och vatten så väl till underhåll för sig och sina

renar, under iakttagande af de i denna förordning meddelade föreskrifter,

som till jagt och fiske lika med rikets egna undersåtar. Utan

vederbörande jordegares eller brukares samtycke må ej svenska Lappar

med sina renar uppehålla sig i Norge under annan del af året, än

Maj, Juni, Juli, Augusti och September månader, eller norska Lappar

med sina renar vistas i Sverige under nämnde månader, så framt ej

ovanliga väderleksförhållanden utgöra hinder för flyttningarne; dock ega

s. 3 Kontrollera mot PDF

3

Kongl. Maj:ts Nåd. Proposition N:o 36.

Lapparne i de trakter, der de efter gammal sedvana plägat -under hvilken

årstid som helst beta sina renar å fjellen på ömse sidor af riksgränsen,

att fortfarande utöfva denna rätt i samma utsträckning som

hitintills, och bestämmer Konungen, der det finnes nödigt, de gränser

inom hvilka en sådan betesrätt får utöfvas. Öfverträdelse af det i

denna § gifna förbud straffas med böter, till belopp första gången af

högst 40 kronor och annan gång af högst dubbelt.

Varder genom särskild lag i något af rikena dess egne Lappar

medgifven vidsträcktare rätt till bete för deras renar eller till skogsfång,

än i denna förordning bestämmes, skall sådan rätt tillkomma jemväl

det andra rikets Lappar å de trakter, der de, enligt hvad ofvan

stadgas, äro berättigade att uppehålla sig.

4 §•

Under sin vistelse inom de trakter, som i 3 § omförmälas, ega

Lapparne att i skog till eget behof begagna torra träd och vindfällen

samt en och videbuskar äfvensom växande löfträd. Der skogen tillhör

staten, erlägges härför icke någon betalning. Ej heller erlägges betalning

för torra träd och vindfällen samt en och videbuskar i enskilda

skogar. För växande löfträd, som Lapparne taga ur skog, hvilken tillhör

enskild man, skall deremot af dem gifvas en billig ersättning, som

i brist af åsämjande bestämmes vid syn, hvilken förrättas af länsmannen

eller annan, som af amtmannen dertill blifvit förordnad, jemte två gode

män utsedde en af hvardera parten. Underlåter någon af parterna

att utse god man, åligger det förrättningsmannen att i partens ställe

utse sådan bland lagrättsmännen. Om kallelse till syn galle hvad om

kallelse till förlikningskommission är stadgadt. För syneförrättningen

tillkommer förrättningsmannen den för länsman bestämda skjutsersättning

och dagtraktamente. Af förrättningsmannen utsedd god man

åtnjuter för hvarje förrättningsdag 1 krona 60 öre. Synerätten bestämmer

om och i hvad mån synekostnaden skall fördelas mellan parterna

eller om den af endera parten skall gäldas. Besvär öfver synen

må ej anföras hos öfversynorätt. För det vid synen bestämda ersättningsbeloppet

jemte synekostnaden eger utmätning rum utan dom eller utslag.

Till uppförande eller ombyggnad af stängsel, gammer eller hus

ma växande löfträd af Lapparne tagas endast efter anvisning eller utsyning,

hvilken skall ske å så vidt möjligt för Lapparne beqvämt ställe

och kostnadsfritt Finnas i statens skogar af vederbörande skogsbetjent

och i enskildes skogar af egaren eller, der denne ej utan dröjsmål lemnar

anvisning eller Lapparne ej med honom blifva ense, af tjensteman, som

s. 4 Kontrollera mot PDF

4

Kongl. Maj:ts Nåd. Proposition N:o 36.

af landshöfdingen eller amtmannen dertill förordnats; dock att, der virke,

som af Lapparne på deras vistelseort under sommaren blifvit lagligen

användt till stängsel, finnes vid deras återkomst utan deras samtycke

bortfördt eller gjordt obrukbart, Lapparne i sådant fall ega rätt att till

uppförande af nytt stängsel utan anvisning eller utsyning taga äfven

växande löfträd.

Lapp, som fäller eller tager träd af annat slag än ofvan är nämndt

eller tager mer än till hans eget behof erfordras, eller öfverträder ofvan

gifna förbud att utan utsyning taga växande löfträd till stängsel, gammer

eller hus, eller som försummar att, innan han höst eller vår flyttar,

för egaren uppgifva hvad han af växande löfträd sig tillegnat i enskild

skog, straffes med böter högst 40 kronor, der ej förseelsen efter allmän

lag medför högre ansvar. Växande löfträd, som af Lapparne tagas

i statens skogar för att användas till stängsel, skola af Lapparne afbarkas.

Lapp, som underlåter detta, böte högst 40 kronor. Virke, som

Lapparne på deras vistelseort under sommaren lagligen användt till

stängsel, gammer, tältstänger eller annat dylikt varaktigt bruk, må ej

af jordegaren utan Lapparnes samtycke bortföras eller göras för dem

obrukbart. Jordegare, som häremot bryter, straffes med böter högst

40 kronor, der ej förseelsen efter allmän lag medför högre ansvar.

•5 §•

Genom rödjning eller uppodling af jord eller uppförande af hägnader

må Lapparne ej beröfvas sådana gamla renvägar, som fortfarande

äro för dem behöfliga. Hafva sådana vägar redan blifvit på omförmälda

sätt stängda, skola de genom statens föranstaltande åter göras för Lapparne

tillgängliga.

6 §•

De landsträckor, der Lapparne söka bete för sina renar, kunna

indelas i särskilda distrikt, inom hvilka de Lappar, som der med sina

renar sig uppehålla, skola i de fall och på det sätt, som nedan i 9 §

3 och 4 mom. sägs, vara underkastade ansvarighet för skada, som af

renarne tillskyndas de jordbrukande invånarnes egendom.

I hvilka trakter distriktindelning skall ega rum bestämmes af

Konungen. Han fastställer ock distriktens gränser.

För att en trakt, hvarest Lapparne ega rätt att söka bete för sina

renar, skall kunna i distriktindelning ingå, måste inom densamma finnas

eller beredas sådana renvägar, att vid deras begagnande Lapparne

kunna, med iakttagande af tillbörlig bevakning, afhålla renarne från

s. 5 Kontrollera mot PDF

5

Kongl. Maj:ts Nåd. Proposition N:o 36.

odlad mark. Distrikten böra med nödig hänsjm till djurens natur samt

landskapets utsträckning, beskaffenhet och odling begränsas på sådant

sätt, att de renar, som söka bete inom hvarje distrikt, kunna antagas

komma att, der bevakning saknas, under betestiden ströfva omkring i

hela distriktet, utan att öfvergå till annat distrikt.

7 §•

Lapp, som vill med renar flytta till trakt der distriktindelning

eger rum, åligger att för länsmannen i hemorten uppgifva, sitt eget

och medföljande husfolks namn, det distrikt, inom hvilket han ärnar

uppehålla sig, äfvensom antalet af de renar, han kommer att medföra,

och dessas egare. Flyttar någon utan att hafva lemnat sådan uppgift,

böte högst 40 kronor. Lag samma vare, der det medförda renantalet

med en femtedel eller mera öfverstiger det af honom uppgifna.

T hvartdera riket skola de Lappar, hvilka anmält sig vilja uppehålla

sig inom ett och samma distrikt, inför vederbörande länsman inom

sig välja en förman och en andre förman. För de valde utfärdas förordnande

af landshöfdingen eller amtmannen; förmannen erhåller ock

af länsmannen förteckning å alla de Lappar, som komma att stå under

hans tillsyn, hvilken förteckning tillika upptager de af Lapparne, enligt

föregående moment, till länsmannen aflemnade uppgifter. Af denna förteckning

insände länsmannen dessutom två exemplar till landshöfdingen

eller amtmannen, som sänder det ena exemplaret till amtmannen eller

landshöfdingen i det amt eller län, distriktet tillhör, jemte uppgift å de

utsedde förmännen och andre förmännen. Skulle sistnämnde amtman

eller landshöfding finna, att större antal renar är uppgifvet för något

visst distrikt än detsamma väl kan mottaga, har han att hänvisa det

Överskjutande antalet till närmaste distrikt eller område, der utrymme

finnes, och att derom underrätta landshöfdingen eller amtmannen i det

län eller amt, derifrån flyttningen skall ske, så tidigt att Lapparne kunna

få kännedom om beslutet, innan flyttningen företages.

Lapp, som sålunda fått sig anvisadt visst distrikt eller område,

men flyttar annorstädes, och icke inom den tid, som af landshöfdingen

eller amtmannen bestämmes, förer de renar, som äro under hans tillsyn,

till det anvisade området», straffes med böter första gången af högst 40

kronor och annan gång af högst dubbelt. Vid områdenas fördelning

iakttages att, såvidt hjordarnes storlek tillåter, hvarje renegare hänvisas

till det distrikt eller område, hvarest han sjelf eller, om han lefvat

tillsammans med föräldrar eller svärföräldrar, dessa det föregående året

haft bete för sina djur. Skall på grund af bristande utrymme någon

s. 6 Kontrollera mot PDF

6

Kongl. Maj:ts Nåd. Proposition N:o 36.

hänvisas till annan ort, ege den renegare företrädesrätt att qvarblifva

på stället, som längst der haft bete för sina djur.

Tid och sätt för afgifvande af de i denna § föreskrift^ uppgifter

äfvensom för val af förman och andre förman bestämmas af landshöfdingen

eller amtmannen, hvilken jemväl för öfrigt, i händelse dessa

bestämmelser skulle visa sig otillräckliga för dermed afsedda ändamål,

eger att gifva de ytterligare föreskrifter, som kunna finnas nödiga.

Hvad i denna § blifvit stadgadt, skall ock tillämpas i fråga om

Lapp, som vill med renar flytta, till trakt, som ej är i distrikt indelad,

men med afseende å hvilken Konungen särskilt förordnat, att anmälningsskyldighet

skall ega rum; skolande i detta fall Lapp för länsmannen

i hemorten uppgifva, i stället för distrikt, den socken eller liknande

område, hvarinom han ämnar uppehålla sig.

8 §•

i

Det åligger hvarje förman och andre förman:

d) att infinna sig i sitt distrikt senast å samma tid som dit först

ankommande Lappar och att förblifva der, intilldess de till hans distrikt

hörande, inflyttade Lapparne allmänt begifvit sig derifrån;

b) att inom åtta dagar efter ankomsten till distriktet för länsmannen

uppvisa sitt förordnande jemte förteckningen öfver de Lappar, som

anmält sig ämna uppehålla sig inom distriktet, samt tillika uppgifva

stället, der förmannen och andre förmannen vanligen träffas;

c) att förskaffa sig kännedom om de till distriktet hörande Lappars

uppehållsställen äfvensom angående de Lappar, som flytta genom distriktet,

samt i händelse det skulle visa sig, att Lappar, hvilka ej äro

upptagna i förteckningen, der uppehålla sig, eller att någon uppgifvit

antalet af sina renar origtigt, derom hos länsmannen göra anmälan.

Det åligger vidare förman eller, då han har förfall, andre förman:

cl) att tillse, det Lapparne noga bevaka sina renar, samt i öfrigt

befordra god ordning och vid uppkommande tvister med den jordbrukande

befolkningen söka bilägga desamma;

e) att efter behörig kallelse inställa sig vid besigtningar samt syner

och värderingar, hvilka anställas i anledning af skada, som någon uppgifver

hafva blifvit honom af renar inom distriktet tillskyndad, samt

att, när dervid eller vid förekommande rättegångar fråga uppstår om

skyldighet för de under förmannens tillsyn stående Lappar att för uppkommen

skada gemensamt ansvara, föra dessas talan, hvarvid han, om

skäl dertill finnes, eger att å nämnda Lappars vägnar ingå förlikning

angående såväl skadeersättning som syne- och rättegångskostnader;

s. 7 Kontrollera mot PDF

7

Kongl. Maj:ts Nåd. Proposition No 36.

f) att söka upptäcka genom livilkens eller hvilkas renar angifven

skada inom distriktet blitvit förorsakad och att, efter undfången kallelse

till besigtning, syn eller värdering å skadan, till förrättningen inkalla

den eller de skyldige, om de äro honom bekante.

, Förman väljes hvarje gång för ett år. Han kan afsåga sig nytt

val till förman eller till andre förman under så lång tid, som han senast

^ innehaft uppdraget. Andre förman väljes äfven hvarje gång för

ett år, och kan nästa år väljas till förman eller andre förman. Har

han innehaft uppdraget i två år, är han under ett år för val fri.

9 §.

_ 1- Lapparne åligger ej allenast att noga taga sig till vara för

att sjelfva tillfoga landets invånare någon skada å deras egendom, utan

ock att omsorgsfullt bevaka sina renar, så att skada ej af dem föröfvas.

2. Skada, som af renar göres å åker, äng, växande skog eller

hjortronland, ersättes af den eller dem, genom hvilkas renar skadan

blifvit förorsakad. Lag samma vara i fråga om skada å utängsslåtter,

som äro inhägnade med sådant stängsel, som af Konungen blifvit förordnadt,

eller, utan att vara inhägnade, år efter annat varit till höfangst

brukade, och dertill brukas, samt genom qvarstående hässjor,

diken, rödjning eller på annat sätt tydligen framträda såsom utängsslåtter.

^ Sker skadan med uppsåt eller grof vårdslöshet vid renarnes

bevakning, böte dessutom den skyldige för hvar gång högst 40 kronor,

hvilka böter dock ej ifrågakomma, der förlikning träffas om skadans

. ersättande. Lapp, af hvars renvaktare sådan förseelse nu sagd

är blifvit föröfvad, vare ansvarig för gäldande af de böter, som kunna

renvaktaren ådömas.

_ 3. Sker skada å egor af ofvannämnda beskaffenhet inom sådant

distrikt, hvarom i 6 § förmäles, och kan det ej utrönas, genom hvilken

eller hvilkas renar den förorsakad blifvit, åligger ersättningsskyldigheten

de Lappar, hvilka uppehöllo sig i distriktet, och varde ersättningsbeloppet

jemte syne- och rättegångskostnader dem emellan fördeladt

i förhållande till det antal renar, hvarmed en hvar tillhörer

distriktet. Om vid den tid skadan skedde renar, tillhörande andra

Lappar, än dem, som anmält sig vilja i distriktet uppehålla sig, voro

stadda på flyttning derigenom eller eljest der sig uppehöllo, skola äfven

dessa främmande Lappar i förhållande till antalet af sådana deras renar

i ersättningen deltaga. Visar Lapp, förr än förlikning träffats,

ellei dom i målet gifvits, att skadan ej blifvit föröfvad af hans renar,

vare han från deltagande i ersättningen fri. Inom trakter, der distrikt
-

s. 8 Kontrollera mot PDF

8 Kongl. Maj ds Nåd. Proposition N:o 36.

indelning ej skett, eger sådan gemensam ansvarighet, som i detta mom.

stadgas, ej rum.

4. Skada å utmark, som ej ofvan är omnämnd, ersättes jemväl

efter ofvan stadgade grunder, dock endast i det fall, att jordens egare

eller innehafvare genom densamma kommit i saknad af erforderligt

bete för sina hem djur. Hvad Tromsö amt särskilt angår eger ej ersättningsskyldighet

rum, om renar komma in och beta å sådan utmark

under tiden före den 1 Juli hvarje år, när denna förmån ej af Lapparne

begagnas sålunda, att någon jordegare eller innehafvare särskild!

derigenom i väsentlig mån betungas. I Tromsö amt skall ej heller

skada ersättas å sådan utmark, belägen på visst afstånd från jordegarens

eller brukarens fasta bostad, hvilket afstånd för tiden från och

med den 1 till och med den 7 Juli bestämmes till 3 kilometer eller

derutöfver, och för den tid, under hvilken svenska Lappar i öfrigt ega

uppehålla sig i Norge, till 6 kilometer eller derutöfver.

10 §.

Har under Lapparnes uppehåll i Norge skada genom deras renar

någon derstädes förorsakats såsom i 9 § sägs och vill den, som skadan

lidit, göra sin rätt till ersättning gällande, läte han, der ej syn, hvarom

i 11 § sägs, kan hållas inom tre gånger 24 timmar, sedan skadan upptäcktes,

så fort ske kan, tillkalla två ojäfvige och kunnige män, hvilka

böra samtidigt infinna sig på stället samt, efter besigtning af skadan

och undersökning om densammas tillkomst, derom efter bästa förstånd

och under edlig förpligtelse afgifva utlåtande. Till denna förrättning

kallas den ersättningsskyldige, der han är känd, men i annat fall, om

skadan skett inom distrikt, hvarom i 6 § förmäles, förmannen eller

andre förmannen för de Lappar, som der uppehålla sig. Möter hinder

för sådan kallelses delgifvande inom 48 timmar efter det skadan upptäcktes,

tillkallas i stället en af de i närheten varande Lappar, eller,

der skadan skett inom distrikt, der både svenska och norska Lappar

sig uppehålla, en af hvartdera folket. Kan ej heller detta ske inom

nyssnämnda tid, eller uteblifver någon af de tillkallade, må förrättningen

deraf ej uppehållas.

11 §•

Varder vid den i 10 § nämnda förrättning ersättningsfrågan ej i

godo bilagd, åligger den, som skadan lidit, der han sitt ersättningsanspråk

fullfölja vill, att skyndsamligen hos länsmannen i orten eller

annan man, som af amtmannen blifvit förordnad att hålla dylika för
-

s. 9 Kontrollera mot PDF

9

Kong!, Maj:ts Nåd, Proposition N:o 36,

rättningar, begära ny syn på stället för skadans värderande. Till denna

syn, hvilken förrättas af länsmannen eller den, som dertill blifvit särskild!

förordnad, med biträde af två lagrättsmän, dem han utser inom

den i. norska lagen den 28 Augusti 1854 18 § föreskrift»» nämnd, eller,

om sådane män icke utan tidspillan kunna komma tillstädes, bland de

män, som äro upptagna å den allmänna listan öfver lagrättsmän, skall

den ersättningsskyldige, om han är känd, eller, der fråga är om sådan

ansvarighet, som i 9 § 3 mom. förmäles, förmannen eller andre förmannen

instämmas medelst kallelse, som bör delgifvas senast dagen före

förrättningen, om den, som kallas skall, uppehåller sig inom tjugu kilometer

från förrättningsstället. Uppehåller han sig på längre afstånd

derifrån, varde kallelsetiden förlängd med 24 timmar för hvarje fulla

tjugu kilometer. I de fall der den ersättningsskyldige eller förmannen

eller andre förmannen icke kan instämmas eller inkallas, t. ex. då de

redan hafva lemna! distriktet utan att hafva i god tid förut uppgifva

för förrättningsmannen någon inom distriktet bosatt man, som kan på

deras vägnar inkallas, bör synen ändock hållas; och skall förrättningsmannen

i protokollet anteckna anledningen dertill att vederbörande

icke blifvit instämda. I dylika fall skola såväl förrättningsmannen som

synemännen ständigt hafva sin uppmärksamhet fästad derpå att den

frånvarandes rätt icke förnärmas. Vid synen skall den, som lidit skadan,

medhafva de män, hvilka hållit den första besigtningen, eller, om

sådant ej kan ske, framlägga deras skriftliga intyg om förloppet dervid.

Han bör ock, om så nödigt anses, förevisa de handlingar, hvarpå

hans egande- eller nyttjanderätt till den mark, der skadan skett, sig

grundar. Förrättningsmännen skola, så vidt möjligt är, söka åstadkomma

och i protokoll intaga noggrann utredning angående skadans

uppkomst och vidsträckthet, ställets belägenhet och beskaffenhet, om

marken är inhägnad ellei oinhägnad m. in., äfvensom angående den

eller de personer, hvilka ega de renar, som gjort skadan, renarnas

antal och storleken af de hjordar, de tillhöra.

Fn hvar, som är tillstädes der förrättningen hålles, är pligtig att

på förrättningsmannens uppmaning tillkännagifva allt, som kan vara

honom bekant och lända till upplysning i saken, och står hvar och eu

för innehållet af sitt yttrande i samma ansvar, som om det afgifvits

inför domstol.

Vid skadans värderande skola synemännen noga taga hänsyn till

såväl markens beskaffenhet och fruktbarhet, dess större eller mindre

uppodling, grödans godhet och huruvida annan boskap än renar bidragit

till skadan, som ock, der skada å utmark skett, de omständigheter,

hvaraf enligt 9 § 4 mom. ersättningsskyldighet i detta fall är

Bill. till Riksd. Prof. 1383. 1 Sami. 1 Afd. 24 Höft. It

s. 10 Kontrollera mot PDF

10

Kongl. Maj.ift Nåd. Proposition N:o 36.

beroende, samt alla andra förhållanden, som ega inflytande å skadeersättningens

belopp. I öfrigt skola synemännen till protokollet afgifva

förklaring, under edsförpligtelse, der de icke förut aflagt ed såsom

lagrättsmän, att värderingen är gjord efter deras bästa förstånd

och öfvertygelse. Innan synen börjas, erinre förrättningsmannen synemännen

om de skyldigheter, som, på grund af hvad här är stadgadt,

dem åligga; och skall om denna erinran göras anteckning i protokollet.

Förrättningsmannen, som ej eger vid värderingen rösta, utom i

händelse olika meningar mellan synemännen uppkomma, då den mening

gäller, hvilken förrättningsmannen biträder, skall dock i hvarje

fall vid protokollets afsilande afgifva sitt utlåtande, huruvida han

anser det åsätta värdet skäligt och billigt, samt huruvida han i öfrigt

i något hänseende har att anmärka något, som kan hafva inflytande

på saken.

Innan förrättningens slut skall förrättningsmannen söka åstadkomma

förlikning mellan parterne. Träffas förlikning, har den samma

verkan, som om den vore ingången inför förlikningskommissionen.

Värdering, som omtalas i denna paragraf, kan i händelse af rättegång

förändras af domstolen, om skäl dertill förefinnes.

12 §.

För syneförrättning, hvarom i 11 § sägs, tillkommer förrättningsmannen,

jemte den för länsman bestämda skjutsersättning och dagtraktamente,

för kallelse af en hvar af lagrättsmännen SO öre, för hållande

af synen 4 kronor om dagen och för utdrag af protokollet deröfver

70 öre arket. För nämnande af lagrättsmän och för bevittnande

af protokollsutdragets rigtighet erhålles ingen betalning. Lagrättsmännen

åtnjuta för hvarje torrättningsdag 1 krona 60 öre.

13 §.

Kan ej heller vid den i 11 § omförmäla förrättning saken genom

förlikning afgöras, åligger förrättningsmannen, om den, som skadan

lidit, sådant påyrkar, till vederbörande amtman insända afskrift af förrättningsprotokollet

med dertill hörande handlingar jemte eget yttrande

angående de mäns trovärdighet, hvilka förrättat den föregående besigtningen,

hvarefter amtmannen genast eller efter ytterligare undersökning,

om sådan anses nödig, afgör, om skäl finnes till åtals anställande,

i hvilket fall han föranstaltar om dylikt åtal enligt de för offentliga

s. 11 Kontrollera mot PDF

11

Kongl. Majds Nåd. Proposition N:o 36.

politisakers behandling gällande former — hvarvid dock föreläggande

af straff icke eger rum — mot den eller dem, hvilka antingen, enligt

hvad som förekommit, kunna anses öfvertygade om skadegörelsen eller

eljest till följd af 9 § äro för densamma ansvarige. Sådana mål kunna

efter omständigheterna handläggas antingen vid extra rätt eller vid

tingen och står det den eller de tilltalade fritt att i dessa mål svara

genom ombud.

Har skada af ifrågavarande beskaffenhet, skett, men är skadan

ringa, kan amtmannen Besluta att allmänt åtal ej anställes, i livilket

fall det till amtmannen insända protokoll med bilagor tillställes den,

som lidit skadan, med underrättelse det han eger att sjelf anhängiggöra

och utföra sin talan, om han dertill finner sig befogad.

Ej heller eger allmänt åtal rum i de trakter, der distriktindelniug

icke förekommer.

Talan, som af enskild part anställes angående ersättning för skada

af renar, utföres i enlighet med denna förordning, så vidt den å sådan

talan är tillämplig; och kan anspråk på ersättning icke göras gällande,

derest ej hvad i 10 och 11 §§ stadgas blifvit iakttaget. Målets instämmande

till förlikningskommission är ej erforderligt.

a §•

Hvad i 4, 10, 11, 12 och 13 §§ stadgas i afseende å behandlingen

af deri omförmälda ersättningsfrågor eger ej tillämpning å dylika frågor,

som uppkomma i Sverige, utan förfares med dessa efter gällande lag.

15 §.

Talan emot Lappar om sådan gemensam ansvarighet, som i 9 §

stadgas, anhängiggöres emot den, hvilken tjenstgjorde såsom förman

i distriktet på den tid skadan skedde. Förmannen stämmes att svara

i målet å vederbörande Lappars vägnar.

Tilltror förmannen sig kunna visa genom hvilkens eller hvilkas

renar skada blifvit förorsakad eller att jemte de under hans tillsyn stående

Lappar äfven andra böra för skadan ansvara, ege han att låta

instämma den eller de skyldige eller i senare fallet dem, emot hvilka

anspråk om deltagande i ersättningen väckes, på det de må sjelfve

svara i saken.

Der i det fäll, hvarom denna § handlar, hinder möter att

stämma förman, skall stämningen delgifvas de Lappar, emot hvilka

talan fpres; och gälle då för dem hvad i föregående mom. om förman

är sagdt.

s. 12 Kontrollera mot PDF

12

Kongl. Maj:ts Nåd. Proposition N:o 36.

Vill man yrka, att någon ådömes böter, skall i hvarje fall den,

mot hvilken sådant yrkande framställes, sjelf instämmas.

Ådömes flera Lappar ersättningsskyldighet efter 9 § 3 eller 4

mom., skall i domen för en hvar fastställas huru mycket häri har att

gälda.

16 §.

Uppehöllo sig Lappar från begge rikena i ett distrikt vid den tid

då der skett skada, för hvilken enligt 9 § 3 eller 4 mom. gemensam

ansvarighet kan ega rum, skall kallelse till förrättning, hvarom i 10

och 11 §§ sägs, samt stämning i mål efter 15 § tillställas så väl den

svenske som den norske förmannen.

O §•

Lappar, hvilka, efter hvad i 9 § 3 eller 4 mom. sägs, blifvit till

ansvarighet för inträffad skada dömde, eller, efter det värdering af skadan

enligt 11 § egt rum, ingått förlikning om erläggande af eu ersättning,

som icke öfverstiger den genom värderingen bestämda med tillagd

godtgörelse för omkostnader, vare oförhindrade att, i händelse kännedom

sedermera erhålles att skadan är föröfvad af renar tillhörande

någon annan, eller att andra Lappar vid den tid då skadan skedde

haft renar inom distriktet och sålunda böra i skadeersättningen deltaga,

väcka talan om återgäldande af hvad de erlagt eller den del deraf,

som å öfriga Lappar belöper. Sådan talan må dock ej anhängiggöras

senareän två år, efter det skadan skedde.

18 §.

Laglig stämningstid, när Lappar i sitt hemland skola stämmas

till domstol i andra riket, är tre månader. Den, hvars vistelseort

enligt vederbörande länsmans intyg är okänd, njuter tre månaders tid

efter stämningens kungörande i Sverige i kyrkan eller i Norge vid

kyrkan i den socken, der han senast haft sitt hemvist.

19 §.

1. Den, som olofligen fäller eller misshandlar Lapparnes renar,

skall, utom full ersättning för skadan, bota högst 40 kronor, så framt

icke förseelsen efter allmän lag medför högre ansvar. Lag samma vare,

s. 13 Kontrollera mot PDF

13

Kongl. Maj:ls Nåd. Proposition N:o 36.

om någon med uppsåt eller af groft vållande förorsakar, att renarne

genom skrämskott, hundar eller på annat otillbörligt sätt ofredas på

tillåtna uppehållsställen eller söker att dem derifrån fördrifva.

2. Ofredas ren på tillåtet uppehållsställe af hund, skall skada,

som derigenom tillfogas renen, af hundens egare till fullo ersättas,

äfven om skadan icke förorsakats genom någons uppsåt eller vållande.

3. I de trakter, der distriktindelning eger rum, skola under den

tid, Lappar från det andra riket enligt 3 § eg a att med sina renar der

uppehålla sig, den bofasta befolkningens hundar antingen hållas bundna

eller vara försedda med klubba; landshöfdingen eller amtmannen dock

obetaget att från nämnda föreskrift för vissa trakter eller särskilda fall

medgifva undantag, der det finnes kunna ske utan att det med densamma

afsedda ändamål förfelas. Bestämmelserom storleken af klubban

äfvensom närmare föreskrifter i öfrigt i afseende på klubbningen gifvas

af landshöfdingen eller amtmannen, som jemväl må kunna förordna, att

i trakt, der distriktindelning icke eger rum, de bofastes hundar under

tid, som nämnd är, skola hållas bundna eller klubbade. Hund, som har

till vana att jaga renar äfven på tillåtet uppehållsställe eller att döda

renar, skall af egaren, efter föreskrift af polismyndigheten, dödas; och

åligger det polismyndigheten att, der'' egaren sådant underlåter, genast

låta döda hunden. Underlåter egare af hund att ställa sig till efterrättelse

hvad här ofvan stadgas, eller de af landshöfdingen eller amtmannen

i öfverensstämmelse dermed gifna föreskrifter, straffes med böter

högst 40 kronor.

4. När Lapp hos länsmannen eller den, som af amtmannen blifvit

förordnad att upptaga dylika mål, klagar öfver sådan förnärmelse, som

ofvan i 1 och 2 mom. är nämnd, skall denne efter föregången undersökning

så fort sko kan, såvida han ej kan åstadkomma förlikning, i

hvilket fall ansvar ej eger rum, om saken afgifva berättelse till landshöfdingen

eller amtmannen, som, derest skäl förefinnes att ställa någon

till ansvar, skall föranstalta om sakens utförande genom allmän åklagare,

hvad Norge angår, enligt de i 13 § bestämda grunder, men i motsatt

fall sänder berättelsen till den, som skadan lidit, med tillkännagifvande

att det öfverlemnas åt honom sjelf att anhängiggöra och utföra sin talan,

i hvilken händelse saken ej beliöfver till förlikningskommission instämmas.

20 §.

De i 3, 4 och 7 §§ samt i 18 § 3 mom. omförmälda förseelser

åtalas i Norge efter amtmarmens föranstaltande inför politirätt. I Sverige

skola dylika förseelser äfven vara underkastade allmänt åtal.

s. 14 Kontrollera mot PDF

14

Kongl. Maj:ts Nåd. Proposition N:o 36.

21 §.

I Sverige skall kungörandet af norsk dom, meddelad på grund af

denna förordning, verkställas genom kronobetjent med vittne eller genom

två stämningsmål! eller nämndemän. Dervid skall ock, om rättegången

är genom allmän åklagare utförd, den sakfälde alfordras förklaring,

huruvida han påyrkar domens pröfning i högre rätt. Gör lian det,

skola förrättningsmännen gifva honom tillkänna, att stämningen till

högre rätt, för så vidt han efter sakens beskaffenhet har rätt att fordra

den, kommer att ega rum utan att han derom vidare underrättas. Härom

höra förrättningsmännen vid domens kungörande förse densamma med

påskrift, hvarefter den af amtmannen sedermera påtecknade stämningen

ej kommer att kungöras för den sakfälde. I mål, som enligt 15 §

blifvit mot förman utfördt, skall domen kungöras denne, som har att

afgifva förklaring, huruvida domens pröfning i högre rätt påfordras.

22 §.

Dom, hvarigenom någon i det ena riket blifvit dömd till böter

eller skadeersättning enligt stanna förordning, kan i det andra riket

bringas till verkställighet, om den eger laga kraft, den dömde dermed

förklarat sig nöjd eller, då domen är meddelad i Norge, vad emot domen

icke blifvit inom stadgad tid anmäldt (Appellationsfristen er udlpben) eller,

i en genom allmän åklagare utförd rättegång, domen blifvit den sakfälde

kungjord, utan att han påyrkat densammas pröfning i högre rätt.

Önskar någon doms verkställande i det andra riket, vände sig till landshöfdingen

eller amtmannen i det län eller amf, der domen är gifven,

och teckne denne, derest sådant förhållande ådagalägges, på grund

hvaraf den sökta verkställigheten må ega ruin, bevis derom å domen

samt sände handlingar^ till vederbörande amtman eller landshöfding

i det andra riket, hvilken föranstaltar om domens verkställande och de

indrifna medlens öfversändande till förstnämnde landshöfding eller

amtman.

Hvad om domar nu sagdt är, gälle ock om sådana i fråga om

ersättning för skada, som i denna förordning omförmäles, träffade förlikningar,

hvilka af parter, förmän eller andre förmän blifvit ingångna

inför rätta eller vid syn, enligt 11 §; börande landshöfdingen eller

amtmannen, då sådan förlikning, ingången i det ena riket, för verkställighet

öfversändes till det andra, tillika meddela bevis, att förliknin
-

s. 15 Kontrollera mot PDF

15

Konr/l. Maj:ts Nåd. Proposition N:o 86.

gen enligt förstnämnda lands lagar eger samma gällande verkan, som

laga kraftvunnen dom.

År dom, som kan bringas till verkställighet i båda rikena, gifven

eller sådan förlikning träffad i sak angående gemensam ansvarighet

efter 9 § 3 eller 4 mom., skall vederbörande landshöfding eller amtman

i det rike, der skadan skett, på begäran af den som ersättningen tillkommer,

låta förskottsvis utbetala beloppet till honom och, så vidt

betalningsskyldighet ålagts undersåte i det andra riket, sända vederbörande

amtman eller landshöfding derstädes styrkt afskrift af domen

eller förlikningen med begäran om godtgörelse. Sådan godtgörelse

skall då förskottsvis utbetalas af allmänna medel. Hos den betalningsskyldige

kan förskottet indrifvas på enahanda sätt som är bestämdt i

fråga om skatter.

I afseende å böters förvandling vid bristande tillgång till deras

gäldande förfares enligt det iands lagar, der böterna skola uttagas.

23 §.

T de mål, der svensk Lapp är part i Norge eller norsk Lapp i

Sverige, må ej stämpladt papper användas.

24 §.

I öfrig! komma de i hvartdera riket i allmänhet gällande lagar

att tillämpas å Lappande under deras vistande derstädes.

25 §.

När i denna förordning fälas om Lapparnes renar förstås dermed

icke allenast deras egna utan ock andras renar, hvilka äro under

deras vård.

Bofaste, hvilka lemna! renar till vård åt Lappar, hafva i fråga

om dessa renar enahanda förpligtelse!- enligt denna förordning, som

Lappar, hvilkas renar äro under andras vård.

26 §.

Embets- och tjenstemän, och särskildt landshöfdingar och amtmän,

skola tillse, att de öfverflyttande Lapparne ej förnärmas i utöfvande

af dem tillagda rättigheter.

opaginerad Kontrollera mot PDF

18

Kong!. Maj:ts Nåd. Proposition N:o 36.

27 §.

Der i ettdera af rikena å något visst område vid kusten eller

inne i landet renars underhåll prof vas för den jordbrukande befolkningen

vara i synnerlig mån betungande, kan Konungen förordna, att det

området ej vidare må till sådant ändamål begagnas mot det att erforderlig

betesmark Lapparne anvisas på annan landsträcka, som dertill

finnes tjenlig och som tillhör staten.

Betesmark, som sålunda blifvit anvisad åt Lapparne, må till den

utsträckning, som är af nöden för att lemna bete till de renar, hvilka

år efter annat dit föras, icke underkastas intrång genom rödjning,

odling, säterbruk eller betande af hemdjur; dock att hvad här är stadgadt

icke utgör hinder för upprödjning och odling, efter offentlig myndighets

beslut, af platser inom dessa trakter till skjutsstationer eller

herbergen för resande.

28 §.

Visar det sig nödigt för det i föregående § omförmälda ändamål,

eller för att åt Lapparne bereda nödiga vägar till deras betesmarker,

eller för att uppföra stängsel till förekommande af skada af renar att

använda jord, som eges eller brukas af enskild man, vare egaren eller

brukaren, när sådant af staten påfordras, skyldig att afstå jorden mot

ersättning, som, der godvillig öfverenskommelse ej kan träffas, bestämmes

i Norge genom värdering (Taxt) och i Sverige enligt gällande förordning

angående jords afstående för allmänt behof.

29 §.

De bestämmelser i denna förordning, hvilka ordna förhållandet

emellan Lapparne och den jordbrukande befolkningen, gälla icke inom

Finnmarkens amf. Skulle svensk Lapp söka sommarbete i detta amf

för sina renar, komma de för amtets norska Lappar särskild! gällande

bestämmelser att å honom tillämpas.

30 §.

Denna förordning träder i kraft, sedan enahanda bestämmelser

blifvit antagna i Norge, från den dag Konungen för båda rikena be
-

s. 17 Kontrollera mot PDF

17

Kongl. Maj:ts Nåd. Proposition N:o 36.

stämmer. Den förblifver gällande i femton år från nämnda dag. Har,

innan denna tid gått till ända, ny gemensam lag ej blifvit i begge

rikena antagen, skall första bihanget eller kodicillen till gränsetraktaten

af x7ä Oktober 1751, som medan denna förordning är gällande blifver

utan verkan, åter träda i kraft.

Bih. till Biksd. Prof. 1883. 1 Sami. 1 Afd. 24 Höft.

in

opaginerad Kontrollera mot PDF

a

%

Bättelser

i Kong]. Mops nådiga proposition till Riksdagen (N:o 36), med förslag till

förordning rörande de Lappar, som med renar flytta emellan de

förenade konungarikena Sverige och Norge:

sill. 13, råd. 3 liedifr. står: 18 § 3 moln. läs: 19 § 3 inom.

i bilagan till samma proposition:

sid. 74, rad. 13 uppifr. står: 18 § 3 inom. läs: 19 § 3 mom.

Bill. till Riksd. Prat, 1883. 1 Sami. 1 Afd.

s. 1 Kontrollera mot PDF

Norslca Regeringens Indstilling den 5 Januari 1883.

1

Den Kongl, Norske Regjerings underdanigste Indstilling af 5 Januari

1883 bifaldt ved Kongelig Resolution af 13 Januari s. A.

Chefen för Departementet for det Indre, Statsraad Jen sen, har

underdanigst föredraget Fplgende:

Departementet har i vedlagte underdanigste Föredrag af 30te Juni

1882, der ved Kongelig Resolution af 15de Juli nmstefter blev befälet

i Gjenpart tilstillet det Kongelige svenske Justitiedepartement,

forelpbig omhandlet, åt den Kongelige Proposition til Lov om Lapperne

i de forenede Rigör, der fremsattes for Storthinget i 1882,

ikke paa dette Thing kom under Behandling i Realiteten. Odelsthinget

fattede Hemlig under 25de Mai s. A. fplgende Beslutning:

“Den Kongelige Proposition til Faelleslov og det fremsatte private

Förslag til en smilig norsk Lov vedkommende Lapperne oversendes

tilligemed neervasrende Indstilling Regjeriugen med Anmodning om, åt

Erklmringer desangaaende fra Amtsformandskabet i Tromsp Amt og

fra Herredsstyrelserne saavel i Troms0 som i de 0vrige Distrikter, der

berpres af Lappernes Renbetning, maa blive indhentet og Resultatet

förelagt nmste Odelsthing.“ (Se Storth.-Tid. for 1882, Forli. i Odelsthinget

S. 649—659).

Det i Beslutningen nrnvnte private Förslag er det samme, som i

sin Tid blev afgivet af Amtmanden i Troms0 Amt. Det er med tvende

Bilage indtaget i Storthingsforh. for 1878, 5te Del som Dok. No. 21.

Som allerede bemmrket i Departementets nysnasvnte Föredrag af

30te Juni 1882 blev Odelsthingets Anmodning besluttet efter Indstilling

fra en Pluralitet i vedkommende Storthingskomite (Indst. O. IV

1882, af hvilket man tillader sig åt vedlsegge et Aftryk). Det vil sees,

åt Kornitepluraliteten berprer de ofte drpftede Spprgsmaal, om de her

paagjmldende Forhold maa antages alene ved en for begge Rigel- fmlles

Lov åt kunnq naa en tilfredsstillende Ordning, eller om en udelukkende

norsk Lov i Emnet kan ansees tilstraekkelig. Kornitepluraliteten beBih.

till Rilcsd. Prot. 1883. 1 Sami. 1 Afd. 1

s. 2 Kontrollera mot PDF

2 Norska Regeringens Indstilling den 5 Januari 1883.

markör herom S. 7, åt det vistnok sees, åt Amtmanden i Troms0 Amt

nu har forladt sin i ovennsevnte Förslag udtalte Anskuelse om, hvorledes

Forholdet ved en sandig norsk Lov antages tilfredsstillende åt

kunne ordnes; men Komiteen t0r dog ikke, heder det, ved hvad dermed

Hensyn til dette Spprgsmaal i Forelaeggelserne hidtil er fremkommet,

anse dette vassentlige Undersogelsespunkt saaledes belyst, åt

der endnu er fuld Foie til åt opgive det Ståndpunkt, Konstitutionskomiteen

i 1872 indtog. Komiteen antog, anfpres der videre, åt der

endnu stod en Förfining aaben til åt se Spprgsmaalet yderligere belyst,

som ikke sjelden har vasret anvendt, naar det gjaldt Förberedelsen

af Lovsager, navnlig af saadanne, der knyttede sig til saeregne

lokale Forhold, nemlig åt sende Sägen til vedkommende Amtsformandskab

o g Herredsstyrelser til Erkhering. Og den heromhandlede Lövsåg

knytter sig til Forhold af eu saa eiendommelig Art, åt der i Hensynet

hertil antoges åt ligge eu forstasrket Opfordring til åt se Sägen

forberedt og belyst paa denne Maade. Komiteen tilfpiede, åt den under

Sägens Behandling havde modtaget forskjellige Udtalelser fra Masad i

de paagjseldcnde Landsdele, livori dels reises forskjellige Betamkeligheder

ved Indholdet af den fremsatte Proposition til Faslleslov, dels

fremfortes 0nske om Sägens Udsasttelse, for åt Udtalelser fra Distrikterne

kunde blive Storthinget forelagte. Hermed sigtes til endel som

Storthingsdok. No 96 for 1882 trykte Henvendelser til Tromsp Amts

Reprassentanter af Februar og Marts samme Aar fra nogle Indvaanere,

navnlig af Maalselven og Bardo. Komiteen bemasrkede med Hensyn

til disse Udtalelser, åt den vistnok ikke turde holde sig forvisset om,

åt de kunde ansees som Frugten af en tilstraskkelig indgaaende Underspgelse

af det foreliggende Udkast til Faslleslov; men Komiteen

fandt dog åt burde begge den Vasgt paa de skete Udtalelser, åt deri

maatte sees en fors t;:er ket Opfordring til åt foreslaa Amtsformandskabet

i Tromsp Amt og samtlige Herredsstyrelser i de Distrikter, der ber0res

af Renbetningen, oversendt saavel den Kongelige Proposition som

det fremsatte private Förslag til Erkhering.

Komitepluraliteten anfprer endelig, åt den ikke fandt Grund til

mermere åt fremstille de Punkter, hvorom Amtsformandskabets og Herreds

styrelsernes Udtalelser pnskedes, idet den antog, åt Opmasrksomheden

herpaa naturlig vilde fremstille sig for dem, der vare nsermest

interesserede i og havde speciel Erfaring om de eiendommelige Forholde,

hvorpaa den tilsigtede Lov, enten dette nu bliver en Faslleslov

eller en Saerlov, skal Ande sin Anvendelse. Det laa i Dagen, anfpres

der, åt hvad man fortrinlig pnskede Udtalelse om, var det Spprgsmaal,

enten de i Forholdet naermest Interesserede tilfredsstilledes ved en

s. 3 Kontrollera mot PDF

Norska Regeringens Indstilling den 5 Januari 18S3. 3

udelukkende norsk Lov eller det maatte findes overveiende pnskeligt

åt arbeide for Istandbringelsen af en Feelleslov. Ved Siden heraf fandtes

det tilstraskkeligt åt opfordre de lokale Antoriteter til åt fremkomme

med de Bemserkninger ved de tvende fremsatte Lovforslag, hvortil

disse hver for sig maatte give Anledning.

Komiteindstillingen er ledsaget af et dissenterende Votum fra en

Minoritet inden Komiteen, bestaaende af 3 Medlemmer (Indst. O. IV.

Side 9—39). Der indstilledes af dem paa Lovforslagets Behandling i

Realiteten, og foresloges den .Kongelige Proposition til Fielleslov med

nogle Modifikationer i de enkelte Bestemmelser bifaldt. Komiteminoriteten

udtaler S. 9, åt den ved de allerede tilveiebragte Oplysninger er

kommet til den Anskuelse, åt Forholdet mellem de Fastboende og Lapperne

vanskelig kan ordnes liden gjennom en Fadleslov, og henviser

Komiteminoriteten forsaavidt til hvad der er anfprt i Propositionen af

1882 S. 22—24.

Hvad angaar Komiteminoritetens Gjennemgaaelse af Lovforslagets

enkelte Bestemmelser vil Departementet faa Anledning til nedenfor åt

omhandle de PEndringer, som bringes i Förslag med Hensyn til de

enkelte Paragrafer i den Kongelige Proposition.

Paa den svenske Rigsdag har i samme Aar, 1882, den Kongelige

Proposition vaaret behandlet i Realiteten. Departementet har erholdt

Afskrift af Rigsdagens nnderdanigste Skrivelse af 17deMai 1882, hvoraf

erfares, åt Rigsdagen har fattet Beslutning til Lov angaaende de Lapper,

som flytte med Rensdyr mellem de forenede Riger, hvilken Beslutning

i det Hovedsagelige stemmer med den Kongelige Proposition.

1 nogle faa Punkter indeholder Rigsdagens Beslntning Afvigelser fra

Propositionen, og skal Departementet nedenfor nasrmere redegjpre for

disse sammen med de Modifikationer, som den norske Storthingskomites

Minoritet som anf0rt har bragt i Förslag.

I Medf0r af den fra Odelsthinget fremkomne Anmodning tilskrev

Departementet under 5te Juni 1882 Amtmsendene i Tromsp, Nordlands

samt Nordre og S0ndre Trondhjems Amter, idet man sendto dem Aftryk

af de i Odelsthingsbeslutningen mevnte Dokumenter. Man anmodede

Amtmsendene om overensstennnende med Odelsthingets Begjeering

åt erhverve Erklmringer, for Tromsp Amf fra Amtsformandskabet

s. 4 Kontrollera mot PDF

4 Norska Begeringens Indstilling den 5 Januari 1883.

og Herredsstyrelserne, og for0vrigt fra Herredsstyrelserne i de Distrikter

i de tre sidstnmvnte Amter, der berpres af neervmrende Sag. De

afgivendes Erklaeringer bad man tilstillede Departementet betimelig

tilligemed Amtmmndenes egne Udtalelser.

Under 7de December 1882 har Departementet med Skrivelse fra

Amtmanden i Tromsp Amf af 25de November nasstfer modtaget de

af Amtsformandskabet og Herredsstyrelserne inden dette Amt afgivne

Udtalelser i Sägen. Amtmanden meddeler, åt Amtsformandskabet,

efter åt have modtaget samtlige Sagejis Bilage, nedsatte en speciel

Komité til dens Behandling og derefter i Mpde den 17de Juli 1882 afgav

sin Erkkering. Ved Skrivelse af 27de Juli nrestefter bleve derefter

Herredsstyrelserne i Amtet af Amtmanden opforclrede til snarest nådigt

åt erklgere sig om Sägen. Fra Herredsstyrelserne i Amtets samtlige

18 Herreder er Erkkeringer dernäst afgivne, sidst af Trondemes Herredsstyrelse

under lste December sistleden. Departementet tillader sig

her att indtage den mevnte Amtsformandskabs-Komites Indstilling,

der er vedtagen af Amtsformandskabet, og saaledes udgjpr dettes Erklgering

i Sägen (Se de trykte Forhandlinger i Amtsformandskabet for

Tromsp Amt 1882 S. 209 — 213). Den er saalydende:

»Man anser det paatrmngende npdvendigt, åt Lov om Lapperne

snarest muligt istandbringes, da den nuvmrende Tilstand i

Forholdet mellem Lapperne og de Fastboende er uudholdelig og

stadig forvaerres.

En saadan Lov maa indeholde Bestemmelser, der paa samme

Tid som den hjemler Lapperne Nyttesret, dog begrsendser denne

saaledes, åt de Fastboendes Interesse*- betrygges.

Skjpnt man slutter sig til Konstitutionskomiteens Udtalelser i

1872, indtaget i Oth. Trop. No 2, 1882 Side 15 —, maa man

dog indromme, åt en ftelles norsk-svensk Lov vilde vsere mest effektiv

i Udevelsen af Retsreglerne til de Fastboendes Beskyttelse

af den Grund, åt uden en saadan Lov vil Domme og Förlig vanskelig

kunne exekveres hos svenske Lapper her i Landet.

Saavel nmvnte Kgl. Prop. som Konstitutionskomiteens Indstilling

af 1882 og Stiftamtmand Kierschows Förslag indeholder

imidlertid enkelte Bestemmelser, som bland! andet aabner Lapperne

Adgang til åt gaa den jordbrugende Befolknings Rettigheder

altför nsr. De af Konstitutionskomiteens Minoritet foretagne JEndringer

i dens Indstilling § 3, 5, 8, 10, 22, 25 og specielt § 30,

formenes åt vaere Forbedringer, sasrlig § 30, som man slutter sig

lil og paa det Bedste anbefaler vedtaget.

s. 5 Kontrollera mot PDF

5

Norslia Begeringens Indstilling den 5 Januari 1883.

Skal imidlertid Loven blive nogenlunde tilfredsstillende, man

yderligere JEndringer foretages. § 4 hjemler Lapperne en saagodtsom

ubegraondset Ret til Hugst af voxende L0vtraoer, en Frihed,

der b0r indskraenkes for åt sikre mod Misbrug. Mest paatraongende

npdvendigt er det, åt Tidsgraondsen 8de Juli i § 9, 4

forandres. Bliver den naovnte Termin gjaoldende Lov, vil derved

forvoldes de Fastboende uerstattelig Skade ikke alene enkeltvis

men for hele Str0g, da man vil savne forn0dent Beite for sine

Kreaturer. Komiteens Medlemmer ere alle enige i, åt denne Tidsgrasndse

b0r saettes til 15de Juni, dog tror 5 af Komiteens 6

Medlemmer, åt den til Npd kan udstreekkes til 24de Juni, bvis

Jette skulde vise sig uundgaaeligt n0dvendigt for åt faa Loven

istand, men under ingen Omstasndighed lagngere. Afstandsgraendsen,

6 Kilometer, vil vane tilstraekkelig, naar undtages for enkelte

Distrikter, saasom Maalselvens og Bardo Herreder. § 13 b0r asndres

saaledes, åt i alle Sager, som gaa ind under denne Lov,

skal inden Troms0 Amt offentlig Paatale Ande Sted.

I Henhold til Anf0rte indstiller Komiteen til Amtsformandskabet

åt afgive saadan Erklaering:

Amtsformandskabet anbefaler Vedtagelse af en faolles norsksvensk

Lov overensstemmende med Konstitutionskomiteens Minoritets

Indstilling i 1882 aondret i fplgende Punkter:

§ 4. Lapperne gives Ret til i Skog åt betjene sig til egen

Forn0denbed af Tprt og Yindfald, Ener og Vidjebuske samt af

voxende Lpvtraeer til Teltstaenger og andre mindre Fornpdenheder.

Livad der videre tiltraonges af Trävirke, f. Ex. til Gjserder,

maa i Statens Skoge kun tages efter Udvisning og i private Skoge

enten efter Overenskomst med Eieren eller efter Udvisning af vedkommende

Lensmand eller den, som Amtmanden dertil bemyndiger,

og i saa Fald mod Erstatning efter Skjpn.

I § 9, 4 b0r istedetfor 8de Juli saottes löde Juni, eller, om

det skulde vise sig uundgaaeligt npdvendigt for åt faa Loven

istand, — 24de Juni. Udover denne Tidsgraondse bpr man under

ingen Omstaendighed gaa. Afstandsgraendsen, 6 Kilometer, vil i

Almindelighed vane tilstraokkelig, naar som anfprt undtages enkelte

Distrikter. For disses Vedkommende b0r der gives Amtmanden

Adgang til åt gj0re Undtagelser, saaledes åt Graondsen kan bestemmes

indtill 8 Kilometer.

§ 13 b0r forandres derhen, åt det Offentliga bpr paatale alle

de Sager, som gaa ind under denne Lov inden Troms0 Amt, enten

der er indfprt Distriktsindeling eller ikke.

s. 6 Kontrollera mot PDF

6

Norska Begeringens Indstilling den 5 Januari ''1883.

Sknlde ikke disse Hbidringer vedtages, anbefales en sirlig

norsk Lov, hvori de samme iEndringer maatte optages, og for åt

denne skuldc blive tilstrmkkelig effektiv, anbefales indtaget den

Bestemmelse, som Stiftamtmand Kierschow har foreslaaet i sit

Udkast § 18.»

Amtsformandskabet bar altsaa besväret det SpOrgsmaal, hvorom

man, som förän nasvnt, sees fornemmelig åt have pnsket Udtalelse fra

Distriktet, nemlig om man tilfredsstilles ved en udelukkende norsk

Lov eller om man Under det overveiende Önskelig! åt faa en Fmlleslow,

derken, åt det »anbcfaler Vedtagelse af én felles norsk-svensk Lov»,

og er Amtsformandskabets Anbefaling forsaavidt enstammig, fertil

knytter Amtsformandskabet imidlertid, som det vil sees, Begjasring om

Förändring i et Par af de Bestemmelser, der indelaoldes i den Kongelige

Proposition og Storthingskomiteens Minoritets Lovudkast. Departementet

skal nedenfor ved de enkelte Paragrafer mermere omhandle

saavel de iEndringer, Amtsformandskabet her bringer i Förslag, som

Amtmandens Bemserkninger angaaende disse i den forneevnte Skrivelse

af 25de November sidstleden.

Til denne Udtalelse om, åt eu Fadleslov formenlig er åt foretrsekke,

har 17 af Amtets Herredsstyrelser liden nogen Bemasrkning

sluttet'' sig. Kun en Herredsstyrelse (Lenviks) udtaler en derfra

forskjellig ‘Mening, idet den »slutter sig til eil sirlig norsk Lov, da

man kun derved gjpr sig Idaab om åt faa en snarlig og tilfredsstillende

Lovordning istand».

Fra Nordlands Amf er med Amtmandens Skrivelser af 2den

og 21de December sidstleden indsendt Erklmringer fra fplgende 10 Herreder:

Ofoten, Ty sfjorden, Folden, Skjerstad, Bodo Landdistrikt, Rodo,

Hemnses, Mo, Hatfjelddalen og Vefsen. Amtmanden bemaerker, åt

det fremgaar saavel af disse Erklaeringer som af de Oplysninger, der

forOvrigt indeholdes i Sägens Dokumenter, navnlig i Betmnkningen

fra Landshövdingen i Norrbottens Len, åt det kun er i Unge Udstrmkning,

åt svenske Lapper flytter over til Nordland i Sommermaanederne,

ligesom de for det meste holde til paa saadanne Steder, åt

Kollisioner med de Fastboende sjelden opstaar. Af Iiensyn til Forholdene

inden dette Amt skulde Amtmanden derför anse det mindre

nödvändigt, åt de efter Traktaten af 1751 gjmldende Bestemmelser

undergaa nogen Förändring. Naar imidlertid, tilfoier han, saadanne

Forandringer af Hensyn til Forholdene inden TromsO Amt ansees uundvserlige,

man Amtmanden for sit Vedkommende slutte sig til den Mening,

åt man vil vasre bedst tjent med åt faa Sägen ordnet ved en

Feelleslov, idet Fordelene ved, åt Domme, afsagte i Norge, kan blive

s. 7 Kontrollera mot PDF

NorsJca Regeringens Indstilling den 5 Januari 1883. 7

exekverede i Sverige, förekommer kärn åt vasre saa vassentlige, åt de

opveier Betasnkelighederne ved eu Faslleslov. Det kunde vel ogsaa,

bemärker Amtmanden, vaere tvivlsomt, om man havde fuld Adgang

til åt paalasgge Lapperne, saaledes som foreslaaet, åt udrede Erstatning

for Benyttelsen af voxende L0vtraser i privat Skov, medmindre

et saadant Paalaeg var godkjendt fra svensk Side. Amtmanden erklasrer,

. åt han saaledes Under i det Vassentlige åt kunne tiltrasde det

Kongelige Förslag med enkelte af de EEndringer, som ere omhandlede

af Komiteminoriteten paa Storthinget i 1882. Han tilfpier for0vrigt,

åt de Regler, som indeholdes i Forslaget angaaende Distriktsinddeling

og Fasllesansvarlighed, antagelig ikke ville faa Anvendelse for Nordlands

Amf. Fn Bemaerkning, som Amtmanden har gjort ved et enkelt

Punkt i Forslaget -— § 13 — skal man nedenfor paa sit Sted berpre.

Af de nasvnte Herredsstyrelsers Erklasringer skal man hidsaette

Fplgende:

Ofotens Herredsstyrelse udtaler, åt den Under, åt en udelukkende

norsk Lov vil komme til åt tilfredsstille de i Forholdet ngermest Interesserede,

og antager, åt det foreliggende Förslag til eu saadan maa

ansees fyldestgj0rende.

Tysfjordens Herredsstyrelse siger, åt den Under sig mest tiltalt

ved Forslaget om en Mellemrigslov, men åt Sägen for naervasrende

Kommune har liden Interesse.

Foldens Herredsstyrelse ser sig ikke istand til åt udtale nogen

bestemt Formening, da den mangler det fornpdne Kjendskab til Sägen.

Skjerstads Herredsstyrelse afgiver samme Erklasring, men tilfpier

dog, åt det vilde vmre 0nskeligt, om der snart kom istand eu Lov,

der kunde ordne Forholdet niellera Gaardbrugeren og Lappen, da Erstatning

for Skade, som denne forvolder, under de nuvserende Forholde

ej kan s0ges.

Herredsstyrelsen i Bodp Landsogn erklmrer, åt nservgerende Sag

saagodtsom ingen Interesse har for Herredet, saa åt den ikke Under åt

kunne udtale sig om samme.

Rpd0 . Herredsstyrelse antager, åt en Fmlleslov vil vrnre den heldigste

i Principet og den, som bedst, rammer Distriktets Interesse.

Hemnass Herredsstyrelse udtaler, åt den vistnok maa antage, åt

der bpr tilveiebringes en Lov, der saavidt muligt beskytter saavel

Lappernes som Beboernes Rettigheder, men den savner for0vrigt det

fornpdne Kjendskab til åt udtale sig om Sägen.

Mo^Herredsstyrelse afgiver samme Erklasring; dog udtaler den sig

for en Faslleslov.

Hatfjelddalens Herredsstyrelse mener det tilstreekkeligt, åt der

s. 8 Kontrollera mot PDF

8

Norska Regeringens Indstilling den 5 Januari 1883.

haves en sandig norsk Lov, og åt der turde fremstille sig flere Vanske
ligheder

ved en Fadleslov. . . „

Vefsens Herredsstyrelse udtaler, åt da Renbeterne i Distriktet

saagodtsom ndelukkende benyttes af norske Lapper, er det en Selvfplge,

åt en Fadleslov ikke er nogen Nödvendighed för dette Herred. Herredsstyrelsen

formener derhos, åt man ikke bor indgaa paa en saadan, da

dette i flere Punkter kan blive hindrende for Rigernes smrskilte Raadiglied

over SpOrgsmaalet. For dette Herreds Vedkommende Onskes en

Lov, hvori en mere letvindt Rettergang med Faellesansvarlighed för

Lapperne til en vis Grad indforcs, da Spgsmaal og Exekution mod

disse i de almindelige Former er i hpi Grad vanskelig.

For Nordre Trondhjems Amts Vedkommende har Amtmanden

sogt Erklseringer fra Amtets 3 Fogder og fra Herredsstyrelserne i

Meraker, Vand alen, Snaasen, Grong, Lierne og Kolvereid, der ere de

Herreder i Amtet, som stode til Grsendsen mod Sverige. Amtmanden

paapeger i Skrivelse af 20de November sistleden, åt eftei livad Erklai

ringerne udvise, have svenske Lapper i de senere Aar kun i länge

Antal med deres Ren sogt Betespladse i heromhandlede Amf, hvor

deres saavelsom de norske Lappers Ivollision med de b astboende ogsaa

kun i länge Udstrsekning har medfart Kontroverser, hvilke ialdfald i

en lång Aarra-kke ikke have paakrmvet nogen Indskriden fra offentliga

Myndigheders Side. Nogen Trång til åt faa Forholdet mellem Lapperne

og de Fastboende ordnet ved nye Lovbestemmelser kan derför, bernserker

Amtmanden, ikke si ges i "dette Amf åt vivre kommen tilsyne,

niedens alligevel saadanne Bestemmelser man antages for dette Distrikts

Vedkommende åt ville vane til Gavn. Med Hensyn til SpOrgsmaalet,

om Forholdet bor spges ordnet ved en udelukkende norsk Lov eller

ved Istandbringelse af eu Fadleslov, tilfpier Amtmanden, åt det förekommer

ham utvivlsomt, åt en Faflleslov maa vaire åt foretrsekke, idet

man kun gjennem en saadan kan opnaa den vaasentlige b ordel, åt

Domme, afsagte i Norge, og sammesteds indgaaede Förlig ogsaa kunna

blive fuldbyrdede i Sverige, liden hvilket virkelig effektive Bestemmelser

til Forholdets Ordning neppe vil kunne tilveiebringes. Amtmanden

tiltraeder det Storthingskomiteens Indstilling ledsagende dissenterende

Votum og har Intet åt indvende mod det deri indtagne Lovforslag.

Med Hensyn til det nairmere Indhold af de afgivne Erklseringer

fra de iicevnte Herreder i Nordre Trondhjems Amf hidsaittcs hei Fol
Merakers

Herredsstyrelse siger, åt den Under overveiende Grunde

for, åt en udelukkende norsk Lov for Lapperne bör istandbringes framfor

den paapegede faflles Lov for Norge og Sverige.

opaginerad Kontrollera mot PDF

NorsJca Regeringens Inästilling den 5 Januari 1883. g

Vserdalens . Herredsstyrelse erklmrer, åt ilivorvel svenske Lapper

i Regelen om Vinteren beite en Tid inden dette Herreds Grasndser og

derunder afstedkomme åtskillig Skade paa Hpstakker i Fjeldslaatterne,

har dette dog hidtil ei vaeret Gjenstand for retslig Paatale, hvorfor

Herredsstyrelsen ikke kan have nogen paa Erfaring grundet Formening

om, hvordan en Lappelov hensigtsmaessigt bpr istandbringes. Imidlertid

tror Herredsstyrelsen det gavnligt, åt Noget gj0res for ad Lovgivningens

Vei åt ordne Lappernes Forhold, og åt det specielt vil

vame npdvendigt, åt der aabnes Adgang til åt faa Erstatningskrav eller

andel. Tilgodehavende inddrevet efter norsk Dom, hvad enten Lapperne

opholde sig ost eller vest for Rigsgramdsen.

Snaasens Herredsstyrelse udtaler, åt den tror, åt för dette Herreds

Vedkommende Forholdet mellem Lapperne og de Fastboende nok vil

kunne ordnes ved en särskilt norsk Lov, men for åt Loven skal blive

saa effektiv som muligt, vil Herredsstyrelsen helst anbefale en Fadleslov.

Grongs Herredsstyrelse erklasrer, åt da Herredet kun uvsesentlig

berores af de Forholde, hvorom Lovforslaget handier, ser den sig ikke

istand til åt udtale nogen Formening om Forslagets specielle Indhold,

dog tror Herredsstyrelsen åt burde udtale, åt en norsk Lov vedkommende

Lapperne og deres Rettigheder vil ansees heldigere end en

Faslleslov. I en under 28de Oktober sidstleden afgiven Erklaering har

Lensmanden i Grong naermere forklaret, hvorledes Antallet af Lapper

i dette Herred i de sidste 10 a 15 Aar er i hoi Grad aftaget, saa åt

der nu kun i Norviks Kapelsogn af Herredet tindes nogle ganske faa

Lappefamilier, som ere hjemmehprende i samme. I de sidste Säd

Aar har derimod selve Hovedsognet vane! bes0gt af nogle svenske

Lappefamilier, hvis Forhold til de Fastboende har ladet Adskilligt tilbage

åt pnske.

Liernes Herredsstyrelse erklserer, åt den enstemmig vil udtale, åt

den ikke Under, åt man tilfredsstilles ved eu särskilt norsk Lov. I Egne,

bemaerkes der, hvor Distriktsinddeling ikke vil kommeHil åt Ande Sted,

vil man kun komme til åt bringe Öfre for åt sikre Lappernes Interesser

liden åt faa noget Vederlag derför, da det i de aller sjeldneste Tilfaelder vil

vane gjprligt för Skadelidte åt udfinde den Skyldige, faa tidsnok Dom paa

barn, faa Exkution paa hans Ren og faa dem solgt paa en Tid, da Renen

ikke kun har Vterdi tor Lappen; men selv der, hvor Distriktsinddeling

bliver indfprt, vil disse Ting kun vanskeligt gaa. Alene ved åt förrige

Lappen til hans Hjemsted i Sverige vil det lykkes åt faa Erstatningen

udbetalt og derved tvinge Lappen til åt holde sig Lovens

Forskrifter efterrettelig. Herredsstyrelsen har derhos gjort et Par

Bih. till RiJcsd. Frot. 1883. 1 Samt. 1 Afd. 2

s. 10 Kontrollera mot PDF

10 Norska Begeringens Indstilling den 5 Januari 1883.

Anmasrkninger ved Enkeltheder i Lovforslaget, der ikke antages k er

åt paakalde nogen Bemserkning.

Kolvereids Herredsstyrelse erklmrer, åt da dette Herred kun i

länge Grad besoges af Lapper og for Tiden slet ikke af svenske, Under

Herredsstyrelsen ikke åt have det Kjendskab til Sägen, åt den t0r udtale

sig bestemt desangaaende.

Blandt Aintets Fogder udtaler Fogden i Stor- og Vandal, åt efter

bana Förmening vil hensigtsmsessige Bestemmelser vanskelig kunne

opnaaes liden gjennem eu faslles norsk og svensk Lov. Fogden i

Inderpen erkberer, åt ban intet Kjendskab bär til de berben hprende

Fördold og saaledes ikke drister sig til nogen Udtalelse. Fogden i

Namdal anf0rer bland Andet, åt hvad det formentlig egentlig kommer

an paa i neervmrende Sag er åt kunne udjevne den Vanskeligbed, som

den forurettede Part bar ved att s0ge sin Regres mod Forngermeren; men

saa lamge de territoriale Fördold og vidstrakte Trakter er til Hinder

for, åt de almindelige og gjgeldende Regler for Rettergang og prompte

exekutive Udfprelse af de afsagte Dekreter gj0res anvendelig, frygter

han for, åt Tilstanden ikke vil kunne undergaa synderlig Bedring ved

de paapegede extraordinarie Love.

Amtmanden i S0ndre Trondbjems Amt oplyser i Skrivelse af

16de December 1882, åt ban bar erbvervet Erklseringer i Sägen fra de

3 A mtets Fogder, som komme i nogen Förbindelse med Flytfinviesenet,

samt fra vedkommende Herredsstyrelser. Derhos er der afgivet eu

Udtalelse af den i Guldalens Fögderi forrettende Udskiftningsformand,

Sv. Olsen, der anfores att bave Erfaring, hvad angaar Lappeforholdene

i dette Amt. Selv udtaler Amtmanden, åt ban ikke kan vmre i Tvivl

om, — naar ban tager Hensyn til Forholdet niellera Flytlapperne fra

begge Riger og de Fastboende i Nordlands og Troms0 Amter, hvilke

efter dans Mening alene ere de Dele af Landet, bvor Kravet paa en

Ordning af disse Fördold ved Lov med Npdvendighet fremtraader —,

åt en Fmlleslov er den eneste tilfredsstillende Forf0ining paa Lovgivningens

Vei, som ber kan traeffes. Naar Hensyn derimod blot tages

til Forboldene i s0ndre Trondbjems Amt, bemasrker Amtmanden, belder

ban vistnok til den Mening, åt man ber kunde lade sig npie med

en udelukkende norsk Lov, eller snarere åt der for dette Amts Vedkommende

i Grunden slet ikke tiltrsenges nogen ny Lov. De allerfleste

af de Lapper, der opbolde sig i Amtet, Hemlig i Herrederne Tydalen,

, Rpros, Budalen, Bjornpr og Iievne, ere norske Undersaatter, og Antallet

af svenske Lapper, som dragé ind over Grmndsefjeldene til Tydalen

og Rpros i Sommertiden, er ikke stort. 3 a 4,000 Ren antages åt

vsere det st0rste Antal, som i Almindeliglied opbolde sig og dragé

s. 11 Kontrollera mot PDF

Norslca Regeringens Inflyttning den 5 Januari 1883. 11

omkring i dette Amt. Konflikterne niellera Flytlapperne og de Fastboende

ere som F0]ge deraf faa og den de Sidstnmvnte paafprte Skade

temmelig ubctydelig. Forsaavidt de nedenfor omhandlede Erklseringer

fra Selbo og isarr Rpros Herredsstyrelse i dette Punkt lyder anderledes,

tror Amtmanden efter sin länge Erfaring åt turde antage, åt de lide af

nogen Ovcrdrivelse. Han tilfpier, åt heller ikke den for et Par Aar

siden begyndte Indflytning af endel Lap og Ren nordenfra over Idevnekjplen

til Renmosestraskningerne i det store Rntenfjeld har vist sig åt

medfpre Ulemper.

Medens Amtmanden saaledes anser det opkastede Spprgsmaal

temmelig uvigtigt for hans Amts Yedkommende, erklasrer han sig,

som anfprt, for Tilveiebringelsen af en Faelleslov og slutter sig til det

Lovudkast, som Komiteminoriteten paa sidste Storthing har afgivet.

Med Hensyn til F ädles ans varlighed sprincipe t finder Amtmanden specielt

åt burde bemmrke, åt da dette formenes åt havc sine betaenkelige

Sider, vilde han ikke kunne vane med paa åt bringe det i Anvendelse

liden saaledes begraendset, som det fremtrseder i Komiteminoritetens

Votum (kfr. naerveerende Föredrag nedenfor ved § 15). For0vrigt,

anf0rer Amtmanden, vil dette Princip neppe komme til Anvendelse

for hans Amts Vedkommcnde, da han ikke antager, åt der vil blive

fundet grundel Anledning til her åt bestemme Distriktsinddeling, hvoraf

Fadlesansvaret er betinget.

Af de nrevnte 5 Herredsstyrelser i spndre Trondhjems Amf, der

havc erklasret sig, er det kun R0ros’s, som udtaler sig for eu udelukkende

norsk Lov, medens Budals, naar den ser udenfor sit eget Herreds

Grmndser, erklserer sig för en Fadleslov, hvilken ogsaa Selbo,

Bj0rn0rs og Hevnes Herredsstyrelser foretrmkke. Indholdet af de 4

sidstnmvnte Herredsstyrelsers Erkkeringer er i alt Viesentligt udtpmt

herved. Rpros Herredsstyrelse bär under 2den September sidstleden

nsermere ytret Fplgende:

“Som bekjendt ligger R0ros Herred paa Griendsen mod Sverige

og er omgivet af h0ie, med Rensdyrmos bedaekkede Fjelde. I disse

opholder sig endel Papper, dels svenske og dels norske, med sine

Rensdyr, hvoraf flere eies af fastboende Eiendomsnicend. I den senere

Tid isan* ere Lappernes Dyr blevne mere og mere paatrsengende for

Eiendomsmmndene, fornemmelig ved daarlig Bevogtning, hvilket vol

ogsaa for endel skriver sig fra, åt de vogte Bondens Dyr sammen med

sine egne, og tmnke rimeligvis da, åt det ikke er saa farligt. Lappen

kan vel erkjende, åt Skade er skeet ved Rener, men de fordre Bevis

for, åt det er den Anklagedes Ren, hvorved det bliver yderst vanskeligt

åt naa barn med S0gsmaal ad Lovens Vei. Heraf fremgaar, åt en

s. 12 Kontrollera mot PDF

12 Norska Regeringens IndstUUng den 5 Januari 1883.

bedre Lovordning maa til, for åt Bondens H0 og hans for Vinteren

til Kreatnrene opsamlede Renmose kan blive fredet, og for åt hans

dyrkede Mark og Udslaatter ikke skal blive pdelagte; thi af den naervaerende

Tilstand opstaar der mange sprgelige Tvistigheder, saa åt man

0nsker snarest muligt en Lov, der kan sikre Lappens Existens og

Bonden Rot til åt frede sine Eiendomme. Helst pnsker man en udelukkende

norsk Lov og da i det Vmsentlige i Overensstemmelse med

Stiftamtmand Kierschows Förslag med Distriktsinddeling og folies Ansvar

for Lapperne, naar der opstaar Sp0rgsmaal om Skadeserstatning;

is;er bpr den Bonde, der eier Rensdyr, have samme Ansvar for Skadetilfpielse

som Lapperne, og Stiftamtmandens Förslag om Udsmttelse

af Prmskriptionen i to A ar efter en Doms Afsigelse eller Forligs Indgaaen

optages i Loven“ (se det private Udkast § 15). Om et Punkt

i denne Erkkering se nedenfor ved § (24) 25.

Af Amtets Fogder have Fogden i Strinden og Selbo Fögderi

samt Fogden i Fosen ved åt henholde sig til vedkommende Herredsstyrelser

udtalt sig for en Ordning ved Fmlleslov. Fogden i Guldalen

formener, åt Behovet kan afhjtelpes ved en särskilt norsk Lov; men

samtidig krmver han, åt der skal traeffes en Ordning, hvorefter norske

Retsafgjorelser i disse Forhold skal kunne fuldbyrdes i Sverige.

De förän omhandlede Erkforinger, navnlig de, som ere afgivne

af Amtsformandskabet og saagodtsom samtlige Herredsstyrelser i

Troms0 Amf, for hvilket Amt nmrvaerende Lovsag som bekjendt barden

ganske ovcrveiende Interesse, og hvis Indvaanere tpr antages

blandt dem, hvis Udtalelser man nu har indhentet, i det Bele åt vmre

mest fortrolige med de Spprgsmaal, hvorpaa det her kommer an, maa,

saavidt skjpnnes, tjene til åt st0tte den Anskuelse, åt de mellemrigske

Lappers Forhold helst bpr spges ordnede gjennem en folies norsk og

svensk Lov. Departementet har for sit Vedkommende i de fremsatte

Propositioner gjentagende begrundet denne Mening, hvilken man altsaa

efter de senest fremkomne Udtalelser Under fuld Fpie til fremdeles

åt fastholdc.

Som det vil sees, fremholdes det fra Troms0 Amt fremdeles som

paatramgende n0dvendigt, åt Lov om Lapperne snarest muligt istandbringes,

og har Departementet troet åt burde andrage om, åt man

s0ger Forslaget om en for begge Rigel- ftelles Lov om nservmrende

Gjenstand förelagt paany for fbrstkommende Storthing.

Man har allerede förän bemaerket, åt ligesom den svenske Rigsdag

ved sin Vedtagelse i 1882 af densamme forelagte Kongelige Pro
-

s. 13 Kontrollera mot PDF

13

Norska Regeringens Indstilling den 5 Januari 1883.

position har företaget nogle JEndringer i denne, saaledes er der saavel

i det. Lovudkast, Storthingskomiteens Minoritet samme Aar har afgivet,

som i Troms0 Amtsformandskabs Erkltering ogsaa foreslaaet torskjellige

Forandringer i Propositionens Bestemmelser. Forinden Departementet

i det Enkelte udtaler sig om Tilraadeligheden af åt optage i den vorden

de Proposition de saaledes foreslaaede PEndringer, bemaarkes, åt

Komiteminoriteten sees ved Afgivelsen af sit Votum åt have vteret bekjendt

med den af Rigsdagens saerskilte Utskot givne Indstilling af

22de April 1882, i Overensstemmelse med hvilken Rigsdagens Lovbeslutning

blef fattet, o g er der i Komiteminoritetens Udkast taget

Hensyn til de'' af Rigsdagen besluttede Modifikationer. Man kan videre

med Hensyn til Komiteminoritetens Udkast paapege, åt Komiteens Pluralitet

i Slutningen af sin Indstilling (S. 8, 2 Spalte) angaaende samme

bemaerker, åt Udkastet i dets Afvigelser fra Propositionen formenes

åt indeholde ikke uvassentlige Forbedringer, o g åt- det derför antagelig

maatte blive åt foretraekke for det Kongelige Förslag, om det

nu maatte ansees afgjort, åt kun en Faslleslov vilde gj0re Fyldest for

Behovet. . Ligeledes er, som det vil sees, Troms0 Amtsformandskab af

den Mening, åt de PEndringcr, Komiteminoriteten har företaget i den

Kongelige Proposition, ville vasre Forbedringer, o g er der heller ikke

i de pvrige indl0bne Udtalelser fremfprt nogen Indvending mod de

Punkter i Komiteminoritetens Förslag, der afvige fra Propositionen.

_ Man gaar dernäst over til åt omhandle de Punkter, hvori Propositionens

Lovudkast er bleven foreslaaet forandret:

Efter Propositionen er Lovudkastets Överskrift: Lov angaaende

Lapperne i de forenede Kongeriger Norge og Sverige. Den svenske

Rigsdag har i sin Beslutning af 1882 forandret Överskriften til: Lov

angaaende de Lapper, som med Rensdyr flytte mellem de forenede

Kongeriger Norge og Sverige. Som paapeget i Komiteminoritetens

Votum S. 10-—11 forklares det i det svenske Utskots Indstilling S. 31,

åt Hensigten med denne Förändring har vmret åt udtrykke, åt Loven

kun skal blive anvendelig paa svenske Lappers Retsstilling i Norge

og norske Lappers Retsstilling i Sverige, men ikke paa svenske Lappers

Retsstilling i Sverige, hvilket Forhold skal veere overladt den

svenske Lovgivnings fri Raadighed. Efter hvad der anfpres, bär Utskottet

vmsentlig sigtet til det i Jemtlands Län stedfindende Forhold

mellem de Fastboende og de der hjemmehprende Lapper, idet dette

synes ordnet saaledes, åt Inne have faaet sig udlagt Jord til udelukkende

Brug, medens andre Strmkninger ere tildelte Lapperne, og åt

Propositionen tillsegger norske Papper en Betes- og Skovret, som erkjendes

åt kunne udpves ogsaa over Inne private Eiendomme over
-

s. 14 Kontrollera mot PDF

14 NorsJca Regeringens Indstilling den 5 Januari 18S3.

ensstemmende med Propositionens §§ 4 og 9, medens man ikke vil

till Begge svenske Papper en saadan Ret, udentvivl fordi Byrden for de

Fastboende derved vilde blivo meget större. Komiteminoriteten har i

denne Anledning bemaerket Fölgende:

“Om Sverige vil opretholde sine nu gjaddende Lovfor skrifter, forsaavidt

de indrömme deres egne Papper mindre Rettigheder, eller paahcggo

dem större Forpligtclser end Mellemrigsloven fastsmtter, er en

ligegyldig Sag for Norge, aldenstund norske Papper opretholdes i de

Rettigheder, som Mellemrigsloven hjemler dem. Under denne Betingelse

maa Sverige, selv om Mellemrigsloven faar samme Ramme som

Propositionen, have Frihed hertil. Derimod anse vi det ikke tilraadeligt

åt forbeholde ethvert af Rigerne Ret til åt indrömme egne Papper

en dem udelukkende forbeholdt större Ret til Renbete och Skovfang,

end Mellemrigsloven hjemler det andet Riges Papper. Saadant vilde

let kunne blive til Fortnengsel for disse og maatte sikkerlig lede til

store praktiske Vanskeligheder. Under disse Omstsendigheder tro vi

åt burde tilraade, åt Loven for Norges Vedkommende beholder Ramme

og Överskrift- som i Propositionen foreslaaet, men åt der i Loven

indtages en Bestemmelse, hvorefter den större Ret till Bete eller Skovfang,

som i noget af Rigerne tilkommer eller maatte blive tillagt dets

egne Papper, ogsaa skal tilkomme det andet Riges Papper. Under

denne Betingelse kan man ikke have Noget. imod, åt den svenske Lov

gives en saadan Överskrift, som af Rigsdagens Utskot foreslaaet;“

Departementet maa med Komiteminoriteten tilraade, åt Loven för

Norges Vedkommende beholder den i Propositionen foreslaaede Överskrift,

saa meget mere som der blandt de Papper, som det nitid har värnet

Forudstetningen, åt den tilsigtede Lov skal omfatte, findes endel, nemlig

Kautokeinolapperne, hvis Flytninger hovedsagelig er indskrnenkot til

åt bevsege sig niellera Sogne inden norsk Omraade. Man tror ogsaa åt

burde anbefale Komiteminoritetens Förslag om, att der i Slutningen af

§ 3 indtages fölgende Tilltag:

»Forsaavidt der ved särskilt Lov i noget af Rigerne er eller fremtidig

bliver tillagt dets egne Papper större Ret til Renbete eller Skovfang

end i ntervterende Lov bestemt, skal saadan Ret ogsaa tilkomme

det andet Riges Papper». .

Departementet anser det forövrigt överflödig åt bemterke, åt eu

Bestemmelse af det her citerede Indhold forudsaittes ingen Indflydelse

åt faa paa den sterskilte Lovgivningsmyndigheds Raadighed over Pappeforholdene

i de Trakter, der altid har vseret forudsatte åt ligge udenfor

ntervterende Povarbeide, hvilket er Tilftcldet med det egentlige Finmarken.

(Kfr. Udkastets § 28 (29).

s. 15 Kontrollera mot PDF

Norska Regeringens Indstilling den 5 Januari 1883.

15

ad § 3.

Förliden sidstmevnte Tillag til § 3 indeliolder Komiteminoritetens

Udkast nogle andre Modifikationer i denne Paragrafs Text.

Komiteminoriteten har antaget, åt, som Paragrafens lste Punktum

i Propositionen er affattet, fremgaar det ikke tydelig! nok — hvad

der dog antages åt vasre Meningen —, åt Lapperne i Udpvelsen af sin

Rot til Jagt o g Fiskeri skulle efterleve de Bestemmelser, som til enhver

Tid ved Lovgivningen i det Land, hvor de opholde sig, ere fastsatte

for Landets egne Undersaatter (se Indst. S. 12, 2 Spalte). Det

foreslaaes derför, åt Slutningen af lste Punktum gives f0lgende Affattning:

» — — samt åt betjene sig af Land og Vand saavel till deres

egen och deres Rens Underholdning med Iagttagelse af denne Lovs

Forskrifter, som til Jagt og Fiskeri lige med Rigets egne Undersaatter».

Departementet tiltrseder dette Förslag.

Komiteminoriteten har antaget, att der icke kan gjores nogen

Lempning i Budet om, åt Lapperne fra Sverige ikke maa indfinde sig

i Norge tidligere paa Aaret end i Maj Maaned. Derimod, anfpres det

S. 13, lste Spalte, har man troet det npdvendigt att tilläde Lapperne

under visse Omstmndigheder att forblive i det Rige, hvor de ei

hprer hjemme, noget Lengere end i Paragrafen bestemt; tlii efter de

fremkomne Oplysninger er det ikke altid muligt åt flytte fra Sverige

allerede den lste Maj. Ligesaa kan det, tilfcies der, ialfald vaire hensigtsmmssigt

for dem åt flytte ind did allerede i September Maaned,

hvilket, om Bestemmelsen bibeholdtes uforandret, vilde blive de norske

Lapper forbudt. Komiteen foreslaaer i dette 0iemed Begyndeisen af

Paragrafens 2det Punktum affattet saaledes: »Medmindre vedkommende

Jordeieres eller Brugeres Samtykke erhvaerves, eller ussedvanlige Veirforhold

ere til Hinder for Flytningen, maa svenske Lapper» o. s. v.

Departementet tror åt kunne anbefale dette Tillag. En saadan

Lempning antages åt kunne medfpre en ikke uvaesentlig Lettelse for

Lappen paa samme Tid som de Fastboende derigjennem neppe ville

i nogen betragtelig Grad bebyrdes. Det t,0r nemlig antages, åt Lappen

selv icke vil vmre tilbpielig til om Vaaren åt bolde sig i de östlige

Trakter lamgere eller om Hpsten åt forlade de vestlige tidligere en

npdvendigt.

Endelig har Komiteminoriteten foreslaaet, åt den ved Lovforslagets

sidste Behandling i Paragrafen intagne Undtagelsesbestemmelse

til Fordel for Lapperne i de Trakter, hvor de efter gammel Smdvane

have pleiet til hvilkensomhelst Aarstid åt beite paa begge Sider af

s. 16 Kontrollera mot PDF

16 Norska Regeringens Indstilling den 5 Januari 1883.

Rigsgraendsen, gives et Tillaig om, att nsermere Bestemmelse om de

Grasndser, inden hvilke en saadan Beitesret kan ud0ves, bliver i förnöden!

Fald åt afgive af vedkominende Amtmand eller Landshövding.

liden en saadan Adgang til paa Forhaand att bestemme Graendserne

for denne saerskilte Beitesret, kan det efter Komiteminoritetens Mening

komme til åt kraeve kostbare o g vanskelige Undersogelser att faa det

faktiske SpOrgsmaal oplyst, naar en Lap maatte blive sat under Tiltale

for åt have overskredet saadan Rettighed.

Departementet tror ogsaa, åt den her foreslaaede Bestemmelse kan

vise sig nyttig. Den bor forpvrigt, istedetfor som i Komiteminoritetens

Udkast, åt indtages som eget Punktum, formenlig heller knyttes umiddelbart

til den foranstaaende Undtagelsesregel, for åt det strax kan

fremgaa, åt den kun vedkommer denne.

ad § 4.

Tromsp Amtsformandskab og med dette Herredsstyrelserne inden

dette Amt har fremholdt 0nske om, åt der i denne § indtages Bestemmelse

om, åt det kun skal tillädes Lapperne efter Udvisning åt tage

voxende Lpvtraser til saadanne Behov, der i mere betragtelig Grad angribe

Skoven, saasom til Gjunder. Amtmanden i TrornsO Amt har i sin

Betänkning af 25 November 1882 angaaende dette Punkt udtalt sig

saaledes:

»Om den i Lovforslagets § 4 omhandlede Adgang for Lapperne

til åt benytte voxende Lpvtnver ytrer Amtsformandskabets Komité, åt

den bor indskraenkes for åt sikre mod Misbrug.

I Praemisserne er intet udtrykkelig sagt, om hvilke Misbrug man

befrygter, eller om hvor vidt Indskramkningen bor gaa, men af Konklusionen

ser man, åt Meningen er den, att voxende Lpvtrmer uden

Udvisning kun skal kunne tages till Teltstaenger og andre mindre Fornpdenheder,

men åt derimod i Statens Skove Udvisning og i private

Skove enten Overenskomst med Éieren eller Udvisning ved en offentlig

Autoritet bor fordres, for att Lapperne skulle fila benytte Skoven videre

end anfört, f. Ex. til Gjaerder. Hertil slutte Herredsstyrelserne sig,

idet Hilleso dog tilfoier, åt det bor överlädes alene til Eieren eller to

Lagrettesmmnd åt udvise Skov paa privat Grund, eu Bemmrkning, som

jeg dog ikke kan vaere enig i, da en af Statens Funktionasrer i ethvert

Fald maa staa niellera Parterne, hvis disse ikke kunne enes.

Hvad jeg tidligere har anfprt mod, åt Udvisning i deslige Tilhelde

skal fordres, findes i min Erklsering af 29de April 1875, indtaget i

Storthings-Forhandlinger for 1878, V, Dokument N:o 21, Tillmgget og

s. 17 Kontrollera mot PDF

17

Körsla Regeringens Indstilling den 5 Januari 1883.

desuden senest, i Indstilling 0. IV. för 1882. Jeg’ har der ytret, åt

Lappernes Behov til Trävirke ofte kan opstaa under saadanne Omstaendigheder,

åt det vilde vasre urimeligt åt paahegge dem åt indhente

enten Grundeierens eller en offentlig Betjents Samtykke. Denne Mening,

som jeg vistnok for almindelige Tilfadde fastholder som rigtig,

er jeg dog nu tilboielig til åt forandre for enkelte Tilfaddes Vedkommende.

Mindre og uopsaettelige Reparationer af Gj ser der ville Lapperne

kunne foretage ved Iljadp af Port og Vind fakt, som de kunne tage liden

Udvisning, hvis de derimod enten til Istandssettelse af aeldre eller til

Opförelse af nye Gj ter der tiltrsenge friske (voxende) Trreer, saa vil i

Regelen dette Behov ikke vtere saa uopseetteligt, åt de ikke skulde

kunne indhente Invisning. Et Paabud derom i saadanne Tittande formenes

derför ikke åt vtere ubilligt. Derimod maa jeg indr0mme, åt

det ofte kan vtere ubilligt mod de Fastboende, åt de skulde taalo, åt

Lapperne hvorsomhelst kugge frisk Lovskov til Gjmrder. Der kan behoves

temmelig store Kvanta dertil, og det er desuden en Kjendsgjerning,

åt Lapperne ofte ere uvorne ved Högst af Gjaerdefang.’ Det har i

dette Amf, hårnät,_ åt Lapperne have nedhugget större Straekninger af

Lovskov for åt hindre Renerne fra åt sprede sig u do ver visse Egne

og för således åt Jette dem selv Bevogtningen. Der opstaar derför

ofte jl vistigheder mellem Lapperne og de Fastboende om denne Hugst

af friske Lovtraeer til Gj flärd er, og jeg maa indrpmme, åt Forslagets §

4, som det nu er affattet, ikke er tjenlig til åt forebygge saadanne

l vistigheder. Vistnok skulle Lapperne efter denne § kun hugge til

Fornodenhed, men dette er et toieligt Ord, som Lapperne vil strmkke

ud längst muligt og de* fastboende indskrsenke mest muligt. Men til

åt forebygge deslige Tvistigheder vil det utvivlsomt bidraga, om Lapperne

bleve nodte til, fprend de hugge frisk Skov til Gjaerder, åt soge

enten Tilladelse af den fastboende Skoveier eller, hvis Lappen finder

dennes Fordringer urimelige, Udvisning af en offentlig, upartisk

Betjent.

Jeg tror saaledes, åt man i Alles — baade Lappernes og de

Fastboendes — vel forstaaede Interesse kan gaa ind paa den opstillede

h oi äring om Udvisning. Amtsformandskabet synes i sin Erklaering åt

ville trmkke Graändsen for Udvisning saaledes, åt denne ikke fordres

til »mindre Fornödenheder», men derimod til Hugst af hvad der videre

tiltraenges. Jeg vi! imidlertid ikke anbefale, åt saa ubestemte Udtryk

bruges. Större og mindre Fornödenheder er Betegnelser, som hver af

Par ter ne vil udtyde paa sin Maade. Jeg foreslaar derimod Udvisning

kun paabudt for T r se fång til Gjairäer og til Gammer eller Kuse.

Bih. till Riksd. Prof. 1883. 1 Sami. 1 Afd.

3

s. 18 Kontrollera mot PDF

18

Norska Regeringens Indstilling den 5 Januari 1883.

I sidstngevnte Hänseende skal bemasrkes, åt Lapperne paa mange

Steder her i Amtet have staaende dels Gammer opförte af Jord og

Trsevserk, dels smaa ogsaa af Lövtrseer optpmrede Huse, Om disse

Gammer og Huse gjaslder det samme som om Gjairder anfört, åt Trangen

til dem ikke opstaar saa pludseligt, åt ikke TJdvisning kan oppebies,

samt åt Ilugsten af frisk Lövskov til dem kan blive temmelig

betydelig. Udenfor Gjarrder og nsevnte Gammer eller Huse bär Lappen

ingen Fornödenhed til nogen större Hugst al frisk Lövskov. Teltstsenger

og deslige er Smaating, som ogsaa efter Amtsformandskabets

Erklaning blive udenfor Paabudet om Udvisning.

Med Hensyn til Spörgsmaalet, om man skal paabyde Udvisning

kun for private eller baade for private og offentlige Skove, vil jeg udtale

mig for det sidste. Uagtet vistnok Statens Lövskove ere af mindre

vaesentlig Betydning for Staten, er det dog for enkelte skovarme Distrikter

vigtigt, åt den skaanes, og en forskjellig Regel vilde desuden

lettelig kunne lede til Urede i Sägen, da mindre terlige Papper vilde

undskylde sin Undladelse afat söge Udvisning ved Hugst i Privatsko v

med den Udflugt, åt Yedkommende troede, det var offentlig Skov.

1 Henhold til det Anförte tillader jeg mig åt föreslå, åt man

forandrer § 4 derlien, åt Lapperne ikke faa Ret til åt Rugge frisk

(voxende) Lövskov til Gjmrder, Gammer og Huse, förend Hugsten er dem

udvist i Statens Skove af vedkommende Forstbetjent. og i private Skove

enten af Eieren eller, hvis Lappen ikke bliver enig med denne, af den

offentlige Betjent, som Amtmanden dertil bemyndiger».

Amtmanden er altsaa efter Foranstaaende kommen til den Mening,

åt det vil kunne paakegges Lapperne åt skaffe sig Udvisning,

inden de Rugge friske Lövtrseer, naar det g|folder de Beho\ foi saudant

Trävirke, som ikke ere åt uopsasttelig Natur, hvortil han regner

G jaer der og Gammer eller Huse. Efter hvad det Rörom er anfört, tror

ogsaa Departementet åt turde antaga, åt man liden åt bebyrde Lapperne

i for höi Grad kan imödekomme denne fra Amtet fremkomne

Begjaering. Det man ikke lades ude af Syne, åt Sparsonxhed i Benyttelsen

af Skoven i disse Egne, hvor den ialfald paa mange Steder kun

langsomt reproduceras, er af ''S igtighed saavel för Lappernes som foi

den Fastboendes Nafring, og de Indskrmnkninger, som til dette 0iemed

maatte fastssettes, ville derför vfere ikke blot i den hastboendes, men

i Ltengden ogsaa i Lappernes velforstaaede Interesse.

Departementet har v alrot i nogen Tvivl om, hvorvidt man bör paalrngge

Lapperne åt söge Udvisning i den ommeldte Udsti åkning ikke

blot for Privatskoves Vedkommende, men ogsaa for Skove, som ere

Statens Eiendom. Amtmanden har imidlertid anfört, åt en forskjellig

s. 19 Kontrollera mot PDF

19

Norska Regeringens Indstilling den 5 Januari 1883.

Regel kan lede til Vanskelighed ved Kontrollen, idet Vedkommende,

der har nndladt åt efterkomme Budet for Privatskoven, kan taenkes åt

ville paaskyde, åt han antog åt befinde sig paa Statens Eiendom. Hertil

kan vistnok bemairkes, åt det saavel i nasrvmrende Paragraf som ellers

i Lovforslaget findes Bestemmelser, der ere byggede paa ForudsEetningen

om, åt Lapperne vide åt skjelne mellem, hvad der er Statseiendom,

o g hvad der er i privat Eie. Men paa den anden Side tpr dog hin

Betragtning ikke vaere nden Vsegt. Som af Amtmanden bemaerket, er

det for de skovfattigere Distrikter derhos af Vigtighed, åt ogsaa Statsskoven

saavidt muligt vaerges mod Misbrug, der her kan befrygtes

saa meget lettere åt knnne finde Sted, dagpapper! i Statens Skov kan

kugge liden Betaling. Departementet har derför troet i nservmrende

Punkt ikke åt bnrde fravige Amtmandens Förslag.

I Henhold til Eoranstaaende foreslaar man, åt der mellem lste

og 2det Afsnit af Paragrafen indskydes fplgende Passus:

»Til Gjasrder og G aminer eller Huse maa Lapperne ikke tage

voxende Lpvtrreer, fprend disse ere blevne dem udviste i Statens Skove

af vedkommende Forstbetjent og i private Skove enten af Eieren eller,

hvis Lappen ikke bliver enig med denne, af den offentlige Betjent,

som Amtmanden eller Landshövdingen for saadant Tilfselde har dertil

bemyndiget.»

I Sammenlueng hermed bliver da formentlig i Straffeklausulen i

lste Punktum af Paragrafens 2det Afsnit åt indskyde fel gendo Ord:

»eller som til Gjairder, Gammer eller Huse tager voxende L0vtree liden

Utvisning.»

ad § 5.

Komiteminoriteten har (S. 18) foreslaaet en Omredaktion af denne

§ i den Hensigt åt erholde direkte udtalt den Sotning, som indirekta

allerede ligger i samme, og hvis Gyldighed ogsaa ellers i Lovforslaget

forudssettes, nemlig åt det Lappernes Betesret undergivne Omraade kan

indskrmnkes derved, åt Bele deraf udhegges til privat Eiendom og opdyrkes

eller tages i udelukkende Brug for Eiernes Bedrift. Komiteminoriteten

har troet det ligeoverfor Bestemmelsen i Propositionens §

26, sidste Passus, hensigtsmmssigt, åt ovennsevnte Sats her ligefrem

udtales.

Departementet tror ligeledes, åt Loven kun vil tydeliggjpres ved

deri af Komiteminoriteten foreslaaede Sotning, i hvilken derhos, som

det vil sees, udtrykkelig er henvist til den Lapperne efter § 9 tilkommende

Brugsret.

s. 20 Kontrollera mot PDF

20

Norska Regeringens Indstilling den 5 Januari 1883.

ad § 6.

Departementet har Intet åt indvende mod den af Komiteminoriteten

foreslaaede Opflytning af Paragrafens sidste Punktum, der er skeet

i den Hänsigt åt tydeliggjore, åt Spprgsmaalet om, hvorvidt Distriktsinddeling,

med deraf flydendc Fasllesansvar, i en given Trakt skal

finde Sted, og Fastsrettelsen af Distrikternes Gramdser skal vane overladt

Administrationen til endelig, for Domstolene bindende Afgjprelse.

Hvad der efter denne Omredaktion indeholdes i Paragrafens to fplgende

Punktumer, formenes paa denne Maade klarere åt fremtrrede

som en Anvisning til den administrative Myndighed. I samme 0iemed

er i det förste af disse Punktumer Udtrykket: “maa“ der findes eller

aabnes Renveie o. s. v., forandret til: ab0r“ der findes eller aabnes

Renveie o. s. v.

ad § 8.

Heller ikke er der formentlig Noget åt erindre mod den af

Komiteminoriteten gjorte Tilfpielse i denne Paragrafs Litr. e. om, åt

Formanden snarest muligt efter Ankomsten til Distriktet skal erkyndige

sig, om nogen af de til Distriktet hprende Tapper bär opgivet Autallet

af sine Ren urigtigt, og da derom underrede Lensmanden.

ad § 9, 4de Led.

Tromsp Amtsformandskab har i sin Erklaering af 17de Juli 1882

isaer betonet, åt eu Förändring bor foretages i § 9, 4de Led. Det

paastaaes, åt naar man har foreslaaet sat 8de Juli som den Tidsgraendse,

for hvilken det i Tromso Amf ikke skal medfpre Erstatningspligt

åt bete med Ren paa Udmark af den Beskaffenhed, som her mull

andlös (Ilavnegangene), medmindre denne Frihed af Lapperne benyttes

saaledes, åt Enkeltmand derved i véesentlig Grad bebyrdes, saa

er Terminen her sat för långt ud paa Aaret. Det fremholdes som

nodvendigt, åt samme forandres til 15de Juni, eller ialfald til 24de

Juni. Herredsstyrelserne i Amtet have ogsaa i dette Stykke henholdt

sig til Amtsformandskabet; for et Par Herreders Vedkommende (Lenvik

og Hillesö) holdes der ubetinget paa, åt Terminen ikke maa sfettes

senere end til 15de Juni. Amtmanden bär angaaende dette Punkt

samt om Amtsformandskabets Ovrige Bemasrkninger ved § 9, 4dc Led,

udtalt sig saaledes i sin Betfenkning af 25de Novbr. sidstl.:

“Det vil sees, åt den paa Amtsformandskabet nedsatte Komité

i stserke Udtryk har udtalt sig mod den Lapperne i dette No. betingelsesvis

tilstaaede Frihed for Skadeserstattning indtil 8de Juli. Amts
-

s. 21 Kontrollera mot PDF

21

Norska Regeringens Inclstilling den 5 Januari 1883.

formandskabet har i Henhold dertil eu sl emmig udtalt, åt Terminen bor

skydes frem til 15de Juni, eller hvis dette ikke kan opnaaes — til

24de Juni. Til denne Udtalelse have 15 Herredsstyrelser sluttet sig,

inedens to, Hemlig Lenvik og Hillese, ubetinget have erkferet sig för

15de Juni. Med Hensyn til den i samme No. bestemte Stedsgrtendse

af 6 Kilometer erkferer derimod Amtsformandskabets Komité, åt denne

Grmndse er tilstrmkkelig (til åt varetage de Fastboendes Interesse!-),

naar undtages i enkelte Distrikter, saasom Maalselven og Bardo.

För åt imodekomme disse Distrikter har man derför foreslaaet,

åt Amtmanden skal faa Bemyndigelse til åt udvide Afstanden til 8

Kilometer. Jeg skal med Hensyn til disse Punkter hemterke Folgende:

Den omhandlede Tidsgraendse 8de Juli er som bekjendt indkommet

efter Förslag fra den i 1866 nedsatte Kommission og er stöttet

ved de under Kommissionens Omreise i Distriktet, deribland!, ogsaa i

Maalselven (se Kommissionsindstillingen Side 6, förste Spalte nederst)

faldne Udtalelser fra Almuens Side om, åt det ismr i den förste Del af

Sommeren ikke var muligt för Lapperne åt bolde sine Ren borte fra

de Fastboendes Havnegang og Saiterbrug. Bestemmelsen er altsaa

tmnkt åt skulle vane eu Begunstigelse for Lapperne, og som saadan

er don ogsaa) fremdelos af Almuen opfattet. Derom vidner noksom

den Uvillie, som Bestemmelsen har vakt isan i Maalselven og Bardo.

Jeg har imidlertid ikke kunnet forstaa, åt den i Virkeligheden vil vmre

nogen Begunstigelse eller virke til Bedste för Lapperne. Jeg lbrstaar

Hemlig Loven saaledes: Förste Passus bestemmer, åt Skade paa Ilavne
gang,

som bevirker, åt den Fastboende savner fornpdent Bete for sit

Bofe, skal erstattes. I andet Passus gjores herfra den Undtagelse, åt

Frstatningspligt ikke indtrmder i Tiden för 8de Juli, men fra denne

Undtagelse gjores igjen den Undtagelse, åt denne Frihed ikke af Lapperne

maa benyttes saaledes, åt den enkelte Fastboende i vassentlig

Grad bebyrdes. Meningen med dette Sidsto man vtere, åt naar nogen

Fastboende i vmsentlig Grad bebyrdes ved Renbete med Hensyn til

sin Havnegang, kan Erstatning fordres, men saadan Bebyrdelse maa

dog siges åt vtere tilstede, naar Vedkommende maa savue förnöden!

Bete för sit Bofe. Jeg kan ikke skjonne Andet end åt den sidste

Undtagelse luevor den förste, eg åt man saaledes i Virkeligheden igjen

kommer filbåge til den förste Regel, hvoraf Resultatet bliver, åt Ekade

paa Havnegange ved Ren altid skal erstattes, naar den Fastboende

derved kommer til åt savne förnöden! Bete for sit Bofe og saaledes i

vsesentlig Tirad bebyrdes. Naar man forstaar Loven saaledes, maa den

Uvillie, som fra de Fastboendes Side har udtalt sig mod 8de Juli-Bestemmelsen,

og de 0nsker, soin nu ere udtalte om åt faa Terminerne

s. 22 Kontrollera mot PDF

22 Norska Begeringens Indstilling den 5 Januari 1883.

skudt frem, synes mindre vel begrundede, men disse Ting skriver sig

formentlig dels derfra, åt man ikke har lagt nok Vsegt paa de Ord,

åt Erstatningsfrihed ophprer, naar Enkeltmand i vtesentlig Grad bebyrdes,

dels maaske ogsaa derfra, åt man misforstaar Lovens Mening

om Lappernes Rot til Bete paa Privatmands Grund. Nogle Ytringer i

de fremkomne Erklseringer synes åt tyde hen derpaa. Saaledes erklarrer

Bergs Herredsstyrelse Fplgende:

“Istedetfor 8de Juli smttes 24de Juni; udover denne Tidsgrmndse

bpr man under ingen Omstsendighed gaa. Efter denne Tid maa Lapperne

med deres Ren fjernes fra Fastboendes Eiendom.“

Det synes deraf åt fremgaa, åt Herredsstyrelsen staar i den Formening,

åt Lovforslaget giver Ret til ganske åt fjerne Renene fra den

Betesmark, som de

fra visse Straekninger sees ogsaa Lenviks Herredsstyrelse åt anbefale,

idet den vil have sat Sträf af en bestemt Bod til Grundeieren, naar

Ren beter indenfor 6 Kilometers-Grasndsen, enten Renen der gjpr nogen

Skade eller ikke. Disse Ytringer maa skrive sig fra en Misforstaaelse

af Lovforslaget, hvis Mening jo er åt ordne Lappernes Betesret

i dens hidtilvasrende Udstraekning, men ikke åt gjpre nogen Indskrtenkning

i Retten til åt opholde sig (og altsaa ogsaa bete sine Ren) paa de

Steder, livor de hidtil efter gammel Smdvane har spgt hen (Forslagets § 3).

Men hvormeget eller hvorlidet. nu end Uvillien mod 8de JuliBestemmelsen

er grundet eller ikke, saameget er dog vist, åt 0nsket

om en Förändring i dette Stykke er meget starkt og meget almindeligt.

Jeg tror derför, åt Loven, hvis den bliver uforandret i dette

Punkt, vil blive modtaget med megen Uvillie af de Fastboende, og åt

dette i hpi Grad vil skade den bedre Tilstand som Loven tilsigter åt

fremkalde. Jeg skal derför mrbpdigst tilläde mig åt tilraade, åt man

— för det Tilfmlde åt ikke bele 8de Juli-Bestemmelsen kan stryges,

hvilket jeg vilde anse for det retteste — i al Fald spger att faa Terminen

skudt frem til 24de Juni. Jeg tor tilfpie, åt jeg mener, åt

man ogsaa fra Lappernes Ståndpunkt eller fra svensk Side gjerne kan

gaa ind paa denne Förändring, ister nu, efteråt man har faaet ind i

Forslaget Bestemmelsen om 6 Kilometers-Grmndsen, eu Bestemmelse,

som efter min Mening virkelig indeholder en Betryggelse for Lappernes

Nmringsvei, og som i ganske anden Grad bpr paaskjpnnes af Lapperne

end 8de Juli-Bestemmelsen, der, som jeg för har spgt åt paavise,

i Virkcligheden ikke er noget Vtern for deres Renbete. Med Hensyn

til det af Amtsformandskabet udtalte 0nske om, att der maa gives

Amtmanden Bemyndigelse til åt udstraskke 6 Kilometers-Grcendsen til

8 Kilometer, skal jeg bemterke, åt dette 0nske sees åt värre foranle
-

s. 23 Kontrollera mot PDF

23

Norska Regeringens Indstilling den 5 Januari 1883.

diget af Hensyn til de Fastboende i Maalselven og Bardo, som ikke

anse disse Egnes vidtl0ftige og rige Betesmarker og Smterbrug tilstrsekkelig

beskyttet ved 6 Kilometers-Afstanden. Jeg skal imidlertid

Fertil bemterke, åt denne Bestämmelse jo netop er indkommet i Loven

for åt hindre de Fastboende, speciel, i Maalselven og Bardo, fra åt

fordrive Lapperne fra deres retmaessige Betesmarker tilfjelds, og åt

denne Hensigt forfeiles i samme Forhold som man udvider Afstanden.

Efter mit Kjendskab til Lokalforholdene tror jeg heller ikke, åt der er

nogen Nodvendighed i denne Udvidelse. Man maa i disse Ting ikke

vasre fpr tilbpielig til åt imodekomme de Fastboendes 0nsker. Det er

naturligt, åt disse havo sin egen Fordel for 0ie, og åt de have vanskeligt

for åt se, hvad et retfaerdigt Hensyn til Lappernes Nteringsvei

fordrer, samt åt de saaledes spge åt faa Loven saa gunstig för dem

selv som muligt. Den lovgivende Myndighed tiar derimod åt tage

Hensyn til begge Parter, og under dette Hensyn tror jeg åt 6 Kilometers-Gramdsen

er tilstraekhelig. Hvis man alligevel for enkelte mulige

Tilladdes Skyld skulde ville i ed rom in c Adgangen til åt forlsenge

Afstanden, vil det v a-ro det retteste, åt Myndigheden

til Kongen, ikke til Amtmanden.

Forsaavidt. endelig Maalselvens Herredsstyrelse bär fremsat det

“bestemte Forbehold“, åt Havnegange udtryklcelig skal nsevnes i Loven

som noget, der inden de foreslaaede Tids- og Afstandsgreendser

skal nyde samme Beskyttelse som de i § 9 No. 2 nsevnte Udengslaatt.

er, da er et saadant Forbehold, forsaavidt Erstatningsspprgsmaalet

angaar, ganska modigt., da jo Havnegange gaa ind under den i § 9

No. 4 nsevnte Udmark, som med Iagttagelse af de deri nsevnte Tidsog

Stedsgramdser beskyttes ved samme Erstatningsansvar som Udengslaatterne.

Derimod er der vistnok den Forskjel paa disse to Ting,

åt B0der i visse Ti lfa;! de kan anvendes for Skade paa Udslaatter, men

ikke for Skade paa Ilavnegang, men til i saa Henseende åt foreslaa

nogen Förändring i Lovforslaget er der formentlig ikke tilstrsekkelig

Grund. Nogen saadan Förändring er heller ikke begjgert enten af

Amtsformandskabet eller nogen anden Herredsstyrelse.“

Departementet maa med Amtmanden anse det 0nskeligt, om det

saaledes fra Amtets Side starkt betonede 0nske om en Förändring i

Terminen 8de Juli i den ant.ydede Retning kunde impdekommes. Efter

Inholdet af Amtsformandskabets Erklsering er dettes Tilslutning til

Bestrsebelsen for åt faa Lappeforholdene ordnede gjennem Fadleslov

endog betinget af, åt det foreliggende Lovudkast bl. A. i dette Punkt

forandres.

Som det vil sees, bemeerker Amtmanden, åt den Modvillie, hvor
-

s. 24 Kontrollera mot PDF

24

Norska Regeringens Indstilling den 5 Januari 1883.

med man inden Amtet liar m0dt den lier paagjaeldende Bestemmelse,

efter hans Mening hunger sammen med, åt man tildels har overseet

det indskrtenkende Tillägg, som er fpiet til det Tilsagn, der her gives

Lapperne om indtil en vis Tid om Yaaren erstatningsfrit åt kunne bete

paa Havnegangéne. Amtmanden forsta ar Hemlig Bestemmelsen saa,

åt överalt, hvor Renbetningen medforer, åt Bumanden kommer til åt

savne fornpdent Bete for sit Bolie, der man ogsaa det Tilfadde foreligge,

i hvilket efter Bestemmelsens 2det Punktum Lappens Erstatningsfrihed

igjen vil ophöre, Hemlig åt Lappen har benyttet den ham

givne Frihed saaledes, att Enkeltmand derved i väsentlig Grad er

lileven bebyrdet. Departementet skal ikke bestride, åt man inden Distriktet

kan have tillagt den lier foreslaaede Terminbestemmelse og

Forskjellen i Lappernes Dispositionsret over Havnegangen fpr og efter

samme större Betydning, end den i Praxis vil vise sig åt fortjene.

Men paa den anden Side tor det bemterkes, åt den af Amtmanden antydede

Forstaaelse af mervterende Bestemmelser ikke synes åt v fe re

ganske i Samklang med, hvad Kommissionen af 186G formentlig har

t am k t sig, da den bragte i Förslag denne til Tidsgramdsen 8de Juli

knyttede Distinktion. Den bema-rker, (O. No. 2 1871, Bilag A. S. 24)

åt det ved det Tillägg, som after gjor Undtagelse fra Lappens Erstatningsfrihed

i Tiden för 8de Juli, agtedes förebygget, åt Lapperne

begge sig före paa enkelte för dem maaske serdeles bekvemme Steder

og der hide af bele alt Gr;es, og synes det hermed nairmest tamkt

paa Tilfaelde, hvor Lappen gjennem Efterladenhed under Flytningen

eller andet. Forhold, som kan laigges ham til Last, lader det i utilbprlig

Grad gaa ud over enkelt Eiendom. Paa eu saadan Opfatning

hentyder vel ogsaa det brugte Udtryk: åt denne Frihed maa af Lapperne

vsere “benyttetb til åt bebyrde Enkeltmand. Efter Jette er det

vistnok åt antage, att den Fastboende kunde faa et vanskeligere Bevis

åt fpre, naar han med Iljemmel af Undtagelsen i 2det Punktum

vilde kr;eve Er slätning för Skado paa Hav», tilfoiet fpr 8de Juli, end

naar han kan paaberaabe sig Hovedbestemmelsen i lste Punktum för

Skade, der er gjort efter denne Tid.

Departementet tor derför ikke gaa ud fra, åt det vil vane liden

Be tydning for Lapperne, åt man bibeholder eu Bestemmelse i den Retning,

som foreslaaet i 4de Leds 2det Punktum. Heraf fblger da omvendt,

åt de Fastboendes Interesse tilsiger dem åt have et vaagent 0ie

med, åt den Termin, som her stelles, faar den rette Begramdsning.

Efter hvad der o ven er anfört, tror Departementet åt kunne tilraade

nogen Förändring i Terminen 8de Juli. Man vil foreslaa, åt

s. 25 Kontrollera mot PDF

25

Norska Regeringens Indstilling den 5 Januari 1883.

den flyttes 14 Dage tilbage, eller til det af Amtsformandskabet subsidiasrt

fastholdte Tidspunkt, 24de Juni.

Mere tvivlsomt har man bundet det, om der skuld© vane tilstraekkelig

Grund til åt indgaa paa Begjaeringen om, åt der til den Regel,

åt Skade paa Udmark af den i § 9, 4de Led, omhandlede Art ikke

skal erstattes, naar Udmarken ligger over 6 Kilometer fra Eierens Bopad,

skal knyttes et Tillägg, som giver Adgang til beifra åt gjore

Undtagelse, saa åt Graendsen bestemmes til 8 Kilometer. Amtsformandskabet

bär antaget, åt en saadan Udvidelse af Afstanden kan vise sig

0nskelig, sirlig för Maalselven og Bardo Herreder, hvortil kan foies,

åt det i den fra Trondenaes Herred indkomne Ej-klaering af Iste December

sidstleden udtales, åt Afstandsgraendsen 8 Kilometer antages

åt vaere ligesaa nodvendig for enkelte Dele af Trondenaes Herred som

for Maalselven og Bardo. Det kan vistnok siges, åt administrativ Afgjprelse

ikke just egner sig synderlig til åt fastsiette for enkelt Sted

Undtagelser, som de ber tilsigtede fra eu af Lovens materielle Retsregler.

Som af Amtmanden paapeget, indkom derhos den indtagne

Afstandsbestemmelse af 6 Kilometer i Lovudkastet netop for åt. beskytte

Lappernes Flytveie og Betesmarker i de ber paagjaddende Distriktm-,

Maalselven og Bardo. Efter livad der fra Distrikterne selv

er erklaeret, tor det imidlertid vane, åt en Adgang til for enkelt Gillrande

åt forlaenge den satte Distance kan inse sig nyttig, og naar Afgjorelsen,

saaledes som af Amtmanden antydet, forbeboldes Kongen,

er der formentlig ikke nogen vaesentlig Betaenkelighed mod åt optage

den begjaerte Bestemmelse. De eventuelle Undtagelsesbestemmelser bor

formentlig i Tilfaelde gjaelde for saa stort Omraade, som gaar ind under

enkelt Lappedistrikt.

ad § 10.

Departementet antager, åt det, som paapeget af Storthingskomiteens

Minoritet, er mindre förnöden!, åt Lappeformanden tilkaldes til

den i §en omliandlede Besigtelse ogsaa i det Tilfadde, åt den Skyldige

er kjendt.

Komiteminoriteten bar foretrukket åt samle i en särskilt ny Paragraf,

der efter Minoritetens Udkast bliver § 16, de Tilfaelde, i bvilke''

Formaend for Lapper fra begge Rigel’ skulde indvarsles. Derför er den

beröm handlende Saltning i 2det Punktum af denne § udgaaet, ligesaa

2det Punktum af § 15, hvorhos bland! de Tilfaelde, i bvilke Formaend

for begge Rigör i Tilfaelde skulde tilkaldes, ogsaa er naevnt i den i §

11 omhandlede Skjonsforretning. Departementet bar Intet åt erindre

mod denne Förändring i Texten.

JBih. till Riksd. Prot. 1883. 1 Sand. 1 Afd.

4

s. 26 Kontrollera mot PDF

26

Norska Regeringens Indstilling den 5 Januari 1883.

ad § 13.

Tromse Amtsformandskab liar i sin E rid avring udtalt den Mening,

åt denne § ber forandres derhen, åt det Offentlige ber paatale alle de

Sager, som gaa ind under denne Lov inden Tromse Amf, enten der

er indfert Distriktsinddeling eller ikke. Amtmanden bär bemanket, åt

lian ligeledes antager, åt det ikke vilde vane luddigt, om der med

Hensyn til Pa atalen kom til åt grädde forskjellige Regler för förskjul''

lige Delo af Tromse Amf. Almuen vilde vanskelig forsta;! Grunden

til, åt den ene skulde begunstiges ved offentligt Sagsanlseg, den anden

ikke. Han antager imidlertid ikke, åt man vil bli\ e udsat for saadan

Uensartethed, idet lian gaar ud fra, åt bele Tromse Amt vil blive

undergivet Distriktsinddeling overensstemmende med den Förn ds ältning,

som findes i Kommissionsindstillingen af 1866 (S. 18——19).

Amtmanden i Nordlands Amt bär i Skrivelse af 2 Ide December

ligeledes berert, detta Punkt. Formenlig lader det sig ikke gjere, bem

ankel'' lian, åt det Offentlige fager sig af den privat Fornsermedes

Sag, livor Distriktsinddeling ikke Under Sted. Paa den anden Side

vil det för den Fornanmede vivre förbundet, med megen Vanskelighed

selv åt paatale Sägen. 1 Nordland lioldes kun Tbing to Gånge om

Aaret, Hesttliingene i Regelen kanske, efter åt Lapperne ere vendte

filbåge til Sverige, og Vaartbingene det felgende Aar saavidt tidligt,

åt Stevnemaalet i Tilfadde maatte forkyndes i Sverige. Et Gjaesteretssegsmaal

i Trakterne henimod den svenske Gnendse vilde medfpre saa

store Omkostninger, åt den privat Fornanmede neppe vilde udsaitte

sigfor åt betale (lisse, men bellere Fide Sägen fare. Beroede det,

tiIlugger Amtmanden, i etlivert Tilfaikle paa Overpvrighedens Bestemrnelse,

om Sägen skulde paatales af det Offentlige, kunde der maaske

ikke vane nogen Betamkeligbed ved åt aabne den Formermede Adgang

til åt erbolde det Offentligen Bistånd ogsaa der, livor Distriktsinddeling

ikke er indfert.

Departementet lienviser til Kommissionsindstillingen af 1866 S.

26 under Lit.r. d, livor nanmere er forklaret, åt den i nanvasrende Lov

foreslaaede offentlige Paatale af rent private Retskrav formentlig bör

boldes indskrsenket til de Egne, livor man gjennem Indförelse af Distriktsinddeling

har antaget, åt Lappeforholdene i det Hele medfere

Vanskeligheder af n änne vand ig Betjening. Departementet tror det

fremdeles rettest åt fastholde denne Distinktion, og man antager saaledes

med Amtmanden i Tromse Amt, åt Lovforslaget ikke i det.te

Punkt tramger Förändring.

Forsaavidt en Udtalelse af Lenviks Herredsstyrelse gaar ud paa,

s. 27 Kontrollera mot PDF

27

Norska Regeringens Indstilling den 5 Januari 1883.

åt det ikke skal vasre overladt til Amtmanden åt skjönne, om Skaden

er saa ringe, åt offentlig Tiltale ikke b0r finde Sted, men åt der i

§ens 2det Afsnit i saa Henseende skal fastssettes et vist Minimumsbelöb,

er man med Amtmanden enig i, åt Skjönnet vist rettest överlädes

til Afgjörelse af den aktionerende Myndighed efter Omstmndighederne.

(Sink Kriminallov af 29de Mai 1879 Kap. 27 § 3, de to

sidste Afsnit.)

ad § 14.

Efter den i den svenske Rigsdag fattede Beslutning forandres

Slutningsordene: »den almindelige Lovgivning» til »der gjmldende Lov».

ad § 15.

Komiteminoriteten foreslaar, åt nmrvmrende Paragraf gives et

Tillaeg, hvori ndtrykkelig siges, åt naar Erstatning efter § 9 No 3

eller 4 bliver åt paalseggc flere Personer, skal det for hver Enkelts

Vedkommende i Dommen fastssettes, hvormeget lian bär åt ndrede.

Petto ansees önskelig! til Tydeliggjörelse af, åt Fsellesansvaret ikke

skal paalsegges alle de til Distriktet hörende Lapper en for allé og

alle for eu, men åt enhver af dem, som i § 9, 3die Led bestemt, kun

dpmmes til åt betale en Andel af Skaden, svarende til Antallet af

hans Ren. I lignende 0iemed er der foreslaaet en liden Modifikation

af Udtrykket i Slutningen af §ens 2det Afsnit.

Efter hvad der er forklaret i Departementets Föredrag af 13de

Juni 1879 (Oth. Prp. No 2, 1882, S. 37—38) udtrykker det foreslaaede

Tillaeg Departementets Opfatning af, hvorledes Loven med Hensyn til

Ffellesansvarets Udslrankning rettelig bör forstaaes, og man bar saaledes

Intet åt erindre mod den af Komiteminoriteten foreslaaede Redaktion

af Paragrafen.

Paa § 15 fölger altsaa den nye Paragraf, hvis Indhold er omhandlet

o venfor under § 10.

ad (§ 16) ny § 17.

Komiteminoriteten bar foreslaaet en Redaktionsforandring i Slutningen

af §ens förste Punktum, der formentlig tydeliggjör Bestemmelsen.

ad (§ 17) ny § 18.

Departementet har Intet åt erindre mod åt der, som af den svenske

Rigsdag besluttet, efter Ordet »Oplioldssted» indskydes: »ifölge Bevidnelse

fra vedkommende Lensmand».

s. 28 Kontrollera mot PDF

28

Norska Begeringens Indstitting den 5 Januari 1883.

ad (§ 18) ny § 19.

Amtmanden i Troms0 Amt har i sin Betamkning af 25 November

sistleden omhandlet et Par i den sidste Tid i H0iesteret faldne

Domme i Säger, ved hvilke nogle Fastboende i Amtet har vasret satte

under Tiltale for åt have nedskudt Pappers Rensdyr, og antager han,

åt det Udfald, disse Säger have faaet, paakalder en Förändring i läte

Passus af mer v arrende §. Amtmanden oplyser beröm, åt i 1880 en i

Nyligen hösa! Handelsmand havde begyndt åt nedskyde Lappernes Ren,

naar de kom ind paa hans Mark, hvoraf adskillige Almuesnnend tog

Exempel og nedskjod ogsaa Ren under Paaberaab, dels af åt disse

havde gjort Skade, dels af åt Nedskydningen var förnöden for åt se

Maerkerne og erfare, hvis Renen var. Der indkom i denne Anledning

flere Klager fra Lapperne, hvorfor Amtmanden bestemte sig til åt anlaegge

offentlig Sag mod et Par af de Angjaddende for åt faa afgjort,

om det ikke — som lian antog — kunde fteldes efter Kris. Kap. 23

§17. Da Klageren frafaldt sit Forlangende om offentlig Paatale mod

den naivnte Handelsmand, blev Sag anlagt mod 2 Almuesmamd, en i

Tromsp og en i Senjens Sorenskriveri. Sorenskriveren i TromsO fasldte

den der Tiltalte til Sträf, hvorimod Sorenskriveren i Senjen frifandt

Vedkommende. Stiftsoverretten afsagde Frifindelsesdom i begge Sager,

hvilke Amtmanden derefter samtidig indankede til Hoiesteret, der imidlertid

under 9 November sidstleden har stadfasstet de afsagte Frifindelsesdomme.

Amtmanden udtaler sig i denne Anledning saaledes:

»Da Hoiesteret har stadfasstet de ergangne Frifindelsesdom me,

urna Hpiesteret antagelig ogsaa have vairet enig i de af Senjens Sorenskriver

og af Overretten forfattede Prasmisser, hvor der udtales, åt de

Fastboende man vivre berettigede til åt nedskyde skadegjprende Rensdyr

for åt opnaa, åt disses Eiere skulde tage Dyrene under omhyggeligere

Bevogtning. Dette er, siges der i Praemisserne, ikke åt overskride

Npdvasrgeretten.

Det er nu desvierre hoist sandsynligt, åt naar saadan Nedskyduing

först er legaliseret ved Hoiesteretsdom, saa vil den komme mere

og mere i Brug. Kan eu Jordbruger först nedskyde et Dyr den ene

Dag, saa kan han naturligvis gjore det samme den anden Dag med et

andel og den tredie Dag med et tredie Dyr. Kan en Jordbruger gjore

det, saa kunne hans Naboer ogsaa gjore det samme. Naar man kjender

den Uvillie, som i al Fald inden store StrOg hersker blandt de Fastboende

mod Lapperne, kan man ikke vivre i Tvivl om, åt denne Nedskydning vil

blive brugt som det for de Fastboende mindst brydsomme Middel til åt

bevsege Dyrenes Eier til åt tage dem bort fra Skytternes Eiendomme.

s. 29 Kontrollera mot PDF

Norska Regeringens Indstilling den 5 Januari 1883. 29

Men kunne de Fastboende först faa skyde Renene, saa er Övergången

let til ogsaa åt benytte Kjodet af de skudte Dyr, naturligvis som Erstafning

för Skade paa Jorden, og Nedskydningen vil i saa Fald blive

saa meget mere fristende. Naar man saaledes först bär sluppet de Fastboende

los til Dragen af Vaaben, vil det ikke kunne förundra Nogen, om

ogsaa Lapperne folge efter ved åt nedskyde skadegjorende Humle o. s. v.,

og vi have da Betingelserne for, åt Sägen kan udarte til en aabenbar

Feide. Jeg man derför sige, åt de Konsekventser, hvortil de afsagte

Domme sandsynligvis ville lede, förekommer mig hoist betamkelige, og

livis en saadan Retstilstand skal blive staaende, indser jeg ikke, åt

det er modigt för 0vrigbeden heroppe åt overholde Orden og Ret i

disse Forholde. Åt indkomme med Förslag til en speciel Lov, hvorved

Retstilstanden kan forandres, vil vel ikke for Tiden, da man bär det

större Lovarbeide om Lapperne for Haanden, viere til nogen Nytte,

men derimod maa man se åt forebygge, åt det ikke ogsaa under den

nye Lov, naar denne forhaabentlig snart kommer istand, skal blive

anse et som lovligt Nodvterge åt nedskyde tumme Rensdy r. Jeg frygter

imidlertid for, åt dette ikke kan forebygges ved Loven som den nu

er foreslaaet. § 18 eller Komiteminoritetens § 19 smtter nemlig kun

Sträf for mlovlige nu åt bolde Lappernes Ren, men nu er det jo efter

Hoiesteretsdomme lovligt åt fadde Renen, naar det sker til Beskytlelse

af Ens Jord. Hvis imidlertid en ordnet lovlig Tilstand skal

frembringes ved den nye Lov, er det absolut förnöden!, åt ingen af

Parterne faar läge sig solv til Rette vid Nedskydningen af Ren eller

deslige, og en udtrykkelig Bestemmelse maa derför indkomme i den

nye Lov om, åt etbvert Drab af Andenmands Rensdyr er ulovlig og

sträf bart, samt åt Paatalen deraf er betinget offentlig. Jeg tillader

mig derför til Opnaaelse af dette 0iemed åt foreslaa, åt Lovforslagets

§ 18 No 1 kommer til åt lyda saaledes:

“Dersom nogen liden Eierens Tilladelse faslder eller mishandler

Lappernes Ren, skal han“ o. s. v. ---

Bliver Loven saaledes formet, maa det vel derved vasre förebygget,

åt de k astboende kunne fselde Ren enten för åt tvinge Lapperne til

eu hedra Bevogtning eller for åt faa se Rennncrkerne eller deslige».

Som det vil sees, skildrar Amtmanden den Tilstand, som lian

frygter vil blive Resultatet af de ber ombandlede Retsafgjörelser, med

meget mOrke Farver, og det er ogsaa efter Departementets Mening

troligt, åt mellem den fastboende Almue efter disse Domme den Tanke,

åt Loven tillader Nedskydning af skadegjorende Ren, kan vinde Indgang

i större Maalestok, end Retsafgjorelserne hjemle. Man bar gjort

sig bekjendt med Voteringen i de paagjeeldende Hoiesteretsdomme,

s. 30 Kontrollera mot PDF

30 Norska Regeringens Indstilling den 5 Januari 1883.

Lobe-No. 94, 1882, i Sag mod Lorentz Thode Ersfjorden af Kvaloen

samt Lobe-No. 95, 1882, Sag mod Laurits Bendiksen Balsnees. Departementet

tvivler imidlertid meget paa, åt disse Domme — selv under den

nuvserende Lovgivning — kan tages til Indtsegt af de Fastboende i

den Udstrmkning, som Amtmanden befrugter vil blive Tilfseldet. Der

er under Voteringen lagt Vsegt paa Omstamdigheder, der formentlig

gjpr Afgjorelserne lidet skikkede til åt danne Prmjudikater i nogen for

de her paagjseldende Forhold farlig Udstraskning. Den forstnasvnte Sag

angik et Tilfmlde, hvor Tiltaltes Fiendom ved Renernes Tilhold blev

meget beskadiget. Paa Hjemmarken led han et Tab af H0, som Lagrettet

har ansat til omkring Kr. 50. Hans Potetesager blev saa odelagt,

åt der slet ikke var Noget igjen åt tage op, og Udmarksslaatterne

bleve ogsaa saa beskadigede, åt der Intet var igjen åt slaa. Det fremhseves

under Voteringen udtrykkelig, åt Tiltaltes Fiendom var tilfoiet

Skade, som han efter de Vilkaar, hvorunder Lapperne vare stillede, ikke

var pligtig åt taale, samt åt vedkommende Pappers Färd ved Leiligheden

paa ingen Maade kan ansees for åt have vard försvarlig, idet

det maatte ansees oplyst, åt de fra sin Side Intet havde gjort för åt

forebygge eller formindske Skaden paa Tiltaltes Fiendom. Tiltalte havde

derhos, forend han greb til Nedskydning af den i Sägen omhandlede

ene Ren (vardsat, til 24 Kr.), gjort, hvad han overhovedet med Rimelighed

kunde gjore for åt se sig i Mindelighed befriet för Skaden. Han

forsOgte gjentagende, stadig, åt faa Renflokken va:k ved åt jage dem

bort og brugte dertil adskilligt Mandskab; han sendte Bud til Papper,

som holdt til i Nasrheden, og lienvendte sig endog til Lappernes Sagfprer

i Tromsp for åt paakalde hans Assistence. Först da alt dette

slog feil, ansaa han sig npdt. til åt skyde en Ren, för af Markerne åt

erfare, hvem han kunde bolde sig til som erstatningspligtig. Det seos

af Hpiesteret åt vsere lågt i fremtrmdende Grad Vasgt paa, åt Tiltalte i

Tilfeldet ingen anden Maade havde til åt komme efter, hvem der var

Reneier, og saaledes til åt varme om sin Rot til Erstatning for den

Skade, han havde lidt. I den anden af de to Sager. der ligeledes angik

Nedskydning af et enkelt Dyr af en större skadegjorende Flok,

foretagen i den Hensigt åt komme til Kundskab om Dyrenes Eier og

for åt erfare, hvem Erstatningen paalaa, blev det under Voteringen

antaget, åt Faktum i det Store taget var af samme Beskaffenhet som

i den förste. Ogsaa her gik man ud fra, åt der forelaa en gjennem Lappernes

Undladelse af åt efterkomme sin Vogtningspligt fremkaldt Nodvendighedsgjerning

fra den Fastboendes Side for åt frede sin Fiendom

eller rettere för åt bane sig Adgang til den ham tilkommende Erstatning.

Under disse Omstmndigheder er det efter Departementets Mening

s. 31 Kontrollera mot PDF

Norska Regeringens Indstilling den 5 Januari 1883.

31

åt betvivle, åt den samme tempelign Opfatning vilde vane bleven gjort

gjseldende af Rutten, dersom de Tiltalte, da de företag Nedskydningen,

havde hav! den Sikkerhed for åt erholde Opreisning for den lidte Skade,

eom de nu foreslaaede Lovregler ventes åt ville yde den Fastboende!

Ved Siden deraf er der vel al Grund til åt haabe, åt de Fastboende,

naar den nye Lov er. kommen istand, og derigjennem Sikkerhed for

Skadeserstutning i deslige Tilfadde haves, vil blive mindre fristede til

selv. åt tage sig tilrette med Vaaben. Sirlig tpr man vente, åt det

vil faa Indflydelse saavel paa de Fastboendes Adfaerd i heromhandlede

Henseende som i Tilfaslde paa Retternes Bedpmmelse af denne, livis

det. vedtages — som noden för ved § 20 (§ 22) vil blive foreslaaet —,

åt id0mt Skadeserstatning i Säger, hvor Faellesansvar finder Stod, skal

iorskydes al offentlig Kasse og in ddrives for dennes Regling.

Departementet er i det Hela ikke bleven overbevist om, åt det

af Hensyn til de omhandlede Hpiesteretsdomme paakraaves, åt den i

Paragrafen indeholdte Betegnelse af den strafbare Handling arndres.

Ha villig er efter Departementets Opfatning Amtmandens Förslag i saa

Henseende neppe åt anbefale, naar dette gaar ud paa, åt man ved åt

Jude udgaa Ordet: »olovlig» og erstatte dette med Ordene: suden Eierens

^Hädelse)) skal spge indlagt i Bestemmelsen den Mening, åt naar det

pladder 1 aelden åt Ren, skal den Fastboende ikke kunne paaberaabe

Omstaendigheder, der efter Kriminallovgivningen vilde findes ellers åt

inte In l< ko Strafskyld. Man kan ikke tro andel, end åt Bestemmelsen,

smil den i Lovudkastet er affattet, vil findes åt ramme Tittande, hvorpaa

Sträf overhovedet ber anvendes.

ad (§ 21) ny §21.

Det man formentlig bifaldes, åt Komiteminoriteten bär saf denne

§, der an gaar Dommes Forkyndelse, förän Propositionens § 20, der

angaa Dommes Exekution.

Af Komiteminoriteten er derhos som 2det og 3die Punktum indskudt

en Bestemmelse, svarende til § 5 i Lov angaaende Forandringer

i den kriminelle Retspleie af 6te September 1845, der vil, förebygga,

åt den svenske Undersaat, som efter naervaerende Lov er fadd t til Erstatning

eller Sträf ved norsk Politiretsdom og förlänger Appel, behover

åt stsevnes til Overdomstolene. Departementet er enig i, åt

Bestemmelsen saaledes bor suppleres overensstemmende med norsk

Proceslovgivning.

ad (§ 20) ny § 22.

I denne §, der angaar Exekution af Domino og Förlig om Skades
-

s. 32 Kontrollera mot PDF

32

Norska Begeringens Indstilling den 5 Januari 1883.

erstatning, har Komiteminoriteten foreslaaet optaget istedetfor Slutningen

af Paragrafens 4de Punktum fplgende Bestemmelse:

»Er Dom eller Förlig, som kan krasves fuldbyrdet i ethvert af

Rigerne, afsagt eller indgaaet i Sag angaaende Fcellesansvar efter §

9 No. 3 eller 4, skal vedkommende Amtmand eller Landshövding i det

Rige, hvori Skaden er skeet, efter Förlängande fra den, hvem Erstatningen

tilkommer, lade Belöbet forskudsvis udbetale til ham o g, forsaavidt

den endelige Udredelse deraf paaligger Undersaatter af det

andel Rige, »ende vedkommende Landshövding eller Amtmand i dette

bekrseftet Afskrift af Dommen eller Forliget med Begjtering om Refusion.

Saadan llefusion bliver da forelobig åt udrede af oftentlige

Midler. Hos de Erstatningspligtige kunne de heromhandlede Forskud

inddrives paa samme Maade, som for Skatter bestemt».

Denne Bestemmelse svarer i en noget forandret Form til § 10 i

Indstillingen fra den lvongelige Kommission åt 1844 (se Side 27, sammenholdt.

med Motiver S. 18—19). Komiteminoriteten har til Begrundelse

af den her foreslaaede Förändring anfört Fölgende:

»Ved denne Bestemmelse bemaerkede den svenske Justitiestatsminister

i Skrivelse til Indredepartementet af 22de December 1862, åt

naar de Fastboende erholde det Offentliges Bistånd til Indtale af sm

Re t, saa åt denne bliver dem ligesaa vis i Forholdet til hverandre indbyrdes,

som Tilfseldet ellers er mellem Mand og Mand i Landet, saa

bör der ikke gaaes videre og Udbetaling af offentlig Kasse ikke Ande

Sted. I Benböld

stemmelsen i sit Udkast.

Deri vilde visselig ogsaa värre ufornöden, saafremt de Fsellesansvar

undergivne Lapper vare solidarisk forpligtedev saaledes åt der kunde

gjöres Exekution hos en Enkelt för bele Domsbelöbet. Men naar Ansvaret,

som förbön forklaret, kun skal värre proratarisk og Exekution

altsaa man af höides hos enhver af de Domfaeldte for hans Anpart, bliver

Retsmidlet for lidet effektivt og för langsomt, medmindre det ledsages

af en Bestemmelse som den her omhandlede. Bestemmelsen kan maaske

af og til forvolde vedkommende offentlige Kasse noget Tab, hvilket som

oftest vil komme til åt gaa ad over Sverige; men dette Tab vid sikkerlig

blivo for Intet åt regim i Sammenligning med de Udgifter, Opsynet

med de svenske Lapper fovvolder den norske Statskasse. lhi det te

belöber sig nu til omtrent Kr. 8,000 aarligt, medens den bele Skade,

der i Aarene 1873—1880 af Lapperne var tilfoiet de Fastboende i

Tromsö Amt, kun var ansat, til Kr. 7,290. Og af dette Belöb vilde

selvfölgelig det meste bliva betalt af de Skyldige, naar man havde en

i begge Rigel- exigibel Dom over dem.»

s. 33 Kontrollera mot PDF

33

NorsJca Regeringens Indämning den 5 Januari 1883.

Ligesom Kommissionen af 1866 (se dennes Indst. S. 20) bär

Departementet i sine tidligere Förslag (kfr. Föredrag af 15de Oktober

1867 §19) opgivet den oprindelig paataenkte og ber nu gjenoptagne

extraordinäre Fremgangsmaade, hvorefter de respektive Statskassor

skal forskyde de Fastboende de dem hos Lapperne tilkjendte Erstatningsbelpb.

r ^ Efter de b orhold, som i den nye Betssnkning fra Amtmanden i

lroms0 Amt oven ved § 18 (19) ere ombandlede, er det formentlig

bleven sirlig pnskeligt, åt Veien til Erstatning for den Fastboende

forkortes. . 1 samme Mon vil Faren for, åt lian skal handle paa egen

Haand, minske. Departementet tror åt kunne anbefale, åt Komiteminoritens

Förslag ogsaa i dette Punkt optages.

Komiteminoriteten paapeger, som det vil sees, åt den bele Skade,

dei i de 8 Aar 1873—1880 af Lapperne var tilfpiet de Fastboende i

Tromso Amf, tilsammen kun bär vaeret taxeret til et Belpb af Kr. 7,290,

bvilket for livert af disse Aar udgjpr gjennemsnitlig omtrent Kr. 911.

Det nsermere beröm kan sees af Amtmandens Indberetning for 1880,

trykt som Bilag 5 ved sidste Prp. (S. 122—123) sammenholdt med

samme Prp. S. 10—11. För det ene Aar 1880 naaede dog Taxterne

til et sandel Bele b af Kr. 2,760, medens de for 1881 ifplge Amtmandens

Beretning af 3die Februar 1882 igjen sank til Kr. 1,185, bvilket

dog efter lians Mening tildels er åt tilskrive de i 1881 stedfundne noget

exceptionelle Veirforbold.

ad (§ 24) ny § 25.

Den svenske Rigsdag bar besluttet en Förändring i 2det Passus

af denne §, bestaaende i, åt »fastboende Renei ere» er forandret til

»fastboende Papper», livorbos sidste Ord i denne Passus er forandret

fra »Lapperne» til »blytlapperne». Hensigten med Förändringen sees

af Utskottets Indstilling S. 26—27. Det er ber antaget, åt det vistnok

b0r vane Papper tilladt åt benytte Nabolandets Betesmarker for de

Rensdyr, de liave under Bevogtning, hvad enten Dyrene eies af Lap

eller Nordmand eller Svenske (§ens lste Punktum). Men derimod vilde

det efter Utskottets Mening vane eu Afvigelsc fra Lovens Tanke, bvis

nogen Fastboende, som ikke er Lap, selv eller ved sine (ikke lappiske)

holk fprte sin Renhjord over Rigsgrsendsen til Bete, idet Loven gjennemgaaende

antages åt bvile paa Forudsmtningen om, åt selve Renvogtningen

er Nomadens Sag. luden Utskottet sees forovrigt ogsaa

den Mening tildels åt bave gjort sig gjgeldende, åt Lovens Bestemmelser

om Ret til åt bete med Ren overliovedet kun skulde bave Anvendelse

med Iiensyn til Dyr, som ere i Pappers Eie.

Rih. till Riksd. Prot. 1883. 1 Sami. 1 Afd. 5

s. 34 Kontrollera mot PDF

34

Norska Regeringens Indstilling den 5 Januari 1883.

Storthingskomiteens Minoritet har (S. 29 30) angaaende disse

Sp0rgsmaal bl. A. bemserket, åt det formentlig vilde vane utilraadeligt

åt forbyde Fastboende åt eie Ren eller åt megte dem samme Rettighed

som Lapperne. Hvis den okonomiske Udvikling hvilket Komiteminoriteten

lkke Under sandsynligt — skulde l0re til, åt ogsaa 1- astboende

i svensk Lapland og de tilgrsendsende Dele af Norge i st0ire

Maalestok lagde sig efter Rensdyravl, saa maatte dette vmre, fordi

dette viste sig fordelagtigt for dem, og det vilde da sikkerlig vane til

0konomisk Nytte for Samfundet i det Hele. Men forudsasttes saaledes

fastboende Nordnuend eller Svensker åt vane Eiere af Renhjorder, maa

det, efter Komiteminoritetens Mening, kunne stille sig meget utrygt

för dem åt överläde disse Hjorder til Bevogtning af Lapper hele Aaret

igjennem. Komiteminoriteten har derför ikke optaget den af den svenske

Rigsdag gjorte lindring i Paragrafens 2det Passus.

Derimod liar don forcslaaGt tilf0iGt Paragrafen Gt I unktuni af

Ibigende Indhold:

»Enhver Förpligtelse, der ifolge nmrvaerende Lov rammel- Lap,

som har bortsat gille Ren til Bevogtning al Andre, skal ogsaa paaligge

Fastboende, som befinder sig i saadant Tilfaslde.»

Komiteminoriteten anf0rer til Begrundelse lieraf, åt naar man

tillader fastboende Nordmauid eller Svensker åt eie Ren og åt lade

disse bete paa samme Btrsekni tiger som Lappernes Ren, saa maa det

paasees, åt de Fastboende, som lide Skade af andre Fastboendes Ren,

erholde samme Retsmidler mod disse som mod Lapperne. I saa Henseende

formenes §en efter dens nuvaerende Affatning ikke åt indeholde

de forn0dne Bestemmelser. Tlii vistnok folger det, anf0res det, af § 9

No. 2 og 4, åt enhver Eier maa erstatte den Skade, hans Ren gj0r i

de der omhandlede Tilfaelde; men efter som § 9 No. 3 er affattet, paahviler

Fsellesansvaret blot Lapper, ikke andre Reneiere. Heller ikke

synes det klart, åt disse ere bundne ved 1 orlig, indgaaede af I'' örmandel!

efter § 8, Litr. e, eller åt eu Skadelidende efter § 15 kan stsevne

Formanden ogsaa paa deres Yegne. Og endelig hvis man sammenholder

§ 9 No. 2 sidste Punktum med nservmrende Paragraf, som den

lyder i Propositionen, saa kan man, bemasrker Komiteminoriteten, hvis

Ordene skulde f0lges, ikke komme til andet Resultat, end åt fastboende

Reneiere, som ikke ere Papper, ikke svare for de B0der, som idommes

deres Renvogtere. _ _

Departementet tror efter För anför te ligesom Komiteminoriteten åt

burde foretrmkke Propositionens Affatning af §ens 2det Passus fremfor

den Lydelse, som den ved Rigsdagens Besinning er givet.

Den foreslaaede nye Bestemmelse Under Departementet fuldt be
-

s. 35 Kontrollera mot PDF

Norska Begeringens Indstilling den 5 Januari [1883. 35

f0iet. En udtrykkelig Regel af saadant, Indhold er ogsaa smidig anseet

0nskelig for åt mode de Vanskeligheder, som omtales fra Roros

Herred, hvorfra det netop er fremholdt, åt den Bonde, som eier Ren,

bor have samme Ansvar för Skadetilfpielser, som Lapperne. (Jfr. ogsaa

Dok. No. 21 for 1878 Tillagg.)

ad (§ 26) ny § 27.

Departementet har intet åt erindre mod Komiteminoritetens Förslag

om, åt Slutningen af lste Punktum faar en Tilfpielse, der viser,

åt det kun er Streekninger, der tilhpre Staten, der kunne anvises Lapperne

til Bete til Gjengjmld for Omraader, der med Hjemmel af nservaerende

§ unddrages deres Betesret.

ad (§ 27) ny § 28.

Man optager ligesom Komiteminoriteten en Redaktionsforandring

i Paragrafens Slutning, der er besluttet af den svenske Rigsdag, og som

er betydningslps for Norge (kfr. det svenske Utskots Indst. S. 33—34).

ad (§ 29) ny § 30.

Denne Paragraf, der angaar den paatsenkte Lovs Varighed, og

hvad dermed staar i Förbindelse, vedtog den svenske Rigsdag overensstemmende

med den Kgl. Prp., dog med det Tillägg, åt mellem de

Lapperne i Prp. for beständig tilsikrede Rettigheder, nasvnes ogsaa den

Ret, som i § 3 er indrOmmet Lapperne i enkelte Trakter til efter gammel

Saedvane åt bete i visse Straskninger paa begge Sider naer Rigsgraendsen

hele Aaret rundt.

Storthingskomiteens Minoritet besluttede derimod åt indstille paa,

åt Loven kun skulde gives paa Prpve for en Tid af 15 Aar; efter denne

Tid skulde den igjen trasde ud af Kraft, medmindre den i ethvert, af

Rigerne fornyedes. Man tillader sig åt hidsaette Komiteminoritetens

Udtalelser om dette Punkt, saa lydende:

“Saavel efter Propositionen som efter Riksdagsbeslutningen vil

ethvert af Rigerne blive stserkere bundet, end vi Ande raadeligt. De

Forhold, denne Lov skal ordne, ere i sig selv saa vanskelige og saa

fremmede for Andre end dem, der have levet sig ind deri, åt Faren

for Misgreb her ligger meget nasr. Efter vor Mening b0r derför Loven,

saaledes som oprindelig fra svensk Side foreslaaet (Propositionen af

1882 Side 30), nu kun gives paa Pr0ve, saaledes åt den trmder ud af

s. 36 Kontrollera mot PDF

36 Norska Regeringens Indstilling den 5 Januari 1883.

Kraft efter et vist Antal Aar, medmindre den udtrykkelig fornyes ved

Love, vedtagne sserskilt for hvert Rige. Dette Antal Aar bpr sasttes

saaledes, åt der bliver tilstrakkelig Tid til åt pr0ve Lovens Gavnlighet,

og hvis den findes åt tiltrange enkelte Forandringer, åt raadslaa

om og istandbringe disse. Tidsrummet kan derför efter vor Formening

passende bestemmes til 15 Aar.

Hvis Loven ikke inden dette Tidsrum aflpses af nogen ''ny Lov

eller ved eu saadan tilaegges forlamget Variglied, saa kommer det nuvarande

mellemrigske Retsforhold i dette Stykke til åt indtrade paa

nyt. Kodicillen af 1751 vilde altsaa after trade i Kraft med den Gyldighed,

den nu besidder, hverken större eller mindre. Bestemmelsen

beröm man fplgelig affattes saaledes, åt den ikke kommer til åt indeholde

hverken nogen Frafaldelse fra norsk Side eller

svensk Side med Hensyn til Spprgsmaalet, om ikke Norge har retlig

Adb om st til åt erklaere sig lo st fra det bele Kontraktsforhold, se Storth.

Forh. for 1871, O. No. 2, Side 46 If. og Propositionen af 1882 Side

31—32.“

Det vil sees, att Tromsp Amtsformandskab i sin förän indtagne

Erklsering specielt fremhasver, åt det foretrakker Komiteminoritetens

Förslag til denne § framfor den tilsvarende Paragraf i den Kgl. Prp.

Yed Sägens Behandling paa Amtsformandskabet framköra der endog

Förslag om, åt man skulde udtale sig for, åt Lovens Variglied saettes

til 10 istedetfor til 15 Aar, men dette Förslag vedtoges ikke. Af Herredsstyrelserne

i Amtet har 16 sluttet sig til Amtsformandskabet i dette

Punkt, medens 2 (Skjaervp og Sand) foreslaa 10 Aar. Amtmanden har

sin Erklsering af 25de November sidstleden udtalt, åt dersom Loven

blot skal gives paa Prpve, bpr dette ialfald ske paa 15 Aar, da det

vistiiok ikke vil gaa hurtigt med åt faa de nye Lovregler ind i Lappernes

og Almuens Bevidsthed og med åt prpve deras Hensigtsmaessighed.

Som oven paapeget, bemaerkede Pluraliteten i sidst.e Storthings

Konstitutionskomite, åt Minoritetens Lovudkast i dets Afvigelser fra

den Kgl. Prp. formentlig var åt foretrakke for denne. Blandt Komiteminoritetens

/Endri nger trreder ister nrervmrende Paragraf frem, og

man tpr saaledes antagelig gaa ud fra, åt ogsaa Komitepluraliteten har

vseret af den Mening, åt Loven i Tilfaslde burde gives kun for et bestemt

Antal Aar.

De forskjellige Anskuelser, der ere komne til Orde under Lovsagens

tidligere Behandling i Aarenes Lob, om den hensigtsmsessigste

Alfatning af det her paagjseldende Punkt i Forslaget, ere gjengivne i

Departements tvende sidste Föredrag af 13de Juni 1879 S. 28—32 og

s. 37 Kontrollera mot PDF

37

Norska Regeringens Indstilling den 5 Januari 1883.

af 29de December 1881 S. 76—79, hvoraf ogsaa erfares, hvorledes Departementet

hidtil bär stillet sig- til dette Spprgsmaal. Som det vil

sees, antog Departementet (S. 77), åt Lovforslaget neppe vilde Ande

Tilslutning Iios os i den Form, som fra svensk Side senest har vmret

foretrukket, Hemlig som en for begge Riger gjensidig bindende Lov

oden nogen Tidsgraendse, saaledes som Propositionen af 1871 foreslog,

eg denne Mening er altsaa nu bleven bestyrket ved de senere fremkomne

Udtalelser saavel fra Storthingskomiteen som fra Distriktets Vedkommende.

Medens Departementet derför ligeoverfor det svenske Justitiedepartement

holdt paa, åt Loven burde gjpres opsigelig, antog

man paa den anden Side, åt det skulde vrnre lidet heldigt, om de nye

Lovregler, naar de i sin Tid maatte bortfalde, utter skulde remplaceres

af den i forskjellige Mandel- forseldede og ufuldstamdige Kodicil af 1751.

For åt undgaa denne Eventualitet foresloges som bekjendt § 30 i Lovudkastet

af 1879, og da denne § paa svensk Side ikke fandtes fuldt

betryggende for Lapperne, indkom i dens Sted de Bestemmelser, som

indeholdes i Slutningen af § 29 i Udkastet af 1882.

Storthingskomiteen har derimod troet, åt man, fremfor i disse

vanskelige Forhold åt fastslaa nogensomhelst Bestemmelse, som Erfaringen

endnu ikke har prpvet, b0r foretrmkke den Mulighed, åt Kodicillen

igjen bliver kaldt tillive.

Departementet Under fremdeles, åt det vil vane lidet önskelig!, i

Fremtiden igjen åt skulle kunne blive henvist til den tidtnaevnte Kodicil

som Retsgrundlag i disse Forhold. Paa den anden Side tror man,

efter hvad der förän er meddelt, åt maatte antage, åt Forslaget om eu

Ordning ved Fadleslov, hvis det skal ha,ve Udsigt til åt vedtages her

i Riget, maa gives den nu foreslaaede Form af Bestemmelser, der indtil

videre fastsasttes paa Prpve for et bestemt Antal Aar, efter hvis Udlob

i Tilfselde det nuvaerende mellemrigske Forhold utter indtrmder. Som

af Komiteminoriteten paapeget, optager man forsaavidt det i Kommissionsindst,

illingen åt 1866 fra de svenske Kommissarier antydede Forslag.

(Se Indstilling S. 28.) Idet Departementet ligeledes slutter sig

til den y alg te Termin af femten Aar, anbefaler man § 30 affattet som

af Komiteminoriteten foreslaaet.

I Henhold til det Anforte tillader Departementet sig åt afgive

vedlagte Uclkast, til Lov angaaende Lapperne i de forenede Kongeriger

Norge og Sverige. De /Endringer i den sidste Kongelige Proposition,

för hvilke Departementet i det Foranstaaende har udtalt sig, ere lier

indtagne.

s. 38 Kontrollera mot PDF

38 Norska Regeringens Indstilling den 5 Januari 1883.

I Henhold til Foranf0rte, der af Statsraadets 0vrige Medlemmer

i det Vsesentlige tiltraedes,

indstilles underdånigt:

Åt Gjenpart af nservaerende underdanigste Föredrag med

Bilage og af vedlagte Lovudkast angaaende Lapperne i de

forenede Rigel- naadigst befales tilstillet det Kongelige svenske

Justitiedepartement.

U d k a S t

til Lov angaaende Lapperne i de forenede Kongeriger

Norge og Sverige,

§ i
Lap,

som paa den her nedanför tilladte Maade vil flytte med sins

Ren from og tilbage mellem Norge og Sverige, skal vasre enten norsk

eller svensk Undersaat.

§ 2-

0nsker norsk Lap åt blive svensk eller svensk Lap åt blive norsk

Undersaat, skal, naar i0vrigt derför ingen lovlig Hindring er, Udflytningsattest

paa Förlängande meddeles ham, i Norge af vedkommende

Foged og Sognepraest, i Sverige af vedkommende Lensmand og Kyrkoherde.

Dog er han ikke fri for Skatter eller andre offentliga Forpligtelser

i det Rige, hvis Undersaat han hidtil har vasret, forinden han,

overensstemmende med de i det andet Rige derom gjaeldende Forskrifter,

er bleven dettes Undersaat og har forevist Attest herom hos fornaevnte

Embedsmasnd, samt har ophprt i det Rige, hvorfra han er udflyttet,

åt benytte Bete udenfor, hvad der i § 3 er tilladt.

s. 39 Kontrollera mot PDF

39

Norska Regeringens Indstilling den 5 Januari 1S83.

§ 3.

Lapperne have Frihed til Härlig åt flytte med sine Ren fra det

ene Rige ind i det andet og åt opholde sig paa de Steder, hvor hvert

Riges Lapper efter gammel Seedvane hidindtil have spgt hen, samt åt

betjene sig af Land og Vand saavel til deres egen og deres Rens Underholdning

med Iagttagelse af denne Lovs Forskrifter, som til Jagt

og Fiskeri lige med Rigets egne Undersaatter. Medmindre vedkommende

Jordeieres eller Brugeres Samtykke dertil erhverves, eller usaedvanlige

Veirforhold ere til Hinder for Flytningen, maa svenske Lapper

med sine Ren ikke opholde sig i Norge til andre Tider af Aaret

end i Mai, Juni, Juli, August og September Maaneder, eller norske

Lapper under de mevnte Maaneder med sine Ren opholde sig i Sverige;

dog have Lapperne i de Trakter, hvor de efter gammel Saedvane

have pleiet til hvilkensomhelst Aarstid åt spge Bete for sine Ren paa

Fjeldene paa begge Sider mer Rigsgraendsen, fremdeles hertil Rot i

samme Udsträckning som hidtil, og bliver mermere Bestemmelse om de

Graendser, inden hvilke en saadan Betesret kan udpves, i fornpdent

Fald åt afgive af vedkommende Amtmand eller Landsh0vding. Overtraedelse

af det i denne § givne Förbud straffes med Boder, förste

Gång indtil 40 Kröner og i Gjentagelsestilfadde indtil det Dobbelte.

Forsaavidt der ved särskilt Lov i noget af Rigerne er eller fremtidig

blifver tillagt dets egne Lapper större Rot til Renbete eller Skovfang,

end i naervserende Lov bestemt, skal saadan Ret ogsaa tilkomme

det andet Riges Lapper.

§ 4.

Under sit Ophold paa de i § 3 naevnte Steder have Lapperne Ret

til i Skov åt betjene sig til egen Fornodenhed af Torf og Vindfald,

Ener og Vidiebuske, samt tillige af voxende Lovtrmer. f Statens Skove

erlsegges herfor ingen Betaling og heller ikke i private Skove for Torf

og Vindfald, Ener og Vidiebuske. Derimod ere Lapperne forpligtede

til for de voxende Lovtrmer, som de benytte i private Skove, åt erlsegge

en billig Betalning, som, hvis vedkommende Lap og Skovens

Eier ikke blive enige, bestemmes ved Skjon afgivet af Lensmanden

eller hvem Anden, Amf manden dertil bemyndiger, samt af to Maend,

eu opnaevnt af liver af Parterne. Undlader nogen af Parterne åt udse

Skjonsmand, opnmvner Administratör denne blandt. Lagrettesmasndene.

Varsel til Skjonnet gives som for Forligelseskommissionen bestemt.

For Skjonsforretningen tilkommer dens Bestyrer den for Lensmsend

s. 40 Kontrollera mot PDF

40

Norska Regeringens lndstilling den 5 Januari 1883.

bestemte Skyds- och Diaitgodtgjorelse. Den af Administratör opnaevnte

Lagrettesmand tilkommer 1 Kr. 60 0re för hver Forretningsdag.

Skjonsretten bestemmer, om og isaafald hvorledes Udgifterne ved Skjpnnet

skulle fordeles paa Parterne, eller om de kun skulle falde den ene

og isaafald hvilken af parterne tillåst. Skjpnnet er ikke Gjenstand

for Overskjpn eller särskilt Paaanke, og kan det ved samme fastsatte

B el ob og Forretningens Omkostninger strax inddrives ved Udpantning.

Til Gjmrder og Gammer eller Huse maa Lapperne ikke tage

voxende Lovtrmer, fprend disse ere blevne dem udviste i Statens Skove

af vedkommende Forstbetjent og i private Skove enten af Eieren eller,

hvis Lappen ikke bliver enig med denne, af den offentlige Betjent,

som Amtmanden eller Landshövdingen for saadant Tilfaelde har dertil

bemyndiget.

Lap, som 0ver Högst eller bemaegtiger sig Trävirke af andel

Slags end ovenfor naevnt eller af större Mfengde end til eget Brug

fornpdent, eller som til Gjserder, Gammer eller Huse tager voxende

Lpvtrse liden Udvisning, eller som undlader inden sin Tilbageflytning

Hest eller Vaar åt anmelde for vedkommende Eier, hvad han har taget

af voxende Lpvtreeer i privat Skov, ansees med Boder

Kr., saafremt ikke Förseelsen efter den almindelige Lovgivning medforer

större Ansvar. Voxende Lovtrteer, som hugges i Statens Skove

for af Lapperne åt benyttes til Gjandel'', skulle af dem afbarkes. Lap,

som forsOmmer dette, straffes med Bödel- indtil 40 Kr. Trävirke, som

af Lapper lovligen er benyttet paa deres Sommeropholdssteder till Gjserder,

Gammer, Teltstsenger eller andre lignende vånge Indretninger,

maa ikke af Grundens Eier bortfpres eller gjores otjenligt for vedkommende

Lapper oden disses Samtykke. Grundeier, som handier herimod,

anses med Boder indtil 40 Kröner, saafremt ikke Förseelsen efter

den almindelige Lovgivning medforer större Ansvar.

§ 5.

Den Jord, som med lovlig Hjemmel er bleven Gjenstand for Rymning,

Dyrkning eller Indhegning, unddrages derved fra Lappernes

Brugsret, saaledes som nedenfor i § 9 n term ere bestemt. Dog maa

disse ikke derved berpves saadanne gamle Renveie, som fremdeles ere

for dem fornodne. Ere saadanne Vele allerede paa ommeldte Maade

blevne stamgte, skulle de ved offentlig Föranstaltning igjen aabnes for

Lapperne.

s. 41 Kontrollera mot PDF

Norska Begeringens Indstilling den 5 Januari 1888. 41

§ 6-

De Straekninger, i hvilke Lapperne spge Bete for sine Ren, kunne

inddeles i Distrikter, inden hvilke de Lapper, som der opholde sig med

sine Ren, skulle i de Tilfadde og paa den Maade, som omhandles i

nservasrende Lovs § 9, tredje og fjerde Led, vaere underkastede Ansvar

for Skade, som af Rensdyrene tilfpies den jordbrugende Befolknings

Eiendom.

I hvilke Trakter Distriktsinddeling skal Ande Sted samt Distrikternes

Graendser begtemmes af Kongen.

För åt en Strykning, hvor Lapperne have Ret til åt S0ge Bete

for sine Ren, skal kunne medtages under Distriktsinddeling, b0r der

findes eller aabnes Renveie inden samme af saadan Beskaffenhed, åt

Lapperne ved åt betjene sig af dem kunne med tilbprlig Bevogtning

afholde Renerne fra dyrket Mark. Distrikterne bpr, under fornpdent

Hensyn til Dyrenes Natur samt til Landskabets Udstråkning, Beskaffenhed

og Bebyggelsesforhold, begrasndses saaledes, åt de Ren, som

s0ge Bete inden hvert Distrikt, kunne antages i Mangel af Bevogtning

åt ville i Lpbet af Betningstiden streife omkring i det bele Distrikt,

men liden åt gaa over til noget andet Distrikt.

§ 7.

Lap, som vil med Ren flytte til Trakt, hvor Distriktsinddeling

Under Sted, er forpligtet til for Hjemstedets Lensmand åt opgive sit

eget og medf0lgende Husfolks Navne, det Distrikt, inden hvilket han

agter åt tage Ophold, saavelsom Antallet af de Ren, han vil fpre med

sig, og hvem der eier disse. Flytter Lap uden åt have meddelt denne

Opgave, eller opgiver han sine Ren saameget som en femtedel under

det virkelige Antal, b0der han indtil 40 Kröner. I hvert Rige skulle

de Lapper, som have anmeldt, åt de ville tage Ophold inden et og

samme Distrikt, ved en Forretning, som bestyres af vedkommende

Lensmand, vaslge af sin egen Midte en Formand og en Nsestformand.

Naar disse ere valgte, meddeles dem Beskikkelse, hvor i sin Egenskap

af Amtmanden eller Landshpvdingen, hvorhos Formanden af

Lensmanden erliolder Fortegnelse over alle de Lapper, der komme til

åt staa under hans Opsyn, hvilken Fortegnelse tillige skal indeholde

de af disse overensstemmende med foranstaaende Bestemmelse til Lensmanden

afgivne Opgaver. Af denne Fortegnelse indsender desuden

Lensmanden 2 Exemplarer til Amtmanden eller Land slip vdi ngen, som

Bill. till Riksä. Prof. 1888. 1 Sand. 1 Afd. 6

s. 42 Kontrollera mot PDF

42 Norska Regeringens Indstilling den 5 Januari 1883.

oversender det ene Exemplar til Amtmanden eller Landshövdingen i

det Ämt eller Lehn, Distriktet tilhörer, tilligemed Opgaver over de

valgte Formasnd og Néestformmnd. Skulde sidstnaavnte Landshövding

eller Amtmand Ande, åt et större Antal Ren, end Rummet med Rimelighed

tillader, er opgivet for noget enkelt Distrikt eller andet Omraade,

har han åt henvise det overskydende Antal til mermeste Distrikt

eller Omraade, hvor Rum findes, og derom åt underrette Amtmanden

eller Landshövdingen i det Amt eller Lehn, fra hvilket Flytningen skal

ske, saa betimeligt, åt Lapperne kunne faa Kundskap om den trufne

Bestemmelse, inden Flytningen foretages. Lap, sonj saaledes er henvist

til et vist Distrikt eller Omraade, men flytter andetsteds hen og

ikke inden en af Amtmanden eller Landshövdingen fastsat Frist flytter

de under hans Tilsyn väsende Ren til det anviste Omraade, ansees med

Böder, förste Gång indtil 40 Kröner og i Gjentagelsestilfaelde indtil det

dobbelte. Ved Rummets Fordeling iagttages, saavidt Hjordenes Störrelse

det tillader, åt hver Reneier henvises til det Distrikt eller andel

Omraade, hvor han selv eller, om han har levet i Fyllig med Förtid re

eller Svigerformldre, disse Aaret forud havde Bete for sine Dyr. Maa

Nogen, paa Grund af Rummets Utilstraekkelighed, dog vises andetsteds

hen, har den Reneier Fortrinsret til åt forblive paa Stedet, som längst

der har havt Bete for sine Dyr.

Tiden og Formen for Afgivelsen af de i denne § foreskrevne Opgaver,

ligesom ogsaa for Valg af Formmnd, bestemmes af Amtmanden

eller Landshövdingen, hvilken ogsaa forovrigt, hvor disse Bestemmelser

maatte vise sig utilstrsekkelige til 0iemedets Opnaaelse, trmfler de

dertil yderligere Forföininger.

Hvad i denne § er bestemt, skal ogsaa gjeelde om Lap, som vil

med Ren flytte til Trakt, der ikke er inddelt i Distrikt, men med Hensyn

til hvilken Kongen särskilt bestemmer, åt Anmeldelsespligt skal

Ande Sted, og skal i dette Tilfaelde af Lappen for Hjemstedets Lensmand

opgives istedetfor Distrikt det Sogn eller lignende Omraade, inden

hvilket han agter åt tage Opliold.

§ 8.

Det paaligger enhver Formand og Naistformand:

a) åt indAnde sig i sit Distrikt senest til samme Tid som de

didhen först ankommende Lapper og åt forblive der indtil de til hans

Distrikt hörende indflyttede Lapper i de! Bele have begivet sig derfra;

b) inden 8 Dage efter Ankomsten til Distriktet for vedkommende

Lensmand åt forevise sin Beskikkelse tilligemed Fortegnelsen over de

Lapper, som have anmeldt åt ville tage Opliold inden Distriktet, samt

s. 43 Kontrollera mot PDF

43

Norska Regeringens Indstilling den 5 Januari 1883.

tillige åt opgive det Sted, hvor saavel Formanden som Nsestformanden

sedvanlig vil vane åt trasffe;

c) saa snart ske kan åt erkyndige sig öm de til Distriktet hörende

Lappers Opholdssteder saavelsom om dem, der flytte gjennem Distriktet,

og i Tilfelde af åt Lapper, som ikke ere optagne paa Fortegnelsen,

opholde sig fler, eller åt nogen har opgivet Antallet af sine Ren

urigtigt, da derom underrette Lensmanden.

Det, skal videre vane Formandens eller i hans Forfald Nasstformandens

Pligt:

d) åt tilse, åt Lapperne med Omhu vogte sine Renhjorde, og i

det Hele taget åt befordre god Orden samt i Tilfaslde af Tvistigheder

med den jordbrugende Befolkning söge åt bilaagge disse;

e) efter behörig Indkaldelse åt indtinde sig ved Besigtelser samt

Syn og Skjön, der afholdes i Anledning af Skade, som Nogen opgiver

åt vane bleven ham tilfpiet af Ren inden Distriktet, og naar derunder

eller ved forefaldende Rettergang Spprgsmaal opstaar om Skyldighed

for de under Formandens Tilsyn staaende Lapper til Fad les an svar for

opstaaet Skade, da åt handle paa deres Vegne, hvorved han, om dertil

findes Grund, har Rot til paa nmvnte Lappers Vegne åt indgaa Förlig

om Erstatning for Skade og derved foranledigede Skjöns- og Sagsomkostninger;
f)

åt söge opdaget-, ved hvis Ren opgiven Skade er bleven foraarsaget

inden Distriktet, og, naar han tilkaldes til Besigtelse, Syn

eller Skjon o ver Skaden, til Forretningen åt indkalde den eller de

Skyldige, om disse ere ham bekjendte.

Formaendene vadges hver Gång for et, Aar. De kunne undslaa

sig for Gjenvalg til Formand eller Naestformand i ligesaa lång Tid som

den, hvori de senest have indehavt Ombudet. Nasstformmndene vmlges

ligeledes for et Aar ad Gången, men kuune det fölgende Aar gjenvselges

til Formmnd eller til Ngestformaend. Efter åt have indehavt Ombudet

2 Aar ere de fri et Aar.

§ 9.

1. Det paaligger Lapperne ei alene nöie åt tage sig i Agt for

selv åt tilföie Landets Indvaanere nogen Skade paa deres Eiendom,

men ogsaa med Omhu åt vogte sine Ren, saa åt Skade ikke af dem

foröves.

2. Skade, som af Ren forvoldes paa Ager, Eng, Skov eller

Multebasrland, skal erstattes af den eller dem, ved livis Ren Skaden

er foraarsaget. Det samme gjadder om Skade paa Udengslaatter, som

s. 44 Kontrollera mot PDF

44

Norska Regeringens Indstilling den 5 Januari 1883.

ere forsynede med saadant Hegn, som af Kongen bestemmes, eller,

liden åt vane inhegnede, Aar om andet liave vmret brugte og bruges

til Slaat samt ved gjenstaaende Hesjer, Grofter, Rydning eller paa anden

Maade tydelig fremtrmde som Slaatteland. Gjpres saadan Skade

med Försatt eller förmedelst grov Uagtsomhed i Dyrenes Bevogtning,

skal den Skyldige desuden för liver Gång bode indtil 40 Kröner, hvilke

Bpder dog bortfalde, naar Förlig indgaaes om Skadeserstatningen. Lap,

af hvis Renvogter saadan Förseelse som nysnaevnt er begaaet, skal ansvara

for Udredelsen af de Foder, som maatte idpmmes Renvogteren.

3. Sker Skade paa Eiendom af ovennmvnte Beskaffenhed luden

saadant Distrikt, som i § 6 omhandles, og kan det ikke opdages, ved

hvis Ren Skaden er foraarsaget, paahviler Erstatningspligten de Lapper,

som have sit Tilhold i Distriktet, og skal Erstatningsbelpbet tilligemed

Skjpns- og Sagsomkostninger fordeles paa dem i Forhold til det

Antal Ren, hvormed enhver af dem tiller er Distriktet. Dersom paa

den Tid, da Skade skede, Ren, tilhprende andre Lapper end dem, som

have anmeldt åt ville ta ge Ophold i Distriktet, vare paa Flytning gjennem

samme eller forovrigt opholdt sig der, skulle ogsaa disse fremmede

Lapper i et til Antal let af disse deres Ren svarende Forhold deltage

i Erstatningen. Kan Lap, forinden i Sägen Förlig er indgaaet.

eller Dom falden, godtgjpre, åt Skaden ikke er forovet ved hans Ren,

er han fri for åt deltage i Erstatningen. Inden Strsekninger, hvor

Distriktsinddeling ei er ivmrksat, finder den her fastsatte Fmllesans varlig}!

ed ikke Sted.

4. Sker Skade paa Udmark, som ikke ovenfor er omhandlet, saa

åt Jordens Eier eller Bruger derved kommer til åt savne förnöden}

Bete for sit Bofis, erstattes Skaden ligeledes efter samme Förskrifter,

som her ovenfor ere givne. Dog skal det, hvad särskilt- angaar Tro rasp

Amt, ikke medfpre Erstatningsansvar, om Ren komme ind og bete paa

saadan Udmark i Tiden för hvert Aars 24de Juni, naar denne Frihed

kun ikke af Lapperne benyttes saaledes, åt Enkeltmand derved i vsesentlig

Grad bebyrdes. Ei heller skal i Tromsp Amt Skade paa saadan

Udmark erstattes, naar Udmarken er beliggende i en Afstånd af

6 Kilometer eller derover fra Jordeierens eller Brugerens fäste Bopasl.

Denne Afstånd kan af Kongen for enkelt Distrikt bestemmes forlmnget

indtil 8 Kilometer.

§ 10.

Er under Lappernes Ophold i Norge Skade ved deres Ren tilfpiet

nogen dersteds Boende, saaledes som i § 9 omhandlet, og vil den

Skadelidte gjpre sin Ret til Erstatning gjstående, skal lian, saafremt

s. 45 Kontrollera mot PDF

45

Norska Regeringens IndstiUing den 5 Januari 1883.

saadan Forretning som i naeste § foreskrovot ikke kan blive afholdt

senest 3 Gånge 24 Timer, efteråt Skaden er opdaget, snarest rnnligt

Idka!de 2 uvillige og kyndige Hämd, der samtidig bor mode paa Aastedet

samt efter foretagen Besigtelse åt Skaden og UndersOgelse al

sammes öprindelse derom afgive Erkkering efter bedste Skjpn, saaledes

som de med sin Ed ville fors vare. Til denne Forretning skal den

Skyldige, om lian er kjendt, men i modsat Fald, naar Skaden er skeet

inden Formandsdistrikt, vedkommende Formand eller Nsestformand for

de Lapper, som der liave sit Tilhold, tilkaldes. Er der ikke Adgang

til åt forkynde saadan Kaldelse for Vedkommende inden 48 Timer,

efteråt Skaden er opdaget, tilkaldes i Stedet eu af de i Nssrheden

vasrende Tapper, eller, naar Skaden er skeet inden Distrikt, livor bände

norske og svenske Tapper opholde sig, en af hvert Folk. Lader heller

ikke. dette sig gjore inden nys anforte Frist, eller udebliver nogen af

de tilkaldte Maend, skal Forretningen dog derved ikke opholdes.

§ u.

Dersom Erstatningsspprgsmaalet ikke ved saadan Forretning som

mevrit i § 10 bliver afgjort i Mindelighed, paaligger det den Skadelidte,

om han vil forfolge sin Erstatningspaastand, snarest muligt hos Distriktets

Lensmand eller nogen Anden, som af Amtmanden maatte vsere

bemyndiget til åt afholde deslige Forretninger, åt begjmre Besigtelsesforretning

paa Aastedet til Aurdering af Skaden. Til denne Forretning,

hvortil Administratör opnaivner 2 Lagrettesmeend blandt de i Lov . af

28de August 1854 .§ 18 foreskrevne Udvalg, eller, hvis saadanne Msend

ikke liden Tidsspilde kunne faaes tilstede — af det almindelige Lagrettesmandtal

skal den Skyldige, om han kjmndes, eller livor der er

Sporgsmaal om saadan Fmllesansvarlighed, som i § 9 3die Led oiuhandles,

vedkommende Formand eller Nmstformand indvarsles ved

Kaldelse, som b0r forkyndes senest Dagen för Forretningen, om den,

som skal indvarsles, opholder sig inden eu Omkreds af 20 Kilometer

fra Forretningsstedet. Opholder han sig i hengere Afstånd fra samme,

forlamges Varseistiden med 24 Timer for hver 20 Kilometer. Skulde

det Tilfselde indtrmffe, åt det ikke er muligt åt faa indkalt eller varslet

den. Skyldige eller vedkommende Formand eller Nsestformand f. Ex.

fordi de allerede liave forladt Distriktet liden i betimelig Tid åt opgive

för Administratör nogen inden Distriktet bosat Mand, som paa deres

Vegne kan indkaldes, bpr Forretningen dog afholdes, idet Administratör

bil Protokollen afgiver. Förklaring om Grunden til, åt Vedkommende

ikke er varslet. I deslige Tilfselde bor saavel Administratör som Skjonsmeendene

stadig have sin Opmaerksomhed henvendt paa, åt de Fra
-

s. 46 Kontrollera mot PDF

46

Norska Regeringens Indstilling den 5 Januari 1883.

vaerende ikke forurettes. Ved Besigtelsesforretningen skal den Skadelidte

fremstille de Mrend, som i Tilfelde liave afholdt den förste Besigtelse,

eller, hvis dertil ikke er Anledning, fremhegge deres skriftlige

Bevidnelse om dennes Udfald. T forn0dent Fald bor han derhos forevise

det Hjemmelsdokument, hvorpaa hans Eiendoms- eller Brugsret

til den Mark, paa hvilken Skaden er skeet, grunder sig. De^Ma3nd, som

afholder Forretningen, skulle — saavidt muligt — soge åt tilveiebringe

eg i Protokollen indtage noiagtig Förklaring angaaende Skadens Oprindelse

og Omfång, Stedets Beliggenhed og Beskaffenhed, om Märken

er indhegnet eller uindheguet m. m. saavelsom ogsaa, om den eller de

Personer, der eie de Ren, som have bevirket Skaden, disses Antal og

Storrelseu af de Hjorder, de til bore.

Enhver, som er tilstede der, hvor Forretningen holdes, er pligtig

til paa Administratörs Opfordring åt algive Förklaring om Alt, som kan

vane barn bekjendt og tjene til Oplysning i Sägen, og staar lian för

Indholdet af sin Förklaring til Ansvar, som om den var afgivet för

Retten. .

Skjonsmaenderie skulle ved Taxten tage noic Hensyn saavel fri

Jordens BeskafFenhed og Frugtbarhed, dens större eller mindre Redning,

eller Rynkning, Avlingens Godhed, og hvorvidt Bola; ogsaa har

bidraget til Skaden, som ogsaa, hvor Skade er anrettet paa Udmark,

til de Omstaendigheder, hvorpaa etter § 9, 4de Led, Erstatningspligten

i detfe Tilfelde beror, samt til enhver anden Omsfendighed, som har

Indfly delse paa Skadeserstatningens StOrrelse. ForOvrigt bor Mai Klen c

afgive til Protokollen Erklåring under Eds Tilbud, hvis de ikke forhen

have aflagt Lagrettesed, eller i Kraft åt tidligere Ed, om åt Taxten er

afgivet efter Overbevisning og bed,ste Skjpn. Administratör bor, torinden

Forretningen begynder, foreholde Skjonsmmndene de Pligter, som

paa Grund af foranstaaende Bestemmelser paahvile dem, og derom

gjpre Tilforsel i Protokollen. _ .

Administratör, som ved Taxten ikke har Stemme undtagen i Tilfelde

af Uenighed mellem Skjonsmamdene, i hvilket Fald han gjor

Udslaget, skal dog i ethvert Tilfelde til Slutning tilfore Protokollen

sin Erkfering om, hvorvidt han anser den satte Taxt rimelig og billig,

og hvorvidt han forpvrigt i nogen Henseende har Noget, åt bemaerke,

som kan have Indflydelso paa Sägen. _ .

Liden Forretningen slutter, skal Administratör sOge åt tilveiebringe

Förlig mellem Parterne. Indgaaes förlig, har dette samme

ATrkning, som om det var indgaaet ved Forligelseskommissionen.

Det Skjpn, som omhandles i denne §, kan i Tilfelde af Rettergang

forandres af Dommer og Lagrette, om samme dertil finder Grund.

s. 47 Kontrollera mot PDF

Norska neger ing em IndstUling den 5 Januari 1883.

47

§ 12-

I Anledning af de i § 11 omhandlede Underskipnsforretninger

tilkommer Forretningens Bestyrer for Tilsigelse af hver af Lagrettesmsendene

80 0re, för Forretningens Afholdelse 4 Kröner daglig ogfor

dens Besknvelse 70 0re för Arket samt derhos den for Lensmamd bestemte

Skyds- og Dnetgodtgjprelse. For Opnmvnelse af Msend og for

Lekraeftnmg betales Intet. Lagrettesmamdene tilkommer 1 Kr. 60 0re

tor hver Dag, Forretningen varer.

§ 13.

Sägen heller ikke under den i § 11 omhandlede Forretning

bleven afgjort ved Förlig, har Administratör, dersom den Skadelidte

förlänger det, åt mdsende Tidskrift af Forretningen med derunder fremlagte

Dokumenter til vedkommende Amtmand, ledsaget af sin Erkla>

nng angaaende de Mmnds Trovserdighed, der i Tilfaslde have afholdt

den forelpbige Besigtelse, hvorefter Amtmanden strax eller efter foretagen

yderhgere Unders0gelse, om saadan findes npdvendig, afgmr om

der er skjellig Grund til Sagsanlasg. I bekräftande Fald foranstalter

lön 1+0 A t rlrt 4IX___’ _ Tl 1 • i • • i

i1''111 ^l t.a e 1 f°r ofientlige Politisager gjseldende Former — hvorved

dog Nodvendigheden af Forelmg bortfalder — mod den eller dem, som

enten ved de fremkomne Oplysninger maa ansees overf0rte åt vmre

de Skyldige eller ifplge § 9 ere de for Tilfaeldet Erstatningspligtige

Sägen af dette Slags bliver efter Omstmndighederne åt behandla enten

ved Extrakt eller ved Thingene. Det skal staa Tiltalte frit åt både

m0de ved Sagf0rer.

,^r1 Skatte af heromhandlede Beskaffenhed vel skeet, men af ringe

Betydenhed,. kan Amtmanden bestemme, åt Tiltale ikke anordnes af det

Uilentlige, i hvilket Fald den til Amtmanden indsendte Udskrift med

ulage tilstilles den Skadelidte med Tilkjendegivende, åt det överlädes

in nam selv ved privat S0gsmaal åt indtale sin Rot.

iv , Ä ikke Paata^er det Offentlige Sägen i de Landsdele, hvor

Uistriktsinddelmg ikke er indfprt.

Private Spgsmaal til Indtale af Erstatning for Skade af Ren ud0res

overensstemmende med denne Lovs Forskrifter, forsaavidt de derpaa

ere anyendelige, og kan navnlig Indtale af Erstatning ikke Ande

Sted, med mindre de i §§ 10 og 11 indeholdte Forskrifter ere iagttagne

AGdvendigheden af Paaklage til Forligelseskommissionen bortfalder!

§ 14‘

De i §§ 4, 10, 11, 12 og ISDned Hensyn til Behandlingen af de

s. 48 Kontrollera mot PDF

48 Norska Regeringens Indstilling den 5 Januari 1883.

deri omhandlede ErstatningsspOrgsmaal givne Forskrifter komme ikke

til Anvendelse paa deslige SpOrgsmaal, naar de opstaa i Sverige, i hvilket

Fald de deriraod behandles efter der gjseldende Lov.

§ IL

Spgsmaal mod Lapper i Anledning af saadant Faellesansvar, som

i 8 9 er omhandlet, skal rettes mod den, der havde åt forrette som

Formand i Distriktet paa den Tid, da Skaden skede. Formanden stevnes

til paa vedkommende Lappers V egne åt svare i Sägen.

Dersom Formanden tror sig istand til åt kunne paavise, ved Ims

Ren Skade er foraarsaget, eller åt ogsaa andre end de under hans Tilsvn

staaende Lapper bor svare for Skaden, skal han lade Stavningen

forkynde for den eller de Skyldige, eller i sidste Fald, lor dem, mod

hvem Paastand om Delagtighed i Erstatningspligten fremsrettes, för åt

de sclv kunne svare i Sägen.

Hvis der i de i denne § omhandlede liHailde ikke er Adgang tu

åt stevne Formanden, skal Stevningen forkyndes för de. Lapper, mod

hvem Ansvar sOges gjort gjmldende, eg gjselder da for disses V edkommende

hvad ovenfor i denne § om Formanden er bestemt.

{ ethvert Fald maa den eller de Skyldige selv indstevnes, forsaavidt

der mod Nogen agtes nedlagt Paastand om Idpmelse af Beder.

Bliver Erstatning efter § 9 No. 3 eller 4 åt paalsegge nere Personer,

skal det for hver Enkelts Vedkommende i Dommen fastssettes,

hvor meget han har åt udrede.

§ 16-

Have Papper foa begge Rigör havt Tilhold i noget Distrikt paa

den Tid, da der er skeet Skade, hvoraf Faellesansvar lfolge § 9 Wo. o

eller 4 kan opstaa, skal Indkaldelse efter §§ 10 og 11 samt Stekning

efter § 15 rettes saavel til den svenske som til den norske 4 ormand.

§ 17-

Lap som i Henhold til § 9 No. 3 eller 4 er bleven idpmt Ansvar

för indtruffen Skade eller, efter åt Värdering af Skaden overensstemmende

med 8 11 har fundet Sted, har indgaaet Förlig om Erlseggelse

af en ikke större Erstatningssum, end der ved saadan Vurdenng er

bestemt, med paalobende Omkostninger, har, naar han senere opdager,

åt Skaden er forvoldt af Ren tilhorende nogen anden, eller åt andie

Papper paa den Tid, da Skaden skede, havde Ren Liden Distriktet og

s. 49 Kontrollera mot PDF

Norska Regeringens Indslilling den 5 Januari 1883. 49

saaledes bpr deltage i Skadeserstatningen, Ret til åt reise Spgsmaal

om Tilbagebetaling af hvad han har udlagt eller den Del deraf, som

falder paa de ovrige Lapper. Saadant Spgsmaal maa dog senest anhmngiggjpres

inden 2 Aar, efter åt Skaden er skeet.

§ 18-

Lovligt Varsel til Lapper, naar de i deres Hjemland stevnes til

en Domstol i det andet Rige, er 3 Maaneder. Den, livis Opholdssted

lfplge Bevidnelse fra vedkommende Lensmand ikke kjendes, gives 3

Maaneders Varsel gjennem Stevningens Lassning ved, eller i Sverige,

i Kirken i det Sogn, hvor han senest hprte hjemme.

§ 19-

1. Dersom Nogen ulovligen faelder eller misliandler Lappernes

Ren, skal han förliden fuld Erstatnmg'' for Skaden — erlsegge Bpder

af indtil 40 Kröner, saafremt ikke Förseelsen efter den almmdelige

Lovgivning medfprer stprre Ansvar. Samme Bestämmelse gjmlder om

Nogen med Försåt eller af grov Uagtsomhed forvolder, åt RenVed

Skrasmmeskud, Hunde eller paa nogen anden utilb0rlig Maade ufrodes

paa sine retmaessige Opholdssteder, eller s0ger åt fordrive dem derfra.

2. Ufredes Ren paa tilladt Opholdssted åt Hund, bliver Skade,

som derved tilfpies Renen, om den end ikke er foraarsaget ved Nogens

Försatt eller Uagtsomhed, fuldtud åt erstatte af Hundens Eier.

3- 1 de Egne, hvor Distriktsinddeling finder Sted, skulle i den

Lid af Aaret, Lapper fra det andet Rige if0lge § 3 have Ret til åt

opholde sig der med Ren, de Fastboendes Humle enten holdes bundne

eller veere forsynede med Klubb; dog saaledes, åt vedkommende Amtmand

eller Landshpvding for visse Trakter eller Tilfadde kan tilstede

Undtagelse fra nasvnte Förskrift, naar det findes åt kunne ske, uden

åt det ved samme tilsigtede 0iemed forfeiles. De nmrmere Forskrifter

om Klubbens Stprrelse og om Klubningen forpvrigt gives af Amtmanden

eller Landshpvdingen, som ligeledes kan bestemme, åt de Fastboendes

Hunde i naevnte Tid skulle holdes bundne eller klubbede i Trakt

hvor Distriktsinddeling ikke er indfprt. Hund, som har en Vane åt

jage Ren ogsaa paa dennes tilladte Opholdssted eller åt drmbe den,

b0r af Hundeeieren efter Paal^g af Politiet drasbes, og paaligger det

Rolitiet, hvis saadant af Eieren forspmmes, strax åt lade Hunden draebe

Undlader Hundens Eier att efterkomme de nmvnte Paabud og ReHer

straffes han med indtil 40 Kroners Bpder.

JBih. till Riksd. Prot. 1883. 1 Sami. 1 Afd.

7

s. 50 Kontrollera mot PDF

50

Norska Regeringens Indstilling den 5 Januari 1883.

4. Naar nogen Lap för vedkommende Lensmand ellei den, som

af Amtmanden bemyndiges til åt behandle deslige Sager, fprer Klage

over sa ad an Förnärmelse som ovenfor i lste o g 2det Led omhandlet,

skal Vedkommende efter forelobig Undersogelse snarest muligt, - saafremt

han ikke formaar mellem Parterne åt tilveiebringe Förlig, i Tilfselde

af livis Opnaaelse Straffeansvar bortfalder, gj0re Indbei öfning

om Sägen til Amtmanden eller Landshövdingen, som, hvis der fin des

Fpie til åt drage Nogen til Ansvar, skal foranstalte Sägen paatalt åt

det Offentlige, i Norge efter de i § 13 indeholdte Forskrifter, men i

modsat Fald sende Indberetningen til den Skadelidte med Tilkjendegivende,

åt det överlädes til denne selv åt anhaengiggjore Sägen för

Retten, i hvilket Fald den dog ikke behover först åt paaklages ved

F orligelseskommissionen.

§20.

De i §§ 3, 4 og 7 samt 19, 3die Led, omkandlede Overtrsedelser

paatales i Norge efter Amtmandens Föranstaltning ved Politiret. I

Sverige skulle Overtrmdelser af disse §§ ogsaa vsere underkastede offentlig

Tiltale.

§ 21.

I Sverige skal Forkyndelse af Norske Domme, afsagte i Henhold

til naervaerende Lov og, forsaavidt Sägen er paatalt af det Offentlige,

Indhentelse af Domfeeldtes Erkltering angaaende sammes Appel ske ved

Kronebetjenten med Vidne eller ved 2 Stevningsmsend eller Nffivndemsend.

Förlänger den Domfjeldte Appel, paaligger det dem åt tilkjendegive

barn “åt Indankningen, forsaavidt han efter Sägens Beskaffenhed

har Ret til åt forlange den, vil finde Stod, liden åt han om samme

kan vente åt erholde yderligere Underretning“. Herom bpr Mmndene

i Förbindelse med Forkyndelsen give Dommen den fompdne Paategning,

hvorefter den senere af 0vrigheden foretagne Appellationspaategning

ikke bliver åt forkynde den Domfmldte. I Sager, der lfplge

§ 15 ere rettede mod vedkommende Formand, skal Dommen forkyndes

för Formanden, der har åt afgive Erklmring angaaende dens Appel.

§ 22.

Domme, hvorved Nogen i det ene Rige er fasidet til Bödel eller

Skadeserstatning efter denne Lov, kunne fuldbyrdes i det andet Rige,

s. 51 Kontrollera mot PDF

51

Norska Regeringens Indstilling den 5 Januari 1883.

forsaavidt Dommen er endelig, af den Domfasldte er vedtagen, eller,

naar Dommen er afsagt i Norge, Apellationsfristen for samme er udldben,

eller, forsaavidt angaar Dom i offentlig anlagt Sag, denne er

bleven forkyndt for den Domfelde, liden åt han har begjeert Paaanke.

Naar Fuldbyrdelse af en i det ene Rige afsagt Dom skal ske i det

andet, har Vedkommende åt henvende sig til Amtmanden eller Landshövdingen

i det Amt eller Lelm, hvor Dommen er afsagt. Er foranfprte

Betingelse for Fuldbyrdelsen tilstede, har denne med Bevidnélse

herom åt oversende Doknmenterne til vedkommende Landshövding eller

Amtmand i det andet Rige, som foranstalter Dommen fuldbyrdet o g

det inddrevne Belpb tilstillet f0rstnsevnte Amtmand eller Landsh0vding.

De her om Domme givne Förskrifter gjaelde

af vedkommende Parter, Formmnd eller Nmstformgend enten for Retten

eller under nogen i § 11 omhandlet Besigtelsesforretning.

Er Dom eller Förlig, som kan krseves fuldbyrdet i ethvertafRigerne,

afsagt eller indgaaet i Sag angaaende Fmllesansvar efter § 9 No.

3 eller 4, skal vedkommende Amtmand eller Landshövding i det Rige,

hvori Skaden er skeet, efter Forlangende fra den, hvem Erstatningen

tilkommer, lade Bel0bet forskudsvis udbetale til ham, og forsaavidt

den endelige Udredelse deraf paaligger Undersaatter af det andet Rige,

sende vedkommende Landslövding eller Amtmand i dette bekrmftet

Afskrift af Dommen eller Forliget med Begjmring om Refusion. Saadan

Refusion bliver da forelpbig åt udrede af offentlige Midler. Hos de

Erstatningspligtige kunne de heromhandlede Forskud inddrives paa

samme Maade som for Skatter bestemt.

Med Hensyn til B0ders Afsoning forholdes efter Lovgivningen i

det Rige, hvor Bpderne spges inddrevne.

§ 23.

h de Sager, hvori norsk Lap er Part i Sverige eller svensk Lap

er Part i Norge, hinder Brug af stemplet Papir ikke Sted.

§ 24.

Ipvrigt blive de i hvert Rige i Almindelighed gjseldende Love åt

anvende med Hensyn til Lapperne under deres Ophold dersteds.

§ 25.

Naar der i denne Lov handles om Lappernes Ren, forstaaes derved

ikke alene deres egne, men ogsaa Andres Ren, der ere under deres

Til syn.

s. 52 Kontrollera mot PDF

52

Norska Regeringens Indstilling den 5 Januari 1883.

Fastboende Reneiere have, forsaavidt de selv vogte sine Ren, med

Hensyn til disse samme Rettigheder og Forpligtelsér som Lapperne. Enhver

Förpligtelse, der ifplge nasrvaerende Lov rammel'' Lap, som har

bortsat sin Ren til Bevogtning af Andre, skal ogsaa paaligge Fastboende,

som befindér sig i saadant Tilfelde.

§ 26.

Embeds- og Bestillingsmsend, isserdeleshed Amtmasnd og Landshpvdinger,

skulle have Indseende med, åt ''de overflyttende Lapper ikke

krmnkes i Udevelsen af de dem tillagte Rettigheder.

§ 27.

Dersom i noget af Rigerne paa noget vist Omraade ved Kysten

eller inde i Landet Renholdet findes åt vmre den jordbrugende Befolkning

i serdeles Grad til Uleilighed, kan Kongen afgive Bestemmelse

om, åt saadant Omraade unddrages Lappernes Betesret, mod åt der anvises

dem fornpden Betesmark paa andre Straakninger, som dertil kunne

ansees tjenlige, og som tilhpre Staten.

Betesmark, som saaledes bliver Lapperne anvist, maa i den Udstrmkning,

hvori samme fornpdiges til åt afgive Bete for de Ren, der Aar

om andet derhen feres, ikke underkastes Indgreb ved Rydning, lirkning,

Saeterbrug eller Grisning af Bofe. Dog skal det under Alle

Omstsendigheder vasre det offentlige uforment i saadan Mark åt lade

oprydde og dyrke Pladse, bestemte til Skydsstationer eller til Herberger

for Reisende.

§ 28.

Yiser det sig npdvendigt i det i förrige § omhandlede 0iemed eller

for åt aabne Lapperne de fornpdne Yeie til deres Betesmarker, eller

til Opfprelse af Gjmrder til Forebyggelse af Skade ved Ren, åt anvende

Jord, som er i privat Eie eller Brug, er Eieren eller Brugeren, naar

det af det Offentlige forlanges, pligtig åt afstaa samme mod Erstatning,

hvilken i Mangel af mindelig Overenskomst bestemmes i Norge

ved Taxt og i Sverige efter gjgeldende Förordning angaaende Jords

Afstaaelse til offentligt Brug.

§ 29.

De Bestemmelser i denne Lov, som ordne Forholdet mellem Lapperne

og den jordbrugende Befolkning, gjaslde ikke inden Finmarkens

s. 53 Kontrollera mot PDF

53

Norska Regeringens Indstilling den 5 Januari 1883.

Amt. Skulde svensk Lap spge Sommerbete i naevnte Amt for sine

Ren, gaar han ind under de for Amtets norske Lapper seerskilt gjseldende

Bestemmelser.

§ 30.

Denne Lov traeder i Kraft fra den Dag, Kongen for begge Riger

bestemmer, efter åt modsvarende Regler ere vedtagne for Sveriges

Vedkommende.

Den trasder igjen ud af Kraft 15 — femten — Aar efter samme

Dag, medmindre den ved ny Lov i ethvert af Rigerne atter gjhres gjasldende.

Hvis saadanne nye Love ikke udkomme, trasder lste Tillaeg eller

Kodicil til Traktaten af 7|18 Oktober 1751 atter i Kraft. Herved er

dog Intet afgjort med Hensyn til Sp0rgsmaalet om, hvorvidt noget af

Rigerne har Ret til åt fratraede denne Kodicil.

s. 54 Kontrollera mot PDF

54

Protokoll i svenska Statsrådet den 26 Januari 1883.

Utdrag af protokollet öfver justitiedepartementsärenden, hållet

inför Hans Maja Konungen i Statsrådet å Stockholms

slott Fredagen den 26 Januari 1883,

i närvaro af:

Hans Excellens Herr Statsministern Grefve Posse,

Hans Excellens Herr Ministern för utrikes ärendena Friherre

Hochschild,

Statsråden: Lovén,

von Steyern,

Friherre von Otter,

Hederstierna,

Hammarskjöld,

Richert,

Themptander,

Ryding.

Departementschefen Statsrådet von Steyern anförde i underdånighet:

»I propositioner till Riksdagen och Norges Storting framlade Eders

Kongl. Maj:t nästlidet år förslag till förordning rörande Lapparne i de

förenade konungarikena Sverige och Norge. Förslaget antogs med

några mindre väsentliga förändringar af Riksdagen, men Stortinget

uppsköt dess behandling under anhållan att Norska Regeringen måtte

öfver detsamma infordra yttranden af amtsförmanskapet i Tromsö amt

och häradsstyrelserna så väl i nämnda amf som i de öfriga distrikt,

hvilka beröras af Lapparnes renbetning. Detta beslut fattades på tillstyrkan

af Stortingets konstitutionskomité, till hvars förberedande handläggning

författningsförslaget varit hänvisadt. En minoritet inom denna

s. 55 Kontrollera mot PDF

Protokoll i svenska Statsrådet den 26 Januari 1883. 55

komité hade hemstält, att förslaget måtte utan uppskof komma under

behandling i Stortinget och antagas med vissa af minoriteten föreslagna

förändringar. Då emellertid öfverensstämmande beslut i frågan

icke blifvit af Riksdag och Storting fattade, och Eders Kongl. Maj:ts

sanktion alltså icke kunde följa före början af innevarande riksdag,

måste frågan på grund af 87 § Regeringsformen anses hafva för den

gången förfallit.

Sedan de från vederbörande ortsmyndigheter i Norge infordrade

yttranden kommit Norska Regeringen till hända, har Regeringen nu i

Indstilling den 5 innevarande Januari afgifvit nytt förslag till förordning

i förevarande ämne. Öfver detsamma är yttrande infordradt från

den komité, som af Eders Kongl. Maj:t förordnats att utarbeta förslag

till lagstadganden angående förhållandena mellan de svenska Lapparne

och den bofasta befolkningen i Sverige.

Då det nu afgifna norska förslaget i hufvudsakliga delar öfverensstämmer

med det förslag, som af Riksdagen år 1882 antogs, torde

jag få anse detsamma i dessa delar vara tillräckligt bekant genom de

vidlyftiga handlingar, som då inför Eders Kongl. Maj:t föredrogos och

derefter till Riksdagen öfverlemnades, äfvensom genom de förhandlingar,

som inom Riksdagen i ärendet fördes. Jag kan derföre nu inskränka

mitt yttrande till de punkter, der förändrade bestämmelser

blifvit af Norska Regeringen föreslagna.

Vid 3 §.

Mot den uppfattning man från svensk sida vill göra gällande,

att ifrågavarande författning afser endast de Lappar, som med sina

renar flyttat mellan begge rikena, men ej förhållandet mellan svenska

Lappar i öfrigt och bofaste i Sverige, möter från norsk sida ingen

gensägelse, endast de resp. länderna förbinda sig att, derest egna

Lappar skulle tilldelas större rätt till renbete eller skogsfång än i

denna förordning bestämmes, låta samma rätt tillkomma äfven det

andra rikets Lappar. Denna grundsats bär hittills alltid varit iakttagen,

och lärer, vid det förhållande att svenska och norska Lappars

renar allmänt förekomma blandade om hvarandra, ej heller kunna för

framtiden åsidosättas, hvarföre dess upptagande i lagen ej kan möta

någon betänklighet. Dock bör, på sätt lappkomitén erinrat, dervid

göras det uttryckliga förbehåll, att stadgandet endast afser de trakter,

der främmande Lappar enligt författningen hafva rätt att uppehålla sig.

Att flyttlapparne i fråga om jagt och fiske böra underkastas

samma bestämmelser som landets egna undersåtar, lärer väl från början

s. 56 Kontrollera mot PDF

56 Protokoll i svenska Statsrådet den 26 Januari 1883.

varit förslagets, liksom det ock är 1751 års kodicills mening.. Denna

förtydligas genom den af Norska Regeringen föreslagna redaktion, som

derföre synes mig kunna förordas.

För begge rikenas Lappar måste det vara till fördel, att de, såsom

Norska Regeringen föreslagit, vid inträffande ovanligt ogynsamma

väderleksförhållanden tillåtas efter omständigheterna uppskjuta sina flyttningar,

så att de qvarstanna i det främmande landet något längre än

3 § i allmänhet medgifver. o

Att i tvistiga fall gränser uppdragas för det område, inom hvilket

enligt 3 § vissa Lappar skulle ega att året om beta sina renar på

fjellen å ömse sidor om riksgränsen, torde vara ändamålsenligt, men

jag antager med lappkomitén, att dessa gränser böra bestämmas af

Konungen.

Vid 4 §.

Ändringen i denna § afser ej att betaga Lapparne någon rätt

till skogsfång, som enligt de äldre förslagen varit dem medgifven.

Man vill endast förekomma, att skogen, der den erfordras till jemförelsevis

betydlig mängd, såsom till rengårdar och hus, tillgripes utan

urskilning å ställen, der afverkningen gör egaren onödig skada. Derföre

föreslås, att för sådana ändamål växande löfträd få tagas endast

efter föregången utsyning. I princip kan häremot intet vara att erinra,

helst ett dylikt förfaringssätt utan tvifvel kommer att undanrödja

mången anledning till missförstånd mellan Lappar och bofaste och

främja ett godt förhållande dem emellan. Man synes mig dock^ höra

tillse, att skyldigheten att söka utsyning ej utsträckes till fall, då den

skulle verka betungande för Lapparne utan motsvarande nytta för de

bofaste, t. ex. när virket skall användas endast för reparationer å

stängsel och hus, eller till fall, då ögonblicklig tillgång på virke kan

vara af nöden, såsom då Lapparnes rengårdar eller till deras uppförande

afsedt virke blifvit olofligen förstördt, Att utsyningen sker

kostnadsfritt för Lapparne och å platser, så vidt möjligt beqväma för

dem, bör ock vara ett oeftergiflig vilkor, liksom att Lappen ej onödigtvis

uppehälles af skogsegaren, innan han får anlita offentlig^ myndighet

om utsyning. I alla dessa punkter sluter jag mig således till

lappkomiténs förslag.

Vid 5 §.

Betydelsen af det tillägg Norska Regeringen i denna § föreslagit

synes mig ej fullt klar. »Den jord», säges det, »som lagligen blifvit

s. 57 Kontrollera mot PDF

Protokoll i svenska Statsrådet den 86 Januari 1883. 57

föremål för rödjning, odling eller inhägnad, undandrages derigenom

från Lapparnas nyttjanderätt, på sätt här nedan i § 9 närmare bestämmes».

Att den bofaste eger utan hinder af flyttlapparnes renbetesrätt

uppodla sin jord, är en af de allmänna grundsatser, på hvilka

hela författningen hvilar, den är följaktligen äfven från svensk sida

erkänd, och såsom allmän grundsats behöfver den ej ytterligare bekräftelse

genom att upptagas i lagen. Icke heller försvarar stadgandet

der sin plats såsom ett speciel lagbud, afsedt att i särskilda fall lända

till efterrättelse under samfärdseln mellan nomader och bofaste. Allt

hvad stadgandet i sådant afseende bör innehålla lins redan upptaget i

§ 9. Der skyddas åker och äng, ej blott redan befintlig utan ock

framdeles blifvande, från all skada af Lapparnes renar. Der omtalas

ock de enda sätt, hvarpå delar af utmarken, utan att odlas till åker eller

äng, kunna undandragas Lapparnes betesrätt. Innehåller nu tillägget

till 5 § intet annat — och dertill torde man kunna sluta af den hänvisning

det meddelar till § 9 — så är det öfverflödigt. Får man åter

af stadgandets plats i 5 § och af det obestämda i uttrycket »föremål

för rödjning» sluta till att detsamma afser ett utvidgande af de bofastes

rättigheter utöfver hvad i 9 § sägs, och eu deremot svarande

utsträckning af Lapparnes skadeersättningspligt, är stadgandet såsom

stridande mot 9 § från svensk sida oantagligt. I alla händelser synes

det både genom sin plats och sin lydelse oklart och ledande till missförstånd,

hvadan jag hemställer att det måtte ur författningen uteslutas.

Vid G §.

Genom att såsom Norska Regeringen föreslagit låta andra och

tredje styckena byta plats framgår mer otvetydigt, hvad som är förslagets

mening, att andra stycket innehåller de vilkor, under hvilka

distriktsindelning må af Konungen verkställas, och att, sedan sådan

indelning skett, all tvist vid domstol, huruvida vilkoren må anses uppfylda

eller ej, är afskuren.

Vid 8 §.

Att'' lappförmannen skall hos länsmannen anmäla om någon af

de Lappar han har i sitt följe uppgifvit antalet af sina renar origtigt,

synes vara ett till främjande af god ordning syftande stadgande.

Vid 9 §.

Hvad beträffar den här föreslagna inskränkningen af den tid,

Bill. till Riksd.Prot. 1883. 1 Sami. 1 Afd. 8

s. 58 Kontrollera mot PDF

58 Protokoll i svenska Statsrådet den 26 Januari 1883.

under hvilken Lapparne i Tromsö amt skulle ega att under visst vilkor

utan ersättning begagna renbete äfven å den närmare de bofastes

gårdar belägna utmarken, kan jag helt och hållet instämma med lappkomitén.

Den tid som hittills föreslagits, eller intill den 8 Juli, är bestämd

efter noggranna undersökningar af den år 1866 samlade svensknorska

komitön och utan någon reservation från någon af dess norska

ledamöter. Sedermera har ej någon anmärkning deremot under ärendets

hela föregående behandling blifvit från norsk sida framstäld. Den

ändring, som nu begäres, eller tidens tillbakaflyttande med ej mindre

än fjorton dagar — en för växtlighetens utveckling i den trakt och

under den årstid, som är i fråga, mycket betydelsefull tidrymd — är

ej grundad på någon som helst undersökning om möjligheten för Lapparne

att under tiden lifnära sina renar på fjellen, ej heller har det

satts i fråga att bereda Lapparne någon ersättning för den betesrätt,

som skulle dem betagas. Att under sådana förhållanden ändra ett

stadgande, som Riksdagen redan för sin del antagit, och hvarvid, att

döma af de inom Riksdagen förda öfverläggningar, Riksdagen måste

antagas hafva fäst synnerlig vigt, finner jag alldeles otillrådligt.

Föga öfvertygande synas mig likaledes de skäl, som andragits för

utsträckning i vissa fall af den gräns, sex kilometer från de bofastes

gårdar, bortom hvilken Lapparne skulle få beta sina renar på utmarken

utan att befara någon som helst ersättningsskyldighet. Denna gräns

har tillkommit på förslag af amtmannen i Tromsö amt just med afseende

på förhållandena i Målselfven och Bardo härad, och dess ändring

anses fortfarande af amtmannen obehöflig. I betraktande häraf torde

Eders Kong!. Maj:t sakna skäl att i detta hänseende göra någon afvikelse

från det för Riksdagen senast framlagda förslaget.

Vid 10, 15, 16, 17 och 21 §§.

De här föreslagna ändringarna och tilläggen afse att förtydliga

och förbättra eller fullständiga förut föreslagna stadganden angående

rättegången och torde derföre kunna samtliga tillstyrkas. I afseende

på 21 § bör särskild! erinras, att den der intagna föreskrift i fråga om

stämning till högre rätt är densamma, som enligt Förordningen den 6

September 1845 i Norge gäller för alla kriminella mål, hvilka utföras

af allmän åklagare, och att det endast är i följd af ett förbiseende,

som den icke kommit att inflyta i föregående förslag. ,

Vid 22 §.

Äfven den här tillagda bestämmelsen, att den skadeersättning,

som ådömts främmande Lappar, skall, derest gemensam ansvarighet

s. 59 Kontrollera mot PDF

Protokoll, i svenska Statsrådet dm 26 Januari 1883. 59

för skadan egt rum, förskjutas af statskassan i det land Lapparne tillhöra,

för att af dem slutligen återgäldas i sammanhang med skatteuppbörden,

är en ganska vigtig förändring, som direkt medför största

fördelen för de norske bofaste, eftersom det väl egentligen är från

dessas sida, som anspråk på skadeersättning komma att göras gällande.

l)å jag det oaktadt tillstyrker Eders Kongl. Maj:t att bifalla detta förslag,

sker det i öfvertygelse derom, att det dagliga samlifvet mellan

nomader och bofaste skall, till största båtnad för de förra, göras drägligare

derigenom, att den bofaste blir försäkrad att under alla förhållanden

utfå ersättning för liden skada, titan att behöfva vidtaga några

vid sidan om lagen stående, för Lapparne förderfliga åtgärder. Det

bör ock anmärkas, att man genom att uttaga ersättningen i sammanhang

med skatteuppbörden befriar Lapparne från den ganska dryga

exekutionskostnaden. Det förskott svenska statsverket skulle ikläda

sig, om förslaget antoges, vore sannolikt ej större, än att Konungens

Befallningshafvande i Norrbottens län kunde ''bestrida detsamma af

under händer varande medel, och hvad som ej af Lapparne godtgjordes

årligen anmälas till ersättning af Riksdagen, intill dess sig visat,

om särskildt anslag på riksstaten för ändamålet vore behöflig! Skadeersättningarnas

samfälda belopp i Tromsö amt under åren 1873 —1880

har nemligen icke stigit högre än till 7,290 kronor, eller mindre än

1,000 kronor årligen. Om svenska staten genom ett dylikt förskott,

som antagligen skulle till största delen godtgöras statsverket, kan bereda

Lapparne en vigtig fördel, bör den enligt mitt förmenande ej

undandraga sig det.

1 22 §, sådan den nu föreslagits, saknas ett stadgande, som hittills

förekommit i motsvarande §, innehållande föreskrift för landshöfding

eller amtman att då förlikning, ingången i ena riket, för verkställighet

öfversändes till det andra, tillika meddela bevis att förlikningen

enligt förstnämnda lands lagar eger samma gällande verkan,

som lagakraftvunnen dom. Då denna föreskrift i många fall kan vara

af nytta, hemställer, jag om dess bibehållande i förslaget.

Vid 25 §.

1 denna § har Norska Regeringen föreslagit ett tillägg, åsyftande

att göra tydligt att bofast, som lemnar sina renar i vård åt en flyttlapp,

är underkastad samma förpligtelser, som enligt författningen ålegat

renegaren, om han varit Lapp. Härigenom har afhjelpts en brist

i förslaget, som ådragit sig uppmärksamhet under ärendets senaste

behandling af svenska myndigheter. Om detta tillägg godkännes, synes

s. 60 Kontrollera mot PDF

60

Protokoll i svenska Statsrådet den 26 Januari 1883.

§:ns andra punkt, om hvars lydelse Svenska Riksdagen och Norska

Regeringen uttalat olika meningar, blifva obehöflig och kunna utgå,

då det af jemförelse mellan första punkten och det nu föreslagna tilllägget

i afla händelser blir tydligt, att bofast, som lemnar sina renar i

Lapparnes vård, kommer i åtnjutande af de fördelar förordningen tillförsäkrar

Lapparne.

Vid 30 §.

Enligt Norska Regeringens förslag i denna § skulle författningen

antagas endast på en tid af femton år; blefve ej efter nämnda tids förlopp

begge rikena ense om ny lag, skulle 1751 års kodicill åter träda

i kraft-.

Ingen § i författningsförslaget har undergått så många vexlande

öden som denna. De norska ledamöterna i 1866 års komité ansågo,

att författningen borde blifva definitiv, så att den skulle gälla intill dess

begge rikena kunde komma öfverens att upphäfva eller ändra den.

Komiténs svenska ledamöter uttalade deremot den mening, att då ovisst

vore, huru den föreslagna författningen komme att verka, den borde

antagas för någon viss kortare tid eller med ömsesidig uppsägningsrätt,

så att första kodicillen till 1751 års traktat skulle komma att åter träda

i kraft, derest den bestämda tiden ginge till ända eller uppsägningskedde,

utan att ny öfverenskommelse träffades. De norske komiterades

mening biträddes af Norska Regeringen, och oaktadt Högsta Domstolen

vid förslagets granskning enhälligt stälde sig på de svenske

komiterades sida, blef sista § i det förslag, som afgafs till Riksdag och

Storting 1871, affattad i öfverensstämmelse med Norska Regeringens

åsigt. Riksdagens Lag-Utskott omfattade emellertid de svenske komiterades

förslag och hemstälde, att hvartdera Riket måtte förbehållas rätt

att uppsäga lagen, att uppsägningstiden måtte bestämmas till 12 månader,

samt att uppsägning ej finge ske förrän författningen varit fyra

år gällande. Skedde uppsägning utan att inom 12 månader derefter

ny öfverenskommelse mellan rikena träffats, skulle första kodicillen till

1751 års traktat åter träda i kraft. Lag-Utskottets förslag antogs af

Riksdagens Första Kammare; den Andra afslog, såsom bekant, hela

lagförslaget.

När Norska Regeringen å nyo upptog lapplagsfrågan år 1879, hade

Regeringen öfvergifvit den från norsk sida hittills häfdade ståndpunkten

och i stället föreslagit, att lagen skulle kunna uppsägas sedan tio

år förflutit från dess antagande, men att, om uppsägning skedde, icke

1751 års kodicill skulle träda i stället, utan en annan lag, antingen

s. 61 Kontrollera mot PDF

Protokoll i svenska Statsrådet den 26 Januari 1883.

61

gemensam eller särskild för hvartdera riket, men i begge händelser

hyllande på vissa på förhand bestämda grunder. Högsta Domstolens

fleste ledamöter visade sig, när förslaget i Domstolen granskades, nu

dela den ursprungligen norska uppfattningen, som fått sitt uttryck i

1871 års proposition, men propositionen till 1882 års Riksdag affattades

det oaktadt i väsentlig öfverensstämmelse med Norska Regeringens senaste

förslag i ämnet.

Norska Regeringen, som sålunda under ärendets behandling alltmera

närmat sig den ståndpunkt, hvilken från början intagits af de

fleste svenska myndigheter, har nu fullkomligt stält sig på denna

ståndpunkt, då Regeringen, såsom ofvan nämnts, föreslagit författningens

antagande på femton år och under förbehåll att, om ej ny lag

inom denna tid varder gällande, 1751 års kodicill å nyo skall träda i

kraft. Norska Regeringen ser sig bragt till detta steg för att söka betrygga

sakens framgång i Norge.

För oss bör det ej väcka några synnerliga betänkligheter att

omfatta ett förslag, som allt från början af detta ärendes handläggning

haft sina varmaste förfäktare från svensk sida, och antagligen skola de,

som i ett eller annat afseende icke varit fullt till freds med författningens

innehåll, lättare finna sig i en anordning, som efter viss ej synnerligen

lång tid kan få förfalla, derest dess verkningar skulle finnas

icke motsvara de förhoppningar man dervid fäster. Ett vigtigt inkast,

som gjorts mot lagens antagande på viss tid, eller att densamma, jemte

sitt hufvudsakliga innehåll af internationel natur, jemväl meddelade

bestämmelser, som utan afseende å Lapparnes flyttningar skulle gälla

endast svenska undersåtar emellan, har nu förfallit, sedan dessa bestämmelser

från förslaget uteslutits för att ingå i en under utarbetning

varande rent svensk lag. Jag kan derföre ej finna annat än att man bör

kunna gå Norska Regeringen till mötes i denna punkt, helst om detta

anses såsom ett nödvändigt vilkor för sakens framgång i Norge. En

redaktionsförändring är dock af nöden dels för att 1751 års kodicill

ställning under det den nya förordningen gäller må blifva fullt klar,

dels på det att tydligen må utsägas, att den nya lag, som kan komma

att antagas efter 15 år, bör vara gemensam.

Deremot nödgas jag afråda från intagandet i lagen af den slutmening

Norska Regeringen i denna § inlagt, så lydande: “Härmed är

dock intet afgjordt med hänsyn till spörsmålet huruvida något af rikena

har rätt att frånträda denna kodicill.“ Detta förbehåll skulle syfta på

den mening, som någon gång uttalats i Norge, att detta rike ej längre

vore bundet vid 1751 års kodicill, emedan Sverige genom Finlands afträdande

beröfvat sig möjligheten att tillämpa denna kodicill i samma

s. 62 Kontrollera mot PDF

62 Bilaga till protokollet i svenska Statsrådet den 26 Januari 1883.

utsträckning, som kunde ske vid kodicillens antagande. När författningen

innehåller att efter 15 år, derest ej ny lag antagits, 1751 års

kodicill skall träda åter i kraft, betyder naturligtvis detta, att kodicillen

skall återtaga den kraft den nu har, hvarken större eller mindre. Men

att gifva denna tolkning af lagen form af ett lagbud strider allt för

mycket mot de hos oss vedertagna lagstiftningsregler för att kunna

godkännas.

Med iakttagande af de förändringar, jag nu tillstyrkt i Norska Regeringens

förslag, skulle detta i svensk öfversättning erhålla den lydelse,

som bilagan till detta protokoll utvisar; och hemställer jag att

öfver detta förslag Högsta Domstolens yttrande måtte, för det ändamål

87 § Regeringsformen om förmäler, genom note ur protokollet infordras.»

Till denna af Statsrådets öfrige ledamöter biträdda

hemställan täcktes Hans Maj :t Konungen lemna

nådigt bifall.

Ex protocollo

Otto Rooth.

FÖRSLAG

till

Förordning rörande de Lappar, som med renar flytta emellan de

förenade konungarikena Sverige och Norge.

1 §’

Lapp, som vill, på sätt här nedan tillätes, med sina renar flytta

fram och tillbaka emellan Sverige och Norge, skall vara antingen svensk

eller norsk undersåte.

2 §•

Önskar svensk Lapp att blifva norsk eller norsk Lapp att blifva

svensk undersåte, skall utflyttningsattest, då laga hinder derför ej möter,

på begäran meddelas honom i Sverige af vederbörande länsman och

kyrkoherde samt i Norge af vederbörande fogde och sockneprest;

dock vare han från skatter och andra allmänna förpligtelse!- i det rike,

hvars undersåte han förut varit, icke fri, förrän han, enligt de i andra

s. 63 Kontrollera mot PDF

Bilaga till protokollet i svenska Statsrådet den 26 Januari 1883. 63

riket gällande föreskrifter, blifvit dettas undersåte och bevis derom hos

förenämnde embetsman företett, samt upphört att i det rike, hvarifrån

han utflyttat, begagna bete för sina renar utöfver hvad enligt 3 § tilllåtet

är.

3 §•

Lapparne äro berättigade att årligen med sina renar flytta från det

ena riket in i det andra och uppehålla sig å de trakter, hvilka hvartdera

rikets Lappar efter gammal sedvana hitintills hafva besökt, samt att der

betjena sig af land och vatten så väl till underhåll för sig och sina

renar, under iakttagande af de i denna förordning meddelade föreskrifter,

som till jagt och fiske lika med rikets egna undersåtar. Utan

vederbörande jordegares eller brukares samtycke må ej svenska Lappar

med sina renar uppehålla sig i Norge under annan del af året, än

Maj, Juni, Juli, Augusti och September månader, eller norska Lappar

med sina renar vistas i Sverige under nämnde månader, så framt ej

ovanliga väderleksförhållanden utgöra hinder för flyttningarne; dock ega

Lapparne i de trakter, der de efter gammal sedvana plägat under hvilken

årstid som helst beta sina renar å fjellen på ömse sidor af riksgränsen,

att fortfarande utöfva denna rätt i samma utsträckning som

hitintills, och bestämmer Konungen, der det finnes nödigt, de gränser

inom hvilka eu sådan betesrätt får utöfvas. Öfverträdelse af det i

denna § gifna förbud straffas med böter, till belopp första gången af

högst 40 kronor och annan gång af högst dubbelt.

Varder . genom särskild lag i något af rikena dess egne Lappar

medgifven vidsträcktare rätt till bete för deras renar eller till skogsfång,

än i denna förordning bestämmes, skall sådan rätt tillkomma jemväl

det andra rikets Lappar å de trakter, der de, enligt hvad ofvan

stadgas, äro berättigade att uppehålla sig.

4 §•

Under sin vistelse inom de trakter, som i 3 § omförmälas, ega

Lapparne att i skog till eget behof begagna torra träd och vindfällen

samt en och videbuskar äfvensom växande löfträd. Der skogen tillhör

staten, erlägges härför icke någon betalning. Ej heller erlägges betalning

för torra träd och vindfällen samt en och videbuskar i enskilda

skogar. För växande löfträd, som Lapparne taga ur skog, hvilken tillhör

enskild man, skall deremot af dem gifvas en billig ersättning, som

i brist af åsämjande bestämmes vid syn, hvilken förrättas af länsmannen

s. 64 Kontrollera mot PDF

64 Bilaga till protokollet i svenska Statsrådet den 26 Januari 1883.

eller annan, som af amtmannen dertill blifvit förordnad, jemte två gode

män utsedde en af hvardera parten. Underlåter någon af parterna

att utse god man, åligger det förrättningsmannen att i partens ställe

utse sådan bland lagrättsmännen. Om kallelse till syn gälle hvad om

kallelse till förlikningskommission är stadgadt. För syneförrättningen

tillkommer förrättningsmannen den för länsman bestämda skjutsersättning

och dagtraktamente. Af förrättningsmannen utsedd god man

åtnjuder för hvarje förrättningsdag 1 krona 60 öre. Synerätten bestämmer

om och i hvad man synekostnaden skall fördelas mellan parterna

eller om den af endera parten skall gäldas. Besvär öfver synen

må ej anföras hos öfversynerätt. För det vid synen bestämda ersättningsbeloppet

jemte synekostnaden eger utmätning rum utan dom eller utslag.

Till uppförande eller ombyggnad af stängsel, garnmer eller hus

må växande löfträd af Lapparne tagas endast efter anvisning eller utsyning,

hvilken skall ske å så vidt möjligt för Lapparne beqvämt ställe

och kostnadsfritt lemnas i statens skogar af vederbörande skogsbetjent

och i enskildes skogar af egaren eller, der denne ej utan dröjsmål lemnar

anvisning eller Lapparne ej med honom bliiva ense, af tjensteman, som

af landshöfdingen eller amtmannen dertill förordnats; dock att, der virke,

som af Lapparne på deras vistelseort under sommaren blifvit lagligen

användt till stängsel, finnes vid deras återkomst utan deras samtycke

bortfördt eller gjordt obrukbart, Lapparne i sådant fall ega rätt att till

uppförande af nytt stängsel utan anvisning eller utsyning taga äfven

växande löfträd.

Lapp, som fäller eller fager träd af annat slag än ofvan är nämndt

eller tager mer än till hans eget behof erfordras, eller öfverträdei ofvan

gifna förbud att utan utsyning taga växande löfträd till stängsel, gammer

eller hus, eller som försummar att, innan han höst eller vår flyttar,

för egaren uppgifva hvad han af växande löfträd sig tillegnat i enskild

skog, straffes med böter högst 40 kronor, der ej förseelsen efter allmän

lag medför högre ansvar. Växande löfträd, som af Lapparne tagas

i statens skogar för att användas till stängsel, skola af Lapparne afbarkas.

Lapp, som underlåter detta, höte högst 40 kronor. Virke, som

Lapparne på deras vistelseort under sommaren lagligen användt till

stängsel, gammer, tältstänger eller annat dylikt varaktigt bruk, må ej

af jordegaren utan Lapparnes samtycke bortföras eller göras för dem

obrukbart. Jordegare, som häremot bryter, straffes med böter högst

40 kronor, der ej förseelsen efter allmän lag medför högre ansvar.

5 §-

Genom rödjning eller uppodling af jord eller uppförande af häg
-

s. 65 Kontrollera mot PDF

65

Bilaga till protokollet i svenska Statsrådet den 26 Januari 1883.

nader må Lapparne ej beröfvas sådana gamla renvägar, som fortfarande

äro för dem behöfliga. Hafva sådana vägar redan blifvit på omförmälda

sätt stängda, skola de genom statens föranstaltande åter göras för Lapparne

tillgängliga.

6 §•

De landsträckor, der Lapparne söka bete för sina renar, kunna

indelas i särskilda distrikt, inom hvilka de Lappar, som der med sina

renar sig uppehålla, skola i de fall och på det sätt, som nedan i 9 §

3 och 4 mom. sägs, vara underkastade ansvarighet för skada, som af

renarne tillskyndas de jordbrukande invånarnes egendom.

I hvilka trakter distriktindelning skall eg a rum bestämmes af

Konungen. Han fastställer ock distriktens gränser.

För att en trakt, hvarest Lapparne ega rätt att söka bete för sina

renar, skall kunna i distriktindelning ingå, måste inom densamma finnas

eller beredas sådana renvägar, att vid deras begagnande Lapparne

kunna, med iakttagande af tillbörlig bevakning, afhålla renarne från

odlad mark. Distrikten böra med nödig hänsyn till djurens natur samt

landskapets utsträckning, beskaffenhet och odling begränsas på sådant

sätt, att de renar, som söka bete inom hvarje distrikt, kunna antagas

komma att, der bevakning saknas, under betestiden ströfva omkring i

hela distriktet, utan att öfvergå till annat distrikt.

7 §•

Lapp, som vill med renar flytta till trakt der distriktindelning

eger rum, åligger att för länsmannen i hemorten uppgifva sitt eget

och medföljande husfolks namn, det distrikt, inom hvilket han ärnar

uppehålla sig, äfvensom antalet af de renar, han kommer att medföra

och dessas egare. Flyttar någon utan att hafva lemnat sådan uppgift,

bete högst 40 kronor. Lag samma vare, der det medförda renantalet

med en femtedel eller mera öfverstiger dot af honom uppgifna.

T hvartdera riket skola de Lappar, hvilka anmält sig vilja uppehålla

sig inom ett och samma distrikt, inför vederbörande länsman inom

sig välja en förman och en andre förman. För de valde utfärdas förordnande

af landshöfdingen eller amtmanuen; förmannen erhåller ock

af länsmannen förteckning å alla de Lappar, som komma att stå under

hans tillsyn, hvilken förteckning tillika upptager de af Lapparne, enligt

föregående moment, till länsmannen aflemnade uppgifter. Af denna förBih.

till Rilcsd. Frot. 1883. 1 Sand. 1 Afd. 9

s. 66 Kontrollera mot PDF

66 Bilaga till protokollet i svenska Statsrådet den 26 Januari 1883.

teckning insände länsmannen dessutom två exemplar till landshöfdingen

eller amtmannen, som sänder det ena exemplaret till amtmannen eller

landshöfdingen i det amt, eller län, distriktet tillhör, jemte uppgift å de

utsedde förmännen och andre förmännen. Skulle sistnämnde amtman

eller landshöfding finna, att större antal renar är uppgifvet för något

visst distrikt än detsamma väl kan mottaga, har han att hänvisa det

Överskjutande antalet till närmaste distrikt eller område, der utrymme

finnes, och att derom underrätta landshöfdingen eller amtmannen i det

län eller amt, derifrån flyttningen skall ske, så tidigt att Lapparne kunna

få kännedom om beslutet, innan flyttningen företages.

Lapp, som sålunda fått sig anvisadt visst distrikt eller område,

men flyttar annorstädes, och icke inom den tid, som af landshöfdingen

eller amtmannen bestämmes, förer de renar, som äro under hans tillsyn,

till det anvisade området, straffes med böter första gången af högst 40

kronor och annan gång af högst dubbelt. Vid områdenas fördelning

iakttages att, såvidt hjordarnes storlek tillåter, hvarje renegare hänvisas

till det distrikt eller område, hvarest han sjelf eller, om han lefvat

tillsammans med föräldrar eller svärföräldrar, dessa det föregående året

haft bete för sina djur. Skall på grund af bristande utrymme någon

hänvisas till annan ort, ege den renegare företrädesrätt att qvarblifva

på stället, som längst der haft bete för sina djur.

Tid och sätt för afgifvande af de i denna § föreskrifna uppgifter

äfvensom för val af förman och andre förman bestämmas af landshöfdingen

eller amtmannen, hvilken jemväl för öfrig!, i händelse dessa

bestämmelser skulle visa sig otillräckliga för dermed afsedda ändamål,

eger att gifva de ytterligare föreskrifter, som kunna finnas nödiga.

Hvad i denna § blifvit stadgadt, skall ock tillämpas i fråga om

Lapp, som vill med renar flytta till trakt, som ej är i distrikt indelad,

men med afseende å hvilken Konungen särskildt förordnat, att anmälningsskyldighet

skall ega rum; skolande i detta fall Lapp för länsmannen

i hemorten uppgifva, i stället för distrikt, den socken eller liknande

område, hvarinom han ämnar uppehålla sig.

8 §•

Det åligger hvarje förman och andre förman:

a) att infinna sig i sitt distrikt senast å samma tid som dit först

ankommande Lappar och att förblifva der, intilldess de till hans distrikt

hörande, inflyttade Lapparne allmänt begifvit sig derifrån;

b) att inom åtta dagar efter ankomsten till distriktet för länsmannen

uppvisa sitt förordnande jemte förteckningen öfver de Lappar, som

s. 67 Kontrollera mot PDF

Bilaga till protokollet i svenska Statsrådet den 26 Januari 1883. 67

anmält sig ämna uppehålla sig inom distriktet, samt tillika uppgifva

stället, der förmannen och andre förmannen vanligen träffas;

c) att förskaffa sig kännedom om de till distriktet hörande Lappars

uppehållsställen äfvensom angående de Lappar, som flytta genom distriktet,

samt i händelse det skulle visa sig, att Lappar, hvilka ej äro

upptagna i förteckningen, der uppehålla sig, eller att någon uppgifvit

antalet af sina renar Olägligt, derom hos länsmannen göra anmälan.

Det åligger vidare förman eller, då han har förfall, andre förman:

d) att tillse, det Lapparne noga bevaka sina renar, samt i öfrigt

befordra god ordning och vid uppkommande tvister med den jordbrukande

befolkningen söka bilägga desamma;

e) att efter behörig kallelse inställa sig vid besigtningar samt syner

och värderingar, hvilka anställas i anledning af skada, som någon uppgifver

hafva blifvit honom af renar inom distriktet tillskyndad, samt

att, när dervid eller vid förekommande rättegångar fråga uppstår om

skyldighet för de under förmannens tillsyn stående Lappar att för uppkommen

skada gemensamt ansvara, föra dessas talan, hvarvid han, om

skäl dertill finnes, eger att å nämnda Lappars vägnar ingå förlikning

angående såväl skadeersättning som syne- och rättegångskostnader;

f) att söka upptäcka genom hvilkens eller hvilkas renar angifven

skada inom distriktet blifvit förorsakad och att, efter undfången kallelse

till besigtning, syn eller värdering å skadan, till förrättningen inkalla

den eller de skyldige, om de äro honom bekante.

Förman väljes hvarje gång för ett år. Han kan afsåga sig nytt

val till förman eller till andre förman under så lång tid, som han senast

innehaft uppdraget. Andre förman väljes äfven hvarje gång för

ett år, och kan nästa år väljas till förman eller andre förman. Har

han innehaft uppdraget i två år, är han under ett år för val fri.

9 §•

1. Lapparne åligger ej allenast att noga taga sig till vara för

att sjelfva tillfoga landets invånare någon skada å deras egendom, utan

ock att omsorgsfullt bevaka sina renar, så att skada ej af dem föröfvas.

2. Skada, som af renar göres å åker, äng, växande skog eller

hjortronland, ersättes af den eller dem, genom hvilkas renar skadan

blifvit förorsakad. Lag samma vare i fråga om skada å utängsslåtter,

som äro inhägnade med sådant stängsel, som af Konungen blifvit förordnadt,

eller, utan att vara inhägnade, år efter annat varit till höfångst

brukade, och dertill brukas, samt genom qvarstående hässjor,

diken, rödjning eller på annat sätt tydligen framträda såsom utängs
-

s. 68 Kontrollera mot PDF

68 Bilaga till protokollet i svenska Statsrådet den 26 Januari 1883.

slåtter. Sker skadan med uppsåt eller grof vårdslöshet vid renarnes

bevakning, böte dessutom den skyldige för hvar gång högst 40 kronor,

hvilka böter dock ej ifrågakomma, der förlikning träffas om skadans

ersättande. Lapp, af hvars renvaktare sådan förseelse nu sagd

är blifvit föröfvad, vare ansvarig för gäldande af de böter, som kunna

renvaktaren ådömas.

3. Sker skada å egor af ofvannämnda beskaffenhet inom sådant

distrikt, hvarom i 6 § förmäles, och kan det ej utrönas, genom hvilkens

eller hvilkas renar den förorsakad blifvit, åligger ersättningsskyldigheten

de Lappar, hvilka uppehöllo sig i distriktet, och varde ersättningsbeloppet

jemte syne- och rättegångskostnader dem emellan fördeladt

i förhållande till det antal renar, hvarmed en hvar tillhörer

distriktet. Om vid den tid skadan skedde renar, tillhörande andra

Lappar, än dem, som anmält sig vilja i distriktet uppehålla sig, voro

stadda på flyttning derigenom eller eljest der sig uppehöllo, skola äfven

dessa främmande Lappar i förhållande till antalet af sadana deras renar

i ersättningen deltaga. Visar Lapp, förr än förlikning träffats,

eller dom i målet gifvits, att skadan ej blifvit föröfvad af hans renar,

vare han från deltagande i ersättningen fri. Inom trakter, der distriktindelning

ej skett, eger sådan gemensam ansvarighet, som i detta mom.

stadgas, ej rum.

4. Skada å utmark, som ej ofvan är omnämnd, ersättes jemväl

efter ofvan stadgade grunder, dock endast i det fall, att jordens egare

eller innehafvare genom densamma kommit i saknad af erforderligt

bete för sina hem djur. Hvad Tromsö amt särskildt angår eger ej ersättningsskyldighet

rum, om renar komma in och beta å sådan utmark

under tiden före den 8 Juli hvarje år, när denna förmån ej af Lapparne

begagnas sålunda, att någon jordegare eller innehafvare särskildt

derigenom i väsentlig mån betungas. I Tromsö amt skall ej heller

skada å sådan utmark ersättas, der utmarken är belägen på ett afstånd

af sex kilometer eller derutöfver från jordegarens eller brukarens fasta

bostad.

10 §.

Har under Lapparnes uppehåll i Norge skada genom deras renar

någon derstädes förorsakats såsom i 9 § sägs och vill den, som skadan

lidit, göra sin rätt till ersättning gällande, läte han, der ej syn, hvarom

i 11 § sägs, kan hållas inom tre gånger 24 timmar, sedan skadan upptäcktes,

så fort ske kan, tillkalla två ojäfvige och kunnige män, hvilka

böra samtidigt infinna sig på stället samt, efter besigtning af skadan

och undersökning om densammas tillkomst, derom efter bästa förstånd

s. 69 Kontrollera mot PDF

69

Bilaga till protokollet i svenska Statsrådet den 26 Januari 1883.

och under edlig förpligtelse afgifva utlåtande. Till denna förrättning

kallas den ersättningsskyldige, der han är känd, men i annat fall, om

skadan skett inom distrikt, hvarom i 6 § förmäles, förmannen eller

andre förmannen för de Lappar, som der uppehålla sig. Möter hinder

för sådan kallelses delgifvande inom 48 timmar efter det skadan upptäcktes,

tillkallas i stället en af de i närheten varande Lappar, eller,

der skadan skett inom distrikt, der både svenska och norska Lappar

sig uppehålla, en af hvartdera folket. Kan ej heller detta ske inom

nyssnämnda tid, eller uteblifver någon af de tillkallade, må förrättningen

deraf ej uppehållas.

§ 11.

Varder vid den i 10 § nämnda förrättning ersättningsfrågan ej i

godo bilagd, åligger den, som skadan lidit, der han sitt ersättningsanspråk

fullfölja vill, att skyndsamligen hos länsmannen i orten eller

annan man, som af amtmannen blifvit förordnad att hålla dylika förrättningar,

begära ny syn på stället för skadans värderande. Till denna

syn, hvilken förrättas af länsmannen eller den, som dertill blifvit särskildt

förordnad, med biträde af två lagrättsmän, dem han utser inom

den i norska lagen den 28 Augusti 1854 18 § föreskrift^ nämnd, eller,

om sådane män icke utan tidspillan kunna komma tillstädes, bland de

män, som äro upptagna å den allmänna listan öfver lagrättsmän, skall

den ersättningsskyldige, om han är känd, eller, der fråga är om sådan

ansvarighet, som i 9 § 3 mom. förmäles, förmannen eller andre förmannen

instämmas medelst kallelse, som bör delgifvas senast dagen före

förrättningen, om den, som kallas skall, uppehåller sig inom tjugu kilometer

från förrättningsstället. Uppehåller han sig på längre afstånd

derifrån, varde kallelsetiden förlängd med 24 timmar för hvarje fulla

tjugu kilometer. I de fall der den ersättningsskyldige eller förmannen

eller andre förmannen icke kan instämmas eller inkallas, t. ex. då de

redan hafva lemnat distriktet utan att hafva i god tid förut uppgifvit,

för förrättningsmannen någon inom distriktet bosatt man, som kan på

deras vägnar inkallas, bör synen ändock hållas; och skall förrättningsmannen

i protokollet anteckna anledningen dertill att vederbörande

icke blifvit instämda. I dylika fall skola såväl förrättningsmannen som

synemännen ständigt hafva sin uppmärksamhet fästad derpå att den

frånvarandes rätt icke förnärmas. Vid synen skall den, som lidit skadan,

medhafva de män, hvilka hållit den första besigtningen, eller, om

sådant ej kan ske, framlägga deras skriftliga intyg om förloppet dervid.

Han bör ock, om så nödigt anses, förevisa de handlingar, hvarpå

s. 70 Kontrollera mot PDF

70

Bilaga till protokollet i svenska Statsrådet den 26 Januari 1883.

hans egande- eller nyttjanderätt till den mark, der skadan skett, sig

grundar. Förrättningsmännen skola, så vidt möjligt är, söka åstadkomma

och i protokoll intaga noggrann utredning angående skadans

uppkomst och vidsträckthet, ställets belägenhet och beskaffenhet, om

marken är inhägnad eller oinhägnad m. m., äfvensom angående den

eller de personer, hvilka ega de renar, som gjort skadan, renarnas

antal och storleken af de hjordar, de tillhöra.

En hvar, som är tillstädes der förrättningen hålles, är pligtig att

på förrättningsmannens uppmaning tillkännagifva allt, som kan vara

honom bekant och lända till upplysning i saken, och star hvar och en

för innehållet af sitt yttrande i samma ansvar, som om det afgifvits

inför domstol.

Vid skadans värderande skola synemännen noga taga hänsyn till

såväl markens beskaffenhet och fruktbarhet, dess större eller mindre

uppodling, grödans godhet och huruvida annan boskap än renar bidragit

till skadan, som ock, der skada å utmark skett, de omständigheter,

hvaraf enligt 9 § 4 mom. ersättningsskyldighet i detta fall är

beroende, samt alla andra förhållanden, som ega inflytande å skadeersättningens

belopp. I öfrigt skola synemännen till protokollet afgifva

förklaring, under edsförpligtelse, der de icke förut aflagt ed såsom

lagrättsmän, att värderingen är gjord efter deras bästa förstånd

och öfvertygelse. Innan synen börjas, erinre förrättningsmännen synemännen

om de skyldigheter, som, på grund af hvad här är stadgadt,

dem åligga; och skall om denna erinran göras anteckning i protokollet.

Förrättningsmännen, som ej eger vid värderingen rösta, utom i

händelse olika meningar mellan synemännen uppkomma, då den mening

gäller, hvilken förrättningsmännen biträder, skall dock i hvarje

fall vid protokollets afslutande afgifva sitt utlåtande, huruvida han

anser det åsätta värdet skäligt och billigt, samt huruvida lian i öfrigt

i något hänseende har att anmärka något, som kan hafva inflytande

på saken.

Innan förrättningens slut skall förrättningsmännen söka åstadkomma

förlikning mellan parterne. Träffas förlikning, har den samma

verkan, som om den vore ingången inför förlikningskommissionen.

Värdering, som omtalas i denna paragraf, kan i händelse af rättegång

förändras af domstolen, om skäl dertill förefinnes.

12 §.

För syneförrättning, hvarom i 11 § sägs, tillkommer förrättningsmannen,

jemte den för länsman bestämda skjutsersättning och dag
-

s. 71 Kontrollera mot PDF

Bilaga till protokollet i svenska Statsrådet den 26 Januari 1883. 71

traktamente, för kallelse af en livar af lagrättsmännen 80 öre, för hållande

af synen 4 kronor om dagen och för utdrag af protokollet deröfver

70 öre arket. För nämnande af lagrättsinän och för bevittnande

af protokollsutdragets riktighet erhålles ingen betalning. Lagrättsmännen

åtnjuta för hvarje förrättuingsdag 1 krona 00 öre.

13 §.

Kan ej heller vid den i 11 § omförmälda förrättning saken genom

förlikning afgöras, åligger förrättningsmannen, om den, som skadan

lidit, sådant påyrkar, till vederbörande amtman insända afskrift af förrättningsprotokollet

med dertill hörande handlingar jemte eget yttrande

angående de mäns trovärdighet, hvilka förrättat den föregående besigtningen,

hvarefter amtmannen genast eller efter ytterligare undersökning^

om sådan anses nödig, afgör, om skäl finnes till åtals anställande,

i hvilket fall han föranstaltar om dylikt åtal enligt de för offentliga

politisakers behandling gällande former — hvarvid dock föreläggande

af straff icke eger rum — mot den eller dem, hvilka antingen, enligt

hvad som förekommit, kunna anses öfvertygade om skadegörelsen eller

eljest till följd af 9 § äro för densamma ansvarige. Sådana mål kunna

efter omständigheterna handläggas antingen vid extra rätt eller vid

tingen och står det den eller de tilltalade fritt att i dessa mål svara

genom ombud.

Har skada af ifrågavarande beskaffenhet skett, men är skadan

ringa, kan amtmannen besluta att allmänt åtal ej anställes, i hvilket

fall det till amtmannen insända protokoll med bilagor tillställes den,

som lidit skadan, med underrättelse det han eger att si eif anhängiggöra

och utföra sin talan, om han dertill finner sig befogad.

Ej heller eger allmänt åtal rum i de trakter, der distriktindelning

icke förekommer.

Talan, som af enskild part anställes angående ersättning för skada

af renar, utföres.i enlighet med denna förordning, så vidt den å sådan

talan är tillämplig; och kan anspråk på ersättning icke göras gällande

derest ej hvad. i 10 och 11. §§ stadgas blifvit iakttaget. Målets instämmande

till förlikningskommission är ej erforderligt.

14 §.

Hvad i 4, 10, 11, 12 och 13 §§ stadgas i afseende å behandlingen

af deri omförmälda ersättningsfrågor eger ej tillämpning å dylika frågor,

som uppkomma i Sverige, utan förfares med dessa efter gällande lag!

s. 72 Kontrollera mot PDF

72

Bilaga till protokollet i svenska Statsrådet deri 26 Januari 1S83.

15 §.

Talan emot Lappar om sådan gemensam ansvarighet, som i 9 §

stadgas, anhängiggöra emot den, hvilken tjenstgjorde såsom forman

i distriktet på den tid skadan skedde. Förmannen stämmes att svara

i målet å vederbörande Lappars vägnar.

Tilltror förmannen sig kunna visa genom hvilkens eller nvilkas

renar skada blifvit förorsakad eller att jemte de under hans tillsyn stående

Lappar äfven andra böra för skadan ansvara, ege han att låta

instämma den eller de skyldige eller i senare fallet dem emot hvilka

anspråk om deltagande i ersättningen väckes, pa det de ma sjeitve

svara i saken. ... ,,

Der i det fall, hvarom denna § handlar, hinder moter att

stämma förman, skall stämningen delgifvas de Lappar, emot hvilka

talan föres; och galle då för dem hvad i föregående mom. om forman

''^ill man yrka, att någon ådömes böter, skall i hvarje fall den,

mot hvilken sådant yrkande framställes, sjelf instämmas.

Ådömes flera Lappar ersättningsskyldighet efter 9 § 3 eller 4

in • T l-.TTf-v-M -ÉV» o + ci+ ri 11 o c? lllivn TYVVP.K P.fl M B,TI ilrir BIL
-

inom.,

gälda.

vaomes nera uupptn .

skall i domen för en hvar fastställas huru mycket han har att

16 §.

Uppehöllo sig Lappar från begge rikena i ett distrikt vid den tid

då der skett skada, för hvilken enligt 9 § 3 eller 4 mom. gemensam

ansvarighet kan ega rum, skall kallelse till förrättning, hvarom i 1U

och 11°§§ sägs, samt stämning i mål efter 15 § tillställas så väl den

svenske som den norske förmannen.

17 §•

Lappar, hvilka, efter hvad i 9 § 3 eller 4 mom. sägs, blifvit till

ansvarighet för inträffad skada dömde, eller, efter det värdering af skadan

enligt 11 § egt rum, ingått förlikning om erläggande af en ersättning-,

som icke öfverstiger den genom värderingen bestämda med tillagd

godtgörelse för omkostnader, vare oförhindrade att, i händelse kännedom

sedermera erhålles att skadan är. föröfvad af renar tillhörande

någon annan, eller att andra Lappar vid den tid då skadan skedde

haft renar inom distriktet och sålunda böra i skadeersättningen deltaga,

s. 73 Kontrollera mot PDF

73

Bilaga till protokollet i svenska Statsrådet den 26 Januari 1883.

väcka talan om återgäldande af livad de erlagt eller den del deraf,

som å öfriga Lappar belöper. Sådan talan må dock ej anhängiggöra^

senare än två år, efter det skadan skedde.

18 §.

Laglig stämningstid, när Lappar i sitt hemland skola stämmas

till domstol i andra riket, är tre månader. Den, hvars vistelseort

enligt vederbörande länsmans intyg är okänd, njuter tre månaders tid

efter stämningens kungörande i Sverige i kyrkan eller i Norge vid

kyrkan i den socken, der lian senast haft sitt hemvist.

19 §.

1. Den, som olofligen fäller eller misshandlar Lapparnes renar,

skall, utom full ersättning för skadan, bota högst 40 kronor, så framt

icke förseelsen efter allmän lag medför högre ansvar. Lag samma vare,

om någon med uppsåt eller af groft vållande förorsakar, att renarne

genom skrämskott, hundar eller på annat otillbörligt sätt ofredas på

tillåtna uppehållsställen eller söker att dem derifrån fördrifva.

2. Ofredas ren på tillåtet uppehållsställe af hund, skall skada,

som derigenom tillfogas renen, af hundens egare till fullo ersättas,

‘äfven om skadan icke förorsakats genom någons uppsåt eller vållande.

3. I de trakter, der distriktindelning eger rum, skola under den

tid, Lappar från det andra riket enligt 3 § ega att med sina renar der

uppehålla sig, den bofasta befolkningens hundar antingen hållas bundna

eller vara försedda med klubba; landshöfdingen eller amtmannen dock

obetaget att från nämnda föreskrift för vissa trakter eller särskilda fall

medgifva undantag, der det finnes kunna ske utan att det med densamma

afsedda ändamål förfelas. Bestämmelser om storleken af klubban

äfvensom närmare föreskrifter i öfrigt i afseende på klubbningen gifvas

af landshöfdingen, eller amtmannen, som jemväl må kunna förordna, att

i trakt, der distriktindelning icke eger rum, de bofastes hundar under

tid, som nämnd är, skola hållas bundna eller klubbade. Hund, som har

till vana att jaga renar äfven på tillåtet uppehållsställe eller att döda

renar, skall af egaren, efter föreskrift af polismyndigheten, dödas; och

åligger det polismyndigheten att, der egaren sådant underlåter, genast

låta döda hunden. Underlåter egare af hund att ställa sig till efterrättelse

hvad här ofvan stadgas, eller de af landshöfdingen eller amtmannen

i öfverensstämmelse dermed gifna föreskrifter, straffes med böter

högst 40 kronor.

Bill. till Eiksd. Frot. 1383. 1 Sami. 1 Afd.

10

s. 74 Kontrollera mot PDF

74

Bilaga till protokollet i svenska Statsrådet den 26 Januari 1883.

4. När Lapp hos Länsmannen eller den, som af amtmannen blifvit

förordnad att upptaga dylika mål, klagar öfver sådan förnärmelse, som

ofvan i 1 och 2 mom. är nämnd, skall denne efter föregången undersökning

så fort ske kan, såvida han ej kan åstadkomma förlikning, i

hvilket fall ansvar ej eger rum, om saken afgifva berättelse till landshöfdingen

eller amtmannen, som, derest skäl förefinnes att ställa någon

till ansvar, skall föranstalta om sakens utförande genom allmän åklagare,

hvad Norge angår, enligt de i 13 § bestämda grunder, men i motsatt

fall sänder berättelsen till den, som skadan lidit, med tillkännagifvande

att det öfverlemnas åt honom sjelf att anhängiggöra och utföra sin talan,

i hvilken händelse saken ej behöfver till förlikningskommission instämmas.

20 §.

De i 3, 4 och 7 §§ samt i 18 § 3 mom. omförmälda förseelser

åtalas i Norge efter amtmannens föranstaltande inför pol itirätt. I Sverige

skola dylika förseelser äfven vara underkastade allmänt åtal.

21 §.

I Sverige skall kungörandet af norsk dom, meddelad på grund åt

denna förordning, verkställas genom kronobetjent med vittne eller genom #

två stämningsmål! eller nämndemän. Dervid skall ock, om rättegången

är genom allmän åklagare utförd, den sakfälde utfordras förklaring,

huruvida han påyrkar domens pröfning i högre rätt. Gör han det,

skola förrättningsmännen gifva honom tillkänna, att stämningen till

högre rätt, för så vidt lian etter sakens beskaffenhet har rätt att fordra

deri, kommer att ega rum utan att han derom vidare underrättas. Härom

böra förrättningsmännen vid domens kungörande förse densamma med

påskrift, hvarefter den af amtmannen sedermera påtecknade stämningen

ej kommer att kungöras för den sakfälde. 1 mai, som enligt 15 §

blifvit mot förman utfördt, skall domen kungöras denne, som har att

afgifva förklaring, huruvida domens pröfning i högre rätt påfordra».

22 §.

Dom, hvarigenom någon i det ena riket blifvit dömd till böter

eller skadeersättning enligt denna förordning, kan i det andra riket

bringas till verkställighet, om den eger laga kraft, den dömde dermed

förklarat sig nöjd eller, då domen är meddelad i Norge, vad emot domen

icke blifvit inom stadgad tid anmäldt (Appellationsfristen er udloben) eller,

opaginerad Kontrollera mot PDF

I

Bilaga till protokollet i svenska Statsrådet den 26 Januari 1883. lo

i en genom allmän åklagare utförd rättegång, domen blifvit den sakfälde

kungjord, utan att lian påyrkat densammas pröfning i högre rätt.

Önskar någon doms verkställande i det andra riket, vände sig till landshöfdingen

eller amtmannen i det län eller amf, der domen är gifven,

och teckne denne, derest sådant förhållande ådagalägges, på grund

hvaraf den sökta verkställigheten må ega rum, bevis derom å domen

samt sände handlingarne till vederbörande amtman eller landshöfding

i det andra riket, hvilken föranstaltar om domens verkställande och de

indrifna medlens öfversändande till förstnämnde landshöfding eller

amtman.

Hvad om domar nu sagdt är, gälle ock om sådana i fråga om

ersättning för skada, som i denna förordning omförmäles, träffade förlikningar,

hvilka af parter, förmän eller andre förmän blifvit ingångna

inför rätta eller vid syn, enligt 11 §; börande landshöfdingen eller

amtmannen, då sådan förlikning, ingången i det ena riket, för verkställighet

öfversändes till det andra, tillika meddela bevis, att förlikningen

enligt förstnämnda lands lagar eger samma gällande verkan, som

laga kraftvunnen dom.

År dom, som kan bringas till verkställighet i båda rikena, gifven

eller sådan förlikning träffad i sak angående gemensam ansvarighet

efter 9 § 3 eller 4 mom., skall vederbörande landshöfding eller amtman

i det rike, der skadan skett, på begäran af den som ersättningen tillkommer,

låta förskottsvis utbetala beloppet till honom och, så vidt

betalningsskyldighet ålagts undersåte i det andra riket, sända vederbörande

amtman eller landshöfding derstädes styrkt afskrift af domen

eller förlikningen med begäran om godtgörolse. Sådan godtgörelse

skall då förskottsvis utbetalas af allmänna medel. Hos den betalningsskyldige

kan förskottet indrifvas på enahanda sätt som är bestämdt i

fråga om skatter.

I afseende å böters förvandling vid bristande tillgång till deras

gäldande förfares enligt det lands lagar, der böterna skola uttagas.

t

23 §.

1 de mål, der svensk Lapp är part i Norge eller norsk Lapp i

Sverige, må ej stämpladt papper användas.

24 §.

I öfrigt komma de i hvartdera riket i allmänhet gällande lagar

att tillämpas å Lapparne under deras vistande derstädes.

s. 76 Kontrollera mot PDF

76 Bilaga till protokollet i svenska Statsrådet den 26 Januari 1883.

25 §.

När i denna förordning talas om Lapparnes renar törstås dermed

icke allenast deras egna utan ock andras renar, hvilka äro under

deras vård.

Bofaste, hvilka lemnat renar till vård åt Lappar, hafva i fråga

om dessa renar enahanda förpligtelse!* enligt denna förordning, som

Lappar, hvilkas renar äro under andras vård.

26 §.

Embets- och tjensteman, och särskildt landshöfdingar och amtmän,

skola tillse, att de öfverflyttande Lapparne ej förnärmas i utöfvande

af dem tillagda rättigheter.

27 §.

Der i ettdera af rikena å något visst område vid kusten eller

inne i landet renars underhåll pröfvas för den jordbrukande belolkningen

vara i synnerlig mån betungande, kan Konungen förordna, att det

området ej vidare må till sådant ändamål begagnas mot det att erforderlig

betesmark Lapparne anvisas på annan landsträcka, som dertill

finnes tjenlig och som tillhör staten.

Betesmark, som sålunda blifvit anvisad åt Lapparne, må till den

utsträckning, som är af nöden för att lemna bete till de renar, hvilka

'' år efter annat dit föras, icke underkastas intrång genom rödjning,

odling, säterbruk eller betande af hemdjur; dock att hvad här ar stadgadt

icke utgör hinder för upprödjning och odling, efter offentlig myndighets

beslut, af platser inom dessa trakter till skjutsstationer eller

herbergen för resande.

28 §.

Visar det sig nödigt för det i föregående § omförmälda ändamål,

eller för att åt Lapparne bereda nödiga vägar till deras betesmarker,

eller för att uppföra stängsel till förekommande af skada af renar att

använda jord, som eges eller brukas af enskild man, vare egaren eller

brukaren, när sådant af staten påfordras, skyldig att afstå jorden mot

ersättning, som, der godvillig öfverenskommelse ej kan träffas, bestäm
-

s. 77 Kontrollera mot PDF

77

Bilaga till protokollet i svenska Statsrådet den 26 Januari 1883.

mes i Norge genom värdering (Taxt.) och i Sverige enligt gällande förordning

angående jords afstående för allmänt behof.

29 §.

De bestämmelser i denna förordning, hvilka ordna förhållandet

emellan Lappande och den jordbrukande befolkningen, gälla icke inom

Finnmarkens amt. Skulle svensk Lapp söka sommarbete i detta amt

för sina renar, komma de för amtets norska Lappar särskildt gällande

bestämmelser att å honom tillämpas.

30 §.

Denna förordning träder i kraft, sedan enahanda bestämmelser

blifvit antagna i Norge, från deri dag Konungen för båda rikena bestämmer.

Den förblifver gällande i femton år från nämnda dag. Har,

innan denna tid gått till ända, ny gemensam lag ej blifvit i begge

rikena antagen, skall första bihanget eller kodicillen till gränsetraktaten

af x7b- Oktober 1751, som medan denna förordning är gällande blifver

utan verkan, åter träda i kraft.

s. 78 Kontrollera mot PDF

78 Komiterades angående Lapparne utlåtande den 20 Januari 1883.

Underdånigt utlåtande af komiterade'' för utarbetande af förslag till

lagstadganden angående förhållandena mellan de svenska

Lapparne samt de bofaste i Sverige.

Till Konungen.

Jemlikt nådig befallning åligger det undertecknade, af Eders

Kong!. Maj:t förordnade komiterade för utarbetande af förslag till lagstadganden

angående förhållandena mellan de svenska Lapparne samt

de bofaste i Sverige att afgifva underdånigt utlåtande öfver ett inom

Norska Departementet for det Indre uppsatt förslag till »lag angående

Lapparne i de förenade konungarikena Sverige och Norge».

Detta utlåtande lärer böra omfatta allenast de delar af förslaget,

i hvilka detta afviker från den författning, som nästlidet års Riksdag,

anslutande sig i allt väsentligt till den af Eders Kong!. Maj:t då allåtna

nådiga proposition, för sin del beslöt. I enligt härmed hafva

komiterade — då den skiljaktighet, som redan i författningens rubrik

möter, allenast är skenbar — att yttra sig om följande förslagets

punkter.

3 §•

Vid denna paragraf, i hvilken innehålles den grundregel, hvarefter

rättigheten för hvartdera rikets Lappar att uppehålla sig i det

andra riket bestämmes, är i förslaget fogadt följande tillägg: “År eller

blifver genom särskild lag i någotdera riket dess egna Lappar tillagd

vidsträcktare rätt till bete för deras renar eller till skogsfång än i denna

lag stadgas, skall sådan rätt tillkomma jemväl det andra rikets Lappare

En dylik regel har ock i Sverige hittills blifvit tillämpad, ehuru codicillen

till 1751 års gränsetraktat icke innehåller någon förpligtelse dertill.

Så t. ex. har det, komiterade veterlig!, aldrig blifvit ifrågasatt,

att ej den vidsträcktare rätt till användning af skogen, hvilken genom

afvittringsstadgan för lappmarkerna blifvit Lapparne medgifven, skulle

tillkomma äfven norska Lappar. Då desse under sin vistelse i Sverige

uppehålla sig på trakter, der äfven svenska Lappar vistas, och Lappar

från båda rikena ofta hafva sina renar tillsammans i en hjord, skulle

ock en annan regel otvifvelaktigt visa sig medföra olägenheter af alle
-

s. 79 Kontrollera mot PDF

79

Komiterades angående Lapparne utlåtande den 20 Januari 1888.

hända slag och mången gång icke ens blifva möjlig att tillämpa. Under

sådana förhållanden synes någon betänklighet icke möta mot upptagande

i lagen af ett utryckligt stadgande i antydt syfte, allenast ett

sådant förtydligande tillägges den föreslagna bestämmelsen att derpå

ej må — i strid mot hvad komiterade antaga vara meningen med det

ifrågasätta stadgandet — kunna i framtiden grundas någon rätt för

Lapparne från det ena riket att uppehålla sig å sådana trakter i det

andra, hvilka de ej efter gammal sedvana hafva besökt, äfven om i

vissa fall åt landets egna Lappar gåfves rätt att vistas å orter, hvarest

de ej plägat förut uppehålla sig. På grund häraf anse komiterade

det ifrågasatta tillägget böra erhålla följande lydelse:

Varder genom särskild lag i någotdera riket dess egna

Lappar medgifven vidsträcktare rätt till bete för deras renar

eller till skogsfång än i denna förordning bestämmes, skall

sådan rätt tillkomma jemväl det andra rikets Lappar å de

trakter, der de, enligt hvad ofvan stadgas, äro berättigade att

sig uppehålla.

m

Vidare har med afseende å den betesrätt, som i vissa fall medgifvits

Lapparne under hvilken årstid som helst å fjellen på ömse sidor

om riksgränsen, i förslaget blifvit ti Ilagd t det stadgandet, att landshöldingen

eller amtmannen i händelse af behof skall bestämma de

gränser, hvarinom en dylik rätt må utöfvas. Härvid torde endast den

erinran vara erforderlig, att, då å någon trakt visat sig behof af dylika

gränser, deras fastställande bör ske samtidigt för den svenska och

den norska sidan om riksgränsen, hvadan i sådant afseende nödiga bestämmelser

torde böra gifvas af Konungen och ej, såsom föreslagits, af

vederbörande landshöfding eller amtman.

Ofriga i denna paragraf föreslagna ändringar, nemligen att Lapparne

lika med hvardera rikets öfriga invånare äro underkastade lagstiftningen

angående jagt och fiske i det land, der de uppehålla sig,

samt att i de fall, då ovanliga väderleksförhållanden hindra flyttningen,

Lapparne må förblifva något längre i det rike, hvars undersåtar de

icke äro, än som enligt paragrafens bestämmelser är dem i regeln tilllåtet,

synas komiterade icke gifva anledning till anmärkning.

4 §•

Uti denna paragraf har blifvit ifrågasatt ett tillägg, innehållande

att Lapparne endast efter utsyning må taga växande löfträd till mera

s. 80 Kontrollera mot PDF

80 Komiterades angående Lapparne utlåtande den 30 Januari 1883.

stadigvarande behof eller, såsom i förslaget angifves, till stängsel,

gammer och lins. Såsom skäl för en dylik föreskrift anföies hufvudsakligen:

Sådana mindre reparationer å byggnader och stängsel, hvilka

icke kunna tåla något uppskof, äro Lapparne i tillfälle att företaga

med användande af torra träd och vindfällen. Behofvet att använda

växande löfträd till iståndsättande af äldre eller uppförande af nya

byggnader och stängsel är deremot ej sa hastigt påkommande, att

dess fyllande ej skulle kunna tåla det uppskof, som begäran om utsyning

kan medföra. Den ifrågasatta föreskriften voie följaktligen

icke obillig mot Lapparne, hvaremot det kunde anses väl mycket, höglärdt,

att de bofaste skulle tåla, det Lapparne hvar som helst till för enärnnda

ändamål nedhugga växande löfträd. Mången gång erfordrades

till dylika ändamål ej ringa myckenhet skog och erfarenheten gåfve

vid handen, att stridigheter ej sällan uppstått emellan de bofaste och

Lapparne, då de senare, för att hindra sina renar att sprida sig öfver

vissa trakter, å stora sträckor nedhöggo den växande löfskogen, hvilken

i dessa trakter erfordrade lång tid för att återväxa.

De skäl, som sålunda blifvit åberopade, synas gifva stöd åt den

uppfattningen, att någon obillig tunga icke kan anses läggas på Lapparne

genom ett stadgande, att de för fällande af växande löfträd till

behof, hvilka kunna på förhand beräknas, skola vara skyldige att begära

utsyning hos vederbörande skogstjensteman eller j ord egal e. Härvid

torde dock böra noga tillses, att åt föreskriften icke gifves en. sådan

affattning, att derunder kunde inbegripas äfven sådana fall, i hvilka

det behof, som skall fyllas, hastigt uppstår, och då det följaktligen

skulle vara verkligt betungande för Lapparne, om dt! nödsakades underkasta

sig den omgång och tidsutdrägt, som ovilkorligen är förenad

med begäran om utsyning. I sådant hänseende synes det föreslagna

stadgandet böra inskränkas att gälla endast uppförande eller ombyggnad.

., af stängsel, gammer och hus. Smärre reparationer å sådana .byggnader

och å stängsel torde nemligen mången gång så hastigt visa sig

behöfliga, att å de trakter, der tillgång till torra träd och vindfällen af

den beskaffenhet, att do kunna till stängsel eller byggnadsvirke användas,

endast sparsamt är för handen eller helt och hållet saknas,

det skulle blifva en synnerlig tunga för Lapparne att nödgas företaga

en särskild resa till den ej sällan timligen aflägset boende jordegaren

eller skogstjenstemannen för erhållande af utsyning å ett, eller annat

växande träd. Att Lapparne under sådana förhållanden icke skulle

komma att ställa sig till efterrättelse den gifna föreskriften, torde ligga

i öppen dag; och tillämpning i dylika fall af det i förevarande paiagi af

s. 81 Kontrollera mot PDF

81

Komiterades angående Lapparne utlåtande den 20 Januari 1883.

stadgade bötesansvar kunde knappast vara med rättvisa och billighet

öfverensstämmande.

Äfven i ett annat fall synes det komiterade, som om ett rättvist afvägande

af Lapparnes och de bofastes inbördes skyldigheter kräfde,

att ett undantag gjordes från den ifrågasatta skyldigheten för de förstnämnde

att- endast efter anmälan taga växande löfskog till stängsel.

Om nemligen virke, som Lapparne å sina sommarvisten lagligen användt

till rengårdar eller annat för dem nödigt stängsel, varder —

oaktadt det i denna paragraf gifna förbud — utan deras medgifvande

bortfördt eller gjordt obrukbart, böra Lapparne ega rätt att utan utsyning

taga äfven af växande löfträd hvad till ny rengård eller nytt

stängsel erfordras. Då uppförande af stängsel i dylika fall mången

gång icke tål uppskof, derest renens mjölkning skall kunna ega rum

eller nödig vård om renarne hållas, kräfver billigheten, att Lapparne

ej utsättas för nödvändigheten af ett förlustbringande dröjsmål.

På dessa skäl och då dels den föreskrifna utsyningen icke bör

för Lapparne medföra någon kostnad — hvilket komiterade äfven antaga

är förslagets mening, oaktadt det icke blifvit tydligt uttaladt —

dels ock i fråga om enskildes skogar Lapparne synas böra ega valfrihet

att tör utsyningen vända sig antingen till jordegaren eller till någon

af landsliöfdingen eller amtmannen dertill förordnad tjensteman, på det

att ej en tredskande och ogin jordegare må kunna vålla dem svårigheter,

anse komiterade, att åt det ifrågasatta tillägget bör gifvas

följande lydelse:

Till uppförande eller ombyggnad af stängsel, gammer

eller hus må växande löfträd af Lapparne tagas endast efter

anvisning eller utsyning, hvilken kostnadsfritt och å möjligast

beqväma ställen för Lapparne skall lemnas, i statens skogar

af vederbörande skogsbetjent och i enskildes skogar af egaren

eller af tjensteman, som af landsliöfdingen eller amtmannen

dertill törordnats; dock ega Lapparne att der virke, som af

dem på deras vistelseort under sommaren lagligen användts

till stängsel, blifvit utan deras samtycke bortfördt eller gjordt

obrukbart, till uppförande af nytt stängsel utan anvisning eller

utsyning taga äfven växande löfträd.

Lapp, som fäller -— — eget behof erfordras eller öfverträder

ofvan gifna förbud att utan utsyning taga växande löfträd

till stängsel, gammer eller hus, eller som försummar--

llih, till Riksd. Prof. 1883. 1 Sami. 1 Afd.

11

s. 82 Kontrollera mot PDF

82 Komiterades angående Lapparne utlåtande den 20 Januari 1883.

5 §.

Här har föreslagits ett tillägg af det innehåll, att hvad af utmark

genom rödjning, odling eller inhägnad blifver upptaget till åker, äng

eller utängsslått, derigenom kominer att åtnjuta det skydd för skada

af Lapparnes renar, som 9 § 2 momentet stadgar iöi dylika egoslag.

Denna grundsats synes komiterade otvetydigt framgå åt bestämmel

serna i 9 §. Den finnes äfven, på sätt i motiven till förslaget blifvit

anmärkt, erkänd ej mindre i förevarande §, sådan denna utan den förslagna

ändringen lyder, än äfven i förslagets nuvarande 27 §. \ id

sådant förhållande lärer den ifrågasatta förändringen, hvarigenom nämnda

grundsats här skulle blifva direkt uttalad, icke i något afseende vara

af behofvet påkallad, hvadan komiterade hemställa, att §:ns första

punkt i förevarande förslag måtte uteslutas, och senare punkten omredigeras

i öfverensstämmelse med 1882 års nådiga proposition.

9 § 4 momentet.

Föreliggande moment innehåller i första punkten den allmänna

regeln, att skada, som af renar föröfvas å utmark, hvilken ej är omnämnd

i §:ns tvenne första moment, skall ersättas endast . i det fall,

att jordens egare eller innehafvare genom densamma kommit i saknad

af erforderligt bete för sina hemdjur, samt i andra punkten att, liv ad

Tromsö amf särskildt angår, ersättningsskyldighet ej skall ega ruin,

om renar komma in och beta å sådan utmark under tiden före den 8

Juli hvarje år, när denna förmån ej af Lapparne begagnas sålunda, att

nåo-on jordegare eller innehafvare särskildt derigenom i väsentlig mån

betungas. — Departementet har föreslagit, att den uti sist anförda punkt

förekommande tidsbestämmelse måtte utbytas emot den 24 Juni.

Hvad departementet härutinnan hemstält innefattar en inskränkning

i de förmåner, som enligt förslagets hittills varande lydelse Ullär

nät s Lapparne inom Tromsö amt; och att denna inskränkning^ ej är

oväsentlig, likasom ock att den icke är af billig hänsyn till Lapparnes

behof påkallad, anse komiterade följande redogörelse för förhållandena

i Tromsö amf ådagalägga.

För att bedöma, huru den förordade ändringen skulle komma att

verka, måste man nemligen taga i betraktande de förhållanden, under

hvilka Lapparne inom förenämnda amt kunna idka sin näring den tid

af året, den föreslagna förändringen afser, eller tiden närmast före den

8 Juli. Komiterade åberopa härutinnan hvad genom 1866 års komité

s. 83 Kontrollera mot PDF

Komitcrades angående Lapparne utlåtande den 20 Januari 1883. 83

blifvit upplyst om nödvändigheten för Lapparne inom Tromsö amf att

under nämnda tid med sina renar uppehålla sig i de nedanför fjellen

belägna markerna, de s. k. havnegange, i hvilka de bofaste pläga beta

sina hemdjur. I allmänhet finnes icke, anför nämnda komité, tillräcklig

föda för renen å högre liggande marker förr än fjorton dagar efter

midsommar. Denna uppgift grundar sig på upplysningar, dem komitén

inhemtat under möten med såväl den bofasta befolkningen som Lapparne

inom meranämnda amf. De protokoll, som vid dessa möten fördes,

utvisa, hurusom Lapparne å de skilda orterna sammanstämmande

uppgåfvo, att högfjellet under den åsyftade tiden ej lemnade deras hjordar

tillräcklig näring, likasom ej heller vid inträffande hardt väder det

skydd, hvaraf renarne i anseende till inträffad hårfällning just under

denna tid vore i behof, påståenden, hvilka väl här och hvar rönte motsägelse

af de bofaste, å hvilken dock ej något afseende lärer böra fästas,

emedan endast Lapparne ega full kännedom, när växtligheten å

de högre fjellen varder sådan, att renarne der kunna lifnära sig, och

emedan det icke kan antagas, att Lapparne tillita de lägre liggande

betestrakterna och utsätta sig för alla de dermed förenade obehag längre,

än för renhjordarne är oundgängligen nödvändigt.

Det lärer fördenskull få anses vara tillräckligt utredt, att Lapparne

inom Tromsö amt äro under den tid, hvarom här är fråga, hänvisade

med sina hjordar till de bofastes nedom fjellen varande betesmarker.

Syftet i den föreslagna förändringen är nu visserligen icke

att förvisa Lapparne derifrån; men dess verkan blefve helt visst att

ställa Lapparne i valet mellan att utrymma dessa sträckor eller att

blifva lidande genom dryga skadeersättningar. Månget år torde nemligen,

under tiden närmast efter midsommar, betet å de här åsyftade

marker ej vara så rikligt, att både Lapparnes renar och de bofastes

hemdjur kunna utan olägenhet eller trångmål samtidigt tillgodogöra sig

detsamma. Skulle nu Lapparne blifva lagligen förbundna att ersätta

hvarje minskning, som genom deras hjordar kunde uppstå i det för

den jordbrukande befolkningens hemdjur erforderliga betet, så blefve

för visso deras uppehåll å dessa trakter nog hardt beskattadt, särskildt

om de icke kunde påräkna från de bofastes sida någon välvillig jemkning

i anspråken. Komiterade kunna icke finna annat, än att 1866

års komité handlade välbetänkt och rättvist, då den föreslog, att den

brist, som inom Tromsö amf kunde komma att uppstå den tid af sommaren,

då Lapparne måste i följd af naturförhållanden för sina renar

anlita de bofastes havnegange, borde falla båda parterna till last, samt

att Lapparne skulle den tiden vara skyldiga till skadeersättning allenast

i det fall, att de med sina renar godtyckligt kastade sig på ett

s. 84 Kontrollera mot PDF

84 Komiterades angående Lapparne utlåtande den 20 Januari 1883.

visst mera inskränkt område och sålunda underläte att tillse, det bördan

blefve så jemnt som möjligt å de bofaste fördelad.

Man kunde tilläfventyrs förmena, att. flyttlapparne i allmänhet

begåfve sig från Sverige tidigare än behofvet kräfde, och att det för

dem ej vore af nöden att vistas inom amtet å den tid, hvarom här

varit fråga. Så är emellertid icke förhållandet; bristen på föda för renarne

å ''denna sida af riksgränsen under första delen af sommaren gör

det för Lapparne omöjligt att uppskjuta affärden, till dess att de högre

fjellplatåerna kunna gifva det bete, hvaraf renarne äro i behof.

Deremot företagas ofta flyttningarna så pass sent, att den förmån, hvilken

efter Departementets förslag skulle qvarstå, blefve i flere, fall för

Lapparne allenast en förmån på papperet. Af 1866 års komités omförmälda

protokoll framgår nemligen, att mångenstädes inom amtet

Lapparne ej anlända med sina renar till de trakter, hvarest de bofastes

havnegange äro belägna, förr än vid midsommar; i hvilka fall de alltså

ej skulle kunna hemta någon vinst af den särskilda förmån, som intill

den tiden vore dem tillagd.

Af de bofaste är icke heller någon som helst utredning åstadkommen

derom, att Lapparne kunde inom Tromsö amf under tiden

närmast efter midsommar finna någorlunda tillräckligt bete å fjellen;

och sålunda synes det föreslagna utbytet af den 8 Juli emot den 24

Juni icke hafva sin grund i vunnen insigt derom, att Lapparnes behof

att få tillgång till de bofastes havnegange ej fortfore under tiden närmast

efter midsommar 1 samma mån som dessförinnan, utan endast i

de bofastes inom amtet ifriga önskan att så tidigt som möjligt under

året blifva fria från hvarje olägenhet af Lapparnes betesrätt. Icke heller

hafva, såvidt de för komiterade tillgängliga handlingar utvisa, Lapparne

blifvit hördo öfver den föreslagna ändringen. »Det är naturligt»,

säger stiftsamtmannen i Tromsö, »att de bofaste hafva sin ogen fördel

för ögonen, och att de hafva svårt för att so, hvad en rättvis hänsyn

till Lapparnes näring fordrar, samt att de alltså söka att tå lagen så

gynsam för dem sjelfve som möjligt. Lagstiftaren har deremot att

taga hänsyn till begge parterna.» Denna synpunkt angifves af nyssnämnde

embetsman med afseende å det ifrån de bofastes sida framstälda

yrkandet, att en ändring till deras fördel måtte ske jemväl i

momentets sista punkt — om hvilket yrkande komiterade nedan skola

yttra sig —, men torde vara lika giltig äfven vid pröfningen af den

fråga, som här närmast är å bane.

Till den i sista punkten af 9 §:ns 4 moment gifna regel, att

inom Tromsö amt skada å utmark af den i momentet nämnda art ej

skall ersättas, der utmarken är belägen på ett afstånd af sex kilometer

s. 85 Kontrollera mot PDF

85

Komiterades angående Lappar ne utlåtande den 20 Januari 1883.

eller derutöfver från jordegarens eller brukarens fasta bostad, bar föreslagits

ett tillägg af det innehåll, att nämnda afstånd skulle för ett

eller annat, distrikt kunna af Konungen bestämmas till åtta kilometer.

— Genom föreskriften, att Lapparne ej äro skyldige ersätta skada å

utmark, belägen å visst afstånd från gårdarne, har man afsett att tillförsäkra

dem rätten att utan intrång af den jordbrukande befolkningen

fortfarande begagna de inre, högre belägna delarne af amtet, å hvilka

de från urminnes tider allt intill våra dagar kunnat utan kollision med

de bofaste sköta sin näring. Något stadgande af sådant innehåll förefans

icke i det förslag, som af 1866 års komité afgafs, och var ej heller

för den tiden behöfligt. Förhållandena inom Tromsö amt, voro då

sådana, att renarnes betande å fjellen antagligen ej tillskyndade de

bofaste intrång i det för deras boskap erforderliga bete; och det syfte,

som afståndsbestämmelsen afser att främja, var till fullo förvandt genom

de föreskrifter, som i momentets tvenne första punkter upptogos.

Under tiden efter 1866 hafva emellertid förhållanden inträdt, som gjort

bestämmelserna i sistnämnda punkter för det angifna ändamålet otillräckliga.

Invånarne i vissa trakter af amtet, särskildt i Maalselven

och Bardo, hafva nemligen i senare tider börjat drifva säterbruk och

anlägga sätrar långt uppe i fjellen å Lapparnes gamla flyttningsvägar

och betesmarker. Skulle'', nu dessa säterslägenheter njuta skydd af den

allmänna regeln i 9 §:ns 4 moment, så blefve Lapparne utsatta för

att få betala en skada, den de icke kunde förekomma, så länge deras

betesrätt öfver hufvud skulle bestå, och detta å trakter, hvarest de intill

våra dagar utan någons förfång kunnat vistas och dem jordbruksnäringen

uppletat understundom mindre af hänsyn till markens verkliga

afkastning än till den afgift, som Lapparne kunde nödsakas utgöra

i form åt skadeersättningar. Vid öfvervägande häraf fann man

angeläget att bestämma en gräns, inom hvilken Lapparne skulle ega

att fritt beta sina renar. Att denna gräns bestämdes till sex kilometer

från jordegarens eller brukarens fasta bostad berodde på uttalanden

från stiftsamtmannen i Tromsö. Uti infordradt utlåtande förklarade

denne, efter öfverläggning med några om de lokala förhållandena inom

amtet kunnige män, att man torde träffa ett i allmänhet för hela amtet

passande matt, om afståndet bestämdes till nämnda längd. De bofaste

skulle enligt stiftsamtmannens förmenande derigenom blifva försäkrade

om tillräckligt bete kring sina gårdar, men å andra sidan Lapparne

komma i fritt åtnjutande af de egentliga fjelltrakterna. Efter

hvad sålunda föregått upptogs bestämmelsen om sex kilometer i förslaget,

sådant detta förlidet år förelädes de förenade rikenas representationer.

s. 86 Kontrollera mot PDF

86 Komiterades angående Lapparne utlåtande den 20 Januari 1883.

Det förslag till ändring af bestämmelsen, livilket nu föreligger,

har tillkommit efter uttalanden dels af de bofaste inom Trondenäs

härad, dels ock af Amtformandskabets komité i Tromsö, hvilken förklarat

stadgandet om sex kilometer i allmänhet vara tillräckligt för att

tillvarataga de bofastes intressen, med undantag för enskilda distrikt

såsom Maalselven och Bardo. Departementet antager att, såsom ifrån ■

distrikten blifvit förklarad!, det torde kunna visa sig nyttigt, om afståndet

å vissa trakter kunde blifva utvidgadt, samt anser att, då pröfningen

förbehållits Konungen, någon väsentlig betänklighet emot ändringsförslaget

ej lärer uppstå.

Komiterade vilja i anledning häraf anmärka, att de ingalunda

befara, det den föreslagna bestämmelsen skulle blilva i oträngdt mål

använd. Emot sådant är, såsom med rätta anföres, den omständighet

en borgen, att frågans afgörande skalle för hvarje särskild! fall tillhöra

Konungen. Vid detta afgörande blefve helt visst såväl Lapparnes som

de bofastes intressen rättvist vägda mot hvarandra, och en användning

af stadgandet, den der vore mot Lapparne obillig, hade man ej att

frukta. Icke desto mindre kunna komiterade ej biträda förslaget.

Komiterade hålla före, att lagen i en sådan fråga som den här föreliggande

bör, såvidt möjligt är, vara bestämd; att den regel, lagen i

detta ämne uppställer, ej bör skrifvas med förbehåll om möjliga jemkningar

— låt vara att man lägger vidtagandet af dessa jemkningar i

händerna på en myndighet, den man med skäl antager ej kunna ensidigt

påverkas — med mindre man är fullt öfvertygad om befintligheten

af förhållanden, som göra undantag nödvändiga. En dylik vaksamhet är

påkallad af den omständigheten, att den föreslagna tilläggsbestämmelsen

efter sitt innehåll tillhör det slags lagbud, som fresta det enskilda intresset

att på annans bekostnad tillskansa sig obehöriga fördelar. Det antagandet

ligger nemligen nära, att de bofaste inom Tromsö amt ej skulle

underlåta hvad på dem ankomme för att få sitt skadeersättningsområde

utvidgadt. Väl skulle sådant, der det utan fog försöktes, gå om intet,

men försöket hade dock alstrat split och stridigheter, de der tidt och

ofta kunde komma att förnyas. Endast under förutsättning af en

ovedersäglig utredning derom, att bestämmelsen om sex kilometer

för vissa fall innebure en orättvisa mot de bofaste, kunde fördenskull

enligt komiterades mening en modifikation vid den allmänna, regeln

vara att tillstyrka. Men en dylik utredning föreligger icke.

Tvärt om uttalar sig stiftsamtmannen i Tromsö uti en alldeles motsatt

rigtning. »Bestämmelsen är ju», säger han, »just inkommen i

lagen för att hindra de bofaste, specielt i Maalselven och Bardo, från

att fördrifva Lapparne ifrån deras rättmätiga betesmarker-bland fjel
-

s. 87 Kontrollera mot PDF

Komiterades angående Lapparne utlåtande den 20 Januari 1883. 87

len, men detta syfte förfelas i samma mån som man utvidgar afståndet.

Efter min kännedom om lokalförhållandena tror jag ej heller,

att denna utvidgning är nödvändig.“ Komiterade hafva sökt, ined ledning

af den utaf den Geografiska Opmaaling 1874 utgifna karta öfver

Tromsö amf, bilda sig en föreställning om, huru det skulle ställa sig

för Lapparne, derest inom nyssnämnda distrikt utmarken blefve tagen

i skydd intill åtta kilometer från gårdarne, och dervid funnit de lokala

förhållandena otvifvelaktigt leda dertill att, såsom ock af stiftsamtmannen

uttalats, den föreslagna bestämmelsen, der tillämpad, skulle

alldeles motverka det syfte, som föranledde, att en afståndsbestämmelse

blef i momentet intagen. Komiterade äro fördenskull öfvertygade, att

man genom ändringsförslaget erhölle en bestämmelse, den der skulle

visa sig ej höra tillämpas, men som skulle medföra de väsentliga olägenheter,

hvilka ofvan blifvit antydda.

På grund af hvad nu blifvit anförd t finna komiterade sig böra

afstyrka de i 9 §:ns 4 moment föreslagna ändringar.

22 §.

I denna §, hvilken motsvarar den förutvarande 20:de, har tillagts

följande bestämmelse: “Åskas verkställighet af dom eller förlikning i

mål angående gemensamt ansvar efter § 9 momenten 3 eller 4, ege

vederbörande landshöfding eller amtman i det rike, hvarest skadan

skett, på begäran af den, hvilken ersättningen tillkommer, låta till honom

lörskottsvis utbetala beloppet samt, för så vidt betalningsskyldighet

ålagts undersåte i det andra riket, sända vederbörande amtman

eller landshöfding derstädes bestyrkt afskrift af domen eller förlikningen

med begäran om godtgörelse. Sådan godtgörelse skall då förskottsvis

utgå af allmänna medel. Hos den betalningsskyldige kan

sådant förskott indrifvas på samma sätt som för skatter är bestämdt.“

_ Härtill fogar det Norska Deparmentet hufvudsakligen följande utredning

och motiv: Den grundsats, som i denna bestämmelse innehålles

och enligt hvilken de respektive statskassorna skulle åt de bofaste

förskjuta de ersättningsbelopp, hvilka blifvit dem efter § 9 momenten

3 eller 4 hos Lapparne tillerkända, var i eu något afvikande form

framstäf redan i det förslag, som den år 1843 förordnade komité i

ämnet afgaf. Emot densamma anmärktes af svenska justitiestats - ministern i bref till Indredepartementet den 22 December 18G2, a^t

när lagens öfriga bestämmelser måste anses gifva de bofaste tillräcklig

trygghet att utfå hvad dem rätteligen tillkommer, man ej borde

ga längre och någon utbetalning af statsmedel ej ega rum. Med an
-

s. 88 Kontrollera mot PDF

88 Komiterades angående Lapparne utlåtande den 20 Januari 1883.

ledning af hvad sålunda blifvit emot stadgandet anfördt lät 1866 års

komité detsamma falla; och har under de förhandlingar, för hvilka

lagförslaget under tiden efter 1866 varit föremål, dess återupptagande

ej'' yrkats förr än i det utlåtande, som af konstitutionskomiténs

minoritet vid förra årets Storthing blef i ärendet afgifvet. I detta utlåtande

anföres, att bestämmelsen om statskassans mellankomst skulle

vara öfverflödig, så framt de till gemensamt ansvar förpligtade Lapparne

vore solidariskt förbundna, så att exekution för hela ersättningsbeloppet

kunde ske hos en hvar af dem. Men när ansvaret blott är

pro rata och utsökning alltså måste rigtas mot en hvar domfäld, så

blefve rättsmedlet för litet effektivt och allt för långsamt, med mindre

det förbundes med en bestämmelse sådan som den ifrågavarande.

Stadgandet skulle väl, säges vidare i berörda utlåtande, komma att i

ett och annat fall vålla statskassan förlust, hvilken väl oftast skulle

drabba Sverige, men denna förlust blefve säkerligen en obetydlighet i

jemförelse med de kostnader, som uppsigten öfver de svenska Lapparne

vållar norska staten. Ty dessa kostnader uppgå numera årligen till

ungefär 8,000 kronor, medan all den skada, som under åren 1813—

1880 af Lapparne tillfogades de bofaste inom Tromsö amt, blott beräknats

till 7,290 kronor. Och af detta belopp komme naturligen det

mesta att återbetalas af de skyldige, då man ju hade eu dom, hvilken

i båda rikena kunde verkställas. Departementet framhåller vidare, att

bestämmelsen skulle väsentligen bidraga till att minska den ovilja,

hvarmed den jordbrukande befolkningen, särskilt inom Tromso amf,

betraktar Lapparnes vistelse å deras marker, samt att förebygga de

egenmäktiga tilltag, som från de bofastes sida plägat föröfvas, då skada

skett genom Lapparnes renar. Ty i samma mån utsigterna för de bofaste

att erhålla godtgörelse för liden skada blefve ökade och den för

sådant ändamål nödiga procedur förkortad, skulle de vissei ligen me

större fördragsamhet anse det intrång, som dem af Lapparne tillskyndades
För

den ifrågasatta bestämmelsen anse konnterade talande skäl

vara anförda. Visserligen kan man såga, att genom densamma gåf

ves åt de genom Lapparnes renar skada lidande eu exceptionel rättshjelp

utöfver den, som staten eljes i liknande fall lemnar den enskilde;

men då den förlust, som i följd af stadgandet kunde tillskyndas den

svenska statskassan, helt visst blefve jemförelsevis obetydlig, ^ men detsamma

deremot med säkerhet skulle medverka dertill, att vara Lappar

finge inom Norge röna ett mera välvilligt bemötande än som hittills

kommit dem till del, så anse sig komiterade hafva fullt skäl att

tillstyrka den föreslagna tilläggsbestämmelsen.

s. 89 Kontrollera mot PDF

89

Komitcrades angående Lapparne utlåtande den 20 Januari 1883.

25 §.

T denna § skulle uti oförändrad form upptagas de bestämmelser,

livil ka innehöllos i 24 § af förslaget, sådant detta nästlidet år förelåg

de förenade rikenas representationer, med tillägg af den föreskriften,

att “bofaste, livilka lemna! renar till vård åt Lappar, kafva enahanda

förpligtelse!'' som Lappar, hvilkas renar äro under annans vård“. Den

ändring i §:ns lydelse, hvilken Riksdagen för sin del beslöt och hvilken

bestod deri, att orden i andra punkten “Bofaste renegare hafva,

såvida de hålla sina renar under egen vård“ utbyttes mot “Bofaste

Lappar hafva, när de sjelfve vakta sina renar” samt att sista ordet

“Lapparne” ändrades till “de flyttande Lapparne”, har ei i förslaget

upptagits.

Hvad nu först angår det förordade tillägget till §:n, så erfar man

af Departementets framställning, det syftet med bestämmelsen är att

i lagen tydligt uttrycka, hvad som visserligen redan förut varit dess

'' mening, eller att bofast, som lider skada af renar, tillhöriga andra bofasta,

skall emot dessa senare hafva samma rätt som emot Lapparne,

eu mening den man ansett ej med tillräcklig tydlighet framträda i lagen,

sådan denna hittills varit affattad; och finna komiterade intet vara

att emot ändringen invända.

Då senaste Riksdag för sin del antog en ändrad lydelse af förevarande

§:s andra punkt yttrade Riksdagen härom:

_ “Enligt den regel, som uttalas i första punkten af förslagets

24 §, är Lappen berättigad att använda grannlandets område till underhåll

för renar utan afseende å, huruvida de djur, med livilka han

der infinner sig, äro honom tillhöriga eller af egarne stälda i hans

vård, oafsedt huruvida dessa andra egare äro Lappar eller ej. Då nu

i senare punkten af samma § är sagd!, att bofaste renegare hafva, der

de hålla sina renar under egen vård, i afseende å dessa samma rättigheter

och skyldigheter som Lapparne, så tyckes förslagets mening

vara, att den botaste invånaren skulle, vare sig han stälde sina renar

i Lappens vård eller annorledes åt dem beredde uppsigt, åtnjuta lagens

förmåner. Åt motiven till det förslag, som 1866 års komité afgaf och

i hvilkot sistnämnda stadgande först inkom, framgår emellertid, att

med detsamma allenast åsyftats det förhållande, att i Norge finnes

en talrik befolkning af lapsk härkomst, hvilken upphört med nomadlifvet

och egnat sig åt jordbruk eller fiske m. in., men ännu egetett

betydligt antal renar, livilka under vintrarne åtfölja de nomadiserande

Lapparne, men om vårarne mottagas och hela sommaren igeBih

till Riksd. Prut. 1883. 1 Sami 1 Afd. 12

s. 90 Kontrollera mot PDF

90

Komiterades angående Lapparne utlåtande den 20 Januari 1883.

nom vårdas af egarne. Komiterade ansågo sig böra uttryckligen föreskrifva,

att desse, om hvilkas egenskap att vara Lappar tvekan tilläfventyrs

kunde uppkomma, skulle, då de ginge i vall med sina renar, i

allo anses såsom Lappar. Otvifvelaktigt afser alltså förslaget, att de

förmåner, som genom detsamma tillerkänts äfven sådana renegare, som

ej äro Lappar, endast kunna genom Lappar komma dem till godo.

Riksdagen, som finner denna grundsats rigtig, har ansett angeläget

att, till undvikande af den angifna missuppfattningen, paragrafens senare

punkt erhåller eu lydelse, som bättre än den af Eders Kongl.

Maj:t föreslagna återgifver dess syfte.41

Utan att gensäga att anledningen till bestämmelsens intagande

i lagen varit ofvanberörda, af 1866 års komité anmärkta förhållande,

förordar Norska Departementet i sin framställning stadgandets bibehållande

i den lydelse, det egde i Eders Kongl. Maj:ts senaste proposition

i ämnet, af det, skäl, att stadgandet efter denna lydelse innebär

den grundsatsen, att bofast renegare skall, vare sig han låter sina renar

vårdas af Lappar eller al andra, komma i åtnjutande af de i författningen

upplåtna förmåner. Departementet tiar härutinnan bil ni (It

de åsigter, som af Storthingskomiténs minoritet i frågan uttalats. Om

den ekonomiska utvecklingen, anmärker komitéminoriteten, skulle föra

derhän, att de bofaste i svenska Lappland och angränsande delai al

Norge i någon större omfattning började att drifva renskötsel, så borodde

väl sådant derpå, att det visade sig fördelaktigt, för dem, och

det skulle då helt visst lända till ekonomisk fördel för samfundet i

dess helhet. Men förutsätter man, att bofaste svenskar eller norrmän

vore egare af renhjordar, så skulle det vara för dem föga betryggande

att öfverlåta'' sina hjordar till bevakning af Lappar hela året

igenom.

Med anledning häraf anse sig komiterade böra fästa Kders Kongl.

Maj:ts uppmärksamhet på den från gångna tider fortlefvande seden,

att,'' hvarje Lapp, antalet af hans egna renar må vara större eller mindre,

sköter renar åt bofaste, hvilka bo så till, att Lappen kommer i

närheten af deras boplatser antingen under höst- och vårflyttningen

eller under mera stadigvarande uppehåll å en ort. Genom utbyte af

tjenstbarheter stamma häraf ömsesidiga fördelar och underlättas hvars

och ens särskilda näring. Det är denna ömsesida rättighet, för Lappen

att emottaga renar och för den bofaste att öfverlemna sådana till

hans vård, man förut sökt legalisera i nu föreliggande paragraf, på

samma gång man velat åt Lappen förbehålla sjelfva renslcötseln såsom

eu näring^ hvilken endast genom honom finge å de marker, som dertill

af sedvana begagnats, direkt utöfvas. Det nu föreliggande lagför
-

s. 91 Kontrollera mot PDF

91

Komiterades angående Lapparne utlåtande den 20 Januari 1883.

slaget lärer väl ock i första rummet vara afsedt att ordna förhållandet

mellan de Lappar, som drifva renskötsel, och de bofaste, som hafva

jordbruksnäringen till inkomstkälla, ej att ordna förhållandet mellan

dessa särskilda näringar, oberoende af dens nationalitet, som utöfver

den förstnämnda. Denna ståndpunkt har ock Riksdagen intagit genom

den lydelse den gaf åt paragrafens andra moment. För den i de förhållanden,

af hvilka renskötseln betingas, oinvigde torde emellertid

skilnaden emellan att vara både renegare och renskötare eller att vara

blott renegare synas obetydlig, och mången torde derför, i likhet med

Norska Departementet och komitéminoriteten i Storthinget, hålla före,

att steget nu borde tagas fullt ut genom att göra renskötseln till eu

näring, som hvar och eu svensk eller norsk medborgare finge, oberoende

af nationaliteten, direkt utöfva; men skilnaden är i verkligheten

ej så obetydlig, som komitéminoriteten synes hafva förestält sig, ty

rättigheten medför för de flesta Lappar högst väsentliga ekonomiska

fördelar och är för en del af dem den enda källan till utkomst, hvadan

det icke kan vara välbetänkt att för Lappen inskränka möjligheten

att genom renskötsel skaffa uppehälle åt sig och de sina, för så

vidt utrymme dertill finnes, eller att genom lagen så att säga inbjuda

dertill, att personer af svensk eller norsk härkomst sloge sig på renskötseln

och blefve nomader. Derigenom skulle enligt komiterades förmenande

icke blott den tunga för de bofaste, som renskötseln otvifvelaktigt

innebär, kunna blifva väsentligen ökad, utan äfven Lapparne i

sitt näringsfång lida ett intrång, för hvilket de skulle hafva svårt att

skydda sig, och hvilket kunde slutligen leda till deras fullständiga undanträngande.

Det är till Lapparnes förmån och för att tillförsäkra

dem möjligheten af eu fortfarande existens, som förevarande lag bekräftat

Lapparne i de rättigheter, de från urminnes tid innehaft att

begagna statens och i viss mån äfven enskildes mark till renskötsel.

Att lagen dessutom skulle tillförsäkra utöfvare af renskötsel, hvilka

icke vore Lappar, samma förmån och samma rättigheter, det vore att

medgifva något, som för närvarande ej är medgifvet, och att slå in

på en väg, hvilken, om den icke blefve ödesdiger för renskötseln, åtminstone

kunde varda det för Lapparne. Vid sådant förhållande synes

åt den hänsyn till den bofaste renegarens trygghet, hvarå förslaget

stödjer sig, icke kunna tillmätas någon betydelse i jemförelse med de

olägenheter, som genom förslaget skulle kunna uppkomma för Lapparne

och sådana bofaste, hvilka icke vore renegare.

Komiterade kunna alltså icke tillstyrka, att paragrafens andra

punkt beliålles i den lydelse, som föreslagits. Skall densamma uti

någon form ingå i förslaget, så synes den form vara den bästa, som

s. 92 Kontrollera mot PDF

92

Komiterades angående Lapparne utlåtande den 20 Januari 1888.

densamma uti Riksdagens beslut erhöll. Lämpligast vore, att den ur

lagen uteslötes, enär någon tvekan om, hvilka rätteligen äro att anse

såsom Lappar eller ej, antagligen ej skall uppstå.

§ 30.

Slutligen hafva komiterade att yttra sig angående förslagets sista

paragraf, efter innehållet motsvarande 29 § af 1882 års förslag. Denna

paragraf lyder enligt departementets hemställan så: “Denna lag trä
der

i kraft, sedan enahanda bestämmelser blifvit antagna i Norge, från

den dag Konungen för båda rikena bestämmer. Den upphör att gälla

15 (femton) år efter samma dag, med mindre den genom ny lag i

hvartdera riket åter göres gällande.

Om sådana nya lagar icke komma till stånd, träder första bihanget

eller codicillen till traktatqn den ,0 Oktober 1751 åter i

kraft. Härmed är dock intet afgjordt med hänsyn till spörsmålet

om, huruvida något af rikena har rätt att frånträda denna codicill.“

Att författningen borde efter viss tids förlopp upphöra att gälla,

med mindre den uttryckligen förnyades genom lagar, vidtagna särskilt

för hvartdera riket, yrkades vid förra årets Storthing af konstitutionskomiténs

minoritet under anförande, att eljes hvartdera riket

blefve starkare bundet än som kunde anses rådlig!, då de förhållanden,

hvilka lagen afsåge att. ordna, i sig vore så vanskliga och så

främmande för andra än dem, hvilka lefvat sig in dela, att faran för

missgrepp här läge mycket nära. I samma rigtning hafva jemväl, efter

hvad departementet upplyser, de uttalanden gått, som i frågan afgifvits

af Tromsö Amtsformandskab samt af häradsstyrelserna inom

amtet. Komiterade kunna icke neka, att de skäl, som anförts för en

provisorisk reglering, äro af betydelse; och då befolkningen inom

Tromsö amf, å hvilkens rättsliga förhållanden lagen kornrne att utöfva

en omfattande verkan, enstämmigt biträdt den meningen, att densamma

borde blott på prof antagas, så anse sig komiterade, som äfven

finna den tidrymd af femton år, för hvilken lagen skulle gälla, lämplig,

böra tillstyrka en sådan anordning. Denna tillstyrkan hvilar dock

på den förutsättningen, att, såsom ock i förslaget finnes sagdt, codicillen

af 1751 skall efter den vidtagna tidens förlopp åter träda i kraft,

så framt man ej kunnat under tiden om annat enas. Komiterade

kunna deremot icke förorda den bestämmelse, som i paragrafens sista

punkt upptagits. Att codicillen bör, när den en gång till äfventyrs

på nytt blifver gällande, träda i verksamhet med den giltighet, som

den nu eger, deremot lärer intet vara åt t säga. Men denna grundsats

s. 93 Kontrollera mot PDF

Komiterades angående Lapparne utlåtande den 20 Januari 1883. 93

hell öfver, för att vara erkänd, icke särskildt uttryckas i lagen. Allraminst

bör för densamma väljas en sådan form som den, hvarunder

den uti förslaget blifvit upptagen. Ty i en lag kan icke utan oegentlighet

betecknas såsom ölost den frågan, huruvida ett visst rättsligt

förhållande eger rum eller ep Komiterade hemställa för den skull, att

sista punkten af förevarande paragraf må utgå.

Komiterade hafva härmed uttalat sig i de punkter, hvilka synts

innebära någon egentlig ändring i sak. Med afseende å öfriga föreslagna

ändringar är intet att erinra. Dessa innefatta hufvudsakligen

modifikationer i stadgandenas uppställning och redaktion, tjenande att

låta lagens mening tydligare framträda; och torde om dem något vidare

yttrande ej vara erforderligt. Dock anse sig komiterade böra

särskildt framhålla lämpligheten deraf, att i författningen upptages

den föreskrift, som blifvit tillagd till den 15 §. Genom nämnda tilllägg,

hvilket. innehåller att, der ersättning enligt 9 paragrafens 3

eller 4 moment ådömes flera personer, i domen skall särskildt för en

hvar af dessa bestämmas, huru mycket han har att utgöra, utmärkes

tydligare än i de förra förslagen, att det gemensamma ersättningsansvaret

ej åligger de till distriktet hörande Lappar, eu för alla och

alla för eu, en missuppfattning af den gemensamma ansvarigheten,

som under ärendets föregående behandling hos en och annan visat sitr

förefinnas. 5

Underdånigst:

H. A. VIDMARK.

L. ANNERSTEDT.

P. O. HÖRNFELDT.

WILL. FARUP.

FR. TIGERHIELM.

Stockholm den 20 Januari 1883.

K. S. Husberg.

s. 94 Kontrollera mot PDF

94

Högsta Domstolens protokoll den 13 Februari 1883.

Utdrag af protokollet öfver ett. lagärende,, hållet uti Kong!.

Afaj:tn Högsta Domstol Tisdagen den 13 Februari 1883.

Andra rummet.

Närvarande:

Justitieråden: von Hofsten,

Rabe,

Olivecrona,

von Segebaden,

Lindhagen,

Hernmarck,

Ahlgren.

Expeditionsschefen Annerstedt anmälde i underdånighet: °

Note ur protokollet öfver justitiedepartementsärenden, hållet inför

Hans Maj:t Konungen i Statsrådet den 2G nästlidne Januari, hvarmedelst,

för'' det ändamål 87 § Regeringsformen omförmäler, Högsta

Domstolens utlåtande blifvit infordradt öfver ett vid noten fogadt förslag

till Förordning rörande de Lappar, som med renar flytta emellan

de förenade konungarikena Sverige och Norge; varande ett exemplar

af förslaget detta protokoll bilagdt.

Högsta Domstolen ansåg ifrågavarande förslag endast i hvad detsamma

afveke från Kong!. Maj:ts den 13 Januari 1882 till Riksdagen

aflåtna proposition i ämnet böra utgöra föremål för Högsta Domstolens

bedömande, hvarvid Högsta Domstolens fleste ledamöter, Justitieråden

s. 95 Kontrollera mot PDF

95

Högsta Domstolens protokoll den 13 Februari 1383.

von Hof sten, Rabc, von Segel) vulen, Hernmarck och Ahlgren lemnade förslaget

utan anmärkning.

Justitierådet Lim!hagen yttrade:

Då förslaget icke afsåge att bestämma Lapparnes rättsliga ställning

inom hemlandet, utan allenast att ordna de frågor, som stodo i

samband med deras flyttningar mellan de förenade rikena, så har Riksdagen

ansett författningens rubrik böra erhålla en lydelse, som närmare

än den af Kong]. Maj:t föreslagna angåfve området för lagens

tillämpning; och enligt hvad den till Högsta Domstolen öfverlemnade

note ur statsrådsprotokollet för den 26 sistlidne Januari upplyser, tiar

Kongl. Maj:t sedermera förordnat en komité att utarbeta förslag till

lagstadganden angående förhållandena mellan de svenska Lapparne och

deri bofasta befolkningen i Sverige. Vid sådant förhållande att för

Sverige afses två lagar angående Lapparne, den nu ifrågavarande internationella

och eu särskild för Sverige, synes det oeftergiflig!., att

gränserna för tillämpningen af dessa begge lagar redan nu på det noggrannaste

bestämmas; ty det är gifvet att, sedan den internationella

lagen väl blifvit antagen och gällande, Sverige icke kan ensidigt införa

bestämmelser i sin särskilda lag, som i den ringaste mån minska eller

öka omfånget för den internationella lagens tillämpning. Förevarande

lagförslag synes således nödvändigt böra affattas så, att det bestämdt

och otvetydigt angifver de gränser, inom hvilka lagen blir tillämplig,

och detta på ett sätt, som noga öfverensstämmer med de gränser, man

önskar uppställa för tillämpningen af den särskilda svenska lapplagen.

Den af Riksdagen antagna ändringen af författningens rubrik,

ehuru ofelbart innefattande eu förbättring, synes dock icke lösa den

nämnda frågan; tv, utom det att ordalagen i rubriken på långt när

icke hafva den betydelse vid författningens tolkning, som sjelfva lagtexten,

så innebära de af Riksdagen införda orden iugen närmare eller

noggrannare bestämning af omfånget för lagens tillämpning. Om t. ex.,

såsom meningen tyckes vara, den internationella lagen skall gälla för

de svenska Lapparne endast under deras vistelse på norskt område,

men deri särskilda svenska lagen under hvarje tid, då de vistas inom

Sveriges gränser, ehvad de äro på vandring till eller från Norge eller

mera stadigt uppehålla sig i Sverige, så lärer detta böra bestämdt och

otvetydigt uttryckas i lagen. År meningen åter någon annan, bör

detta uttalas . lika bestämdt och otvetydigt. Nomadlapparne äro så

godt som alltid flyttande. Under hela denna tid ligger det inom möjlighetens

gränser att de komma att utsträcka sin flyttning till det

andra landet. Men först när de öfverskrida dettas gränser torde de

s. 96 Kontrollera mot PDF

96

Högsta Domstolens protokoll den 13 Februari 1S83.

böra betraktas såsom verkligen flyttande mellan de förenade rikena;

och i samma stund de öfverskrida gränsen för att gå tillbaka till sitt

eget land, torde denna deras egenskap af flyttande mellan rikena åter

upphöra. Ett bestämdt afgörande af detta spörsmål synes i hvad fall

som helst vara nödvändigt.

§ 3.

Genom det föreslagna tillägget i slutet af första punkten af orden

»lika med rikets öfriga undersåtar» i afseende å jagt och fiske har eu

tvetydighet, som förut icke fans, införts angående omfånget af den

strax förut Lappande tillerkända allmännare rättigheten att betjena sig

af »land och vatten».

Den i tillagda senare stycket omtalade vidsträcktare rätt, som

kan medgifvas egna Lappar, torde icke böra afse annat än mellan rikena

flyttande Lappar, och torde derför ordalagen böra jemkas så att

här icke kan bli fråga om delaktighet af eu större rätt, som tilläfventyrs

kan komma att medgifvas andra egna Lappar, än de som flytta

mellan rikena.

Justitierådet Olivecrona åberopade hvad lian anfört till Högsta

Domstolens protokoll den 21 Mars 1881 och instämde i öfrigt i det af

Justitierådet Lindhagen nu afgifna yttrande.

Ex protocollo

Otto Rooth.

opaginerad Kontrollera mot PDF

Protokoll i sammansatt svenskt och norskt Statsråd den 26 Februari 1883. 91

Utdrag af protokollet öfver ett justitiedepartementsärende, hållet

inför Hans May.t Konungen uti sammansatt svenskt

och norskt Statsråd å Stockholms slott Måndagen den

26 Februari 1883,

i närvaro af:

Hans Excellens Herr Statsministern Grefve Posse,

Hans Excellens Herr Ministern för utrikes ärendena Friherre

Hochschild,

Hans Excellens norske Herr Statsministern Kierulf,

Svenska Statsråden: Lovén,

von Steyebn,

Friherre von Otter,

Hederstierna,

Hammarskjöld,

Richert,

Themptander,

Ryding,

Norska Statsrådet Schweigaard.

Chefen för Justitiedepartementet Statsrådet von Steyern anmälde

i underdånighet att sedan, på sätt protokollet öfver justitiedepartementsärenden

den 26 sistlidne Januari närmare utvisade, Kongl. Maj:t i

svenskt Statsråd nämnda dag i nåder förordnat att Högsta Domstolens

yttrande skulle infordras öfver ett, berörda protokoll bilagdt förslag

till förordning rörande de Lappar, som med renar flytta emellan

Bih. till Biksd. Prof. 1883. 1 Sami. 1 Åfd. 13

s. 98 Kontrollera mot PDF

98 Protokoll i sammansatt svenskt och norskt Statsråd den 26 Februari 1883.

de förenade konungarikena Sverige och Norge, så hade Högsta Domstolen,

enligt dess protokoll den 13 innevarande Februari, afgifvit det

infordrade yttrandet.

Efter att hafva redogjort för innehållet af Högsta Domstolens

utlåtande anförde Departementschefen:

Hvad beträffar den af Justitieråden Lindhagen och Olivecrona

gjorda allmänna erinran i fråga om området för lagens tillämpning,

tillåter jag mig erinra att förslaget i detta hänseende erhållit sm nuvarande

form i anledning af åtskilliga vid dess granskning år 1881 i

Högsta Domstolen gjorda anmärkningar, hvilkas syfte att lagen skulle

få eu uteslutande internationel karakter Riksdagen ytterligare fullföljt.

Vid sådant förhållande kan jag ej tillstyrka att ifrågavarande, af Högsta

Domstolens öfriga ledamöter ej biträdda erinran föranleder någon

ändring i förslaget, helst någon svårighet ej synes mig möta att så affatta

den särskilda lag, som är under utarbetning för att ordna de

rent svenska förhållandena i Lappmarken, att någon kollision mellan

de båda lagarna ej uppkommer.

Då Högsta Domstolens fleste ledamöter lemnat förslaget jemväl

i öfrigt utan anmärkning, hemställer jag att Eders Kongl. Maj:t täcktes

öfver detsamma, sådant det finnes bifogadt statsrådsprotokollet för

den 26 sistlidne Januari, inhemta Norska Regeringens utlåtande.

Denna af Statsrådets öfrige ledamöter biträdda

hemställan täcktes Hans Maj:t Konungen i nåder bifalla.

Ex protocollo

Otto Rootli.

s. 99 Kontrollera mot PDF

JSlorslce Regeringens Indstilling den 1 Mars 1883.

99

Den Kongelige Norske Eegjerings Indstilling af 1 Marts 1883,

bifaldt ved Kongelig Resolution af 5 Marts s. A.

Deri paatreukte Lov om Lapperne i de forenede Riger har

Departementet senest omhandlet i vedlagte underdanigste Föredrag af

5 Januar d. A., der ved Kongelig Resolution af 13 nsestefter blev befälet

i Gjenpart tilstillet det Kongelige svenske Justitsdepartement.

Dette Föredrag omhandler de Erklreringer, som tilfplge Odelsthingets

Anmodning af 25 Mai f. A. ere blevne indhentede i Sägen fra Amtsformandskabet

i Troms0 Amf o g fra Herredsstyrelserne i dette og de

0vrige interesserede Arnter. Der er i samme videre redegjort for de

enkelte Punkter, hvori den svenske Rigsdags Lovbeslutning af f. A.

skiller sig fra den sidste Kongelige Proposition, ligesom ogsaa for de

Modificationer ligeoverfor dennes Lovudkast som Minoriteten i vedkommende

Komité paa förrige Aars Storthing i sit dissenterende Votum

bragte i Förslag. I det Lovudkast, der medfplger nmvnte Indstilling

(S. 25—33), er företaget de JEndringer, för hvilke Departementet efter

disse forskjellige Udtalelser troede ved sidste Behandling af Sägen åt

kunne udtale sig.

Angaaende de her foreslaaede AEndringer har det svenske Justitiedepartement

indhentet Erkkering fra en Kongelig Kommission, der i

Sverige for Tiden er nedsat for att udarbeide Förslag til Lovbestemmelser

angaaende Forholdet mellem de svenske Lapper og den fastboende

Befolkning i Sverige, i hvilken Kommission Landshövdingen

i Norrbottens Län, Widmark, er Formand. Kommissionen afgav sin

Erklasring under 20 Januar sidstleden og tillader Departementet sig åt

vedlaegge den her i Oversrettelse.

Sägen har derefter vseret föredraget i svensk Statsraad den 26

Januar sidstleden. Chefen for det svenske Justitiedepartement redegjorde

her for de Punkter, hvori dette Departements seneste Förslag

afviger fra Propositionen af 1882. Medens der med Hänsyn til en

s. 100 Kontrollera mot PDF

100 Norska Regeringens Indstilling den 1 Mars 1883.

Flerhed af de foreslaaede JEndringer ingen Indvending reistes fra

svensk Side, indeholder derimod det sidste norske Udkast Förslag om

enkelte Forandringer i den tidligere Lovtext (hvilke nedenfor nasrmere

skal omhandles), som det svenske Justitiedepartements Chef erklmrede

ikke åt kunne tilraade antaget i Sverige. Efter att have begrunda

sin Anskuelse forsaavidt, fremlagde Justitsministeren et Lovudkast, der,

naar undtages disse Punkter, var stemmende med det fra norsk Side

senest fremkomne Förslag, samt indstillede, åt den svenske Hpiesterets

Erklaering om dette Udkast skulde indhentes, hvilken Indstilling af

Deres Majestät naadigst blev bifaldt.

Den svenske Hpiesterets Erklsering i Anledning af dette seneste

svenske Udkast er afgiven under 13 Februar d. A. Man tillader sig åt

vedlsegge den ber i Oversaettelse. Departementet har dernäst modtaget

Afskrift af Protokol med Bilag, fort i sammensat Statsraad

den 26 Februar nsestefter. Det svenske Justitiedepartements Chef sees

ber kortelig åt have omhandlet nogle Bemaerkninger, som af to af

Idpiesterets Medlemmer ere gjorte ved et Par af Udkastets Bestemmelser.

Han paapeger i denne Henseende, åt disse Medlemmers Bemserkninger,

hvad disse Punkter angaar, ikke ere blevne tilt.raadte af Rettens Pluralitet,

samt åt der fra denne heller ikke forpvrigt er fremfprt nogen

Indvending mod det senest af det svenske Justitiedepartement afgivne

Lovudkast. Justitsministeren henstillede derför, åt den norske Regjerings

Betänkning naadigst befaledes indhentet over det nye Udkast,

hvilken Indstilling af Deres Majestät naadigst bifaldtes.

Departementet forbigaar de Paragrafer i Lovforslaget, hvis Affälling

overensstemmende med Departementets seneste Udkast man

fra svensk Side har indgaaet paa. For fplgende Paragrafers Vedkommende

foreslaaes der i det nu sidst fremkomne svenske Lovudkast Afvigelser:
-

§ 3.

Der er ikke gjort Invending mod det efter Storthingskomiteens

Minoritets Udkast optagne Tillagg i Slutningen af denne § om, åt de

s. 101 Kontrollera mot PDF

101

Norska Regeringens Indstilling den 1 Mars 1883.

respektive Laude skulle forpligte sig til, dersom det ene Lands Lapper

tillasgges större Ret til Renbete eller Skovfang, end i nmrvaerende

Lov bestemt, åt lade samme Ret ogsaa tillkomme det andet Riges

Lapper. Dog har man efter Foranledning af den ovenmevnte svenske

Lappekommission foreslaaet, åt det udtrykkelig tilföies den optagne

Tillaegsbestemmelse, åt samme kun gjadder de Trakter, hvor fremmede

Lapper efter Loven har Ret til åt opkolde sig. Da et saadant Tillägg

kun antages åt ville tjene til Fyldestgjörelse af Bestemmelsen, har

dette Departement intet derimod åt erindre.

Ligeledes efter den nsevnte Lappekommissions Förslag har det svenske

Justitsdepartement antaget, åt den naermere Bestemmelse om de

Grsendser, inden hvilke den i Slutningen af §ens 2det Punktum omhandlede

Betesret nser Rigsgrasndsen, hvilken Bestemmelse i Tilfaslde

bdr gives samtidig for den norske o g den svenske Side af Greendsen,

heller bör henlsegges till Kongen, end som i det norske Udkast foreslaaet,

til vedkommende Amtmand eller Landshövding. Departementel

tiltrseder dette Förslag.

§ 4.

Chefen for det svenske Justitsdepartement har antaget åt man

ligeledes kan indgaa paa den i nservaerende § fra norsk Side foreslaaede

ändring, hvorefter Lapperne paalmgges åt erhverve Udvisning,

forinden de til visse 0iemed hugge friske Lpvtrser. Justitsministeren

anförer, åt en saadan Regel uden Tvivl kan ventes åt ville bortrydde

mangen Anledning til Misforstaaelser mellem Lapperne og de Fastboende,

og åt ville fremme et godt Forhold mellem dem. Imidlertid,

tilfViier lian, bör man paase, åt Pligten til åt spge Udvisning ikke udstraekkes

til Tilfselde, hvor den vilde virke bebyrdende for Lapperne

uden tilsvarende Nytte for de Fastboende, -.saasom naar Trmvirket skal

anvendes blot til Reparationer paa Gjerder og Huse, ei heller til

Ti kådde, hvor öieblikkelig Adgang til Trävirke kan vasre n0dvendig,

saasom naar Lappernes Rengjerder eller Trävirke, som har veeret

bestemt til Opf0relse af saadanne, er bleven ulovligen ödelagt (kfr.

Paragrafens Slutning). Videre antages det åt burde vtere et ubetinget

Vilkaar, åt Udvisningen sker uden Omkostning for Lapperne

og paa för dem saavidt muligt bekvemme Steder, ligesom åt Lappen

ikke unödigen op ho Ides af Skoveieren, inden han har Adgang til åt

henvende sig til offentlig Myndighed om Udvisning. Ogsaa med Hänsyn

til de her fremhaevede Punkter har Justitsdepartementet henholdt

sig til den svenske Lappekommissions Förslag. I det seneste svenske

s. 102 Kontrollera mot PDF

102 Norska Beger ingens Indstilling den 1 Mars 1883.

Lovudkast er derför Paragrafens 2det Åfsnit foreslaaet givet f0lgende

Affatning: _ _ f

“Til Opf0relse eller Ombygning af Gjerder og Gammer eller Huse

maa voxende Lpvtrreer af Lapperne kun tages efter Udvisning, der

skal gives paa for Lapperne saavidt nådigt bekvemt Sted og meddeles

liden Omkostning i Statens Skove af vedkommende Forstbetjent

og i private Skove af Eieren, eller hvis Eieren dike uden Tidsopliold

meddeler Udvisning eller Lappen dike med flarn bliver enig, af den

offentlige Betjent, som Amtmanden eller Landshövdingen har dertil bemyndiget.

Dog har Lapperne Ret til uden Udvisning åt tage ogsaa

voxende Lpvtrmer til Oplbrelse af nye Gjerder, livor Trävirke, som af

dem paa deres Sommeropholdssteder lovligen er benyttet til Gjerder,

findes ved deres Tilbagekomst uden deres Samtykke bortfprt eller gjort

utj enligt/1

I Sammenhaeng hermed er i Paragrafens fplgende Punktum, der

indeholder Straffen for i Tittande åt undlade åt erhverve Udvisning,

Betegnelsen af den strafbare Handling noget modificeret.

Departementet hav troet åt burde indgaa paa de saaledes i Bestemmelsen

foreslaaede Lempninger, som Lapperne synes med Billighed

åt kunne krseve.

§ 5.

1 Departementets Indstilling af 5 Januar sidstleden optages,

som man vil erindre (Se S. 13—14), Komitcminoritetens Omredaktion

af denne § i den Hensigt åt erholde direkte udtalt den Sats, der allerede

indirekte er Lovens Forudsietning, nemlig åt det Lappernes

Betesret undergivne Omraade kan indskraenkes ved, åt Dele deraf opdyrkes

eller tages i Brug for Eierens Bedrift.

Saavel det svenske Justitsdepartement som den nasvnte Lappekomission

har henstillet, åt man bibeholder den Affatning, som ntervaerende

§ havde i Propositionerne af 1882. Den ubestridelige Gyldighed

af den Sats, som man ved den seneste norske Redaktion al

Paragrafen har villet give Udtryk, erkjendes villig fra svensk Side.

Man har kun fundet det överflödigt her åt udtale denne Grundsanning,

som formenes tilstrsekkelig tydelig fremholdt andetsteds i Loven. Ved

Siden heraf anfpres, åt denne almindelige Stutning vilde have en lidet

heldig Plats i ntervrerende Paragraf, og anser man derhos dens

Udtryk for ikke tilst-rmkkelig klare.

Departementet henviser til Lappekommissionens Erklmring angaaeride

dette Punkt og tillader sig åt indtage, hvad Chefen for det

s. 103 Kontrollera mot PDF

103

Norska Regeringens Indstilling den 1 Mars 1883.

svenske Justitsdepartement i denne Anledning har udtalt i sit Föredrag

af 26 Januar sidstleden, saalydende:

“Betydningen af det Till teg, som den norske Reglering i denne §

har foreslaaet, synes mig ikke fuldstmndig klar. Den Jord, hedder det,

som med lovlig Hjemmel er bleven Gjenstand for Rydning, Dyrkning

eller Indikning unddrages derved for Lappernes Brugsret, saaledes

som nedenfor i § 9 mermere bestemt. Åt den Fastboende uhindret

af Flyttelappernes Renbetesret har Ret til åt opdyrke sin Jord, er en

af de almindelige Grundssetninger, hvorpaa bele Loven hviler, den er

altsaa ogsaa fra svensk Side erkjendt, o g som almindelig Grundsmtning

behöver den ikke yderligere Bekräftelse gjennem åt optages i

Loven. Heller ikke forsvarer Bestemmelsen der sin Plads som et specielt

Lovbud med den Opgave i det enkelte Tilfselde åt tjene til Rettesnor

under Samfaerdselen mellem Nomader o g Fastboende. Alt hvad

Bestemmelsen i saa IJenseende b0r indeholde, findes allerede optaget i

§ 9. Ved sidstnmvnte § beskyttes Ager og Eng, ikke blot den allerede

existerende men ogsaa den vordende, mod al Skade af Lappernes

Rensdyr. Der omtales ogsaa de eneste Maader,»hvorpaa Dele af

Udmarken, liden åt dyrkes til Ager og Eng, kunne unddrages Lappernes

Betesret. Indeholder nu Tillaegget til § 5 intet andet — og

Jette tpr formentlig sluttes af den i samme indtagne Henvisning til § 9

— da er det överflödigt. Skal man derimod af Bestemmelsens Plads i §

5 og af det Ubestemte i Udtrykket: “Gjenstand (föremål) for Rydning“

slutte, åt den tilsigter en Udryddelse af de Fastboendes Rettigheder,

udover hvad der bestemmes i § 9, og en dertil svarende For0gelse af

Lappernes Skadeserstatningspligt, saa er Bestemmelsen uantagelig fra

svensk Side som stridende mod § 9. I etlfvert Fald synes den baade

ved sin Piads og siue Udtryk uklar og åt kunne lede til Misforstaaelse,

hvorfor jeg henstiller åt den ikke optages i Loven.“

Det vil af Departementets förrige Föredrag sees, åt det med nmrvmrende

Paragrafs Omredaktion ikke bär vmret Tanken, åt nogetsomhelst

Nyt skulde derved indf0res i Lovforslaget. Departementet er

enigt med det svenske Justitsdepartement i, åt den Grundsanning, som

Komiteminoriteten har önsket direkte udtalt, med Klarlied allerede ligger

andetsteds.i Lovudkastet, smulig i § 9 (cfr. ogsaa § 27, 2det .Passus).

Man medgiver derhos, åt der fra det redaktionsmmssige Synspunkt kan

gjöres Indvending mod åt beliolde Bestemmelsen i § 5, hvis Indhold

ellers er af ganske speciel Art, og åt give samme Plads i § 9, hvor den

i. lilfselde formodentlig skidde höre bedst hjemme, vilde neppe i en

tilfredsstillende Form kunne ske uden en vidtgaaende Omredaktion af

denne Paragraf. Naar man derför, som anfört, fra alle Köld erkjender,

s. 104 Kontrollera mot PDF

104 Norska Regeringens Inästilling den 1 Mars 1883.

åt Loven allerede ved sine 0vrige Bestemmelser hjemler de Fastboen de

den Ret, som man her tiar villet nsevne, tror Departementet åt det maa

viere liden Betnsnkelighed åt gaa tilbage til denne Paragrafs Affatning

efter Propositionen af 1882, hvorpaa der altsaa fra svensk Side lagges

Veegt.

§ 9, 4de Led.

Som det vil erindres foreslog Departementet i sin förrige Indstilling,

åt den i mervierende Paragraf tidligere satte Termin, 8 Juli, för

hvilken det i Tromsö Amt ikke skal medföre Erstatningspligt åt bete

med Ren paa saadan Udmark, som her omhandles, — medmmdre denne

Frihed af Lapperne benyttes saaledes, åt Enkeltmand. derved i vtesentlig

Grad bebyrdes, — skulde forandres til 24de Juni.. De fra Amtet

erhvervede Erklseringer krasvede enstemmigen, åt det tidligere Udkast

skulde undergaa en ändring i denne Retning, og kun under denne

Forudssetning sluttede Amtsformandskab og Herredsstyrelser sig til

0nsket om en for begge Riger faslies Lov.

Mod den saaledes foreslaaede Förändring af ommeldte Tidsgraendse

har den svenske Lappekommission med megen Styrke erklieret sig, og

tillader Departementet sig i det Hele åt lienvise til de udfprlige Bemasrkninger

ved denne Paragraf der indeholdes i Kommissionens her som

Bilag trykte Betänkning af 20 Januar sidstleden. Det Iremholdes af

Kommissionen, åt den nu forlangte Udvidelse af den Tid, i hvilken den

skarpere Erstatningspligt skal paahvile Lapperne, ikke kan Ande Stötte

i nogensomhelst nye Oplysninger, hvorigjennem man skulde kunne

komme bort fra de Forklaringer, som samstemmigen, anföres det, forelaa

for Underspgelseskommissibnen i 1866 -om Vegetationsforholdene, Klimaet

og de stedlige Forhold i de Egne, hvorpaa det her kommer an.

Af de Examinationer af Lapper og Fastboende, som paa hin Tid anstilledes,

fremgik det, mener den svenske Lappekommission, temmelig

utvetydigen som den da raadende Anskuelse, åt Lapperne inden Tromsö

Amt indtil omtrent 14 Dage efter St Hane-Tid med Nödvendighed maa

opholde sig med sine Ren i de nedenfor Fjeldene beliggende Marker,

i hvilke de Fastboende pleie åt bete med sit Bofis. För denne Tid

fandtes ikke i Almindelighed tilstrsekkelig Fpde for Renen paa hpiereliggende

Marker. Naar Fertil kom, hvad der efter Kommissionens

Mening ligeledes fremgick af de i 1866 stedfundne Unders0gelser, åt

Lapperne paa mange Steder inden Amtet ikke ankomme med sine Ren

til de Trakter, hvor de Fastboendes Havnegange ere beliggende för

ved Midtsommerstid, saa vilde, om man nu ombyttede den her paagjieldende

Termin, 8de Juli med Midtsommerdag eller 24 Juni, denLettelse,

s. 105 Kontrollera mot PDF

Norska Regeringens Indstilling den 1 Mars 1883. 105

som man gjennem naervaerende Bestemmelse havde tiltaenkt Lapperne,

for det meste komme til kun åt blive staaende paa Papiret.

Kommissionen har ligeledes udtalt sig mod det ogsaa efter Foranledning

af Tromsp Amtsformandskab i nasrvserende Paragraf foreslaaede

Tillaeg om, åt der til den Regel, åt Skade paa Udmark af den i § 9,

4de Led omhandlede Art ikke skal i Tromsp Amt erstattes, naar Udmarken

ligger over 6 Kilometer fra Eierens Boprnl, skal knyttes Adgang

til för enkelt Distrikt åt gjore Undtagelse, saa åt Grtendsen bestemmes

til 8 Kilometer. Kommissionen indrpmmer vistnok, åt man i den

Omstsendighed, åt der skulde udkraeves kongelig Bestemmelse for åt

fastsaette saadan Undtagelse, vilde have Garanti mod, åt den foreslaaede

Adgang ikke i Utrsengsmaal blev benyttet, Men naar paa den anden

hide den tidligere Grämd,so af 6 Kilometer just har vasret beregnet

paa_ de Trakter, paa hvilke den smidige Udvidelse til 8 Kilometer tmnktes

i Tilfaelde bragt til Anvendelse, fläder Kommissionen, til hvis Begrundelse

man forpvrigt ogsaa om dette Punkt henviser, åt der er liden

Fpie til åt optage Tillsegget, hvilket Amtmanden i Tromsp Amt heller

ikke synes åt Ande synderlig fornpdent,

Chefen for det svenske Justitsdepartement erkherer i sit Föredrag

•af 26 Januar sidstleden, åt lian med Hensyn til naervaerende Paragraf

kan i Et og Alt lienholde sig til Lappekommissionen. Den Termin

som Forslaget hidtil bär indeholdt, den 8de Juli, er, bemaerker lian’

bestemt efter npiagtige Underspgelser af den i 1866 samlede norsksvenske

Kommission og liden nogen Reservation fra noget af dens

norske Medlemmer. Under Sägens senere Behandling har heller ikke

nogen Indvending mod den vasret fremfprt fpr nu. Den ändring som

nu begjmres, Hemlig Tilbageflytning af Terminen med ikke mindre end

fjorten Dage — et for Vegetationens Udvikling i den paagjseldende

Trakt og Aarstid meget betragteligt Tidsrum — er ikke grandet paa

nogensomhelst Underspgelse om Muligheden for Lapperne af i samme

1 idsrum åt livnaere sine Ren paa b jeldene. Ei heller er det, bemaerker

det svenske Justitsdepartement, bragt paa Bane åt skaffe Lapperne nogen

Erstatning for den Betesret, som herved skulde berpves dem. Under

disse Omstamdigheder åt forandre en Bestemmelse, som Rigsdagen för

sit Vedkommende allerede har vedtaget og hvorpaa — efter del Rio-sdagen

forte Overlaegninger åt slutte — denne maa antages åt have

lågt sirlig Vmgt, finder Chefen for Justitsdepartementet ganske utilraadeligt.

Med Hensyn til Spprgsmaalet om Udvidelse for visse Tilfmlde af

den G ram d se, 6 Kilometer, fra de Fastboendes Gaarde, udenfor hvilBih.

till Riksd. Prof. 1883. I Samt, 1 Afd. 14

opaginerad Kontrollera mot PDF

IÖ6 Norska Regeringens Indstilling den 1 Mars 1883.

ken Lapperne skulle kunne bete med sine Dyr paa Udmarker liden åt

befrygte nogensomhelst Erstatningspligt, slåtter Justitsdepartementets

Chef sig ligeledes til Lappekommissionen o g finder de Grunde som fra

norsk Side anföres for den senest foreslaaede ändring, lidet overqevisende.

I Idenhold til det saaledes Anförte liar Justitsdepartementets

Chef i det Lovudkast, som i Statsraadet den 26 Januar d. A. fremlagdes,

optaget 4de Led af § 9 uforandret som det löd i Propositionen af 1882

(se dennes S. 84).

Dette Departement skal erkjende, åt det faktiske Grundlag, hvorpaa

man fra norsk Side har bygget det seneste Förslag om Förändring

i den her paagjseldende Termin, kan synes åt savne adskilligt i Fuldstasndighed,

naar hensees til de fremlagte Dokumenter og til den Omstuendighed,

åt ikke alene Kommissionen af 1866 men ogsaa de for

Storthingene i 1878 og 1882 af Tromsö Amts Representanter fremsatte

Förslag til ensidig norsk Lov om denne Materie have fastholdt Terminen

8de Juli. Der föreligger den Udtalelse fra Amtsformandskabskomiteen

i Tromsö Amf (se Föredraget af 5 Januar 1883 S. 5) “åt,

dersom Terminen 8 Juli bliver gjmldende Lov, vil derved forvoldes de

Fastboende uerstattelig Skade ikke alene enkeltvis men for bele Strög,

da man vil savne förnöden! Beite for sine Kreaturer. Komiteens Medlemmer

ere alle enige i, åt denne Tidsgrmndse bör ssettes til 15 Juni,

dog tror 5 af Komiteeus 6 Medlemmer, åt den til Nöd kan udstrmkkes

til 24 Juni, hvis dette skulde vise sig uundgaaelig nödvendigt for åt

faa Loven istand, men under ingen Omstamdighed lsengere.“ Denne

Udtalelse stöttes af samtlige Herredsstyrelser i Amtet. Disse Udtalelser

kunne forsaavidt ikke frakjendes Betydning, som de kommer fra

Hämd, der for det meste maa antages åt have personlig Erfaring om

disse Forhold. Man kan ikke undlade åt faaste sig ved den Styrke,

hvormed Distriktets Vedkommende indhmrerer Nödvendigheden af åt

faa Terminen flyttet filbåge, paa samme Tid som de selvfölgelig er

paa det Rene med, åt Paastanden i dette Stykke maa vanskeliggjöre

Forhandlingerne med Sverige om en Ordning ved faslles Lov, hvilken

Ordning de Fastboende i Tromsö Amt tydeligvis forstaa, åt de maa

foretraakke. Dette tyder visselig paa, åt den her begjaarte ändring

staar som et meget vassentligt Punkt for dem.

Siden Kommissionen af 1866 paa Stedet undersögte disse Forhold,

er snart et Par Decennier forlöbne, og ligesom vel de Tidsangivelser,

som i denne Kommissions Meddelelser gives om Lappernes Ankomst

til dette eller lånt Sted i Amtet, maaske ikke leengere i alle Dele svare

til det nuvferende Forhold, saaledes er det ialfald sikkert, åt med de

s. 107 Kontrollera mot PDF

107

Norska Regeringens Indstilling den 1 Mars 1883.

Fremskridt, dissa Trakter siden den Tid liave gjort i Agerbrug o g

anden Udnyttelse af Terrainet i civiliseret 0ienied, maa Byrden og

Plagen af Rensdyrenes Streiftog vaere bleven mere f0lelig for den

fastboende Befolkning.

Paa den anden Side er selvfplgelig Udtalelser fra denne forsaavidt

mindre tjenlige som faktisk Grundlag, som de kun komme fra den ene

Part i Sägen. Mere objektive Data til med Sikkerhed åt bed0mme,

om de paagjaddende Forliold i den senere Tid have artet sig i nogen

vassentlig Grad forskjelligt fra den Tid, Kommissionen af 1866 virkede,

vilde vistnok paakrasve Underspgelser paa selve Aastederne og til Tid,

da ogsaa Lappernes Forklaringer kunde bores.

Elter den i det svenske Justitsdepartements Föredrag afgivne

bestemte Erklmring, der stetter sig. til Lappekommissionens i dette

Punkt ligesaa afgjorende Udtalelser, t0r Departementet ikke laengere

tro paa, åt efter de foreliggende Oplysninger Terminen 24de Juni vil

kunne ssettes igjennem i Sverige. Paa den anden Side staar man

ligeoverfor det fra Tromsp Amf fremkomne ligesaa bestemte Forlangende

om, åt 8de Juli-Terminen maa skydes filbåge, ellers er Loven efter

Distriktets Mening ikke akceptabel.

Departementet har ikke T vivi om, åt der ved Spprgsmaalet om

Vedtagelse hos os af et Lovforslag som nservairende, der i Enkelthederne

kun interesserer eu enkelt Landsdel vil — naar engang de

kommunal Myndigheder Liden Amf og Herreder ere afmskede Erklaering

over samme — blive i ganske fremtrsedende Grad lagt Ymgt

paa, åt Forslaget har en AfFatning, der ikke i vsesentligt Punkt fjerner

sig fra Distriktets 0nske. Af Indstillingen fra förrige Storthings Konstitutionskomité,

efter hvis Initiativ de omhandlede Erkheringer ere

indhentede, fremgaar klart, åt man ansaa det betasnkeligt i en Materie

som denne, der knytfer sig til saa sacregne lokale Fördold, til hvilke

de Fleste udenfor selve Distriktet kun er istand til åt erhverve ganske

overfladisk Kundskab, åt tage noget Skridt paa egen Haand. Departementet

maa efter dette bekjende, åt man tror, der kun vil vaare ringe

Udsigt til Lovforslagets Gjennemf0relse hos os, dersom man n0des til

i samme åt bibeholde nasrvaerende Bestemmelse uforandret med Tidsgraondsen

8de Juli, mod hvilken der fra Amtet haves saa ligefrem

Protest.

Departementet har under disse Omstsendigheder troet åt burde

ty til i nairvmrende Paragraf åt forspge et Mellemforslag, hvorved

Distriktets 0nske s0ges delvis impdekommet, og som man har taenkt

sig muligens kunde akeepteres i Sverige hellere, end åt de långvarige

Bestrasbelser for åt istandbringe en Ftellesordning nu skal udssettes for åt

s. 108 Kontrollera mot PDF

108 Norska Begeringens Indstilling den 1 Mars 1883.

sirande. Man foreslaar, åt der i 2det Punktum af 4de Led

lste Juli istedetfor som i förrige Proposition 8de Juli. Dernäst

foreslaar man som 3die o g sidste Punktum af § 9, 4de Led eu Bestemmelse

saalydende:

»I Troms0 Amf skal ei heller Skade erstattes i saadan Udmark,

beliggende i en vis Afstånd fra Jordeierens eller Brugerens fäste Bopael,

hvilken Afstånd for Tiden fra og med den lste til og med den 7de

Juli bestemmes til 3 Kilometer eller derover og for den Tid, i hvilken

svenske Lapper for0vrigt have Ret til åt opholde sig i Norge, til b

Kilometer eller derover.»

Departementet skal oplyse, åt Amtman den i Troms0 Amt paa

Foresp0rgsel, om han kunde afgive Udtalelse om, åt han antager, åt

Lapperne efter lste Juli kunne finde til s träsk k ed i g t Bete paa Fjeldene,

har i Telegram af 14 Februar sidstleden erklasret, åt allerede 24 Juni,

altsaa endnu mere lste Juli, antages Lapperne åt kunne finde tilstrmkkeligt

Bete for Rensdyrene, oden åt disse beli0ve åt gjore Skade paa

de Havnegange, som samtidig benyttes af de Fastboende. Denne

Mening har Amtmanden i Skrivelse af s. D., der her folger som Bilag,

bekrasftet og mermere udviklet. Amtmanden forklarer som det vil sees

her, åt tidligst om Vaaren, naar Lapperne kommer ned med de Sinder,

som endnu ikke have kalvet, kunne de ikke undgaa åt benytte de

Fastboendes Havnegange, naar ikke deres Dyr skulle udssettes for

Sult. Derför kan en Ansvarsfrihed tidligst om Vaaren siges åt vane

begrundet i Billighedshensyn til Lapperne, men denne Ansvarsfrihed

b0r oph0re, saasnart som den store Masse af Oxeren og af Simler,

som have kalvet i Sverige, str0mmer ind i Landet og naar Marken

er bleven saavidt bar, åt Lapperne ikke beh0ve åt ligge de Fastboende

til Förhand i de mermeste Havnegange. Dette Tidsrum intrader, anforer

Amtmanden, omkring St. Hans-Dag, og derför har han foreslaaet

8de Juli forandret til 24 Juni.

Ved ovenstaaende Omredaktion af §ens sidste Punktum er der,

som det sees, tsenkt opnaaet, åt Lapperne til Gjengjasld for, åt de, efter

hvad nu foreslaaes, allerede fra lste Juli maa holde sig borte fra det

de Fastboende nrermeste Terrain, hvis de ville undgaa den strengere

Erstatningspligt, som Hovedregelen i lste Punktum af § 9, 4 Led

medf0rer, skulle i eu Uge, fra lste til 7de Juli, kunne frit bete saa

nrer de Fastboende som 3 Kilometer. Naar denne Uge er forl0ben,

forudsmttes de åt kunne ty op paa de fjernere Fjeldstrakninger, hvor

de altsaa i 6 Kilometers Afstånd fremdeles have Betesstrakningerne

til sin Raadighed. Man skal tilf0ie, åt Amtmanden i TromsO Amt

har udtalt den Mening, åt han tror man b0r foretrakke åt tilbyde

s. 109 Kontrollera mot PDF

109

Norska Regeringens Indstilling dm 1 Mars 1883.

Nedsfettelse iil eu vis Grad af den i §en indeholdte Afstandsbestemmelse,

hvis man ikke ellers kan opnaa, åt Terminen 8de Juli ombyttes

med en tidligere Termin. Ogsaa beröm tillader man sig åt

henvise til hans vedlagte Skrivelse til Departementet af 14 Februar d.

A. Som det vil sees, naevner Amtmanden her 4 Kilometer som den

Forkortelse af Afstanden, hvortil man i Tilfmlde skulde kunne gaa, o g

det vilde vistnok havo vmret Önskelig! om man havde kunnet blive

staaende ved en Afstånd af 4 istedet for 3 Kilometer. Som Svar paa

en tidligere Henvendelse, i hvilken blandt Andel, var forudseet Aluligheden

af, åt der kunde blive SpOrgsmaal om en Nedsasttelse af Afstanden

ligetil 3 Kilometer, har Amtmanden imidlertid ikke ubetinget

erklueret sig imod en saadan yderligere Reduktion, skjont han vistnok

betegner dette som et Skridt, man kun i Nodsfald bor ta ge, og derhos

dengang tunik te sig bibelioldt den tidligere foreslaaede Adgang för

Kongen til Udvidelse af Afstanden for enkelt Distrikt.

Naar Departementet saaledes i det her omhandlede Mellemforslag

delvis ikke har kunnet folgc de Erkheringer, som fra Distriktet ere

afgivne, skal- man sluttelig i denne Anledning ikke lade ubemferket,

åt Forslaget er istandbragt efter en med Expeditionschefen i vedkommende

svenske Departement (ligesom i 1881—82) forelobig havt Konference.

Denne har givet Departementet det bestemte Indtryk, åt

nogen fra de Fastboendes Synspunkt gunstigere Afätning af den her

omhandlede Bestemmelse ikke for Tiden vilde blive akcepteret i Sverige.

§ 22.

Ved deri i Departementets sidste Lovudkast foretagne Omredaktion

i Slutningen al denne § var ligesom i Komiteminoritetens Udkast

udeladt den Bestemmelse, som tidligere fandtes i den tilsvarende Paragraf,

indeholdende Paalasg til Amtmand eller Landshövding om, naar

Förlig, indgaaet i det ene Rige, sendes til Fuldbyrdelse i det andel,

tillige åt meddele Erkhering om, åt Forliget efter det forstnsevnte Lands

Love have samme bindende Virkning som en endelig Dom. Chefen for

det svenske Justitsdepartement har henstillet, åt denne Förskrift, som

häri formener i mango Tilfmlde kan veere af Nytte, bibeholdes i Forslaget,

Departementet ved intet herimod åt erindre. I Komiteminoritetens

Votum anfortes ingen smidig Grund for dens Udeladelse. Efter

dette affattes Paragrafens 4de Punktum overensstemmende med 4de

Punktum af § 20 i Udkastet af 1882.

§ 25.

Det svenske Justitsdepartements Chef er enig i, åt der i Slutrim
-

opaginerad Kontrollera mot PDF

no

Norska Regeringens Indstilling den 1 Mars 1883.

gen af den § bor indtages det foreslaaede Tillägg, der ndtrykkelig udtaler,

åt enhver Förpligtelse, der iföl ge mervaerende Lov paahviler Lap,

der bär bortsat sine Ken til Bevogtning af Andre, ogsaa skal paaligge

Fastboende, der befinde sig i saadant Tilfadde. Bestemmelsen er for©vrigt

i det svenske Udkast udtrykt tidt anderledes end i Departementets

og Komiteminoritetens Förslag. Den lyder nemlig i Oversaettelse

saaledes:

»Fastboende, som have Ren under Bevogtning af Lapper, bave

med Hensyn til sine Dyr de samme Förpligtelse^ som efter denne

Lov paahviler Lapper, livis Ren er under andres Bevogtning.»

Departementet foretraekker denne Affälling, der ikke tilsigter

nogen Förändring i Mening. Man undgaar derved Udtrykket: »som

have bortsat sine Ren til Bevogtning», hvilket kan synes alene åt

passe paa Tilfadde, livor Lappen har övertaget den Fastboendes Hjord

til Bevogtning (sammet] med egne Dyr), og saaledes bliver Besidder

af den fremmede Hjord (conductio operis). Dette vil vistnok ogsaa

vare det regelmmssige Forhold. Men det kan formentlig ogsaa trieffe,

åt Lappen, som vogter Ren for den Fastboende, er gaaet i dennes

Tjeneste som Tyende, og Udtrykket bor derför formentlig v a; ro omfattende

nok, til åt ogsaa Tilfadde af denne Art kan gaa ind derunder.

Chefen for det svenske Justitsdepartement bemterker dernäst, åt

naar det oven omhandlede Tillasg antages, synes Paragrafens 2det

Punktum, om livis Affatning der niellera den svenske Rigsdag og den

norske Reglering har vinref Meningsforskjel, åt blive överflödigt og åt

kunue udgaa. Naar man sammenholder Paragrafens lste Punktum

og det nu foreslaaede Tillasg, antages det nemlig under enhver Omstasndighed

tydeligen åt fremgaa, åt Fastboende, som lader Lapperne

vogte sine Ren, komme til åt nyde de Fordele, som Loven sikrer

Lapperne.

Dette Departement antager ligeledes, åt Lovbestemmelsen, affattet.

saaledes som af det svenske Justitsdepartement foreslaaet,, vil tilstraekkelig

tydelig indeholde, åt Loven skal vasre anvendelig paa fastboende

Reneiere, hvad enten de ere Nordimend, Svensker eller Lapper,

under den Forudsaetning, åt deres Dyr vogtes af Lapper. Det Punktum,

som foreslaaes udeladt, vilde kun have Betydning for det Tilfelde,

åt Rensdyrenes Vogtning udfortes af Personer, der ikke vare Lapper.

Det vil af Departementets förrige Föredrag S. 21—22, sammenholdt

med Komiteindstillingen af 1882 S. 29—30, sees, åt Departementet

ligesom Komiteminoriteten har fundet åt maatte fastholde Adgang for

Personer af ikke-lappisk Nationalitet til åt viere Reneiere og til som

saadanne åt nyde samme Rettiglieder med Hensyn til Bete, som Lov
-

opaginerad Kontrollera mot PDF

in

Norska ''Regeringens Indstilling den 1 Mars 1883.

forslaget tiltaenker Lapperne. Ved samme Ledig hed bibeholdt man

ogsaa, ligesom i Komiteindstillingen skeet, en saadan Affatning af Paragrafen,

åt der i Theorien ikke blev afskaaret saadanne Reneiere åt

benytte sig^ af norsk- eller svenskf0dt Person til åt bevogte Dyrene

paa disses Flytninger.

Departementet man imidlertid, efter hvad der i nservmrende Saga

Aktstykker i forskjellige Anvendelser er forklaret, antage det tilstrsekkelig

godtgjort, åt der praktisk kun kan va:re Spprgsmaal om åt lade

Vogtning åt Rensdyr foregaa ved Lapper. De Fastboendes Klager over

Beskadigelser paa deres Eiendgmme ledsages idelig af den bestemte

Forsikring om, åt kun Lap kan vogte Ren, og åt de Fastboende paa

ingen Maade ere i Besiddelse af de Fairdigheder, som til denne Gjerning

udfordres. Man se i saa Henseende f. Ex. de i förrige Departements

föredrag 8. 19—20 omhandlede Hoiesteretsdomme, af hvilke

den ene senere er refereret i Retstidenden for 1883, S. 57—61.

Departementet tror efter dette, åt man uden Betamkelighed kan

lade udgaa af närvarande Paragraf 2det Punktum, der efter Paragrafens

seneste Redaktion kun skulde have Anvendelse paa Tilfaelde,

h voro in de i disse Forhold indviede erklmre, åt der i Praxis ikke kan

vasre Sp0rgsmaal. Man kan ikke antage, åt der herved skulde beredes

nogen Vanskelighed for saadanne Tilfaelde, hvor Renvogterens Nationalitet

maaske kan vmre tvivlsom. Har han fru Barndommen af

levet, under Lappens Vilkaar og 0vet dennes Bedrift, man efter Departementets

Mening Lovens Bestemmelser for hans Vedkommende faa

Anvendelse, uanseet om hans Herkomst matte vasre mere eller mindre

blandet.

§ 30.

Det svenske Justitsdepartements Chef udtaler i sit Föredrag af

26 Ja nu ar d. A., åt der ikke antages fra svensk Side åt burde vare

underlig Betankelighed ved åt indgaa paa det af den norske Regjering

senest fremsatte Förslag om, åt Loven kun skal gives for et vist

Tidsrum (15 Aar), under korbehold af åt Rodicillen af 1751 paany

skal träde i Kraft, dersom ikke ny Lov inden denne Tid bliver gjeeldende.

Allerede fra den fprste Pid, da mervaerende Lovsag toges under

Behandling, har nemlig, paapeger Justitsdepartementets Chef, en Ordning

af denne Beskaffenhed havt sine varmeste Forsvarere i Sverige,

og antageligen ville de, som i en eller anden Henseende ikke have

vmret fuldt tilfreds med Lovens Indhold, lettere Ande* sig i eu Anordning,

som efter eu vis ikke synderlig lång Tid igjen kan falde bort,

s. 112 Kontrollera mot PDF

112 Norska Regeringens Indstilling den 1 Mars 1883.

dersom dens Verkninger skulde findes ikke åt svare til de Forhaabninger,

man knytter til den. Imidlertid anser det svenske Justitsdepartement

en Redaktionsforandring i 2det og Bdie Punktum af Paragrafen,

som den i Departementets sidste Udkast er a Hattet, for pnskelig.

I det senest fremlagte svenske Lovudkast ere disse to Punktumer

omredigerede til folgende Besteinmelse:

»Den förbliver gjaddende i 15 — femten — Aar fra mevnte Dag.

Er ikke inden Udlpbet af denne Tid ny Pelles Lov blevet antagen i

begge Rigel-, skal lste Tillägg eller Kodicil til Traktaten A Oktober

1751, som, medens nservserende Lov er gjaeldende, ikke kommer til

Anvendelse, Etter frände i Kraft.»

Justitsdepartementet foretraskker denne Afbitning, dels, hedder

det, for åt 1751 Aars Kodicils Stilling i den Tid, den nye Lov gjaslder

kan blive fuldstaendig klar, dels for åt det tydelig kan blive sagt, åt

den nye Lov, som kan komme til åt blive vedtagen efter 15 Aar, bor

vsere fselles.

Departementet bär intet åt erindre mod denne Redaktionsforandring.

Åt der fra svensk Side maa boldes paa, åt den Lov, af hvis

Vedtagelse Kodicillens Suspension ogsaa udover de 15 Aar skal afbasnge,

maa vsere feelles, er en Selvfolge og bar ogsaa vairet Meningen

med Bestemmelsen, som den var affattet i det sidste norske Lovudkast.

Det svenske Justitsdepartements Chef har derimod fundet åt

maatte fraraade, åt det sidste Punktum, som findes i det norske Lovudkast,

optages i Loven. Som bekjendt lyder dette saaledes:

»Herved er dog intet afgjort med Hensyn til SpOrgsmaalet om,

bvorvidt noget af Rigerne bar Ret til åt fratrmde denne Kodicil.»

Dette Forbehold, anföres det, skulde tyde paa den Mening, som

tildels bar veeret udtalt i Norge, åt dette Rige ikke lamgere skulde

vare bundet ved Kodicillen af 1751, saasom Sverige gjennem Afstaaelsen

af Finland, bär berpvet sig Muligbeden af åt lade denne Kodicil

komme til Anvendelse i samme Udstrsekning, som kunde Ande Sted

ved Kodicillens Vedtagelse. Naar imidlertid, bemmrker det svenske

Justitsdepartement, Loven indeholder, åt om 15 Aar Kodicillen af

1751 ätter skal trrede i Kraft, dersom ny Lov ikke er vedtaget, saa

betyder naturligvis dette, åt Kodicillen skal gjenvinde den Kraft, den

nu bar, hverken stprrc eller mindre. Men åt give den Forstaaelse af

Loven Form af et Lovbud, strider alt for meget imod de i Sverige

befulgte Lovgivningsregler til åt kuune godkjenhes.

Dette Departement skal medgive, åt en Bestemmelse som den

her ombandlede bar et Indbold, der i en Lov gjpr et usaedvanligt

Indtryk, og Departementet skulde for sit Vedkommende ikke vmre

opaginerad Kontrollera mot PDF

Norska Begeringens Indstilling den 1 Mars 1883. 118

utilböieligt til åt slutte sig til den af det svenske Justitsdepartement

udtalte Mening, åt Spprgsmaalet om, hvad Baand Kodicillen af 1751,

rettelig fortolket, endnu kan antages åt paalsegge det enkelte Lands Lovgivning,

vilde holdes lige aabent, om ogsaa denne af Storthingskomiteens

Minoritet fpreslaaede og af Departementet i dets sidste Indstilling

akcepterede Reservation udelodes af Loven. De Indvendinger, som fra

almindelig legislatorisk Synspunkt kan gj0res mod i en Lov åt intage

en Sotning som den, hvorom her handlös, har visselig heller ikke vseret

Medlemmerne af Storthingskomiteens Minoritet fremmede, og naar denne

ikke destomindre har troet åt maatte optage dette Forbehold i sit, Utkast,

og naar Departementet fremdeles ikke t0r anbefale åt samme opgives,

er det fordi man har faastet sig ved, åt det lige overfor Paragrafens

foregaaende Punktum, hvor det ialfald i Formen ligefrem siges, åt

Kodicillen i Fremtiden under et vist Vilkaar skal trmde i Kraft, kan

fra norsk Side vasre pnskeligt og af mange antagelig vil findes fornpdent,

åt man lader den ommeldte Reservation fplge efter.

Medens Departementet saaledes fremdeles tilraader, åt det Lovudkast,

der skal ledsage den vordende Proposition i Norge, bibeholder

det her naevnte Forbehold, kan man formentlig Intet have åt erindre

mod, åt Loven i Sverige samtidig vedtages liden denne udtrykkelige

Reservation i sidste Paragraf.

Man tillader sig i Henhold til hvad man förän har anfprt åt vedImgge

et nyt Lovudkast. Det svarer til det fra det svenske Justitsdepartement

senest, oversendte Udkast, naar undtages § 9, 4de Led

og sidste Punktum af § 30.

Departementet skal underdanigst

indstille

Åt Gjenpart af mervaerende underdanigste Föredrag med

Bilag, foranlediget ved eu i sammensat svensk og norsk

Statsraad den 26 Februar 1883 fprt Protokol betra; fiende Lovforslag

om Lapperne i de forenede Rigel’ naadigst befales tilstillet

det Kongelige svenske Justitsdepartement.

Bih. till Riksd. Prot. 1883. 1 Sami. 1 Afd.

15

s. 114 Kontrollera mot PDF

114

Norska Regeringens Indstilling den 1 Mars 1888.

U d k a s t

til Lov angaaende Lapperne i de forenede Kongeriger Norge

og Sverige,

§ i.

Lap, som pari don ber neder!for tilladte Maade vil flytte med sine

Ren frem og tilbag-e mellem N or ge og Sverige, skal värre enten norsk

eller svensk Undersaat.

S o

0nsker norsk Lap åt blive svensk eller svensk Lap åt blive norsk

Undersaat, skal, naar i övrigt derför ingen lovlig lindring er, Udflytningsattest

paa Forlangende meddeles ham, i Norge af vedkommende

Foged og Sognepraest, i Sverige af vedkommende Lensmand og Kyrkoherde.

bog er han ikke fri for Skatter eller andre offentlig^ Forpligtelser

i det Rige, livis Undersaat han hidtil har vrnret, forinden lian,

overensstemmende med de i det andel, Rige derom gj ad deri de horskrifter,

er bleven dettes Undersaat og har förevisa Attest beröm hos

förnär väte Embedsmamd, samt bär ophort i det Rige, hvorfra lian er

udflyttet, åt benytte Bete udenfor, hvad der i § 3 er tilladt.

§ 3.

Lapperne have Frihed til aarlig åt flytte med sine Ren fra det

ene Rige ind i det andet og åt opholde sig paa de Steder, livor hvert

Riges Lapper efter gammel Seid va ne

betjene sig af Land og Vand saavel til deres egen og deres Rens

Underholdning med Iagttagelse af denne Lovs horskrifter, som til Jagt

og Fiskeri lige med Rigets egne Undersaatter. Medmindre vedkom
-

s. 115 Kontrollera mot PDF

115

Norska Regeringens Indstilling den 1 Mars 1883.

roende Jordeieres eller Brtigeres Samtykke dertil erhverves, eller nsrodvanlige

Veirforhold ere til Hinder for Flytningen, maa svenske Lapper

med sine Ren ikke opholde sig i Norge til andre tider af Aaret end i

Mai, Juni, Juli, August o g September Maaneder, eller norske Lapper

under de mcvritc Maaneder med sine Ren opbolde sig i Sverige; dog

have Lapperne i de Trakter, hvor de efter gammel Srodvane have pleiet

til hvilkensomhelst Aarstid åt s0ge Bete for sine Ren paa Fjeldene paa

begge Sider nser Rigsgraendsen, fremdeles Fertil Ret i samme Udstrsekning

som hidtil, og bliver nasrmere Bestemmelse om de Grrondser, inden

hvilke en saadan Betesret kan udoves, i fornpdent Fald åt afgive

af Kongen. Overtrrodelse af det i denne § givne Förbud straffes med

B0der, furste Gång indtil 40 Kröner og i Gjentagelsestilfeelde indtil

det Dobbelte.

Forsaavidt der ved särskilt Lov i troget af Rigerne er eller fremtidig

bliver tillagt dets egne Lapper större Ret til Renbete eller Skovfang,

end i nrorvrorende Lov bestemt, skal saadan Ret ogsaa tilkomme

det andet Riges Lapper i de Trakter, hvor de efter hvad oven er bestemt,

have Ret til åt opholde sig.

r*

§ 4.

Under sit Ophold paa de i § 3 nasvnte Steder have Lapperne Ret

til i Skov åt betjene sig til egen Forn0denhed af T0rt og Vindfald,

Ener og Vidiebuske, samt tillige af voxende Lpvtraeer. I Statens Skove

erlrogges herfor ingen Betaling og heller ikke i private Skove for Lort

og Vindfald, Ener og Vidiebuske. Derimod ere Lapperne forpligtede

til for de voxende L0vtraser, som de benytte i private Skove, åt erlaegge

en billig Erstatning, som, hvis vedkommende Lap og Skovens

Eier ikke bli ve enige, bestemmes ved Skjen afgivet af Lensmanden

eller hvem Anden, Amtmanden dertil bemyndiger, samt af to Mrond,

en opmevnt af hven af Parterne. Undlader nogen af Parterne åt udse

Skj0nsmand, opnrovner Administratör denne blandt Lagrettesmrondene.

Varsel till Skjpnnet gives som for Forligelseskommissionen bestemt.

For Skjpnsforretningen tilkommer dens Bestyrer den for Lensmrond bestemte

Skyds- og Dirotgodtgjorelse. Den af Administratör opnaevnte

Lagrettesmand tilkommer 1 Kr. 60 0re for hver Forretningsdag.

Sk]0nsretten bestemmer, om eg isaafald hvorledes Udgifterne ved Skj0nnet

skulle fordeles paa Parterne, eller om de kun skulle falde den ene

og isaafald hvilken af Parterne tillåst. Skj0nnet er ikke Gjenstand for

Overskj0n eller särskilt Paaanke, og kan det ved samme fastsatte Be10b

og Forretningens Omkostninger strax inddrives ved Spåntning.

s. 116 Kontrollera mot PDF

116

Norslca Regeringens Indstilling den 1 Mars 1883.

Til Opf0relse eller Ombyggning af Gj årder og Gammer eller Huse

niaa voxende Lovtraeer af Lapperne kun tages efter Udvisning, der skal

gives paa for Lapperne saavidt muligt bekvemt Sted og meddeles liden

Omkostning i Statens Skove af vedkommende Forstbetjent og i private

Skove af Eieren, eller bvis Eieren ikke liden Tidsophold meddeler Udvisning

eller Lappen ikke med barn bliver enig, af den offentlige Betjent,

som Amtmanden eller Landshövdingen bär dertil bemyndiget.

Dog bave Lapperne Ret til liden Udvisning åt tage ogsaa voxende

Lovtraeer til Opf0relse af nye Gj årder, hvor Trävirke, som af dem paa

deres Sommeropboldssteder lovligen er benyttet til Gjserder, lindes ved

deres Tilbagekomst, liden deres Samtykke bortfort eller gjort utjenligt.

Lap, som 0ver Hugst eller bemaegtiger sig Trävirke af andet

Slags end ovenfor mevnt eller af större Maengde end til eget Brug fornodent,

eller som overtrmder det oven givne Förbud mod liden Udvisning

åt tage voxende Lovtras til Gjairder, Gammer eller Huse, eller

som undlader inden sin Tilbageflytning Kost eller Vaar åt anmelde for

vedkommende Eier, hvad lian har taget åt voxende Lovtraeer i privat

Skov, ansees med Boder indtil 40 Kr., saafremt ikke Förseelsen efter

den almindelig Ifovgivning medforer större Ansvar. Voxende Lovtraeer,

som hugges i Statens Skove for af Lapperne åt benyttes til Gjairder,

skulle af dom afbarkes. Lap, som forsOmmer dette, straffes med Boder

indtil 40 Kr. Trävirke, som af Lapper lovligen er benyttet paa deres

Sommeropholdssteder til Gjaerder, Gammer, Teltstaenger eller andre

lignende vånge Indret.ninger, maa ikke af Grundens Eier bortfores eller

gjores utjenligt for vedkommende Lapper liden disses Samtykke. Grundeier,

som bandier herimod, ansees med Boder indtil 40 Kröner, saafremt

ikke Förseelsen efter den almindelige Lovgivning medforer större

Ansvar.

§ 5-

Ved Rydning, Dyrkniug eller Indhegning al Jord man Lapperne

ikke beroves saadanne gamle Renveie, som fremdeles ere for dem fornodne.

Ere saadanne Veie allerede paa ommeldte Maade blevne staengte,

skulle de ved offentlig Föranstaltning igjen aabnes for Lapperne.

§ 6-

De Straekninger, i hvilke Lapperne soge Bete for sine Ren, kunne

inddeles i Distrikter, inden hvilke de Lapper, som der opholde sig med

sine Ren, skulle i de Tilfaelde og paa den Maade, som omhandles i

naervaerende Lovs § 9, tredie og fjerde Led, vasre underkastede Ansvar

s. 117 Kontrollera mot PDF

Norska Regeringens Indstilling den 1 Mars 1883. 117

for Skilde, som af Rensdyrene

Eiendom.

1 livilke Trakter Distriktsinddeling skal Ande Sted samt Distrikternes

Grmndser bestemmes af Kongen.

For åt en Strykning, hvor Lapperne have Ret til åt soge Bete

for sine Ren, skal kunna medtages under Distriktsinddelingen, bor der

findes eller aabnes Renveie inden samme af saadan Beskaffenhed, åt

Lapperne ved åt betjena sig af dem kunne med tilborlig Bevogtning

afholde Renerne fra dyrket Mark. Distrikterne bor, under förnöden t

Hensyn til Dyrenes Natur samt til Landskabets Udstraskning, Beskaffenhed

og Bebyggelsesforhold, begrmndses saaledes, åt de Ren, som

soge Bete inden livert Distrikt, kunne antages i Mangel af Bevogtning

åt ville i Lobet af Betningstiden streife omkring i det bele Distrikt,

men liden åt gaa over til noget andet Distrikt.

§ 7.

Lap, som vil med Ren flytte til Trakt, hvor Distriktsinddeling

finder Sted, er forpligtet til for Hjemstedets Lensmand åt opgive sit

eget og medfolgeride Husfolks Navne, det Distrikt, inden hvilket han

agter åt tage Ophold, saavelsom Antallet af de Ren, han vil före med

sig, og hvem der eier disse. Flytter Lap liden åt have meddelt denne

Opgave, eller opgiver han sine Ren saameget som eu Femtedel under

det virkelige Antal, boder han indtil 40 Kröner. I hvert Rige skulle

de Lapper, som have anmeldt, åt de villo tage Ophold inden et og

samme Distrikt, ved eu Forretning, som bestyres af vedkommende

Lensmand, vaelge af sin egen Midte eu Formand og eu Nmstformand.

Naar disse ere valgte, meddeles dem Beskikkelse, hver i sin Egenskab,

af Amtmanden eller Landshövdingen, hvorhos Formanden afLensmanden

erholder Fortegnelse over alle de Lapper, der komme til åt staa

under hans Opsyn, hvilken Fortegnelse tillige skal indeholde de af disse

overensstemmende med foranstaaende Bestemmelse til Lensmanden afgivne

Opgaver. Af denne Fortegnelse indsender desuden Lensmanden

2 Exemplarer til Amtmanden eller Landshövdingen, som oversender

det ene Exemplar til Amtmanden eller Landshövdingen i det Amt eller

Lehn, Distriktet tilhorer, tilligemed Opgaver over de valgte Formamd

og Naestformaend. Skulde sidstnievnte Landshövding eller Amtmand

finde, åt et större Antal Ren, end Rummet med Rimelighed tillader, er

opgivet for noget enkelt Distrikt eller andet Omraade, liar han åt henvise

det overskydende Antal til mermeste Distrikt eller Omraade, hvor

Rum findes, og derom åt underrette Amtmanden eller Landshövdingen

s. 118 Kontrollera mot PDF

118

Norska Regeringens Indstilling den 1 Mars 1883.

i det Am t eller Lehn, fru h vilket. Fly t.ni ngen skal ske, saa betimeligt,

åt Lapperne kunne l''aa Kundskab om den trufne Bestämmelse, inden

Flytningen foretages. Lap, som saaledes er henvist til et vist Distrikt

eller Omraade, men Hytter andetsteds hen og ikke inden en åt Amtmanden

eller Landshövdingen fastsat Frist Hytter de under hans T i 1 - syn v arrende Ren til det auviste Omraade, ansees med Bödel, foiste

Gång indtil 40 Kröner og i Ojentagelsestilfelde indtil det dobbelte.

Ved Rummets Fordeling iagttages, saa vidt Hjordenes StOrrelse det

tillader, åt hver Reneier henvises til det Distrikt eller andet Omraade,

hvor han selv eller, om lian har le vet i Färdig med Foréeldre eller

Svigerformldre, disse Aaaret form! havde Bete for sine Dyr. Maa Nogen,

paa Grund af Rummets Utilstraekkelighed, dog- vises andetsteds

hen, har den Reneier Fortrinsret til åt forblive paa Stedet, som längst

der bär havt Bete for sine Dyr.

Tiden og Formen for Afgivelsen af de i denne § foreskrevne

Opgaver, ligesom ogsaa för Valg af Formasnd, bestemmes af Amtmanden

eller Landshövdingen, hvilken ogsaa forovrigt, hvor disse Bestemmelser

maatte vise sig utilstrmkkelige til Oiemedets Opnaaelse, traeffer

de dertil fornpdne yderligere Forfpininger.

Hvad i denne § er bestemt, skal ogsaa grädde om Lap, som vil

med Ren flytte til Trakt, der ikke er inddelt i Distrikt, men med Hensyn

til hvilken Kongen särskilt bestemmer, åt Anmeldelsespligt skal

Ande Sted, og skal i dette Tilfselde af Lappen för Hjemstedets Lens
mand

opgives istedetfor Distrikt det Boga eller lignende Omraade, in
den

hvilket han agter åt tage Ophold.

§ 8-

Det paaligger enhver Formand og Naestformand:

a) åt infinde sig i sitt Distrikt senest til samme Tid som de did
hen

först ankommende Lapper og åt forblive der, indtil do. til hans

Distrikt horende indflyttede Lapper i det Hele have begivet sig derfra;

b) inden 8 Läge efter Ankomsten til Distriktet för vedkommende

Lensmand åt forevise sin Beskikkelse tilligemed Fortegnelsen over de

Lapper, som have anmeldt åt ville tage Ophold inden Distriktet, samt

tillige åt opgive det Sted, hvor saavel Formanden som Naistformanden

sedvanlig vil vmre åt trseffe;

c) saa snart ske kan åt erkyndige sig om de til Distriktet horende

Lappers Opholdssteder saavelsom om dem, der flytte gjennem Distriktet,

og i Tilfcelde af, åt Lapper, som ikke ere optagne paa Fortegnel
-

opaginerad Kontrollera mot PDF

forska Regeringens Indstilling den 1 Mars 1883.

llf)

sen, opholde sig der, eller åt nogen har opgivet Antallet. af sine Ren

ungtigt, da derom underrette Lensmanden.

Det skal videre vsere Formandens eller i hans Forfald Naestformandens

Pligt:

d) »t tilse, åt Lapperne med Omhn vogte sine Renhjorde, o«- i det

Håle taget åt befordre god Orden samt i Til fad de af Tvistigheder med

deri jordbrugende Befolkning s0ge åt bihegge disse;

, t'') efter behörig Indkaldelse åt indfinde sig ved Besigtelser samt

(Syn og Skjon, der afholdes i Anledning af Skede, som Nogen opgiver

åt vane bleven ham tilfoiet af Ren Liden Distriktet, og naar derunder

eller ved forefaldende Rettergang Spprgsmaal opstaar om Skyldighed

för de under Formandens Tilsyn staaende Papper til Fasllesansvar for

opstaaet Skade, da åt handle paa deres Vegne, hvorved han, om der^nc^es

Grund, har Ret til paa nsevnte Lappers Vegne åt indgaa

förlig om Erstatning for Skade og derved foranledigede Skjons- og

Sagsomkostninger;

f) at s0g’6 opdaget, ved hvis Ren opgiven Skade er bleven foraarsaget

luden Distriktet, og, naar han tilkaldes til Besigtelse, Syn eller

Skjon over Skaden, till Färretni-ngen åt inkaide den eller de Skyldige,

om disse ere ham bekjendte.

Form aen dene vaelges hver Gång för et Åar. De kunne undslaa

sig for Gjenvalg til Formand eller Naestformand i ligesaa lång Tid som

den, hvori de senest have indehavt Ombudet. Nasstformaendene vaelges

ligelides för et Aar ad Gången, men kunne det folgende Aar o-ienvaslges

til Form mild eller til Naestfbrmasnd. Efter åt have indehavt

Ombudet 2 Aar ere de fri et Aar.

§ 9.

1. Det paaligger Lapperne ei alen e noi o åt läge sig i Agt, for

selv åt tilfoie Landets Indvaanere nogen Skade paa deres Eiendom

rnen ogsaa med Omhn åt vogte sine Ren, saa åt Skade icke af dem

forpves.

2. Skade, som af Ren forvoldes paa Ager, Eng, Skov eller

Multebmrland, skal erstattes af den eller dem, ved hvis Ren Skaden er

foraarsaget. Det samme gj ålder om Skade paa Udengslaatter, som ere

forsynede . med saadant Hegn, som af Kongen bestemmes, eller, liden

åt vane indhegnede, Aar om andel have vaeret brugte og brug-es til

Slant samt ved gjenstaaende Hes jer, Grofter, Rydning eller paa anden

Maado tydelig fremtrsede som Slaatteland. Gjores saadan Skade med

r örslef eller förmedelst grov Uagtsomhed i Dy renes Bevogtning, skal

s. 120 Kontrollera mot PDF

120

Norska Regeringens Indstilling den 1 Mars 1883.

den Skyldige desuden för liver Gång b0de indtil 40 Kröner, hvilke

B0der dog bortfalde, naar Förlig indgaaes om Skadeserstatningen.

Lap, af livis Renvogter saadan Förseelse som nysneevnt er begaaet, skal

ans vare for Udredelsen af de Foder, som maatte idommes Renvogteren.

3. Sker Skade paa Eiendom af ovennsevnte Beskaffenhed inden

saadant Distrikt, som i § 6 omliandles, og kan det ikke opdages, ved

hvis Ren Skaden er foraarsaget, paahviler Erstatningspligten de Lapper,

som have sit Tilhold i Distriktet, og skal Erstatningsbelpbet tilligemed

Skjpns- og Sagsomkostninger fordeles paa dem i Forhold til det Antal

Ren, livorm ed enhver af dem tilhorer Distriktet. Dersom paa den Tid,

da Skade skede, Ren, tilhorende andre Lapper end dem, som liave anmeldt

åt ville tage Ophold i Distriktet, vare paa Flytning gjennem

samme eller forpvrigt opholdt sig der, skulle ogsaa disse fremmede

Lapper i et til Antallet af disse deres Ren svarande .Forhold deltage i

Erstatningen. Kan Lap, lorinden i Sägen h orlig er indgaaet eller Dom

falden, godtgjore, åt Skaden ikke er forovet ved hans Ren, er lian fri

för åt deltage i Erstatningen. Liden Strmkninger, hvor Distriktsinddeling

ei er ivserksat, Under den her fastsatte Fsellesansvarlighed ikke

Sted.

4. Sker Skade paa Udmark, som ikke ovenfor er omhandlet, saa

åt Jordens Eier eller Bruger derved kommer til åt savne förnöden t

Bete for sit Bofe, erstattes Skaden ligeledes efter samme Förskrifter,

som her ovenfor ere givne. Dog skal det, hvad särskilt angaar Tromso

Amt, ikke medfore Erstatningsansvar, om Ren komme ind og bete.paa

saadan Udmark i Tiden för hvert Aars lste Juli, naar denne Frihed

kun ikke af Lapperne benyttes saaledes, åt Enkeltmand derved i vtesentlio''

Grad bebyrdes. I TromsO Amt skal ei heller Skade erstattes i

saadan Udmark, beliggende i eu vis Afstånd fra Jordeierens eller Brugerens

fäste Bopael, hvilken Afstånd för Tiden fra og med den lste til

og med den 7de Juli bestemmes til 3 Kilometer eller derover og för

den Tid, i hvilken svenske Lapper forpvrigt have Rot til åt opholde sig

i Norge, til 6 Kilometer eller derover.

§ io.

Er under Lappernes Ophold i Norge Skade ved deres Ren tilfc>iet

nogen dersteds Boende, saaledes som i § 9 omhandlet, og vi 1 den Skadelidte

gjdre sin Rot til Erstatning gj seid ende, skal han, saafremt saadan

Forretning som i meste § loreskrevet. ikke kan blive afholdt. senest 3

Gånge 24 Tirner, efteråt Skaden er opdaget, snarest muligt tilkalde 2

uvillige og kyndige Msend, der samtidig bor mode paa Aastedet samt

s. 121 Kontrollera mot PDF

121

''Norska Begeringens Indstilling den 1 Mars 1883.

efter foretagen Besigtelsc af Skaden og Unders0gelse af sammes Oprindelse

derom afgive Erkhering efter bedste Skj0n, saaledes som de

med sin Ed ville fors vare. Til denne Forretning skal deri Skyldige,

om han er kjendt, men i modsat Fald, naar Skaden er skeet inden Formandsdistrikt,

vedkommende Formand eller Nmstformand for de Lapper,

som der have sit Tilhold, tilkaldes. Er der ikke Adgang til åt forkynde

saadan Ivaldelse for Vedkommende inden 48 Timer, efteråt Skaden

er opdaget, tilkaldes i Stedet en af de i Nserheden väsende Lapper,

eller, naar Skaden er skeet inden Distrikt, hvor baade norske og svenske

Lapper opholde sig, en af hvert Folk. Lader heller ikke dette sig gjpre

inden nys anfprte Frist, eller udebliver nogen af de tilkaldte Hämd, skal

Forretningen dog derved ikke opholdes.

§ 11.

Dersom Erstatningsspprgsmaalet ikke ved saadan Forretning som

nrnvnt i § 10 bliver afgjort i Mindelighed, paaligger det den Skadelidte,

om han vil forfplge sin Erstatningspaastand, snarest rimligt hos Distriktets

Lensmand eller nogen Anden, som af Amtmanden maatte värre bemyndiget

til åt afholde deslige Forretninger, åt begjsere Besigtelsesforretning

paa Aastedet til Värdering af Skaden. Til denne Forretning,

hvortil Administratör opnarvner 2 Lagrettesmsend blandt de i Lov af

28de August 1854 § 18 foreskrevne Udvalg, eller, hvis saadanne Mund

ikke liden Tidsspilde kunne faaes tilstede — af det almincfelige Lagrettesmandtal

— skal den Skyldige, om han hjernlös, eller hvor der er

Spprgsmaal om saadan Fsellesansvarlighed, som i § 9 3die Led omhandles,

vedkommende Formand eller Nmstformand indvarsles ved Kaldelse,

som b0r forkyndes senest Dagen för Forretningen, om den, som

skal indvarsles, opholder sig inden eu Omkreds af 20 Kilometer fra

Forretningsstedet. Opholder han sig i längre Afstånd fra samme,

forlamges Varseistiden med 24 Timer for hver 20 Kilometer. Skulde

det Tilfselde indtrieffe, åt det ikke er muligt åt faa indkaldt eller

varslet den Skyldige eller vedkommende Formand eller Nsestformand

f. Ex. fordi de allerede have forladt Distriktet uden i betimelig Tid

åt opgive for Administratör nogen inden Distriktet bosat Mand, som

paa deres Vegne kan inkaides, b0r Forretningen dog afholdes, idet

Administratör til Protokollen afgiver Förklaring om Grunden til, åt

Vedkommende ikke er varslet. I deslige Tilfadde bpr saavel Administratör

som Skjpnsmamdene stadig have sin Opimerksamhed henvendt

paa, åt de Fravierende ikke forurettes. Ved Besigtelsesforretningen

skal den Skadelidte fremstille de Mmnd, som i Tilfselde have afholdt

Bill. till Biksd. Prot. 1883. 1 Sami. 1 Afd. 16

s. 122 Kontrollera mot PDF

122 Norslca Regeringens Indstilling den 1 Mars 1883.

deri fleste Besigtelse, eller, hvis dertil ikke er Anledning, fremfegge

deres skriftlige Bevidnelse om dennes Udfald. I forn0dent Fald b0r

han derhos forevise det Hjemmelsdokument, hvorpaa hans Eiendomseller

Brugsret til den Mark, paa hvilken Skaden er skeet, grunder sig.

De Mae.nd, som afholder Forretningen, skulle — saavidt muligt — s0ge

åt tilveiebringe og i Protokollen indtage n0iagtig Förklaring angaaende

Skadens Oprindelse og Omfång, Stedets Beliggenhed og Beskaffenhed,

om Marken er indhegnet eller uindhegnet m. m. saavelsom ogsaa,

om den eller de Personer, der eie de Ren, som have bevirket Skaden,

disses Antal og Storrelsen af de Hjorder, de tilh0re.

Enhver, som er tilstede der, hvor Forretningen holdes, er pligtig

til paa Administratörs Opfordring åt afgive Förklaring om Alt, som kan

vane ham bekjendt og tjene til Oplysning i Sägen, og staar han for

Inholdet af sin Förklaring til Ansvar, som om den var afgivot for Retten.

Skjönsmeendene skulle ved Taxten tage npie Hensyn saavel til

Jordens Beskaffenhed og Frugtbarhed, dens stprre eller mindre R)rdning

eller Dyrkning, Avlingens godhed, og hvorvidt Bofe ogsaa har

bidraget til Skaden, som ogsaa, hvor Skade er anrettet paa Udmark,

til de Omsfendigheter, hvorpaa efter § 9, 4de Led, Erstatningspligten

i dette Tilfelde beror, samt til enhver anden Omstmndighed, som har

Iudflydelse paa Skadeserstatningens St0rrelse. For0vrigt bor Mmndene

afgive til Protokollen Erkfering under Eds Tilbud, hvis de ikke forhen

have aflagt Lagrettesed, eller i Kraft af tidligere Ed, om åt Taxten er

afgivet efter Overbevisning og bedste Skj0n. Administratör b0r, forinden

Forretningen begynder, foreholde Skjonsmasndene de Pligter, som

paa Grund af foranstaaende Bestemmelser paahvile dem, og derom gjore

Tilforsel i Protokollen.

Administratör, som ved Taxten ikke har Stemme undtagen i

Tilfelde af Uenighed mellem Skjonsmmndene, i hvilket Fald han gjor

Udslaget, skal dog i ethvert Tilfelde til Slutning tilfpre Protokollen

sin Erkfering om, hvorvidt han anser den satte Taxt rimelig og billig,

og hvorvidt han forOvrigt i nogen Henseende har Noget åt bemasrke,

som kan have Indflydelse paa Sägen.

Liden Forretningen slutter, skal Administratör soge åt tilveiebringe

Förlig mellem Parterne. Indgaaes Förlig, har dette samme

Virkning, som om det var indgaaet ved Forligelseskommissionen.

Det Skjon, som omhandles i denne §, kan i Tilfelde af Rettergang

forandres af Dommer og Lagrette, om samme dertill finder Grund.

§ 12.

I Anledning af de i § 11 omhandlede Underskjonsforretninger til
-

s. 123 Kontrollera mot PDF

123

Norska Regeringens Indstilling den 1 Mars 1883.

kommer Forretningens Bestyrer for Tilsigelse af liver af Lägre!tesmamdene

80 0re, for Forretningens Afholdelse 4 Kröner daglig o g for

dens Beskrivelse 7O.0re for Arket samt derhos den för Lensmgend bestemte

Skyds- og Dimtgodtgjorelse. For Opnmvnelse af Mmnd og for

Bekrseftning betales Intet. Lägrettesmsendene til kommer 1 Kr. 60 0re

for bver Dag, Forretningen varer.

§ 13.

Er Sägen heller ikke under den i § 11 omhandlede Forretning

bleven afgjort, ved Förlig, bar Administratör, dersorn den Skadelidte

förlänger det, åt indsende Udskrift af Forretningen med derunder fremlagte

Dokumenter til vedkommende Amtmand, ledsaget af sin Erldmring

angaaende de. Msends Trovmrdighed, der i Tilfselde'' bave afboldt den

forelpbige Besigtelse, hvorefter Amtmanden strax eller efter foretagen

yderligere Underspgelse, om saadan findes n0dvendig, afgjpr, om der

er skjellig Grund til Sagsanlmg. I bekrmftende Fald foranstalter han

Tiltale i de for offentlige Politisager gjasldende Former — hvorved dog

Npdvendigheden af Företag bortfalder — mod den eller dem, som

enten ved de fremkomne Oplysninger man ansees overfprte åt vmre de

Skyldige eller ifplge § 9 ere de for Tilfmldet Erstatningspligtige. Sager

af dette Slags bliver efter Omstamdighederne åt behandle enten ved

Extraret eller ved Thingene. Det skal staa Tiltalte flit åt både mpde

ved Sagf0rer.

Er Skade af heromhandlede Beskaffenbed vel skeet, men af ringe

Betydenhet!, kan Amtmanden bestemme, åt Tiltale ikke anordnes af

det Offentlige, i bvilket Fald den til Amtmanden indsendte Udskrift

med Bilage tilstilles den Skadelidte med Tilkjendegivende, åt det överlädes

til barn selv ved privat S0gsmaal åt indtale sin Itet.

Heller ikke paataler det Offentlige Sägen i de Landsdele, livor

Distrikt sin ddeling ikke er indfprt.

Private Spgsmaal til Indtale af Erstatning for Skade af Ren udfores

overensstemmende med denne Lovs Förskrifter, forsaavidt de derpaa

erc anvendeligo, og kan navnlig Indtale af Erstatning ikke Ande

Sted, medmindre de i §§ 10 og 11 indeboldte Forskrifter ere iagttagne.

Nodvendigheden af Paaklage til Forligelseskommissionen bortfalder.

§ 14.

. De i §§ 4, 10, 11, 12 og 13 med Hensyn til Behandlingen af de

deri omhandlede Erstatningsspprgsmaal givne Förskrifter komme ikke

s. 124 Kontrollera mot PDF

124 Norska Begeringens Indstilling den 1 Mars 1883.

til Anvenclelse paa deslige SpOrgsmaal, naar de opstaa i Sverige, i

hvilket Fald de derimod behandles efter der gjseldende Lov.

§ 15.

Sogsmaal mod Lapper i Anledning af saadant Fmllesansvar, som

i § 9 er omliandlet, skal rettes mod den, der havde åt forrette som

Formand i Distriktet paa den Tid, da Skaden skede. Formanden stevnes

til paa vedkommende Lappers Vegne åt svare i Sägen.

Dersom Formanden tror sig istand til åt kunne paavise, ved hvis

Ren Skada er foraarsaget, eller åt ogsaa andre end de under hans Tilsyn

staaende Lapper b0r svare for Skaden, skal han lade Stavningen

forkynde for den eller de Skyldige, eller i sidste Fald, for dem, mod

hvem Paastand om Delagtighed i Erstatningspligten fremsmttes, for åt

de selv kunne svare i Sägen.

Hvis der i de i denne § omhandlede Tilfselde ikke er Adgang til

åt stevne Formanden, skal Stevningen forkyndes for de. Lapper, mod

hvem Ansvar s0ges gjort gjmldende, o g gjmlder da for disses Vedkommende,

hvad ovenfor i denne § om Form anden er bestemt.

I ethvert Fald maa den eller de Skyldige selv indstevnes, forsaavidt

der mod Nogen agtes nedlagt Paastand om Idommelse af Boder.

Bliver Erstatning efter § 9, No. 3 eller 4 åt paaltegge flere Personer,

skal det for hver Enkelts Vedkommende i Dommen fastsmttes,

livor meget han har åt udrede.

§ IG.

Plave Papper fra begge Riger havt Tilhold i noget Distrikt paa

den Tid, da der er skeet Skade, hvoraf Fmllesansvar ifolge § 9 No. 3

eller 4 kan opstaa, skal Indkaldelse efter §§ 10 og 11 samt Stevning

efter § 15 rettes saavel til den svenske som till den norske Formand.

§ 17-

Lap, som i Plenhold til § 9 No. 3 eller 4 er bleven idomt Ansvar

for indtruffen Skade eller, efter åt Värdering af Skaden overensstemmende

med § 11 har fundet Sted, har indgaaet Förlig om Erheggelse

af en ikke större Erstatningssum, end der ved saadan Värdering er

bestemt, med paalobende Omkostninger, har, naar lian senere, opdager,

åt Skaden er forvoldt af Ren tilhorende nogen anden, eller åt andre

Papper paa den Tid, da Skaden skede, havde Ren inden Distriktet og

s. 125 Kontrollera mot PDF

125

Norska Regeringens Indstilling den 1 Mars 1883.

saaledes l)0r deltage i Skadeserstatningen, Ret til åt reise S0gsmaal om

Tilbagebetaling af, hvad lian har udlagt eller den Del deraf, som falder

paa de ovrige Lapper. Saadant S0gsmaal maa dog senest anhasngiggj0res

inden 2 Aar, efter åt Skaden er skeet.

§ 18-

Lovligt. Varsel til Lapper, naar de i deres Iljemland stevnes til

en Domstol i det andet Rige, er 3 Maaneder. Den, hvis Opholdssted

ifplge Bevidnelse tfa vedkommende Lensmand ikke kjendes, gives 3

Maaneders Varsel gjennem Stevningens Lysning ved, eller i Sverige,

i Ivirken i det Sogn, hvor han senest hörte hjemme.

§ 19-

1. Dersom Nogen ulovligen fadder eller mishandler Lappernes

Ren, skal han — förliden fuld Betalning for Skaden — erlsegge Böder

af indtil 40 Kröner, saafremt ikke Förseelsen efter den almindelige

Lovgivning medf0rer större Ansvar. Samme Bestemmelse gjadder, om

Nogen med Forsad eller af grov Uagtsomhed forvolder, åt Ren ved

Skrasmmeskud, Hunde eller paa nogen anden utilbörlig Maade ufredes

paa sine retmaessige Opholdssteder, eller spger åt fordrive dem derfra.

2. Ufredes Ren paa tilladt Opholdssted af Hund, bliver Skade,

som derved tilföies Renen, om den end ikke er foraarsaget ved Nogens

Försåt eller Uagtsomhed, fuldtud åt erstatte af Hundens Eier.

3. I de Egne, hvor Distriktsinddeling finder Sted, skulle i den

Tid af Aaret, Lapper fra det andet Rige if0lge § 3 have Ret til åt

opholde sig der med Ren, de Fastboendes Hunde enten holdes bundne

eller vasre forsynede med Klubbe; dog saaledes, åt vedkommende Amtmand

eller Landshövding for visse Trakter eller Tilfaelde kan tilstede

Undtagelse fra mevnte Förskrift, naar det findes åt kunne ske, liden

åt det ved samme tilsigtede 0iemed forfeiles. De nasrmere Förskrifter

om Klubbens Störrelse og om Klubningen forevrigt gives af Amtmanden

eller Landshövdingen, som ligeledes kan bestemme, åt de Fastboendes

Hunde i naevnte Tid skulle holdes bundne eller klubbede i Trakt,

hvor Distriktsinddeling ikke er indfört. Hund, som har den Vane åt

jage Ren ogsaa paa dennes tilladte Opholdssted eller åt drmbe den,

bör. af Hundeeieren efter Rankig af Politiet drakes, og paaligger det

Politiet, hvis saadant af Eieren forsömmes, strax åt lade Hunden drsebe.

Undlader Hundens Eier åt efterkomme de mevnte Paabud og Regler,

straffes han med indtil 40 Kroners Bödel’.

s. 126 Kontrollera mot PDF

126

Norska Regeringens Indstilling den 1 Mars 1883.

4. Naar nogen Lap for vedkommende Lensmand eller den, som

af Amtmanden bemyndiges til åt behandle deslige Sager, fprer Klage

over saadan Fornaermelse som ovenfor i Iste o g andet Led omhandlet,

skal Vedkommende efter forelpbig Underspgelse snarest muligt, —

saafremt lian ikke formaar mellem Parterne åt tilveiebringe Förlig, i

Tilfaalde af hvis Opnaaelse Straffeansvar bortfalder, — gj0re Indberetning

om Sägen til Amtmanden eller Landshpvdingen, som, hvis der

findes Fpie til åt drage Nogen til Ansvar, skal föranstalta Sägen paatalt

af det Offentliga, i Norge efter de i § 13 indeholdte Forskrifter,

men i modsat Fald sende Indberetningen til den Skadelidte med Tilkjendegivende,

åt det överlädes til denne selv åt anhaengiggjpre

Sägen for Retten, i hvilket Fald den dog ikke behpver fprst åt paaklages

ved Forligelseskommissionen.

§ 20.

De i §§ 3, 4 og 7 samt 19, 3dje Led, omhandlede Overtraedelser

paatales i Norge efter Amtmandens Föranstaltning ved Politiret. I

Sverige skulle Overtraedelser af disse §§ ogsaa vsere underkastede offentlig

Tiltale.

§ 21.

I Sverige skal Forkyndelse af norske Domme, afsagte i Henhold

til naervaerende Lov og, forsaavidt Sägen er paatalt af det Offentlige,

Indhentelse af Domfaeldtes Erkhering angaaende sammes Appel ske ved

Kronebetjenten med Vidne eller ved 2 Stevningsmaend eller Naevndemaend.

Förlänger den Domfaeldte Appel, paaligger det dem åt tilkjendegive

ham “åt Indankningen, forsaavidt han efter Sägens Beskaffenhed

har Ret til åt forlange den, vil Ande Sted, liden åt han om samme

kan vente åt erholde yderligere Underretning.“ Herom b0r Mtendene

i Förbindelse med Forkyndelsen give Dommen den fornpdne Paategning,

hvorefter den senere af 0vrigheden foretagne Appellationspaategning

ikke bliver åt forkynde den Domfasldte. I Sager, der ifplge §

15 ere rettede mod vedkommende Formand, skal Dommen forkyndes

for Formanden, der bär åt afgive Erkliering angaaende dens Appel.

§ 22.

Domme, hvorved Nogen i det ene Rige er faeldet til Bpder eller

Skadeserstatning efter denne Lov, kunne fulbyrdes i det andet Rige,

s. 127 Kontrollera mot PDF

127

NorsJca Ilegeringens Indstilling den 1 Mars 1883.

forsaavidt Dommen er endelig, af den Domfaaldte er vedtagen, eller,

naar Dommen er afsagt i Norge, Apellationsfristen for samme er udlpben,

eller, forsaavidt angaar Dom i offentlig anlagt Sag, denne er

bleven forkyndt for den Domfasldte, liden åt han har begjeert Paaanke.

Naar Fuldbyrdelse af en i det ene Rige afsagt Dom skal ske i det

andet, har Vedkommende åt henvende sig til Amtmanden eller Landsli0vdingen

i det Amt eller Lehn, hvor Dommen er afsagt. Er foranf0rte

Betingelse for Fuldbyrdelsen tillstede, har denne med Bevidnelse

herom åt oversende Dokumenterne til vedkommende Landsh0vding

eller Amtmand i det andet Rige, som foranstalter Dommen fuldbyrdet

og det inddrevne Bel0b tilstillet f0rstnaevnte Amtmand eller Landshpvding.

De her om Domme givne Forskrifter gjaelde ogsaa om saadanne

i Sp0rgsmaal om Erstatning for Skade, som i denne Lov omhandles,

indgaaede Förlig, hvilke af vedkommende Parter, Formaend eller Nmstformaend

ere afsluttede enten for Retten eller under nogen i§ 11 omhandlet

Besigtelsesforretning, og bpr vedkommende Amtmand eller

Landshpvding, naar saadant Förlig, indgaaet i det ene Rige, sendes til

Fuldbyrdelse i det andet, tillige meddele Erklasring om, åt Forliget

efter det fprstnaevnte Lands Love har samme bindende Virkning som en

endelig Dom.

Er Dom eller Förlig, som kan krmves fuldbyrdet i ethvert afRigerne,

afsagt eller indgaaet i Sag angaaende Faellesansvar efter § 9

N:o 3 eller 4, skal vedkommende Amtmand eller Landshpvding i det

Rige, livori Skaden er skeet, efter Forlangende fra den, hvem Erstatningen

tilkommer, hide Bel0bet forskudsvis udbetale til ham, og forsaavidt

den endelige Udredelse deraf paaligger Undersaatter af det

andet Rige, sende vedkommende Landshpvding eller Amtmand i dette

bekrseftet Afskrift af Dommen eller Forliget med Begjmring om Refusion.

Saadan Refusion bliver da forelpbig åt udrede af offentlige Midler.

Hos de Erstatningspligtige kunne de heromhandlede Forskud inddrives

paa samme Maade som for Skatter bestemt.

Med Hänsyn til B0ders Afsoning forholdes efter Lovgivningen i

det Rige, hvor Bederne spges inddrevne.

§ 23.

I de Sager, hvori norsk Lap er Part i Sverige, eller svensk Lap

er Part i Norge, finder Brug af stemplet Papir ikke Sted.

s. 128 Kontrollera mot PDF

128

Norska Regeringens Indstilling den 1 Mars 1883.

§ 24.

l0vrigt blive de i hvert Rige i Almindelighed gjasldende Love åt

, anvende med Hensyn til Lapperne under deres Ophold dersteds.

§ 25.

Naar der i denne Lov handles om Lappernes Ren, forstaaes derved

ikke alene deres egne, men ogsaa andres Ren, der ere under deres

Tilsyn.

Fastboende, som have Ren under Bevogtning af Lapper, have

med Hensyn til sine Hyr de samme Förpligtelse!'', som efter denne Lov

paahviler Lapper, hvis Ren ere under andres Bevogtniug.

§ 26.

Embeds- o g Bestillingsmmnd, isaerdeleshed Amtmamd og Landsh0vdinger,

skulle have Indseende med, åt de overflyttede Lapper ikke

kraenkes i Udpvelsen af de dem tillagte Rettigheder.

§ 27.

Dersom i noget af Rigerne paa noget vist Omraade ved Kysten

eller inde i Landet Renholdet findes åt va?,re den jordbrugende Befolkning

i sserdeles Grad til Uleilighed, kan Kongen afgive Bestemmelse

om, åt saadant Omraade unddrages Lappernes Betesret, mod åt der

anvises dem fornpden Betesmark paa andre Straekninger, som dertil

kunne anses tjenlige, og som tilhpre Staten.

Betesmark, som saaledes bliver Lapperne anvist, maa i den Udstrsekning,

livori samme fornpdiges til åt afgive Bete for de Ren, der

Aar om andet derhen fpres, ikke underkastes Indgreb ved Rydning,

Dyrkning, Sseterbrug eller Grisning af Bofe. Dog skal det under

alle Omsfendigheder vsere det Offentlige uforment i saadan Mark åt

lade oprydde og dyrke Pladse, bestemte til Skydsstationer eller til Herberge!''

for Rosende.

§ 28.

Viser det sig npdvendigt i det i förrige § omhandlede 0iemed

eller for åt aabne Lapperne de fornpdne Vele til deres Betesmarker,

s. 129 Kontrollera mot PDF

129

Norska Regeringens Indstilling den 1 Mars 1883.

eller il Opf0relse af Gjserder til Forebyggelse af Skade ved Ren, åt

anven e Jord, som er i privat Eie eller Brug, er Eieren, eller Brugeren,

naar det af det Offentlige forlanges, pligtig åt afstaa samme mod

Erstatning, hvilken i Mangel af mindelig Overenskomst bestemmes i

Norge ved Taxt og i Sverige efter gjgeldende Förordning angaaende

Jords Afstaaelse til offentligt Brug.

§ 29.

De Bestemmelser i denne Lov, som ordne Forholdet mellem

Lapperne og den jordbrugende Befolkning, gjaelde ikke inden Finmarkens

Amt. Skulde svensk Lap spge Sommerbete i naevnte Amf for

sine Ren, gaar han ind under de for Amtets norske Lapper särskilt

gjgeldende Bestemmelser.

§ 30.

Denne Lov traeder i Kraft fra den Dag, Kongen for begge Riger

bestemmer, efter åt modsvarende Regler ere vedtagne for Sveriges Vedkommende.

Den förbliver gjseldende i 15—femten—Aar fra nsevnte Dag. Er

ikke inden Udlpbet af denne Tid ny fselles Lov blevet antagen i begge

Riger, skal lste Till seg eller Kodicil til Traktaten af x7g Oktober 1751,

som, medens nmrvserende Lov er gjgeldende, ikke kommer til Anvendelse,

ätter triede i Kraft. Herved er dog Intet afgjort med Hensyn til

Spprgsmaalet om, livorvidt noget af Rigerne har Ret til åt fratrsede

denne Kodicil.

Bill. till Riksd. Prof. 1883. 1 Sami. 1 Afd.

17

s. 130 Kontrollera mot PDF

130 Protokoll i sammansatt svenskt och norskt Statsråd den 6 Mars 1883.

Utdrag af protokollet öfver ett justitiedepartementsärende, hållet

inför Hans Maj:t Konungen uti sammansatt svenskt

och norskt Statsråd å Stockholms slott Tisdagen den 6

Mars 1883,

i närvaro af:

Hans Excellens Herr Statsministern Grefve Posse,

Hans Excellens Herr Ministern för utrikes ärendena Friherre

Hochschild,

Hans Excellens Norske Herr Statsministern Kierulf,

Svenska Statsråden: Lovén,

von Steyern,

Friherre von Otter,

Hederstierna,

Hammarskjöld,

Richert,

Themptander,

Ryding,

Norska Statsrådet: Schweigaard,

Justitieråden: von Hofsten,

Hernmarck.

Chefen för Justitiedepartementet Statsrådet von Steyern anförde i

underdånighet:

“Sedan Norska Regeringen af anledning, som i statsrådsprotokollet

för den 26 sistlidne Januari förmäles, afgifvit nytt förslag till lag an
-

s. 131 Kontrollera mot PDF

Protokoll i sammansatt svenskt och norskt Statsråd den 6 Mars 1SS3. 131

gående Lapparne i de förenade konungarikena Sverige och Norge;

samt detta förslag blifvit i vissa delar inom Justitiedepartementet omarbetad!

och Högsta Domstolen öfver det omarbetade förslaget inkommit

med infordradt Utlåtande, har Eders Kongl. Maj:t den 26 Februari

i sammansatt svenskt och norskt Statsråd anbefalt Norska Regeringen

att öfver sistberörda förslag afgifva yttrande. I detta yttrande,

som nu till Justitiedepartementet inkommit, har Norska Regeringen

förklarat sig godkänna samtliga de från svensk sida begärda ändringarne

i förslaget med undantag af dem, som gälde förslagets 9 § 4

mom. och i viss mån äfven 30 §. Hvad sistnämnda § beträffar, inskränker

sig Norska Regeringens yrkande dertill, att det i Justitiedepartementets

förslag uteslutna förbehållet i fråga om giltigheten af

1751 års codicill måtte få qvarstå i den norska texten. Åberopande

hvad jag till statsrådsprotokollet för den 26 Januari anfört om betydelsen

af detta förbehåll, har jag icke något att erinra mot dess upptagande

i lagens norska text.

Af större betydelse är den skiljaktiga uppfattning, som visat sig

ännu råda angående lydelsen af förslagets 9 § 4 mom. Det förslag

som af Eders Kongl. Maj:t nästlidet år förelädes Riksdagen och Storthinget

innehöll, att inom Tromsö amt Lapparne icke skulle vara skyldige

att ersätta skada, som af deras renar föröfvades å utmark, belägen på

ett afstånd af sex kilometer eller derutöfver från j or degarens eller

brukarens fasta bostad. Skedde skada å utmark, belägen närmare gårdarna,

skulle densamma ersättas i den mån jordens egare eller innehafvare

derigenom kommit i saknad af erforderligt bete för sina hemdjur;

detta dock endast i den händelse, att skadan föröfvats under tiden

från den 8 Juli. För skada som tidigare skett å utmark, belägen

inom den angifna gränsen af 6 kilometer, skulle ersättning lernnas

allenast i det fall, att någon enskild jordegare eller innehafvare särskild!

genom betningen i väsentlig mån betungades.

Amtsförmanskapet i Tromsö, som på begäran af Storthinget hördes

öfver hela lagförslaget, anmärkte i fråga om stadgandena i 9 § 4

mom. såsom trängande nödvändigt, att tidsgränsen 8 Juli förändrades.

Blefve denna termin gällande lag, skulle derigenom de bofaste vållas

oersättlig skada icke allenast på enstaka ställen utan i hela distrikt, då

man skulle sakna nödigt bete för sina kreatur. Tidsgränsen borde bestämmas

till den 15 Juni eller i nödfall utsträckas till den 24 Juni, om

detta skulle visa sig oundgängligen nödvändigt för att få lagen till

stånd, men under inga omständigheter längre. Lokalgränsen, 6 kilometer,

vore i allmänhet tillräcklig. För vissa distrikt i Målselfven och

Bardo borde dock Amtmannen få göra undantag, så att gränsen kunde

s. 132 Kontrollera mot PDF

132 Protokoll i sammansatt svenskt och norskt Statsråd den 0 Mars 1883.

bestämmas intill 8 kilometer. Häri instämde samtlige häradsstyrels,er i

Amtet. Med stöd häraf föreslog Norska Regeringen tidsgränsens bestämmande

till den 24 Juni och att lokalgränsen skulle få för vissa

distrikt af Konungen utvidgas intill 8 kilometer.

Detta förslag kunde, såsom af statsrådsprotokollet för den 26

Januari inhemtas, icke från svensk sida godkännas, och detta af följande

skäl. Den tid, som hittills föreslagits, eller den 8 Juli, vore bestämd

efter noggranna undersökningar af den 1866 samlade svensknorska

komité, utan någon reservation af dess norska medlemmar.

Sedermera hade ej någon anmärkning deremot under ärendets hela

föregående behandling blifvit, från norsk sida framstäld. Den ändring,

som nu begärdes, nemligen tidens tillbakaflyttande med ej mindre än

fjorton dagar, vore ej grundad på någon som helst undersökning om

möjligheten för Lapparne att under samma tid lifnära sina renar på

fjellen. Ej heller sattes det i fråga att bereda Lapparne någon ersättning

för den betesrätt, som härigenom skulle betagas dem. Att under

dessa omständigheter ändra eu bestämmelse, som Riksdagen för sin

del redan antagit, och hvarpå, att döma efter de vid Riksdagen förda

förhandlingar, den syntes hafva lågt synnerlig vigt, vore alldeles otillrådligt.

Föga öfvertygande syntes likaledes de skäl, som anförts för

lokalgränsens utvidgning i vissa fall. Denna gräns hade tillkommit på

förslag af Amf mannen i Tromsö Amf just med afseende på förhållandena

i Målselfven och Bardo, och dess ändring ansågs fortfarande af

Amtmannen obehöflig. På dessa grunder föreslogs från svensk sida,

att momentet måtte lemnas oförändradt sådant det lydde i Kongl. Propositionen

af år 1882.

I sitt svar härå har Norska Regeringen erinrat, att det icke kan

vara tvifvel om att vid fråga om antagande i Norge af ett lagförslag,

som i speciella delar blott intresserar en enda landsdel, skall, när en

gång de kommunala myndigheterna inom amf och härad affordrats

förklaring öfver detsamma, läggas synnerlig vigt på att förslaget affattas

på ett sätt, som icke i någon väsentlig punkt afviker från distriktets

önskan. Regeringen anser det vara föga utsigt till lagens

genomförande i Norge, om man nödgas bibehålla nuvarande bestämmelse

oförändrad med tidsgränsen 8 Juli. Regeringen har derför i

denna punkt framstält ett förmedlingsförslag, hvarigenom distriktets

önskningar delvis tillgodoses, och som möjligen kunde antagas i Sverige,

hellre än man skulle vilja låta de långvariga sträfvandena för åstadkommande

af en gemensam lag blifva utan resultat. Regeringen föreslår,

att den 8 Juli utbytes mot den 1 Juli och att sista punkten i 4

s. 133 Kontrollera mot PDF

Protokoll i sammansatt svenskt och norskt Statsråd den 6 Mars 1883. 133

mom. erhåller följande lydelse: “I Tromsö amf skall ej heller skada

ersättas å sådan utmark, belägen på visst afstånd från jordegarens eller

brukarens fasta bostad, hvilket afstånd för tiden från och med den 1

till och med den i Juli bestämmes till 3 kilometer eller derutöfver och

för den tid, under hvilken svenska Lappar i öfrigt ega uppehålla sig

i Norge, till 6 kilometer eller derutöfver.“ Norska Regeringen har således

afstått från förslaget om utsträckning i vissa fall till 8 kilometer

af den gräns, bortom hvilken Lapparne skulle få utan ersättning beta

sina renar, men deremot föreslagit att denna gräns skulle under första

veckan i Juli framflyttas till 3 kilometer. Lapparne, livilkas ersättningsskyldighet

något ökades för skada som under nämnda vecka skedde å

ett afstånd af intill 3 kilometer från gårdarna, skulle alltså i utbyte

erhålla den fördel, att de finge under samma tid beta fritt utan all

ersättningsskyldighet på ett område beläget 3—G kilometer från gårdarna.

Norska Regeringen har såsom stöd för sitt förslag åberopat ett

vid förslaget fogadt yttrande af Amtmannen i Tromsö, hvari han uttalar

den mening att renen, undantagandes i oår, redan den 24 Juni kan få

tillräckligt bete på den omkring eller upp emot skogsgränsen liggande

högre utmarken. Tidigt om våren, säger Amtmannen, när Lapparne

komma ned med de renkor, som ännu icke kalfvat, kunna de ej undgå

att begagna de bofastes närmaste betesmaker, om deras djur éj skola

utsättas för svält. Derföre kan en ansvarsfrihet tidigast om våren

sägas vara grundad i billighetshänsyn mot Lapparne, men denna

ansvarsfrihet bör upphöra, så snart den stora mängden af renoxar äfvensom

renkor, som hafva kalfvat i Sverige, strömmar in i landet, och när

marken blifvit. så bar, att Lapparne icke behöfva ligga de bofaste till

last i de närmaste betesmarkerna. Denna tidpunkt inträffar omkring

den 24 Juni, till hvilken tid terminen derföre föreslås framflyttad.

Lapparne kunna nemligen efter den 24 Juni mycket väl genom behörig

bevakning ai renarne afhålla dessa från de närmaste betesmarkerna,

och hvad de aflägsnare beträffar finna Lapparne skydd i kilometerbestämmelsen.

För Lapparne är det derföre af ringa betydelse, om tidsgränsen

sättes till 24 Juni eller 1 Juli eller 8 Juli, men hvad som för

Lapparne är af utomordentligt stor betydelse är att få kilometerafståndet

så kort som möjligt.

Sedan komiterade för utarbetande af förslag till lagstadganden

angående förhållandena mellan de svenska Lapparne och de bofaste i

Sverige undfått nådig befallning att i ärendet sig yttra, hafva komiterade

afgifvit ett så lydande utlåtande: uDå det föreliggande förslaget uti nu

ifrågavarande delar skiljer sig från det af Eders Kongl. Magt till förra årets

s. 134 Kontrollera mot PDF

134 Protokoll i sammansatt svenskt och norskt Statsråd den 6 Mars 1883.

Riksdag och Storting framlagda endast deruti, att under första veckan i

Juli månad ersättning för skada å utmark skall lemnas i det fall, att jordens

egare eller innehafvarejfgenom densamma kommit i saknad af erforderligt

bete för sina hemdjur, der utmarken är belägen på ett afstånd af tre kilometer

eller derunder från jordegarens eller brukarens fasta bostad, hafva

komiterade att söka utreda, huruvida skärpningen i den under nämnda

vecka Lapparne åliggande skadeersättningsskyldighet kan anses varda

motvägd genom det sätt, på livilket gränsen för de bofastes skadeersättningsområde

för samma tid blifvit dragen. Komiterade tillåta sig

då först och främst bemärka, att stadgandena om en lokal och temporär

gräns ingalunda hafva till syfte att under någon tid af sommaren utestänga

Lapparne från någon del af de enskildes utmark utan allenast

att afgöra, om och i hvilken mån skadeersättning för renarnes betande

skall lemnas. Den utredning, komiterade hafva att lemna, torde derför

egentligen böra omfatta, huruvida genom förslagets antagande Lapparne

kunde komma att utsättas för en större skadeersättningstunga än som

enligt Eders Ivongl. Maj:ts senaste proposition i ämnet skulle komma

att träffa dem.

I sådant hänseende hafva komiterade visserligen icke förbisett,

att den intill gårdarne liggande utmarken blir för den vecka, som ofvan

nämnts, något mera skyddad än hvad förut tillärnats, men komiterade

våga dock tro, att detta väsentligen uppväges af tillökningen i det område,

der Lapparne utan skadeersättningsskyldighet må beta sina renar.

Af beskrifningen öfver Tromsö amt inhemtas nemligen — och detta

framgår äfven af Amtmannens ofvan anmärkta yttrande — att gräsvegetationen

å fjellens sidor först omkring midsommar tager fart. Vid

den tiden pågår snösmältningen derstädes, och för hvarje dag ökas

derefter omfånget af betesmarker. Man kan derför antaga, att under

de flesta år och under vanliga väderleksförhållanden samt å flertalet

lägre lokaler bete för renarne efter den förste Juli skall finnas å de

marker, som ligga tre kilometer och derutöfver från den jordbrukande

befolkningens fasta bostäder. Det finnes visserligen inom Tromsö amt,

dock undantagsvis, trakter, der högfjellet ligger så nära inpå gårdarne

som tre kilometer. De Lappar, hvilka till äfventyrs tillförene haft förvåna

att uppehålla sig å sådana trakter, skulle genom de nu föreslagna

stadgandena antingen, för händelse de fortfarande vilja uppehålla sig

å sådana trakter, gå miste under oftanämnda vecka om förmåner, dem

man förut velat lemna dem, eller ock, för att bibehållas vid dem,

nödgas föra sina renar på bete å andra trakter, belägna utanför trekilometersgränsen,

hvilket senare komiterade anse vara för dem möjligt.

Genom förenämnda beskrifning af amtet och genom Amtmannens ut
-

s. 135 Kontrollera mot PDF

Protokoll i sammansatt svenskt och norskt Statsråd den 6 Mars 1883. 135

redning är nemligen enligt komiterades förmenande fullt ådagalagdt,

att renar, som under sommaren föras på bete i Tromsö amf, med Juli

månads ingång kunna, såvida ej särskildt ogynsamma väderleksförhållanden

inträffa, erhålla tillräckligt bete å de marker, som ligga

utanför tre kilometer från den jordbrukande befolkningens fasta bostäder.

Om än nyssnämnda förflyttning af renarne kan sägas vara en olägenhet,

så kommer den dock blott att drabba ett fåtal Lappar; för flertalet

Lappar skola de föreslagna stadgandena varda fördelaktiga.

På grund af hvad nu i underdånighet anförts finna komiterade

ingen. betänklighet vid att tillstyrka de bestämmelser, dem Norska

Regeringen upptagit i nionde paragrafens fjerde moment af det föreliggande

förslaget.“

Det af Norska Regeringen senast framstälda förslaget innefattar

en utsträckt tillämpning af den princip, som i öfrigt genomgår hela lagen,

eller att Lappar och bofaste böra, till förekommande af allt som

kan framkalla osämja dem emellan, uppehålla sig så vidt möjligt inom

olika områden af landet. Till följd af växtlighetens senare utveckling

på. den högre liggande utmarken har det hittills ansetts nödigt att i

strid .mot denna princip låta Lappar och bofaste under tiden till den

8 Juli beta sina djur tillsammans närmast gårdarne och inom ett afstånd

af 6 kilometer derifrån. Nu skulle enligt norska förslaget under

den sista veckan af denna tid området delas dem emellan, så att

Lapparne genom löfte om befrielse från all skadeersättning å den aflägsnare

hälften af området förmåddes att företrädesvis uppehålla sig

der. Något förbud att öfverskrida gränsen och närma sig gårdarne

skulle ej finnas, men ersättningsskyldighet för skada blefve i sådant

fall större än förut. Naturligtvis beror antagligheten af denna eljest

förmånliga anordning derpå, att bete för renarne vid denna tid finnes

i tillräcklig mängd på ett afstånd af 3 kilometer och deröfver från

gårdarne. Då så väl Amtmannens i Tromsö utsago som den svenska

Lappkomiténs utlåtande synas sätta utom allt tvifvel, att så är förhållandet,

anser jag mig kunna tillstyrka antagandet af det norska

ändringsförslaget i denna punkt.

I öfverensstämmelse med hvad jag nu anfört skulle förslaget dels

med svensk, dels med norsk text erhålla den lydelse, som bilagorna

Litt. A och B. vid detta protokoll utvisa.

Jag hemställer i underdånighet, att Eders Kongl. Maj:t täcktes

besluta att föreslå Sveriges Riksdag och Norges Storthing vid deras

nu pågående sammanträden att antaga nu framlagda lagförslag, samt

att nådiga Propositioner härom måtte i hvardera rikets särskilda Statsråd

utfärdas. “

s. 136 Kontrollera mot PDF

136 Protokoll i sammansatt svenskt och norskt Statsråd den 6 Mars 1883.

Statsrådets öfrige svenske ledamöter äfvensom de närvarande

medlemmarne af den norska statsrådsafdelningen instämde i Chefens

för Justitiedepartementet berörda hemställan;

och behagade Hans Magt Konungen densamma i

nåder bifalla.

Ex protocollo

Otto Rooth.

Bil. Litt. A.

(Se Propositionen.)

Bil Litt. B.

(Se bilagan till Norska Regeringens Indstilling den 1 Mars 1883.)

s. 137 Kontrollera mot PDF

Protokoll i svenska Statsrådet den 6 Mars 1883.

137

Utdrag af protokollet öfver Justitiedepartementsärenden, hållet

inför Hans Maj:t Konungen i Statsrådet ä Stockholms

slott Tisdagen den 6 Mars 1883,

i närvaro af:

Hans Excellens Herr Statsministern Grefve Posse,

Hans Excellens Herr Ministern för utrikes ärendena Friherre

Hochschild,

Statsråden: Lovén,

von Steyern,

Friherre von Otter,

Hederstierna,

Hammarskjöld,

Richert,

Themptander,

Ryding.

Till åtlydnad af Kongl. Maj:ts i sammansatt svenskt och norskt

Statsråd denna dag fattade beslut, anmälde Chefen för Justitiedepartementet

Statsrådet von Steyern förslag till Kongl. Maj:ts nådiga proposition

till Riksdagen om antagande af en Förordning rörande de Lappar,

som med renar flytta emellan de förenade konungarikena Sverige och

Norge.

I enlighet med Statsrådets tillstyrkan täcktes Hans

Maj:t Konungen gilla berörda förslag samt förordna

att i öfverensstämmelse dermed skulle till Riksdagen

aflåtas nådig proposition af den lydelse, bilagan till

detta protokoll utvisar.

Bih. till Biksd. Prat. 1883. 1 Sand. 1 Afd.

Ex protocollo

Otto Rooth.

18

Doktrin

Inga kända hänvisningar i SvJT, FT eller JT.